Karen og Torsten i den store vide verden

Victoria Falls

2010-07-06T13:33:00.000-07:00

Skiferie Italien

2010-02-12T09:35:00.000-08:00

Her er lidt fotos fra vores deeejlige skiferie i Canazei / Campitello

Crazy Summer

2009-09-03T04:00:00.000-07:00

Today it seems autumn has hit Copenhagen. Its windy, it rains and the temperature is around 15 degrees.

However, the last 4 months have been full of summer activities like swimming, kayaking, fishing, garden parties etc. Below I have posted some photos from our summer activities in Denmark.

An absolute highlight was when I caught a 7.5 kg cod on a fishing trip with my father. Later it was cooked for dinner.

Apart from enjoying the Danish summer we have been visiting Georgia for two weeks. An amazing country in the Kaukasus Mountains. We spend most of the time trekking and enjoying the views of 'seto himal'. At one time we had to cross a river on horseback because the bridge had been washed away. We trekked from village to village staying in local homes at night - much like in Nepal only with bread and cheese instead of daal bhat...

Return to Denmark

2009-02-02T01:39:00.000-08:00

Torsten is proudly presenting the results of his cooking skills...

We have now been back in Denmark for just over a month. We have been busy refurbishing our apartment and getting used to living in Denmark. It is still very cold and yesterday it was snowing. However, inside it is nice and warm – and there is no loadshedding or gas and petrol shortage.

We have also spent our time looking for new jobs. Torsten has got a job with Save the Children Youth here in Copenhagen and Karen is applying for positions in different organisations and companies. And as you can see on the photos she has got a haircut!

Here are some photos from our apartment.

Karen and Torsten in the living room

Karen just outside our house

Our kitchen and Karen's mother visiting

Den oplagte julegave?

2008-12-06T02:08:00.000-08:00

Er netop kommet hjem efter en hel formiddags power-juleshopping i Kathmandu. For at holde gejsten oppe har jeg også lige bællet to kopper cafe latte og er derfor lidt overstyret. Har desperat prøvet at finde nogen at Skype med som jeg kunne dele mit shoppinghype med – det lykkedes ikke, så nu bliver det jer der får fornøjelsen.

Turen rundt i Kathmandu’s bedste turistbutikker har resulteret i nogle fine julegaver – en del af dem til mig selv! Så nu har jeg ALT i filt: filthjemmesutter, filttasker (ja, i flertal), filtjulepynt, filtgulvtæppe, filtnøglering, filtpung, filtbrocher, filthåndledsvarmere og filthårpynt. Filt styrer.

Til gengæld er jeg noget forundret over at Politiken mener at en kulstang som angiveligt skal puttes i vand er den oplagte julegave – måske har jeg været for længe udenlands, men sidst jeg tjekkede var kul noget man brugte til brændsel og det kostede altså ikke 150 kr stykket!

Her på MS guesthouse er der liv og glade dage. Fire nye DWere er ankommet, tre af dem inkl spouse (ægtefælle) og en af dem inkl 10 årig søn som pt styrter råbende rundt i haven efter caretakerens søn.

Fra søndag til onsdag var jeg i Taulihawa sammen med den nye DW i ’vores’ distrikt, som skal være hos Torstens organisation samt to andre. JASC er jo til alt held ved at blive faset ud. Den nye DW hedder Pradipta og er inder og er kommet sammen med sin kone, Prachi. De er på vores alder og er mægtig søde – de synes iøvrigt også at Taulihawa er et hul i jorden... Da vi gik rundt i byen og viste rundt / introducerede dem for vigtige personer tænkte jeg, at jeg godt nok ikke var ked af, at det var mig der var på vej ud og ikke på vej ind! Så ja, det bliver dejligt at komme hjem til Danmark. Så må jeg jo se om jeg kan finde mig et job.

Torsten er pt til møde – i Kenya. Tre dage i Nairobi (eller Nairobbery i daglig tale...) et noget kort visit, men han skal jo også lige nå at komme tilbage til Nepal før vi rejser til Danmark!

Herunder et foto fra afskedsceremonien i Torstens organisation, KSSC, som samtidig var en velkomstceremoni for Pradipta. Fra venstre: Ram (MS ansat og dermed automatisk æresgæst), Torsten (læg mærke til nepaleser-klipningen), Karen, Banu (ligeledes MS ansat), Prachi og Pradipta. Og nej, Torsten og jeg står ikke på taburetter - de andre ER så små....

Og her Torsten sammen med sin ’counterpart’ i KSSC, Sanjay, samt de fine gaver vi fik overrakt: et diplom samt ikke mindre end 4 Buddhaer...

Farvel til JASC

2008-11-17T02:35:00.000-08:00

Til venstre mine yndlings-JASC-personer: Sunita og Susma. Og til højre mine yndlings-JASC-aversioner: Romlal og Narayan (den lille mørke mand i baggrunden fandt jeg aldrig ud af hvem var...)

Hele banden! (og læg særligt mærke til Lord Buddha i min venstre hånd samt det mønstrede sjal - et par af mine mange unikke afskedsgaver)

Jeppe og Rupa's søn's barnedåb

2008-11-17T01:46:00.000-08:00

Det meste af den flere timer lange ceremoni går med at Jeppe godtager præsten, Jeppe drikker ko-tis, Jeppe ringer med klokke, Jeppe gentager mantraer, Jeppe giver mønter til guderne (repræsenteret v. frugt og blomster i palmebladstallerkner) etc.

Herefter tændes bålet, der udsiges flere mantraer og endelig....

