Karen og Torsten i den store vide verden

Crazy Summer

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Thu, 03 Sep 2009 11:00:00 +0000

Today it seems autumn has hit Copenhagen. Its windy, it rains and the temperature is around 15 degrees.

However, the last 4 months have been full of summer activities like swimming, kayaking, fishing, garden parties etc. Below I have posted some photos from our summer activities in Denmark.

An absolute highlight was when I caught a 7.5 kg cod on a fishing trip with my father. Later it was cooked for dinner.

Apart from enjoying the Danish summer we have been visiting Georgia for two weeks. An amazing country in the Kaukasus Mountains. We spend most of the time trekking and enjoying the views of 'seto himal'. At one time we had to cross a river on horseback because the bridge had been washed away. We trekked from village to village staying in local homes at night - much like in Nepal only with bread and cheese instead of daal bhat...

Return to Denmark

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Mon, 02 Feb 2009 09:39:00 +0000

Torsten is proudly presenting the results of his cooking skills...

We have now been back in Denmark for just over a month. We have been busy refurbishing our apartment and getting used to living in Denmark. It is still very cold and yesterday it was snowing. However, inside it is nice and warm – and there is no loadshedding or gas and petrol shortage.

We have also spent our time looking for new jobs. Torsten has got a job with Save the Children Youth here in Copenhagen and Karen is applying for positions in different organisations and companies. And as you can see on the photos she has got a haircut!

Here are some photos from our apartment.

Karen and Torsten in the living room

Karen just outside our house

Our kitchen and Karen's mother visiting

Den oplagte julegave?

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Sat, 06 Dec 2008 10:08:00 +0000

Er netop kommet hjem efter en hel formiddags power-juleshopping i Kathmandu. For at holde gejsten oppe har jeg også lige bællet to kopper cafe latte og er derfor lidt overstyret. Har desperat prøvet at finde nogen at Skype med som jeg kunne dele mit shoppinghype med – det lykkedes ikke, så nu bliver det jer der får fornøjelsen.

Turen rundt i Kathmandu’s bedste turistbutikker har resulteret i nogle fine julegaver – en del af dem til mig selv! Så nu har jeg ALT i filt: filthjemmesutter, filttasker (ja, i flertal), filtjulepynt, filtgulvtæppe, filtnøglering, filtpung, filtbrocher, filthåndledsvarmere og filthårpynt. Filt styrer.

Til gengæld er jeg noget forundret over at Politiken mener at en kulstang som angiveligt skal puttes i vand er den oplagte julegave – måske har jeg været for længe udenlands, men sidst jeg tjekkede var kul noget man brugte til brændsel og det kostede altså ikke 150 kr stykket!

Her på MS guesthouse er der liv og glade dage. Fire nye DWere er ankommet, tre af dem inkl spouse (ægtefælle) og en af dem inkl 10 årig søn som pt styrter råbende rundt i haven efter caretakerens søn.

Fra søndag til onsdag var jeg i Taulihawa sammen med den nye DW i ’vores’ distrikt, som skal være hos Torstens organisation samt to andre. JASC er jo til alt held ved at blive faset ud. Den nye DW hedder Pradipta og er inder og er kommet sammen med sin kone, Prachi. De er på vores alder og er mægtig søde – de synes iøvrigt også at Taulihawa er et hul i jorden... Da vi gik rundt i byen og viste rundt / introducerede dem for vigtige personer tænkte jeg, at jeg godt nok ikke var ked af, at det var mig der var på vej ud og ikke på vej ind! Så ja, det bliver dejligt at komme hjem til Danmark. Så må jeg jo se om jeg kan finde mig et job.

Torsten er pt til møde – i Kenya. Tre dage i Nairobi (eller Nairobbery i daglig tale...) et noget kort visit, men han skal jo også lige nå at komme tilbage til Nepal før vi rejser til Danmark!

Herunder et foto fra afskedsceremonien i Torstens organisation, KSSC, som samtidig var en velkomstceremoni for Pradipta. Fra venstre: Ram (MS ansat og dermed automatisk æresgæst), Torsten (læg mærke til nepaleser-klipningen), Karen, Banu (ligeledes MS ansat), Prachi og Pradipta. Og nej, Torsten og jeg står ikke på taburetter - de andre ER så små....

Og her Torsten sammen med sin ’counterpart’ i KSSC, Sanjay, samt de fine gaver vi fik overrakt: et diplom samt ikke mindre end 4 Buddhaer...

Farvel til JASC

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Mon, 17 Nov 2008 10:35:00 +0000

Til venstre mine yndlings-JASC-personer: Sunita og Susma. Og til højre mine yndlings-JASC-aversioner: Romlal og Narayan (den lille mørke mand i baggrunden fandt jeg aldrig ud af hvem var...)

Hele banden! (og læg særligt mærke til Lord Buddha i min venstre hånd samt det mønstrede sjal - et par af mine mange unikke afskedsgaver)

Jeppe og Rupa's søn's barnedåb

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Mon, 17 Nov 2008 09:46:00 +0000

Det meste af den flere timer lange ceremoni går med at Jeppe godtager præsten, Jeppe drikker ko-tis, Jeppe ringer med klokke, Jeppe gentager mantraer, Jeppe giver mønter til guderne (repræsenteret v. frugt og blomster i palmebladstallerkner) etc.

Herefter tændes bålet, der udsiges flere mantraer og endelig....

...barnets navn (dvs det hellige, indre navn som bruges til at komme i kontakt med guderne) kundgøres: Rohit Kumar

Flere illustrationer til nedenstående

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Sun, 02 Nov 2008 12:42:00 +0000

På et stille stykke flod

Huset gøres i stand til den helt store 'puja' (en ceremoni til ære for diverse Hindu guder). Husets ejer (vores ex-udlejer) regner med at invitere omkring 1000 mennesker (ja, tusind)!

Så er der dømt JASC picnic inklusiv kød, pufris og lokalt slavewhisky - opskriften på en succes!

Illustrationer til nedenstående indlæg

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Sun, 02 Nov 2008 12:03:00 +0000

Jordskred på vejen til Tansen

Trekking i Annapurna regionen

Så pakkes der båd

Nej, det er ikke playmobil mænd, selvom det ligner (nu med nepalesere)

Nyt om Alting

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Sun, 02 Nov 2008 11:27:00 +0000

Det er efterhånden meget lang tid siden at vi har fået lagt noget ud her på bloggen. Det betyder imidlertid ikke at der ikke er sket noget. Tværtimod har vi faktisk været temmelig meget omkring på det sidste. Den nepalesiske helligdagssæson er netop overstået (hele oktober, med undtagelse af 8 arbejdsdage er heligdage), og vi har fået nået at være på to trekkingture og en syv dages raftingtur. Desuden har vi også fået flyttet os selv til Kathmandu med al vores habengut og haft to traffikuheld.

Lidt arbejde er det da også blevet til med nogle kedelige generalforsmlinger, workshops mm. De resterende halvanden måned skal også nok blive pænt travle. For mit eget (Torstens) vedkommende har jeg to partnerskabsaftaler om noget konflikthåndtering der skal skrues sammen plus det eksisterende partnerskab mellem KSSC (min 'egen' organisation) og MS der skal revideres. Derudover er der alt muligt praktisk bøvl med alverdens debriefinger der skal overstås, bankkonti der skal lukkes osv.

For nu at samle lidt episodisk op på den sidste tids begivenheder, kan jeg jo starte med de to traffikuheld. Det første var decideret åndssvagt, og helt og aldeles vores egen skyld. Karen kører bilen på vej fra Kathmandu til Taulihawa, da der holder en lastbil der er gået i stykke midt på vejen, så kun et (lille) spor er åbent. Der er rimeligt meget trafik og begge retninger prøver på at mase sig igennem det åbne spor. Karen kører aggresivt frem mod 'hullet' og det samme gør en modkørende lastbil. Umiddelbart vinder Karen dette lille psykologiske spil da lastbilen bremser, men imidlertil er hullet blevet lige vel småt, hvilket gør at vi lige nøjagtigt ikke kan være der. Det indser vi imidlertid først da vi næsten skraber siden mod den parkerede lastbil. Derefter følger noget bakken frem og tilbage der egentlig kun gør alting værre, altimens lyden af metal der skrælles af bilsiden bliver stadigt mere træls. Det hjælper heller ikke det helt store at jeg konkurrerer med de efterhånden 20 nepalesere der har stimlet sammen, om hvem der kan råbe de dårligste råd ind i øret på en efterhånden noget hysterisk Karen. Det ender med at jeg overtager rattet og resolut gør alting værre, indtil vores bil på en eller anden måde kommer fri af lastbilen. Der blev ikke talt så frygteligt meget i vores bil de resterende 4 timer af køreturen til Taulihawa...

Det andet traffikuheld er nok kun 70 % vores (min) skyld. Det skete da vi kørte ind til Kathmandu med alt vores grej. Igen er der en del traffik, og på vej op af en stejl bakke ind mod Kathmandudalen følger jeg efter en minibus i en overhaling af en meget langsom lastbil. Netop som minibussen trækker ind foran den langsomme lastbil dukker der en modkørende lastbil op, som jeg ikke kan undgå at knalde ind i. Jeg prøver at bremse-undvige med det resultat at jeg simultant også kører ind i siden på den langsomme lastbil. Det skete med temmelig lav hastighed, men gav alligevel noget af et crunch. Karen lå og halvsov da det skete men vågner hurtigt op og flyver ud af bilen og begynder at skælde de to lastbilchauffører huden fuld for deres dårlige og uansvarlige kørsel, tager deres bilnumre, og forlanger at få deres telefonnumre osv. Imens sidder både jeg og de to chauffører lettere chokerede og prøver på at sunde os lidt. Til syvende og sidst er der vist ikke rigtigt nogen rigtigt god undskyldning for at jeg befinder mig i den forkerte vejbane. De to lastbilchauffører er vist heldigvis blevet så bange for Karen, at de ikke forlanger erstatning på stedet, men stiller sig tilfredse med telefonnumre. Alle biler kan forstsat køre videre selvom vores efterhånden ser noget farlig ud bl.a. med en kofanger der hænger og dingler. Vi nåede til Kathmandu uden videre sværdslag, og skyndte os derefter at tage på trekking, så vi (mest mig) har endnu til gode at få skæld ud af vores transportchef. Det bliver i morgen (mandag).

Så var der også raftingturen. Vi var tre afsted. Mig, Karen og min veninde Marie, på en syv dages tur på den noget afsides Karnali flod. Foruden os var der 6 slovakker, en amerikansk pige og en indisk fyr. Dertil var der så lige så mange fra raftingbureauet. Det dramatiske højdepunkt indtraf på tredjedagen, da vores raft flippede rundt og knaldede ind i slovakkernes raft, med det resultat at vi var ti mand i vandet samtidig. Jeg var selv den sidste der blev reddet ind af en sikkerhedskajak, men først efter hvad der føltes som en halv time i en vaskemaskine. Reelt set drejede det sig nok ikke om mere end 5-10 minutter, men det er en temmelig skræmmende oplevelse at blive høvlet ned af en frådende flod, mens man prøver på at navigere uden om eventuelle sten.

Turens morsomste højdepunkt kom nok på sidstedagen. Slovakkerne havde sat sig i hovedet at vi skulle have en ordentlig fest, og at en sådan skulle involvere svinekød. De fik padlet den ene båd over til en landsby hvor de fik øje på en sød lille gris på godt 50 kilo. Indfangningen af grisen gik vist forholdsvis let, hvorimod det tog noget længere tid at få lokaliseret grisens ejermand, og få forhandlet en pris hjem. Derefter blev den stakkels gris smidt op i gummibåden og sejlet over på den anden side af floden hvor vores lejr var placeret. Kræet skreg som en - nå ja - stukken gris hele vejen. Tilbage i lejren udviste den ene af slovakkerne skræmmende effektivitet da han på ca 45 minutter havde parteret kræet med sin folde-ud jagtkniv. Det hører med til historien, at slovakkerne også havde tømt grisens landsby for alt det rom de - altså menneskene i samme landsby - havde (slet ikke så lidt) så det blev en vældig fest. Næste dag fløj det slovakiske selskab videre i deres privat chartrede helikopter. Et mindeværdigt bekendtskab.

Endelig har vi så været på trekking. Først var vi med Marie på en fem dages tur i Annapurna området, og i går kom Karen og jeg så ned fra en 6-dages tur nordøst for Kathmandu. Den tur startede så at sige i selve Kathmandu, og på bare to dage føler man sig meget langt væk fra alting som man vandrer rundt i buddhistiske Sherpa landsbyer i 3000 meters højde. Helt utroligt at der kan være så stor kulturel forskel på så lille en afstand. Jeg regner med at Karen smider en bunke billeder ud på bloggen en af de nærmeste dage.

Ellers kommer vi jo snart hjem. Vi lander i Kastrup d. 20/12, så hvis der er nogle bloglæsere der går med julefrokost og nytårsfest planer, så vil vi altså gerne inviteres.

Dræberfrøen

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Mon, 22 Sep 2008 06:49:00 +0000

Så er den gal igen! Idag skulle vi have været kørt til en 3-dages workshop i Nepalgunj fire timers kørsel vestpå, men nu er der både banda og landslide, så hele programmet må udskydes på ubestemt tid. Vi har ellers planer om både trekking og rafting ude vestpå efter workshoppen og Torstens veninde Marie ankommer til Nepalgunj på torsdag, så nu er gode dyr rådne...

Måske brugte vi vores held op, da vi var i Kathmandu i starten af måneden og kun blev stoppet af en enkelt banda på tilbagevejen, som vi kom igennem p.g.a. vores blå nummerplader på bilen (for de fleste nepalesere betyder blå nummerplader FN og de har som regel ’ret’ til at køre selvom der er banda – vi glemte lige at rette misforståelsen omkring at MS og FN er det samme...). Det hjalp også at en meget ivrig nepaleser løb i forvejen og overbragte beskeden til diverse banda arrangører om, at der nu kom en FN bil. Vi var meget taknemmelige for hans hjælp og tog ham gerne med de 20 km på den anden side af bandaen, som bragte ham til hans bestemmelsessted. Det viste sig så, at han var ved at bygge et hospital (indtil videre var der kun en grusbunke) som ikke skulle gøre brug af ’vestlig medicin’ ej heller ’ayruvedisk medicin’, som eller er meget populær på disse kanter – nej, han ville helbrede masserne alene ved hjælp af vand, luft, ild, jord og det femte element (?). Og når nu vi var der, ville han høre om ikke vores NGO kunne give lidt støtte til hans visionære projekt – jeg tror desværre ikke at projektet falder indenfor MS’ rammer, men på den anden side, ’udryddelse af fattigdom’ dækker jo rimelig bredt...

Ellers har vi den sidste tid haft travlt med at monitorere ’democracy bus’, forberede os til ovennævnte workshop samt planlægge og arrangere rafting/trekking som nu står for at skulle komplet omarrangeres...