...barnets navn (dvs det hellige, indre navn som bruges til at komme i kontakt med guderne) kundgøres: Rohit Kumar

Flere illustrationer til nedenstående

2008-11-02T04:42:00.001-08:00

På et stille stykke flod

Huset gøres i stand til den helt store 'puja' (en ceremoni til ære for diverse Hindu guder). Husets ejer (vores ex-udlejer) regner med at invitere omkring 1000 mennesker (ja, tusind)!

Så er der dømt JASC picnic inklusiv kød, pufris og lokalt slavewhisky - opskriften på en succes!

Illustrationer til nedenstående indlæg

2008-11-02T04:03:00.001-08:00

Jordskred på vejen til Tansen

Trekking i Annapurna regionen

Så pakkes der båd

Nej, det er ikke playmobil mænd, selvom det ligner (nu med nepalesere)

Nyt om Alting

2008-11-02T03:27:00.000-08:00

Det er efterhånden meget lang tid siden at vi har fået lagt noget ud her på bloggen. Det betyder imidlertid ikke at der ikke er sket noget. Tværtimod har vi faktisk været temmelig meget omkring på det sidste. Den nepalesiske helligdagssæson er netop overstået (hele oktober, med undtagelse af 8 arbejdsdage er heligdage), og vi har fået nået at være på to trekkingture og en syv dages raftingtur. Desuden har vi også fået flyttet os selv til Kathmandu med al vores habengut og haft to traffikuheld.

Lidt arbejde er det da også blevet til med nogle kedelige generalforsmlinger, workshops mm. De resterende halvanden måned skal også nok blive pænt travle. For mit eget (Torstens) vedkommende har jeg to partnerskabsaftaler om noget konflikthåndtering der skal skrues sammen plus det eksisterende partnerskab mellem KSSC (min 'egen' organisation) og MS der skal revideres. Derudover er der alt muligt praktisk bøvl med alverdens debriefinger der skal overstås, bankkonti der skal lukkes osv.

For nu at samle lidt episodisk op på den sidste tids begivenheder, kan jeg jo starte med de to traffikuheld. Det første var decideret åndssvagt, og helt og aldeles vores egen skyld. Karen kører bilen på vej fra Kathmandu til Taulihawa, da der holder en lastbil der er gået i stykke midt på vejen, så kun et (lille) spor er åbent. Der er rimeligt meget trafik og begge retninger prøver på at mase sig igennem det åbne spor. Karen kører aggresivt frem mod 'hullet' og det samme gør en modkørende lastbil. Umiddelbart vinder Karen dette lille psykologiske spil da lastbilen bremser, men imidlertil er hullet blevet lige vel småt, hvilket gør at vi lige nøjagtigt ikke kan være der. Det indser vi imidlertid først da vi næsten skraber siden mod den parkerede lastbil. Derefter følger noget bakken frem og tilbage der egentlig kun gør alting værre, altimens lyden af metal der skrælles af bilsiden bliver stadigt mere træls. Det hjælper heller ikke det helt store at jeg konkurrerer med de efterhånden 20 nepalesere der har stimlet sammen, om hvem der kan råbe de dårligste råd ind i øret på en efterhånden noget hysterisk Karen. Det ender med at jeg overtager rattet og resolut gør alting værre, indtil vores bil på en eller anden måde kommer fri af lastbilen. Der blev ikke talt så frygteligt meget i vores bil de resterende 4 timer af køreturen til Taulihawa...

Det andet traffikuheld er nok kun 70 % vores (min) skyld. Det skete da vi kørte ind til Kathmandu med alt vores grej. Igen er der en del traffik, og på vej op af en stejl bakke ind mod Kathmandudalen følger jeg efter en minibus i en overhaling af en meget langsom lastbil. Netop som minibussen trækker ind foran den langsomme lastbil dukker der en modkørende lastbil op, som jeg ikke kan undgå at knalde ind i. Jeg prøver at bremse-undvige med det resultat at jeg simultant også kører ind i siden på den langsomme lastbil. Det skete med temmelig lav hastighed, men gav alligevel noget af et crunch. Karen lå og halvsov da det skete men vågner hurtigt op og flyver ud af bilen og begynder at skælde de to lastbilchauffører huden fuld for deres dårlige og uansvarlige kørsel, tager deres bilnumre, og forlanger at få deres telefonnumre osv. Imens sidder både jeg og de to chauffører lettere chokerede og prøver på at sunde os lidt. Til syvende og sidst er der vist ikke rigtigt nogen rigtigt god undskyldning for at jeg befinder mig i den forkerte vejbane. De to lastbilchauffører er vist heldigvis blevet så bange for Karen, at de ikke forlanger erstatning på stedet, men stiller sig tilfredse med telefonnumre. Alle biler kan forstsat køre videre selvom vores efterhånden ser noget farlig ud bl.a. med en kofanger der hænger og dingler. Vi nåede til Kathmandu uden videre sværdslag, og skyndte os derefter at tage på trekking, så vi (mest mig) har endnu til gode at få skæld ud af vores transportchef. Det bliver i morgen (mandag).

Så var der også raftingturen. Vi var tre afsted. Mig, Karen og min veninde Marie, på en syv dages tur på den noget afsides Karnali flod. Foruden os var der 6 slovakker, en amerikansk pige og en indisk fyr. Dertil var der så lige så mange fra raftingbureauet. Det dramatiske højdepunkt indtraf på tredjedagen, da vores raft flippede rundt og knaldede ind i slovakkernes raft, med det resultat at vi var ti mand i vandet samtidig. Jeg var selv den sidste der blev reddet ind af en sikkerhedskajak, men først efter hvad der føltes som en halv time i en vaskemaskine. Reelt set drejede det sig nok ikke om mere end 5-10 minutter, men det er en temmelig skræmmende oplevelse at blive høvlet ned af en frådende flod, mens man prøver på at navigere uden om eventuelle sten.

Turens morsomste højdepunkt kom nok på sidstedagen. Slovakkerne havde sat sig i hovedet at vi skulle have en ordentlig fest, og at en sådan skulle involvere svinekød. De fik padlet den ene båd over til en landsby hvor de fik øje på en sød lille gris på godt 50 kilo. Indfangningen af grisen gik vist forholdsvis let, hvorimod det tog noget længere tid at få lokaliseret grisens ejermand, og få forhandlet en pris hjem. Derefter blev den stakkels gris smidt op i gummibåden og sejlet over på den anden side af floden hvor vores lejr var placeret. Kræet skreg som en - nå ja - stukken gris hele vejen. Tilbage i lejren udviste den ene af slovakkerne skræmmende effektivitet da han på ca 45 minutter havde parteret kræet med sin folde-ud jagtkniv. Det hører med til historien, at slovakkerne også havde tømt grisens landsby for alt det rom de - altså menneskene i samme landsby - havde (slet ikke så lidt) så det blev en vældig fest. Næste dag fløj det slovakiske selskab videre i deres privat chartrede helikopter. Et mindeværdigt bekendtskab.

Endelig har vi så været på trekking. Først var vi med Marie på en fem dages tur i Annapurna området, og i går kom Karen og jeg så ned fra en 6-dages tur nordøst for Kathmandu. Den tur startede så at sige i selve Kathmandu, og på bare to dage føler man sig meget langt væk fra alting som man vandrer rundt i buddhistiske Sherpa landsbyer i 3000 meters højde. Helt utroligt at der kan være så stor kulturel forskel på så lille en afstand. Jeg regner med at Karen smider en bunke billeder ud på bloggen en af de nærmeste dage.

Ellers kommer vi jo snart hjem. Vi lander i Kastrup d. 20/12, så hvis der er nogle bloglæsere der går med julefrokost og nytårsfest planer, så vil vi altså gerne inviteres.

Dræberfrøen

2008-09-21T23:49:00.000-07:00

Så er den gal igen! Idag skulle vi have været kørt til en 3-dages workshop i Nepalgunj fire timers kørsel vestpå, men nu er der både banda og landslide, så hele programmet må udskydes på ubestemt tid. Vi har ellers planer om både trekking og rafting ude vestpå efter workshoppen og Torstens veninde Marie ankommer til Nepalgunj på torsdag, så nu er gode dyr rådne...

Måske brugte vi vores held op, da vi var i Kathmandu i starten af måneden og kun blev stoppet af en enkelt banda på tilbagevejen, som vi kom igennem p.g.a. vores blå nummerplader på bilen (for de fleste nepalesere betyder blå nummerplader FN og de har som regel ’ret’ til at køre selvom der er banda – vi glemte lige at rette misforståelsen omkring at MS og FN er det samme...). Det hjalp også at en meget ivrig nepaleser løb i forvejen og overbragte beskeden til diverse banda arrangører om, at der nu kom en FN bil. Vi var meget taknemmelige for hans hjælp og tog ham gerne med de 20 km på den anden side af bandaen, som bragte ham til hans bestemmelsessted. Det viste sig så, at han var ved at bygge et hospital (indtil videre var der kun en grusbunke) som ikke skulle gøre brug af ’vestlig medicin’ ej heller ’ayruvedisk medicin’, som eller er meget populær på disse kanter – nej, han ville helbrede masserne alene ved hjælp af vand, luft, ild, jord og det femte element (?). Og når nu vi var der, ville han høre om ikke vores NGO kunne give lidt støtte til hans visionære projekt – jeg tror desværre ikke at projektet falder indenfor MS’ rammer, men på den anden side, ’udryddelse af fattigdom’ dækker jo rimelig bredt...

Ellers har vi den sidste tid haft travlt med at monitorere ’democracy bus’, forberede os til ovennævnte workshop samt planlægge og arrangere rafting/trekking som nu står for at skulle komplet omarrangeres...

Forleden blev mit arbejde ved computeren forstyrret af en højlydt hamren udenfor vinduet. Der sad et par arbejdsmænd med et par MEGET lange bambusstænger, noget skæregrej og noget snor. Jeg undrede mig over, hvad de foretog sig, og inden længe kom vores landlord ud for at monitorere. Han fortalte mig at huset skulle males udvendigt. Den proces starter åbenbart med at man går igang med at konstruere en stige af bambus og snor. Ikke så mærkeligt at ting tar’ tid på disse kanter!

Udover min daglige kamp mod muggen i vores hus har jeg fået en anden formidabel modstander: dræberfrøen. Vi (Torsten) har ved flere lejligheder måttet fange frøer, som havde fundet en behagelig bolig i indhakket på en dør, svaberen på badeværelset e.lign. Forleden kom vores rengøringsdame så skrækslagen og bad om hjælp, hun havde fået øje på en sådan ’sugekop’ frø og var opskræmt fordi den slags frøer åbenbart er giftige, ja, ifølge hende ligefrem dødelige. Torsten påstår hårdnakket at sådan en lille frø altså ikke kan være dødelig for mennsker, men jeg er nu ikke så sikker - I hvert fald har jeg nu fået noget at have min frøfobi i.

visuel dokumentation

2008-09-04T01:39:00.000-07:00

Massagedamens skjulte talenter indenfor kropskunst!