Forleden blev mit arbejde ved computeren forstyrret af en højlydt hamren udenfor vinduet. Der sad et par arbejdsmænd med et par MEGET lange bambusstænger, noget skæregrej og noget snor. Jeg undrede mig over, hvad de foretog sig, og inden længe kom vores landlord ud for at monitorere. Han fortalte mig at huset skulle males udvendigt. Den proces starter åbenbart med at man går igang med at konstruere en stige af bambus og snor. Ikke så mærkeligt at ting tar’ tid på disse kanter!

Udover min daglige kamp mod muggen i vores hus har jeg fået en anden formidabel modstander: dræberfrøen. Vi (Torsten) har ved flere lejligheder måttet fange frøer, som havde fundet en behagelig bolig i indhakket på en dør, svaberen på badeværelset e.lign. Forleden kom vores rengøringsdame så skrækslagen og bad om hjælp, hun havde fået øje på en sådan ’sugekop’ frø og var opskræmt fordi den slags frøer åbenbart er giftige, ja, ifølge hende ligefrem dødelige. Torsten påstår hårdnakket at sådan en lille frø altså ikke kan være dødelig for mennsker, men jeg er nu ikke så sikker - I hvert fald har jeg nu fået noget at have min frøfobi i.

visuel dokumentation

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Thu, 04 Sep 2008 08:39:00 +0000

Massagedamens skjulte talenter indenfor kropskunst!

Det var dén hovedvej...

Agurketid?

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Sun, 31 Aug 2008 15:05:00 +0000

Jeg troede egentlig agurketiden var slut i Danmark, men når politiken.dk’s tredje meste læste nyhed igår var ’Kim Larsen må ikke ryge i Vejle’, kan det ikke være det helt store der sker derhjemme.

Lad mig derfor supplere med et par udpluk fra Nepals nyhedsstrøm. Det helt store emne de sidste uger har været oversvømmelse i Østnepal. Mange tusinde har måttet forlade deres landsbyer fordi Koshi floden har oversvømmet et kæmpeareal. Her er ikke (kun) tale om naturens kræfter men i høj grad om menneskelig ’mismanagement’. Floden flød nemlig i en slags korridor hvor vandhøjden i floden lå optil 4 meter over de omkringliggende marker. En sådan – objektivt ret vanvittig – konstruktion var blevet bygget af inderne som en del af et opdæmningsprojekt på den indiske side af grænsen. Konstruktionen var imidlertid ikke blevet vedligeholdt hvilket har resulteret i en omfattende ’natur’ katastrofe. Den politiske effekt af katastrofen er et omfattende ’blame game’ hvor de nepalesiske politikere skyder skylden på inderne og omvendt. Fx: ‘Foreign Minister Upendra Yadav, who is on a visit to India, said on Saturday that as per the Koshi Agreement it was India's responsibility to provide relief to the Koshi flood victims and rehabilitate them. "It has been written in the agreement that it is India's responsibility to repair and maintain the Koshi embankment," he said while addressing a press meet at Nepal's embassy in New Delhi’. Oversvømmelserne har desuden afskåret Østnepal fra omverdenen ved at hapse en bid af øst-vest hovedvejen, jeg uploader foto ved lejlighed.

Derudover er der de daglige, mindre omfattende katastrofer. Et lille uddrag af dagens overskrifter: ’Five killed in Tanahun landslides’, ’4 die after snakebite’, ’Three killed in Pyuthan road mishap’, ‘YCL and YF clash in Dhankuta, 8 injured in police firing’.

Der er dog også opløftende nyheder, for eksempel er der omsider en ny regering på plads, og ministerposternes fordeling er blevet offentliggjort idag. Ikke mindre end 23 ministre er det blevet til. Det er så kun ca. 5 måneder efter valget! I den mellemliggende periode har alt lovgivende arbejde ligget stille og de over 600 nyvalgte parlamentarikere har været på stand-by mens de ledende politikerne har brugt deres tid på ’homework’ d.v.s. hemmelige studehandler. Rygterne har været mange og forskelligartede, men det står nu fast at regeringen består af tre partier, Maoisterne, Kommunisterne og det regionalt funderede MJF (Madhesi Janiadhikaar Forum = Madhesi folkerettighedsforum) + et par meget små partier. Man skulle måske tro at alliancen mellem Maoisterne og Kommunisterne lå lige for, men det er åbenbart en universel lov at venstrefløjspartier HADER hinanden som pesten. Desuden er Kommunistpartiet en del af den gamle politiske elite, som var et af hovedobjekterne for det maoistiske oprør. MJF er et sammenrend af frafaldne Kongresparti politikere og mere ubeskrevne blade. Deres hovedsag er autonomi til Terai regionen eller i hvert fald øget selvstyre. Så det er lidt svært at se et klart og ikke konfliktuerende regeringsgrundlag for slet ikke at tale om de personbaserede rivaliseringer og modsætninger. Jeg vil blive svært overrasket hvis regeringen holder de planlagte 2 år (ja, nu er der jo snart kun 1½ tilbage, det hjælper måske lidt...).

På det mere personlige plan er der ikke de store nyheder at meddele siden mit sidste indlæg for lidt over en måned siden. Som den kvikke læser måske har regnet ud betyder det at vi nu har været i Taulihawa i over en måned – måske den længste måned i mit liv. Tidsrøveren har tilsyneladende været så flink at levere den tid han stjal mens jeg var på ferie i Danmark tilbage med renters rente! Heldigvis kører vi til Kathmandu på onsdag (hvis-ikke-der-er-banda/jordskred/oversvømmelse-7-9-13-jeg-er-nødt-til-at-fyre-denne-besværgelse-af-fordi-jeg-er-bange-for-nemesis). Så skal der smovses i rødvin og røde bøffer.

Bonusinfo: Måske har nogen af jer læst om MS’ projekt 'På sporet af det danske demokrati' på Politikens bagside. Vi har haft to af ’vores’ folk med i delegationen nemlig Paramita fra MS Nepals landekontor og Baburam fra en af vores partnerorganisationer i Tansen. Jeg ser frem til at møde dem når de kommer tilbage og høre hvordan det var at være ’blaffer’ og ’rejse Danmark rundt uden en krone på lommen’ (forhåbentlig en sandhed med modifikationer!).

Gedepik

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Wed, 13 Aug 2008 09:24:00 +0000

Så gik der lige en måned siden vi kom hjem fra ferie. De første 14 dage gik vældigt hurtigt da jeg havde forrygende travlt, men de sidste 14 dage har det været tilbage på et rimeligt lavt blus. Lige inden jeg tog på ferie havde jeg fået at vide at et såkaldt concept note som vi (KSSC) havde sendt for at få fat i nogle EU penge var blevet shortlistet og at vi følgelig skulle lave et fuldt proposal. Jeg vidste godt at jeg var den eneste der kunne hjælpr KSSC med at få det formuleret på et antageligt engelsk, og vi havde aftalt at de skulle arbejde så meget med det som de kunne og så ville jeg være tilbage og støtte op om at få gjort det færdigt.

Da jeg så kom tilbage fra ferie havde KSSC så overhovedet intet foretaget sig. De var til dels undskyldte. Jeg tror aldrig jeg har set så bøvlet og bureaukratisk en ansøgningsproces. Dels skulle der laves en begrundet ansøgning på ca 30 sider, hvor guidelines til udfyldelse fyldte ca 35 sider på teknokrat engelsk. Derudover skulle der vedhæftes 6 annekser med diverse formater, budgetter, erklæringer osv., hvis logik kun vanskeligt lod sig gennemskue. Alt sammen for at få et beløb mellem 20.000 og 50.000 euro. Det er selvfølgelig også en slags penge, men dog trods alt ikke nogen formue. Ironien bliver fuldkommen idet at pengene sådan set var øremærket til projekter for nepalesiske NGOer. Jeg ved ikke rigtigt hvilke NGOer, som EUs delegation har forestillet sig der er i stand til at kæmpe sig i gennem sådan et monster af en ansøgningsproces, men sådan er der så meget med EU der ikke altid giver lige meget mening.