Det var dén hovedvej...

Agurketid?

2008-08-31T08:05:00.000-07:00

Jeg troede egentlig agurketiden var slut i Danmark, men når politiken.dk’s tredje meste læste nyhed igår var ’Kim Larsen må ikke ryge i Vejle’, kan det ikke være det helt store der sker derhjemme.

Lad mig derfor supplere med et par udpluk fra Nepals nyhedsstrøm. Det helt store emne de sidste uger har været oversvømmelse i Østnepal. Mange tusinde har måttet forlade deres landsbyer fordi Koshi floden har oversvømmet et kæmpeareal. Her er ikke (kun) tale om naturens kræfter men i høj grad om menneskelig ’mismanagement’. Floden flød nemlig i en slags korridor hvor vandhøjden i floden lå optil 4 meter over de omkringliggende marker. En sådan – objektivt ret vanvittig – konstruktion var blevet bygget af inderne som en del af et opdæmningsprojekt på den indiske side af grænsen. Konstruktionen var imidlertid ikke blevet vedligeholdt hvilket har resulteret i en omfattende ’natur’ katastrofe. Den politiske effekt af katastrofen er et omfattende ’blame game’ hvor de nepalesiske politikere skyder skylden på inderne og omvendt. Fx: ‘Foreign Minister Upendra Yadav, who is on a visit to India, said on Saturday that as per the Koshi Agreement it was India's responsibility to provide relief to the Koshi flood victims and rehabilitate them. "It has been written in the agreement that it is India's responsibility to repair and maintain the Koshi embankment," he said while addressing a press meet at Nepal's embassy in New Delhi’. Oversvømmelserne har desuden afskåret Østnepal fra omverdenen ved at hapse en bid af øst-vest hovedvejen, jeg uploader foto ved lejlighed.

Derudover er der de daglige, mindre omfattende katastrofer. Et lille uddrag af dagens overskrifter: ’Five killed in Tanahun landslides’, ’4 die after snakebite’, ’Three killed in Pyuthan road mishap’, ‘YCL and YF clash in Dhankuta, 8 injured in police firing’.

Der er dog også opløftende nyheder, for eksempel er der omsider en ny regering på plads, og ministerposternes fordeling er blevet offentliggjort idag. Ikke mindre end 23 ministre er det blevet til. Det er så kun ca. 5 måneder efter valget! I den mellemliggende periode har alt lovgivende arbejde ligget stille og de over 600 nyvalgte parlamentarikere har været på stand-by mens de ledende politikerne har brugt deres tid på ’homework’ d.v.s. hemmelige studehandler. Rygterne har været mange og forskelligartede, men det står nu fast at regeringen består af tre partier, Maoisterne, Kommunisterne og det regionalt funderede MJF (Madhesi Janiadhikaar Forum = Madhesi folkerettighedsforum) + et par meget små partier. Man skulle måske tro at alliancen mellem Maoisterne og Kommunisterne lå lige for, men det er åbenbart en universel lov at venstrefløjspartier HADER hinanden som pesten. Desuden er Kommunistpartiet en del af den gamle politiske elite, som var et af hovedobjekterne for det maoistiske oprør. MJF er et sammenrend af frafaldne Kongresparti politikere og mere ubeskrevne blade. Deres hovedsag er autonomi til Terai regionen eller i hvert fald øget selvstyre. Så det er lidt svært at se et klart og ikke konfliktuerende regeringsgrundlag for slet ikke at tale om de personbaserede rivaliseringer og modsætninger. Jeg vil blive svært overrasket hvis regeringen holder de planlagte 2 år (ja, nu er der jo snart kun 1½ tilbage, det hjælper måske lidt...).

På det mere personlige plan er der ikke de store nyheder at meddele siden mit sidste indlæg for lidt over en måned siden. Som den kvikke læser måske har regnet ud betyder det at vi nu har været i Taulihawa i over en måned – måske den længste måned i mit liv. Tidsrøveren har tilsyneladende været så flink at levere den tid han stjal mens jeg var på ferie i Danmark tilbage med renters rente! Heldigvis kører vi til Kathmandu på onsdag (hvis-ikke-der-er-banda/jordskred/oversvømmelse-7-9-13-jeg-er-nødt-til-at-fyre-denne-besværgelse-af-fordi-jeg-er-bange-for-nemesis). Så skal der smovses i rødvin og røde bøffer.

Bonusinfo: Måske har nogen af jer læst om MS’ projekt 'På sporet af det danske demokrati' på Politikens bagside. Vi har haft to af ’vores’ folk med i delegationen nemlig Paramita fra MS Nepals landekontor og Baburam fra en af vores partnerorganisationer i Tansen. Jeg ser frem til at møde dem når de kommer tilbage og høre hvordan det var at være ’blaffer’ og ’rejse Danmark rundt uden en krone på lommen’ (forhåbentlig en sandhed med modifikationer!).

Gedepik

2008-08-13T02:24:00.000-07:00

Så gik der lige en måned siden vi kom hjem fra ferie. De første 14 dage gik vældigt hurtigt da jeg havde forrygende travlt, men de sidste 14 dage har det været tilbage på et rimeligt lavt blus. Lige inden jeg tog på ferie havde jeg fået at vide at et såkaldt concept note som vi (KSSC) havde sendt for at få fat i nogle EU penge var blevet shortlistet og at vi følgelig skulle lave et fuldt proposal. Jeg vidste godt at jeg var den eneste der kunne hjælpr KSSC med at få det formuleret på et antageligt engelsk, og vi havde aftalt at de skulle arbejde så meget med det som de kunne og så ville jeg være tilbage og støtte op om at få gjort det færdigt.

Da jeg så kom tilbage fra ferie havde KSSC så overhovedet intet foretaget sig. De var til dels undskyldte. Jeg tror aldrig jeg har set så bøvlet og bureaukratisk en ansøgningsproces. Dels skulle der laves en begrundet ansøgning på ca 30 sider, hvor guidelines til udfyldelse fyldte ca 35 sider på teknokrat engelsk. Derudover skulle der vedhæftes 6 annekser med diverse formater, budgetter, erklæringer osv., hvis logik kun vanskeligt lod sig gennemskue. Alt sammen for at få et beløb mellem 20.000 og 50.000 euro. Det er selvfølgelig også en slags penge, men dog trods alt ikke nogen formue. Ironien bliver fuldkommen idet at pengene sådan set var øremærket til projekter for nepalesiske NGOer. Jeg ved ikke rigtigt hvilke NGOer, som EUs delegation har forestillet sig der er i stand til at kæmpe sig i gennem sådan et monster af en ansøgningsproces, men sådan er der så meget med EU der ikke altid giver lige meget mening.

Anyways, vi kastede os ud i det og endte da også med at få afleveret noget der kan give sig ud for en ansøgning. Så nu kan vi bare vente i 2 måneder før vi finder ud af om vi får pengene. Efter at vi var blevet færdige med ansøgningen skulle vi selvfølgelig fejre det lidt med den traditionelle nepalesiske festmenu bestående af Whisky blandet med varmt vand of stegt krydret kød og stegte krydrede nødder.. Det er så stærkt at man naturligt slukker tørsten i den udvandede whisky og følgelig ganske hurtigt bliver ganske fuld. Med på de bugnende kødfade var der også et stort stykke kød som jeg ikke havde set før, og som jeg af almindelig nysgerrighed kom til at spise før jeg fandt ud af hvad var. Det var såmænd en gedepik... Det smagte i grunden okay - en meget fedtholdig og lidt sej konsistens, men ellers udemærket. Tvivler dog på at jeg vil gentage det.

Ellers er den store nyhed hernedefra at vi skal flytte. Vores landlord, den famøse Mr Gautam, har simpelthen opsagt lejemålet med MS fra d. 31. oktober. Det er selvfølgelig noget bøvl, ikke mindst fordi der til den tid kun resterer to måneder af vores kontrakt. Vi overvejede at bo på hotel i perioden, men det bliver for træls, og da MS alligevel skal finde et hus til vores afløser, kan vi jo lige så godt rykke ind i det, selvom det kun bliver for ca. halvanden måned.

Årsage til at vi er blevet sagt op er lidt mere speget. Det forholder sig således at da vi kørte til Kathmandu umiddelbart inden vi fløj til Danmark på ferie, så havde vi Mr Gautam med i bilen. Han sagde han skulle ind og besøge noget familie. Næste dag dukker han så op inde på MS' landekontor for at diskutere med Kaji, som håndterer alt der har med os udviklingsarbejderes praktiske forhold. Under den diskussion har Mr. Gautam så forlangt at få et års husleje i forskud, som han skulle bruge på udføre en hindu ceremoni. Det gik Kaji selvfølgelig ikke med til, men det skulle nu ikke stoppe Mr Gautam fra at gå videre med planerne.

Selve ceremonien går ud på (så vidt jeg har forstået), at der i 14 dage skal sidde en hellig mand bag et lydanlæg i vores have og chante mere eller mindre non stop, mens Mr Gautam og hans kone udfører diverse offerritualer. I løbet af det cirkus skal venner, famile og alt mulig andet så indfinde sig på matriklen og vise respekt. Det vil med andre ord sige 14 dages infernalsk larm i vores forhave. Det var i forvejen ikke et arrangement vi var særligt lykkelige over, men det bliver endnu værre da Mr. Gautam så også lige forlanger at han skal bruge to af rummene i vores del af huset til at indlogere noget af sin familie. Det afviste vi blankt, og lod ham ved samme lejlighed forstå at vi var noget kun skeptiske over for hele konceptet. Dagen efter, er det så at han opsiger lejekontrakten.

Så nu skal vi altså til at indstille os på at rykke midlertidigt ind i et nyt hus.

Monsun og mug

2008-07-23T01:04:00.000-07:00

Så er vi tilbage i Taulihawa efter en fantastisk ferie i Danmark. Eneste anke er at det gik ALT for hurtigt. Når jeg nu sidder her i JASC er det næsten som om jeg ikke har været væk (ja, jeg kan nu være på nettet mens jeg er på arbejde – et fremskridt af dimensioner). Så send gerne et par fotos til at minde os om de mange dejlige begivenheder der var i løbet af vores 3 uger i Danmark – jeg havde alt for travlt med at nyde selskabet til at få taget nogen billeder...

Turen tilbage til Nepal gik fint, men på en eller anden måde er det som om, vi stadig har jeglag, selvom det efterhånden er en uge siden vi forlod Danmark. Det er i hvert fald helt utroligt svært at komme ud af sengen om morgenen. Men måske er det en almindelig ferieabstinens reaktion.