Anyways, vi kastede os ud i det og endte da også med at få afleveret noget der kan give sig ud for en ansøgning. Så nu kan vi bare vente i 2 måneder før vi finder ud af om vi får pengene. Efter at vi var blevet færdige med ansøgningen skulle vi selvfølgelig fejre det lidt med den traditionelle nepalesiske festmenu bestående af Whisky blandet med varmt vand of stegt krydret kød og stegte krydrede nødder.. Det er så stærkt at man naturligt slukker tørsten i den udvandede whisky og følgelig ganske hurtigt bliver ganske fuld. Med på de bugnende kødfade var der også et stort stykke kød som jeg ikke havde set før, og som jeg af almindelig nysgerrighed kom til at spise før jeg fandt ud af hvad var. Det var såmænd en gedepik... Det smagte i grunden okay - en meget fedtholdig og lidt sej konsistens, men ellers udemærket. Tvivler dog på at jeg vil gentage det.

Ellers er den store nyhed hernedefra at vi skal flytte. Vores landlord, den famøse Mr Gautam, har simpelthen opsagt lejemålet med MS fra d. 31. oktober. Det er selvfølgelig noget bøvl, ikke mindst fordi der til den tid kun resterer to måneder af vores kontrakt. Vi overvejede at bo på hotel i perioden, men det bliver for træls, og da MS alligevel skal finde et hus til vores afløser, kan vi jo lige så godt rykke ind i det, selvom det kun bliver for ca. halvanden måned.

Årsage til at vi er blevet sagt op er lidt mere speget. Det forholder sig således at da vi kørte til Kathmandu umiddelbart inden vi fløj til Danmark på ferie, så havde vi Mr Gautam med i bilen. Han sagde han skulle ind og besøge noget familie. Næste dag dukker han så op inde på MS' landekontor for at diskutere med Kaji, som håndterer alt der har med os udviklingsarbejderes praktiske forhold. Under den diskussion har Mr. Gautam så forlangt at få et års husleje i forskud, som han skulle bruge på udføre en hindu ceremoni. Det gik Kaji selvfølgelig ikke med til, men det skulle nu ikke stoppe Mr Gautam fra at gå videre med planerne.

Selve ceremonien går ud på (så vidt jeg har forstået), at der i 14 dage skal sidde en hellig mand bag et lydanlæg i vores have og chante mere eller mindre non stop, mens Mr Gautam og hans kone udfører diverse offerritualer. I løbet af det cirkus skal venner, famile og alt mulig andet så indfinde sig på matriklen og vise respekt. Det vil med andre ord sige 14 dages infernalsk larm i vores forhave. Det var i forvejen ikke et arrangement vi var særligt lykkelige over, men det bliver endnu værre da Mr. Gautam så også lige forlanger at han skal bruge to af rummene i vores del af huset til at indlogere noget af sin familie. Det afviste vi blankt, og lod ham ved samme lejlighed forstå at vi var noget kun skeptiske over for hele konceptet. Dagen efter, er det så at han opsiger lejekontrakten.

Så nu skal vi altså til at indstille os på at rykke midlertidigt ind i et nyt hus.

Monsun og mug

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Wed, 23 Jul 2008 08:04:00 +0000

Så er vi tilbage i Taulihawa efter en fantastisk ferie i Danmark. Eneste anke er at det gik ALT for hurtigt. Når jeg nu sidder her i JASC er det næsten som om jeg ikke har været væk (ja, jeg kan nu være på nettet mens jeg er på arbejde – et fremskridt af dimensioner). Så send gerne et par fotos til at minde os om de mange dejlige begivenheder der var i løbet af vores 3 uger i Danmark – jeg havde alt for travlt med at nyde selskabet til at få taget nogen billeder...

Turen tilbage til Nepal gik fint, men på en eller anden måde er det som om, vi stadig har jeglag, selvom det efterhånden er en uge siden vi forlod Danmark. Det er i hvert fald helt utroligt svært at komme ud af sengen om morgenen. Men måske er det en almindelig ferieabstinens reaktion.

Jeg startede nu også OK hårdt ud med dagen efter ankomsten at have booket hele 3 møder om diverse budgetter og strategier – og så gik den dag, så godt og vel. Mandag gik med at arrangere vores køretur til Taulihawa. Man skulle måske tro det var så simpelt som at sætte sig ind i sin bil og så køre. Men det var det ikke. Her er der en lang række forholdsregler man må tage før enhver længere køretur. Først skal der skaffes diesel. Det er ikke så nemt, da der for tiden er permanent brændstofsmangel, og man kan holde i kø i dagevis, hvis man skal skaffe diesel via de normale tankstationer. Heldigvis har MS en aftale med en tankstation i Kathmandu som forsyner politiet, og hvor man hvis man dukker op på det rette tidspunkt efter at have talt med den rette person kan nøjes med en kort kø. Når man er ude i landet forgår diesel jagten mere på lykke og fromme. Dernæst er det klogt at tjekke banda situationen. For tiden er der hyppige demonstrationer og blokering af vejene med det formål at gøre opmærksom på politiske eller økonomiske krav (fx kræver de studerende at få 45 % rabat på alle busbilletter, hvilket busejerne sjovt nok ikke er særligt begejstrede for at give). Hvis der ikke er annonceret nogen banda, kan vejen stadig godt være spærret af jordskred eller en flod, der er gået over sine breder, idet monsunregnen er på sit højeste for tiden. Så vejret er endnu en faktor at tage i betragtning. Forestil dig at skulle have alle disse overvejelser hver gang du skal en tur fra København til Kolding – trættende.

Nå, men vi ramte en god dag igår, hvor der hverken var banda, jordskred eller broer der var skyllet bort. (Idag holder de studerende til gengæld transport banda. Det opdagede jeg dog først da jeg var ankommet til JASC. Heldigvis er jeg på motorcykel for tiden p.g.a. monsunen, og så kan man komme forbi det meste). Vores hus stod også endnu og fryseren var tændt (en fryser fuld af fordærvet kød er vores evige skræk – det er sket 1 gang og det var ULÆKKERT). Til gengæld lugtede det fælt af mug, selvom vi havde ladet de fleste øvre vinduer stå åbne. Det viste sig, ikke overraskende, at der groede grønsort mug på det meste af vores sengetøj og tøj – det er vist noget man normalt vil referere til som dårligt indeklima.

Den overdrevne luftfugtighed er helt klart bagsiden af medaljen ved monsunen, mens forsiden er at her ikke er så varmt. Jeg tror vi er helt nede under 30 grader om dagen når det regner. Så det nyder vi.

Vi havde jo håbet der i vores fravær var sket virkelige fremskridt i Nepals politiske udvikling. Det var der ikke. Der er stadig ikke er blevet dannet en regering efter valget d. 10 april. Til gengæld er der netop blevet valgt en præsident og vice præsident som begge er Madehsier (den traditionelt marginliserede gruppe der bor i Terai) – der gik vist lidt ged i studehandlerne for de sædvanlige magthavere. Da ingen af dem er Maoister er disse blevet bøssefornærmede og har netop meddelt, at så gider de i hvert fald ikke være med i regeringen, nej de vil ej! Ren børnehave...

Arbejdskvaler

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Mon, 16 Jun 2008 03:52:00 +0000

Det er vist ved at være frygteligt lang tid siden at jeg har fået skrevet et indlæg her på bloggen. Nok nærmest flere måneder.