Jeg startede nu også OK hårdt ud med dagen efter ankomsten at have booket hele 3 møder om diverse budgetter og strategier – og så gik den dag, så godt og vel. Mandag gik med at arrangere vores køretur til Taulihawa. Man skulle måske tro det var så simpelt som at sætte sig ind i sin bil og så køre. Men det var det ikke. Her er der en lang række forholdsregler man må tage før enhver længere køretur. Først skal der skaffes diesel. Det er ikke så nemt, da der for tiden er permanent brændstofsmangel, og man kan holde i kø i dagevis, hvis man skal skaffe diesel via de normale tankstationer. Heldigvis har MS en aftale med en tankstation i Kathmandu som forsyner politiet, og hvor man hvis man dukker op på det rette tidspunkt efter at have talt med den rette person kan nøjes med en kort kø. Når man er ude i landet forgår diesel jagten mere på lykke og fromme. Dernæst er det klogt at tjekke banda situationen. For tiden er der hyppige demonstrationer og blokering af vejene med det formål at gøre opmærksom på politiske eller økonomiske krav (fx kræver de studerende at få 45 % rabat på alle busbilletter, hvilket busejerne sjovt nok ikke er særligt begejstrede for at give). Hvis der ikke er annonceret nogen banda, kan vejen stadig godt være spærret af jordskred eller en flod, der er gået over sine breder, idet monsunregnen er på sit højeste for tiden. Så vejret er endnu en faktor at tage i betragtning. Forestil dig at skulle have alle disse overvejelser hver gang du skal en tur fra København til Kolding – trættende.

Nå, men vi ramte en god dag igår, hvor der hverken var banda, jordskred eller broer der var skyllet bort. (Idag holder de studerende til gengæld transport banda. Det opdagede jeg dog først da jeg var ankommet til JASC. Heldigvis er jeg på motorcykel for tiden p.g.a. monsunen, og så kan man komme forbi det meste). Vores hus stod også endnu og fryseren var tændt (en fryser fuld af fordærvet kød er vores evige skræk – det er sket 1 gang og det var ULÆKKERT). Til gengæld lugtede det fælt af mug, selvom vi havde ladet de fleste øvre vinduer stå åbne. Det viste sig, ikke overraskende, at der groede grønsort mug på det meste af vores sengetøj og tøj – det er vist noget man normalt vil referere til som dårligt indeklima.

Den overdrevne luftfugtighed er helt klart bagsiden af medaljen ved monsunen, mens forsiden er at her ikke er så varmt. Jeg tror vi er helt nede under 30 grader om dagen når det regner. Så det nyder vi.

Vi havde jo håbet der i vores fravær var sket virkelige fremskridt i Nepals politiske udvikling. Det var der ikke. Der er stadig ikke er blevet dannet en regering efter valget d. 10 april. Til gengæld er der netop blevet valgt en præsident og vice præsident som begge er Madehsier (den traditionelt marginliserede gruppe der bor i Terai) – der gik vist lidt ged i studehandlerne for de sædvanlige magthavere. Da ingen af dem er Maoister er disse blevet bøssefornærmede og har netop meddelt, at så gider de i hvert fald ikke være med i regeringen, nej de vil ej! Ren børnehave...

Arbejdskvaler

2008-06-15T20:52:00.001-07:00

Det er vist ved at være frygteligt lang tid siden at jeg har fået skrevet et indlæg her på bloggen. Nok nærmest flere måneder.

Monsunen er tilsyneladende ankommet I hvert fald regnede det hele dagen i går, og ved at kigge ud af vinduet ser det også ud til at det kommer til at regne en hel del i dag. De sidste par uger har været helt afsindigt varme og med en konstant stigende luftfugtighed, hvilket har betydet at jeg stort set ikke har kunnet sove om natten og at en umiskendelig dunst af mug er ved at sprede sig i vores hus. Vi har fået sådan et affugteraggregat fra Danmark, med nogle fugtabsorberende krystaller. Der står på emballagen at sådan en krystalpose kan holde 4-8 måneder afhængigt af luftfugtigheden. Den sidste vi fyldte i, holdt lige under 3 uger.... I det mindste er vores tøj endnu ikke begyndt at mugne, men det skal helt sikkert nok komme. Glæder mig rigtigt meget til at springe ca 3 uger af dette klima over til fordel for uforudsigeligt dansk sommervejr.

I Karens sidste indlæg lagde hun op til at jeg skulle fortælle lidt om mit sidste besøg i Nepalgunj. Nepalgunj er den største by i det vestlige Nepal, og MS har fem lokale partnerorganisationer dernede. For tiden er der ikke nogen udviklingsarbejdere i 'Gunj', da de tre der kom nogenlunde samtidig med mig alle har forladt posten før tid. Nepalgunj har den uheldige status af at have den højeste gennemsnitstemperatur i Nepal, og en amerikaner der ejer et hotel dernede har malende beskrevet den: 'Hvis Nepal var en stomi, ville slangen sidde i Nepalgunj'.

Nuvel, jeg var i 'Gunj' for at hjælp to partnerorganisationer med at lave en slags statusrapport om hvilke initiativer som forskellige udviklingsorganisationer havde lavet i forbindelse med Conflict Management and Peace Building inden for de sidste ca 2 år. MS har besluttet sig for at arbejde indend for det felt og jeg har skrevet et par rapporter fra Kapilvastu om hvordan det kan lade sig gøre hernede, og noget tilsvarende skulle altså laves fra Banke distriktet som Nepalgunj ligger i. Jeg havde oprindeligt lavet en slags spørgeskema sammen med de to ansvarlige program officers fra MS (Ram og Banu), og det havde jeg så gennemført i Kapilvastu og I Banke var det planen at to af MS' partnerorganisationer skulle gennemføre det. Det havde de sådan set også gjort, men udkommet var ca 50 siders rodebunke af data. De havde opdelt udførelsen af spørgeskemaet i otte, og hvert af de otte hold havde så 'fortolket spørgeskemaet og skrevet otte separate 'rapporter' uden nogen som helst form for konsistens. Derfor var opgaven at jeg skulle hjælpe den ansvarlige program officer (Banu) med at prøve at rydde op i det sammen med de ansvarlige personer fra de to partnerorganisation, og producere én rapport, der var bare nogenlunde forståelig og på et eller andet niveau konsistent med den rapport jeg havde produceret fra Kapilvastu.