Monsunen er tilsyneladende ankommet I hvert fald regnede det hele dagen i går, og ved at kigge ud af vinduet ser det også ud til at det kommer til at regne en hel del i dag. De sidste par uger har været helt afsindigt varme og med en konstant stigende luftfugtighed, hvilket har betydet at jeg stort set ikke har kunnet sove om natten og at en umiskendelig dunst af mug er ved at sprede sig i vores hus. Vi har fået sådan et affugteraggregat fra Danmark, med nogle fugtabsorberende krystaller. Der står på emballagen at sådan en krystalpose kan holde 4-8 måneder afhængigt af luftfugtigheden. Den sidste vi fyldte i, holdt lige under 3 uger.... I det mindste er vores tøj endnu ikke begyndt at mugne, men det skal helt sikkert nok komme. Glæder mig rigtigt meget til at springe ca 3 uger af dette klima over til fordel for uforudsigeligt dansk sommervejr.

I Karens sidste indlæg lagde hun op til at jeg skulle fortælle lidt om mit sidste besøg i Nepalgunj. Nepalgunj er den største by i det vestlige Nepal, og MS har fem lokale partnerorganisationer dernede. For tiden er der ikke nogen udviklingsarbejdere i 'Gunj', da de tre der kom nogenlunde samtidig med mig alle har forladt posten før tid. Nepalgunj har den uheldige status af at have den højeste gennemsnitstemperatur i Nepal, og en amerikaner der ejer et hotel dernede har malende beskrevet den: 'Hvis Nepal var en stomi, ville slangen sidde i Nepalgunj'.

Nuvel, jeg var i 'Gunj' for at hjælp to partnerorganisationer med at lave en slags statusrapport om hvilke initiativer som forskellige udviklingsorganisationer havde lavet i forbindelse med Conflict Management and Peace Building inden for de sidste ca 2 år. MS har besluttet sig for at arbejde indend for det felt og jeg har skrevet et par rapporter fra Kapilvastu om hvordan det kan lade sig gøre hernede, og noget tilsvarende skulle altså laves fra Banke distriktet som Nepalgunj ligger i. Jeg havde oprindeligt lavet en slags spørgeskema sammen med de to ansvarlige program officers fra MS (Ram og Banu), og det havde jeg så gennemført i Kapilvastu og I Banke var det planen at to af MS' partnerorganisationer skulle gennemføre det. Det havde de sådan set også gjort, men udkommet var ca 50 siders rodebunke af data. De havde opdelt udførelsen af spørgeskemaet i otte, og hvert af de otte hold havde så 'fortolket spørgeskemaet og skrevet otte separate 'rapporter' uden nogen som helst form for konsistens. Derfor var opgaven at jeg skulle hjælpe den ansvarlige program officer (Banu) med at prøve at rydde op i det sammen med de ansvarlige personer fra de to partnerorganisation, og producere én rapport, der var bare nogenlunde forståelig og på et eller andet niveau konsistent med den rapport jeg havde produceret fra Kapilvastu.

Sådan gik det ikke helt. Jeg havde jo nok regnet med at Banu ville tage teten, men i stedet havde hun altså fået indkaldt godt og vel 20 personer fra de to organisationer til en workshop om rapportskrivning som hun så forventede at jeg skulle stå for. Jeg ved ikke ret meget om Banke distriktets problemer og næsten ingenting om de to partnerorganisationer, og jeg kan slet ikke se hvordan hun havde forestillet sig at 20 mennesker kan sidde sammen i en rundkreds og producere en rapport. Jeg var med andre ord godt og gedigent rasende, men det nyttede jo ligesom ikke at lade det gå ud over partnerorganisationerne og Banu er så godt som Teflon belagt når det kommer til at tage imod konstruktiv kritik. Desuden er hun på et eller andet niveau min chef.

I stedet gik jeg så stille og roligt i gang med at præsentere hvordan jeg havde struktureret mit data, og opbygget min rapport osv. Derefter fik jeg så improviseret et rimeligt simpelt kodesystem sammen som de 20 mennesker så i tre mindre grupper kunne gå i gang med at bryde deres data ned til, så de 8 forskellige rapporter i det mindste blev sammenlignelige. På et eller andet tidspunkt midt under den proces forsvandt Banu pludselig, og først efter to timer fandt jeg ud af at hun havde lagt sig ind i et tilstødende lokale og taget sig en lur! Jeg fortsatte i 2 dage med de 20 mennesker, så godt som uden input fra Banu, og til sidst kommer vi så nogenlunde frem til en fælles forståelse og en ramme for at producere den færdige rapport fra Banke. Til sidst vil de ansvarlige fra organisationerne så gerne have at vide hvordan de skal udarbejde deres forslag til en ny partnerskabsaftale med MS?, Hvor stort budgettet må være?, om de skal skrive et eller to partnerskabsforslag?, Hvornår der er deadline? osv. Det er alt sammen spørgsmål som jeg intet som helst mandat har til at svare på. Det har Banu derimod, men det havde hun afgjort ikke tænkt sig at gøre brug af. I stedet begynder vi at opføre et lidt pinligt teater, hvor organisationerne stiller de ovennævnte spørgsmål, Banu kigger spørgende på mig, jeg siger at det vist er hende der skal svare på det, hun taler lidt udenom og spørger så hvad jeg synes, jeg siger at jeg ikke synes særligt meget osv...

Inden jeg forlader Nepalgunj igen, når Banu også lige at fortælle mig at hun syntes at vi havde arbejdet virkeligt godt sammen, og hun meget gerne så at jeg henlagde 50 % af min tid til at arbejde i Banke, og at det i hvert fald var nødvendigt at jeg kom tilbage igen meget snart. Jeg sagde noget med at jeg vist nok havde frygteligt travlt i Kapilvastu for tiden, så det ikke lige var til sige om det kunne lade sig gøre.

Det må vist være nok om arbejdets kvaler. Jeg havde egentlig tænkt mig også at skrive et eler andet om det igangværende politiske morads. I de danske og internationale medier går det hele vist mere eller mindre op i om kongen nu har forladt sit palads eller ej. Der er imidlertid langt mere alvorlige ting på dagsordenen, og kongens rolle er overhovedet ikke så afgørende som den bliver pumpet op til. Men det må vente til en anden god gang...

Demokrati til vands, til lands og i luften

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Mon, 09 Jun 2008 07:18:00 +0000

Så er vi tilbage i Taulihawa (som klimamæssigt er gået fra sauna til dampbad...) efter en del farten rundt. Jeg har været i Kathmandu til PAC (Policy Advisory Council) møde, mens Torsten har været i Nepalgunj, hvor han holdt workshop om konflikthåndtering. Det med workshoppen kom som lidt af en overraskelse, men det må han jo hellere selv fortælle om.

Vi mødtes så i Tansen i torsdags for at opleve MS Nepals demokrati bus. Det er et projekt der har været længe undervejs og som blev sat i værk i forbindelse med MS’ landsindsamling sidste år. Det første projektdokument blev således skrevet for omkring et år siden og bussen skulle have haft afgang i januar. I stedet kørte den fra Kathmandu d 25 maj med en forsinkelse på ca 4 måneder – det må da kunne overgå selv DSB. Men for Nepal er det egentlig ikke så galt. Det der viste sig at være mere problematisk var at den organisation (Alliance for Peace) som har stået for programmet og de praktiske forberedelser havde ’glemt’ at koordinere med MS’ lokale partnere i distrikterne. Det gjorde dels at partner organisationerne var ret fornærmede og derfor kritiske overfor projektet (skældsordet ’dollar digestion’ blev nævnt), dels at hele fremstøddet blev langt mindre effektivt både logistisk og indholdsmæssigt end der var lagt op til.

Bussen kørte i første omgang til Palpa distriktet og de sendte en uges tid før ankomsten et program ud med aktiviteter såsom ’informal civic education classes’, ’documentary show’, ’interactive learning games’, ’talk program’ og ’dialouges with stakeholders’ – overskrifter der ikke siger meget om indholdet. Så der var jo ikke andet at gøre end at få syn for sagn.

Derfor fløj jeg sammen med vores landedirektør Sten og Jakob, som er DW i Palpa, til Bhairahawa, kørte gennem mangel-på-diesel bandaer til Tansen, og derefter med demokrati bussen af en meget mudret vej til landbyen Deurali. Der fik jeg så opklaret at ’informal civic education classes’ er noget med sige noget om demokrati og spille en ’demokratisang’ på landsbyens torv, ’documentary show’ er at vise en film for skolebørn, ’interactive learning games’ er at vise plakater der handler om rettigheder og spørge publikum hvad de ser på plakaten. Derudover var der det obligatoriske ’forum theatre’, hvor en lokal teatertrup spiller et skuespil om et problem (fx korruption) og beder om forslag til løsninger fra publikum. Selvom ’skuespillerne’ som oftest er mere eller mindre tilfældigt rekruterrede NGO folk er der altid nogen som har et dramatisk/komisk talent, hvilket også var tilfældet her, så selvom det regnede var det ikke noget problem at holde på publikums opmærksomhed.

Aktiviterne ’talk program’ og ’dialouges with stakeholders’ viste sig at være møder med deltagelse af lokale politikere, administration og andre ’vigtige’ personer. Jeg var så ’heldig’ at deltage i det afsluttede møde i distrikshovedstaden Tansen. Mødet blev holdt på et fint hotel og skulle starte kl. 11. Her følger et kort referat:

11.45 Folk har indfundet sig og Sten holder velkomsttale om MS og demokrati bussen
12.00 En lokal professor præsenterer et papir han har skrevet om begrebet demokrati. Et par citater fra papiret: ’Child learns the best lesson of citizenship between the kides of his mother and cares of his father. Child is the father of Man’, ’Your liberty ends where his nose begins’, ‘From each according to one’s capacity, to each according to the quality and quantity of work’.
12.36 Der åbnes for discussion
12.37 En YCL (maoisternes ungdomsorganisation/hær) person synes professorens papir forherliger kongen. Hvorfor står der ikke noget om folkets oprør?
12.46 En anden professor kommenterer at papiret ikke skulle være trykt på begge sider men hellere på to stykker papir. Desuden er han utilfreds over at han først fik besked om mødet dagen før. Nævner en række forhold der mangler i papiret: step-by-step opskrift på demokrati, needs based approach, social welfare system, direkte demokrati etc.
13.01 En leder af en lokal skole mener ligeledes at professorens papir skal revideres (det virker til at de fleste tror dette papir er MS Nepals tilgang til demokrati)
13.08 Endnu en person mener der står noget forkert om kongen i papiret
13.11 En journalist synes at bussens budskab er for simpelt. Teateret var godt men resten er utilstrækkeligt.
13.17 Chief District Officer (den højeste embedsmand i distriktet) samt en politmand ankommer
13.18 Baburam fra en lokal MS partner siger at mange folk rejser krav om infrastruktur, drikkevand etc. i forbindelse med forum teater opførelserne, men at det er svært at komme videre derfra
13.22 Formanden fra Chamber of Commerce synes også professorens papir skal revideres
13.27 En politiker fra kongres partiet taler om professorens papir samt at demokrati ikke kun kommer med bus men også med cykel, bil, båd og fly...
13.27 Uddeling af snacks
13.35 En politiker fra kommunist partiet kommenterer på professorens papir
13.55 En anden politiker fra kongres partiet taler lidt om at demokrati er godt
14.05 Afsluttende taler
14.15 Mødet er slut

Det er nok et meget typisk forløb for et ’talk program’ i Nepal. Den lokale magtelite (dem af dem der gider at dukke op), alle mænd selvfølgelig, holder små taler om deres mærkesager/politiske platform, mens der ikke er megen diskussion om konkrete problemer - selvom Baburam og journalisten gjorde et forsøg. Det viste sig ovenikøbet at den professor som var blevet bedt om at holde oplæg, og hvis papir de fleste tilsyneladende troede var MS politik, er kendt for at være royalist – lidt af en brøler i disse tider...

Nu er demokrati bussen kørt videre til det næste distrikt (hvis de ellers har fået noget diesel) og der er sat nogle sidste-øjebliks-foranstaltninger i værk for at forbedre konceptet. Det er meningen at bussen skal komme her til Kapilvastu i august eller september så der burde være tid til at lære af erfaringerne fra Palpa og få et bedre forløb her.

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Mon, 09 Jun 2008 06:02:00 +0000

Endnu en grumset flod at svømme i...

Og endnu et spændende husdyr...

Ny dyt

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Mon, 26 May 2008 08:24:00 +0000

Hvad siger I så, er det ikke bare jordens flotteste, blankeste og kolloenormeste dyt? Som tilmed har aircon, airbags og styrtbøjle. Og gæt engang hvem der er allokeret til? Ja, rigtigt gættet MIG. Eller faktisk er det Torsten der har skrevet under. Der er ligesom om vores ’transport officer’ har lidt svært ved at tage seriøst at Torsten har en motorcykel og jeg har bilen...

Og så til en ægte molbohistorie! For et par uger siden var jeg et smut i Nepalgunj for at fremlægge min ’Income Generation Phaseout Strategy’, en lille tur på 4 timers kørsel hver vej. Til gengæld overnattede jeg på et hotel med aircon – nice. På vejen dertil blev jeg standset fordi nogle landsbyfolk manglede brænde og havde valgt at fælde et kæmpe træ (det største der kan ses på billeder) der stod hensigtsmæssigt placeret med landsbyens huse og elledninger på den ene side og East-West Highway på den anden – hvorfor de ikke valgte et af de andre træer i skoven fandt jeg aldrig ud af. De havde så tænkt sig at træet skulle vælte ud på vejen og havde ’klogeligt’ stoppet trafikken på ubestemt tid: først skulle træet fældes med håndkraft derefter afgrenes af en flok kvinder udstyret med segl. Jeg var den første bil i køen på min side af afspærringen og efter ½ times savning var der stadig ingen tegn på at træet havde tænkt sig at vælte. Der var ikke længe til det blev mørkt og jeg stod og bandede for mig selv og håbede på at det ville vælte ned i deres elledninger i stedet for ud på vejen – så kunne de måske lære det (og jeg kunne komme forbi i en fart)! Det var så nøjagtig det, der skete og landsbyen fik deres brænde (godt nok elektrificeret) men til gengæld ingen strøm til hele landsbyen og alle dem længere henne af elledningen.

Som det måske indikeres af at ordet ’aircon’ allerede er nævnt to gange i denne blog er det blevet helt ufatteligt varmt i Taulihawa og omegn. Lige nu er vi har vi været en uges tid i Kathmandu og det har været en velkommen pause fra heden. Imorgen går turen tilbage i vores fiiiine nye bil MED aircon.

Både Torsten og jeg har heldigvis en hel del at lave for tiden så lige nu regner vi med at blive her i Nepal til vores kontrakt slutter til jul. Til gengæld har vi købt flybilletter til sommerferie i Danmark. Vi ankommer d. 27 juni om morgenen og rejser igen d. 16 juli. Så vi vil gerne bestille noget godt vejr og, ikke mindst, noget godt selskab...