Sådan gik det ikke helt. Jeg havde jo nok regnet med at Banu ville tage teten, men i stedet havde hun altså fået indkaldt godt og vel 20 personer fra de to organisationer til en workshop om rapportskrivning som hun så forventede at jeg skulle stå for. Jeg ved ikke ret meget om Banke distriktets problemer og næsten ingenting om de to partnerorganisationer, og jeg kan slet ikke se hvordan hun havde forestillet sig at 20 mennesker kan sidde sammen i en rundkreds og producere en rapport. Jeg var med andre ord godt og gedigent rasende, men det nyttede jo ligesom ikke at lade det gå ud over partnerorganisationerne og Banu er så godt som Teflon belagt når det kommer til at tage imod konstruktiv kritik. Desuden er hun på et eller andet niveau min chef.

I stedet gik jeg så stille og roligt i gang med at præsentere hvordan jeg havde struktureret mit data, og opbygget min rapport osv. Derefter fik jeg så improviseret et rimeligt simpelt kodesystem sammen som de 20 mennesker så i tre mindre grupper kunne gå i gang med at bryde deres data ned til, så de 8 forskellige rapporter i det mindste blev sammenlignelige. På et eller andet tidspunkt midt under den proces forsvandt Banu pludselig, og først efter to timer fandt jeg ud af at hun havde lagt sig ind i et tilstødende lokale og taget sig en lur! Jeg fortsatte i 2 dage med de 20 mennesker, så godt som uden input fra Banu, og til sidst kommer vi så nogenlunde frem til en fælles forståelse og en ramme for at producere den færdige rapport fra Banke. Til sidst vil de ansvarlige fra organisationerne så gerne have at vide hvordan de skal udarbejde deres forslag til en ny partnerskabsaftale med MS?, Hvor stort budgettet må være?, om de skal skrive et eller to partnerskabsforslag?, Hvornår der er deadline? osv. Det er alt sammen spørgsmål som jeg intet som helst mandat har til at svare på. Det har Banu derimod, men det havde hun afgjort ikke tænkt sig at gøre brug af. I stedet begynder vi at opføre et lidt pinligt teater, hvor organisationerne stiller de ovennævnte spørgsmål, Banu kigger spørgende på mig, jeg siger at det vist er hende der skal svare på det, hun taler lidt udenom og spørger så hvad jeg synes, jeg siger at jeg ikke synes særligt meget osv...

Inden jeg forlader Nepalgunj igen, når Banu også lige at fortælle mig at hun syntes at vi havde arbejdet virkeligt godt sammen, og hun meget gerne så at jeg henlagde 50 % af min tid til at arbejde i Banke, og at det i hvert fald var nødvendigt at jeg kom tilbage igen meget snart. Jeg sagde noget med at jeg vist nok havde frygteligt travlt i Kapilvastu for tiden, så det ikke lige var til sige om det kunne lade sig gøre.

Det må vist være nok om arbejdets kvaler. Jeg havde egentlig tænkt mig også at skrive et eler andet om det igangværende politiske morads. I de danske og internationale medier går det hele vist mere eller mindre op i om kongen nu har forladt sit palads eller ej. Der er imidlertid langt mere alvorlige ting på dagsordenen, og kongens rolle er overhovedet ikke så afgørende som den bliver pumpet op til. Men det må vente til en anden god gang...

Demokrati til vands, til lands og i luften

2008-06-09T00:18:00.000-07:00

Så er vi tilbage i Taulihawa (som klimamæssigt er gået fra sauna til dampbad...) efter en del farten rundt. Jeg har været i Kathmandu til PAC (Policy Advisory Council) møde, mens Torsten har været i Nepalgunj, hvor han holdt workshop om konflikthåndtering. Det med workshoppen kom som lidt af en overraskelse, men det må han jo hellere selv fortælle om.

Vi mødtes så i Tansen i torsdags for at opleve MS Nepals demokrati bus. Det er et projekt der har været længe undervejs og som blev sat i værk i forbindelse med MS’ landsindsamling sidste år. Det første projektdokument blev således skrevet for omkring et år siden og bussen skulle have haft afgang i januar. I stedet kørte den fra Kathmandu d 25 maj med en forsinkelse på ca 4 måneder – det må da kunne overgå selv DSB. Men for Nepal er det egentlig ikke så galt. Det der viste sig at være mere problematisk var at den organisation (Alliance for Peace) som har stået for programmet og de praktiske forberedelser havde ’glemt’ at koordinere med MS’ lokale partnere i distrikterne. Det gjorde dels at partner organisationerne var ret fornærmede og derfor kritiske overfor projektet (skældsordet ’dollar digestion’ blev nævnt), dels at hele fremstøddet blev langt mindre effektivt både logistisk og indholdsmæssigt end der var lagt op til.