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Tue, 22 Apr 2008 08:03:00 +0000

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Tue, 22 Apr 2008 06:18:00 +0000

Valgferie

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Mon, 21 Apr 2008 10:45:00 +0000

For omkring to uger siden gik det op for os at selvom valget stod for døren, alle talte om det og stort set alle vores kolleger var engagerede på den ene eller den anden måde gjaldt dette ’alle’ altså ikke os! Der var trusler fra væbede ’Madeshi’ grupper om at de ville springe ’riskoger bomber’ (ja, dette i Nepal utroligt udbredte aggregat er åbenbart velegnet til at fremstille bomber af) i diverse distriktshovedstader deriblandt Taulihawa, så vi fik besked på at blive i vores hus i dagene omkring valget. Det var jo ikke helt sådan vi havde forestillet os at opleve det epokegørende valg til Nepals første ægte grundlovsgivende forsamling (samt parlament), så vi besluttede at lade valg være valg og tage på trekking i stedet.

Vi valgte en meget populær rute, der går rundt om det enorme Annapurna massiv med adskillige 7000m+ toppe. Normalt varer denne tur 3 uger, men vi havde kun 2, fordi vi for engangs skyld havde noget vigtigt arbejde der ventede. Vi var derfor super effektive: kørte til Pokhara lørdag d. 5 april, hyrede en bærer (den højeste Nepaleser jeg endnu har set) og shoppede udstyr og forråd. Dagen efter kørte vi de 4 timer frem til turens start (heraf 1 times nærdøds-busooplevelse) og gik den første ’dagsrejse’ på 3-4 timer. Derefter formede dagene sig sådan at vi gik ca. 4 timer, holdt frokost et sted med sol og udsigt til de sneklædte Himalayaer, gik yderligere 3 timer og fandt et (mere eller mindre) dejligt ’tehus’ hvor man typisk kunne få både pizza (lignede nogle gange pizza), lasagne (lignede nogle gange lasagne) og den klassiske daal bhat (lignede altid daal bhat). Derudover var der typisk også et udvalg af mars, snickers, Tuborg og Everest øl – slet ikke dårligt!

Vi var utroligt heldige med vejret, hver dag havde vi om formiddagen de mest fantastiske udsigter til de mest ubeskrivelige landskaber (vil forsøge at uploade et par fotos). Om eftermiddagen blev det nogle gange skyet og et par enkelte gange endda snevejr. Den ultimative udfordring var at ’bestige’ et pas på 5416 m. Udover besværet med at trække vejret i sådanne luftlag var der også en risko for at få højdesyge. Det er især et problem hvis man overnatter for højt oppe, så dagen hvor vi krydsede passet var ekstremt hård. Først 1000 meters opstigning (fra kl. 5.30 til 9.30) og derefter 1600 meters nedstigning (kl. 10 til 15) – det trak tænder ud, men vejret var klart og dejligt hele dagen, så udsigterne hold humøret oppe (det meste af vejen...).

Vi endte turen i Jomsom hvor vi var helt utroligt heldige at få en flybillet til Pokhara dagen efter. Vi kunne så nyde en afslappende dag i Pokhara (med ægte pizzaer) inden turen gik tilbage til Tau hvor temperaturen i mellemtiden er steget til 40 grader midt på dagen. Noget af en omvæltning fra at have vadet rundt i sne og frostvejr.

Nååja, og så var der jo valget. Optælligen er stadig i gang (det endelig resultat forligger sandsynligvis i løbet af ugen), men der tegner sig et klart billede af at Maoisterne har fået et fantastisk valg – meget overraskende for alle, ikke mindst Maoisterne selv. Faktisk har de få flere direkte valgte kandidater end Kommunisterne og Nepali Congres tilsammen! De to sidstnævnte har ellers domineret det politiske liv siden de første demokratiske bevægelser i 1950erne. Dette valgnederlag bliver betraget som decideret skamfuldt og taberne har travlt med at komme med bortforklaringer a la ’Maoisterne kom altså med trusler’ (som om de andre partier ikke gjorde nøjagtigt det samme) eller ’Vores egne partimedlemmer holdt med de andre’ (øøøh nå, skulle det være en undskyldning!). Observatører har erklæret valget nogenlunde frit og fair, og nu har Maoisterne i hvert fald ingen undskyldning for ikke at anerkende resultatet. Og jeg synes ærligt talt at den etablerede politiske elite i den grad har fortjent afklapsningen. Jeg kan sgu godt forstå at befolkningen er trætte af gamle, egoistiske, højkaste mænd der udelukkende meler deres egen kage. Om Maoisterne kan gøre det bedre, er jeg stærkt skeptisk overfor, men nu får de altså chancen.

Vælgermøde...

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Tue, 01 Apr 2008 10:07:00 +0000

Som de velinformerede måske har snuset sig frem til skal der snart være valg til parlamentet / den grundlovsgivende forsamling her i Nepal. Nærmere bestemt d. 10 april så der er fuld gang i kampagnerne d.v.s. biler med højtaler på taget samt kandidater der går fra hus til hus for at give løfter og bede om stemmer. Som afveksling til disse ret uimodsagte valgkampagner har vores lokale partnerorgnisationer besluttet at holde en række vælgermøder hvor repræsentanter for partierne, almindelige mennesker, NGO folk og medier mødes for at få en kritisk dialog (in the perfect world!).

Igår holdt JASC et sådant vælgermøde der forløb således:

12.00: Mødet var sat til at begynde og folk fra JASCs lokale grupper begyndte at dukke op. Der er sat et telt op med et bord til kandidaterne og stole til tilhørerne. Kvinderne bliver bænket i det varme telt mens mændene får placeret sig bagest hvor der er mere luft.

13.45: tre ud af cirka tolv kandidater fra forskellige partier er dukket op og mødet starter. Omkring 200 tilhørere er samlet. JASC står for diverse velkomsttaler.

14.02: Endnu en kandidat dukker op inklusiv følge og bil med højtaler på taget

14.07: Kandidaten fra kommunistpartiet holder tale mens hans supportere (som kan kendes på kasketterne med den røde sol) rykker tættere på

14.12: Kandidaten fra ’Jana Morcha’ (Folkets Front) holder tale. Dette parti kan kendes på tekop symbolet

14.22: Kandidaten fra ’Rastriya Janashakti Party’ (Royalistpartiet) holder tale – den var kort!

14.25: Endnu en kandidat dukker op fra (det for mig hidtil ukendte) ’Madeshi Janta Party’. Oversat betyder det noget i nærheden af ’dem som bor i Terai’s (Madesh) offentlige parti. Kandidaten var åbenbart Dalit og temmelig undselig. Partiets symbol er en hånd.

14.27: Kandidaten fra ’Madeshi Janaadhikaar Forum’ (Madeshi Folkerettigheds Forum) holder en laang tale. Enkelte tilhørere lyser op i begyndelsen da han taler det lokale sprog. Jeg er lidt forvirret da han til forveksling ligner vores grønthandler fra Taulihawa. MJF kan kendes på faklen.

14.35: Midt i talen udvandrer størstedelen af kvinderne. Jeg får at vide at det er fordi det ser ud til at det måske begynder at regne og at de skal nå på markedet og hjem inden. De har jo også siddet der et par timer allerede!

14.39: Strømmen til højtaleranlægget går. Panik indtil problemet løses ved at sætte et traktorbatteri til.

14.48: Kandidaten fra ’Madeshi Janta Party’ holder (prisværdig kort) tale.

14.55: Tilhørerne stiller spørgsmål til de tre tilbageværende kandidater (to er lige så stille sevet væk) som kommer med laaange svar.

15.45: Der holdes afskedstaler

16.00: Programmet er slut

Nogle af de vigtigste partier glimrede ved deres fravær nemlig kongrespartiet, maoisterne og de største af de partier som taler Terai beboernes sag. Efter sigende havde kandidaterne for travlt (til at lytte til deres vælgere?).

Ynk, ynk, ynk

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Wed, 26 Mar 2008 04:52:00 +0000

Fik fjernet en visdomstand igår. Den voksede vandret i stedet for opad, så den skulle ud. Det gjorde sindsygt ondt selvom min ’dental surgeon’ påstod at det ikke var ’pain’ men bare ’pressure’. Jeg prøvede at tænke på noget andet og lukke øjnene for ikke at se sortimentet af torturinstrumenter der skulle stikkes ind i min mund. Det lykkedes ikke særlig godt! Som det kan ses på billedet ligner jeg nu elefantmanden. Til gengæld har jeg ikke ’pain’ kun ’pressure’...

Det andet billede er fra festivalen ’Holi’ som går ud på at smide vand og farvet pulver på alt og alle. Det var sjovt. Torsten vender tilbage med en mere udførlig beskrivelse

At plukke en høne

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Tue, 18 Mar 2008 14:06:00 +0000

Og så lige nogle fotos fra min fødseldag som var komplet med fødselsdagssang, kagekone, gaver og hjemmeplukket høne til middag.
Iøvrigt havde jeg også et indlæg i avisen d. 7 marts - i Kristeligt Dagblad af alle steder – om ligestilling (mangel på samme) i Nepal. Artiklen kan findes på: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/279891:Debat--Naar-manden-rejser-vaek-for-at-arbejde

Nepals ukendte perler

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Mon, 17 Mar 2008 15:51:00 +0000

Så er vi tilbage i Taulihawa efter vi den sidste 1½ måned af forskellige årsager har været lidt omkring. Først i Kathamandu pga årsmøde og en 16 dage lang banda. Derefter sammen med mine forældre nogle dage i Taulihawa og så helt vestpå til Silgadhi i Doti distriktet hvor vi besøgte MS’s partnerorganisationer der og vores kollega Michael.

Vi fik virkelig vist min forældre et Nepal der ligger langt uden for turiststrømmene der begunstiger de mest oplagte rejsemål. I stedet gik turen til Taulihawa og Silgadhi. I ’Lonely Planet’ og ’Rejsen rundt i Nepal’ er der ikke ofret mange adjektiver på disse perler. Silgadhi er slet ikke nævnt og Taulihawa behæftes med ordet ’søvnig’ og faciliterne som ’basic’. Selvom det ikke er en helt forkert beskrivelse er den langt fra udtømmende. Jeg vil foreslå følgende tilføjelser:

Taulihawa

Seværdigheder:

- ruinerne efter paladsbyen hvor Buddha voksede op (kræver godt nok en ret livlig fantasi at forestille sig et rigt magtcentrum ud fra de spredte murbokker)

- museum med fund fra paladsbyen (hvis det er åbent)

- Tuborggutten (her kan man se fotos af SAMTLIGE udlændinge der har besøgt Taulihawa – en del kendte ansigter...)

- Shivatemplet (på en god dag inkl rødt pulver i panden)

Faciliteter:

- kun 10 timer i minibus fra Kathmandu (med hilux og chauffører der ’tager vejen’ dog kun ca. 7 timer)

- Moon Star (udtales: munistar og serverer op til 3 forskellige slags snacks foruden daal bhat)

- massagedame (kommer så ofte man ønsker ved udsigten til en fyrstelig betaling på 10 kr og et stykke tøj)

Shopping:

- vattæpper

- ternet stof

Silgadhi

Seværdigheder:

- Saileshworitemplet (udsmykningen rundt om templet synes at være inspireret af Disneyland og er ganske unik for Nepal)

- udsigten, foto følger

- vandreture i området (indtil stien ender i en mark)

- Rododendronskov

Faciliteter:

- de 3 dages kørsel fra Kathmandu giver et varieret indtryk af Nepals vejforhold

- daal bhat stedet ved siden af Røde Kors bygningen serverer en fremragende – gæt selv – daal bhat

- hvert hus sin NGO

Shopping:

- appelsiner

- småblomstret og mønstret stof

På Vippen

noreply@blogger.com (Torsten og Karen) — Tue, 19 Feb 2008 09:02:00 +0000

Vi sidder fast i Kathmandu. Vores plan var at køre hjem for en uge siden, men det har været umuligt på grund af Bandha. Der er ikke noget der tyder på at Bandhaen forsvinder foreløbig.

Baggrunden er at madeshierne fra Nepals lavland (hvor vi jo som bekendt bor) forlanger selvbestemmelse, øget indflydelse, ændringer i valgloven og meget andet. Det er ikke rigtigt en politisk dagsorden men i høj grad en etnisk. På samme måde er der en hel del andre grupper rundt omkring i landet, der dukker op med en etnisk dagsorden, og det destabiliserer hele samfundslivet.

Der er næppe nogle af de grundlæggende problemer her i landet, der har meget at gøre med etnicitet, men her i Nepal er der en meget stærk tradition for at sætte folk i kasser, og praktisere en skarp diskrimination på baggrund af denne overdrevne kategorisering. Man plejer vist at sige at der omkring 80 etniske grupper, og i omegnen af 2-300 kaster. Lige nu virker det til at alle disse grupper kæmper for at få deres bid af kagen. Mest absurd tager det sig måske ud i forhold til det valg til den grundlovsgivende forsamling der efter planen skal finde sted om halvanden måned. Her er det ellers rimelige krav om et proportionelt valgsystem blevet til et sindrigt og topstyret regelsæt der skal sikre at at alle disse grupper får en repræsentation i den grundlovgivende forsamling, der svarer til den andel af befolkningen som de udgør. Godt nok har man nu opjusteret antallet af pladser i den grundlovgivende forsamling til 603 (hvordan man så forestiller sig at 603 mennesker skal kunne arbejde meningsfuldt sammen om at skrive en ny grundlov?), men med så mange grupper i spil, siger det omtrent sig selv at det ikke rigtigt kan lade sig gøre – blandt andet derfor er der ballade for tiden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på om noget af alt det her bunder i en eller anden syg fortolkning af ligestilling som ellers velmenende donorer har været med til at introducere. Personligt har jeg brugt ret meget tid på at finde ud af hvem der sidder på magten i de lokal-områder hvor min organsiation arbejder. Ikke overraskende finder vi jo så ud af at det er højkaste mænd fra de traditionelt dominerende etniske grupper. Den information bruger vi så til at gøre vores støtte afhængig af at flere kvinder og folk fra de svage grupper bliver inkluderet. Det lyder jo altsammen meget udemærket, men bivirkningen er at vi dermed konstant er med til at fastholde en meget stram kategorisering af alt og alle. Det bliver til positiv særbehandling i en meget ekstrem form. I stigende grad ser vi derfor også at folk organiserer sig efter deres etniske og kastemæssige tilhørsforhold. Når man så tilføjer politiske rævekager ender man så i det rod vi sidder i nu.

Mens jeg har skrevet på dette indlæg er der endnu et parti der har valgt at boykotte valget, til gengæld har unionen af mahdesi partier valgt at komme til forhandlinger senere i dag. Det er meget svært at forudse hvad der kommer til at ske. Lige nu virker det usandsynligt at vi får det lovede valg d. 10 april, og meget sandsynligt at det sidste halve års kaos får lov til at fortsætte. På den anden side er det Nepal, og her sker der nogle gange de mest besynderlige omvæltninger ganske uden varsel.