Bussen kørte i første omgang til Palpa distriktet og de sendte en uges tid før ankomsten et program ud med aktiviteter såsom ’informal civic education classes’, ’documentary show’, ’interactive learning games’, ’talk program’ og ’dialouges with stakeholders’ – overskrifter der ikke siger meget om indholdet. Så der var jo ikke andet at gøre end at få syn for sagn.

Derfor fløj jeg sammen med vores landedirektør Sten og Jakob, som er DW i Palpa, til Bhairahawa, kørte gennem mangel-på-diesel bandaer til Tansen, og derefter med demokrati bussen af en meget mudret vej til landbyen Deurali. Der fik jeg så opklaret at ’informal civic education classes’ er noget med sige noget om demokrati og spille en ’demokratisang’ på landsbyens torv, ’documentary show’ er at vise en film for skolebørn, ’interactive learning games’ er at vise plakater der handler om rettigheder og spørge publikum hvad de ser på plakaten. Derudover var der det obligatoriske ’forum theatre’, hvor en lokal teatertrup spiller et skuespil om et problem (fx korruption) og beder om forslag til løsninger fra publikum. Selvom ’skuespillerne’ som oftest er mere eller mindre tilfældigt rekruterrede NGO folk er der altid nogen som har et dramatisk/komisk talent, hvilket også var tilfældet her, så selvom det regnede var det ikke noget problem at holde på publikums opmærksomhed.

Aktiviterne ’talk program’ og ’dialouges with stakeholders’ viste sig at være møder med deltagelse af lokale politikere, administration og andre ’vigtige’ personer. Jeg var så ’heldig’ at deltage i det afsluttede møde i distrikshovedstaden Tansen. Mødet blev holdt på et fint hotel og skulle starte kl. 11. Her følger et kort referat:

11.45 Folk har indfundet sig og Sten holder velkomsttale om MS og demokrati bussen
12.00 En lokal professor præsenterer et papir han har skrevet om begrebet demokrati. Et par citater fra papiret: ’Child learns the best lesson of citizenship between the kides of his mother and cares of his father. Child is the father of Man’, ’Your liberty ends where his nose begins’, ‘From each according to one’s capacity, to each according to the quality and quantity of work’.
12.36 Der åbnes for discussion
12.37 En YCL (maoisternes ungdomsorganisation/hær) person synes professorens papir forherliger kongen. Hvorfor står der ikke noget om folkets oprør?
12.46 En anden professor kommenterer at papiret ikke skulle være trykt på begge sider men hellere på to stykker papir. Desuden er han utilfreds over at han først fik besked om mødet dagen før. Nævner en række forhold der mangler i papiret: step-by-step opskrift på demokrati, needs based approach, social welfare system, direkte demokrati etc.
13.01 En leder af en lokal skole mener ligeledes at professorens papir skal revideres (det virker til at de fleste tror dette papir er MS Nepals tilgang til demokrati)
13.08 Endnu en person mener der står noget forkert om kongen i papiret
13.11 En journalist synes at bussens budskab er for simpelt. Teateret var godt men resten er utilstrækkeligt.
13.17 Chief District Officer (den højeste embedsmand i distriktet) samt en politmand ankommer
13.18 Baburam fra en lokal MS partner siger at mange folk rejser krav om infrastruktur, drikkevand etc. i forbindelse med forum teater opførelserne, men at det er svært at komme videre derfra
13.22 Formanden fra Chamber of Commerce synes også professorens papir skal revideres
13.27 En politiker fra kongres partiet taler om professorens papir samt at demokrati ikke kun kommer med bus men også med cykel, bil, båd og fly...
13.27 Uddeling af snacks
13.35 En politiker fra kommunist partiet kommenterer på professorens papir
13.55 En anden politiker fra kongres partiet taler lidt om at demokrati er godt
14.05 Afsluttende taler
14.15 Mødet er slut

Det er nok et meget typisk forløb for et ’talk program’ i Nepal. Den lokale magtelite (dem af dem der gider at dukke op), alle mænd selvfølgelig, holder små taler om deres mærkesager/politiske platform, mens der ikke er megen diskussion om konkrete problemer - selvom Baburam og journalisten gjorde et forsøg. Det viste sig ovenikøbet at den professor som var blevet bedt om at holde oplæg, og hvis papir de fleste tilsyneladende troede var MS politik, er kendt for at være royalist – lidt af en brøler i disse tider...

Nu er demokrati bussen kørt videre til det næste distrikt (hvis de ellers har fået noget diesel) og der er sat nogle sidste-øjebliks-foranstaltninger i værk for at forbedre konceptet. Det er meningen at bussen skal komme her til Kapilvastu i august eller september så der burde være tid til at lære af erfaringerne fra Palpa og få et bedre forløb her.

2008-06-08T23:02:00.000-07:00

Endnu en grumset flod at svømme i...

Og endnu et spændende husdyr...

Ny dyt

2008-05-26T01:24:00.000-07:00

Hvad siger I så, er det ikke bare jordens flotteste, blankeste og kolloenormeste dyt? Som tilmed har aircon, airbags og styrtbøjle. Og gæt engang hvem der er allokeret til? Ja, rigtigt gættet MIG. Eller faktisk er det Torsten der har skrevet under. Der er ligesom om vores ’transport officer’ har lidt svært ved at tage seriøst at Torsten har en motorcykel og jeg har bilen...

Og så til en ægte molbohistorie! For et par uger siden var jeg et smut i Nepalgunj for at fremlægge min ’Income Generation Phaseout Strategy’, en lille tur på 4 timers kørsel hver vej. Til gengæld overnattede jeg på et hotel med aircon – nice. På vejen dertil blev jeg standset fordi nogle landsbyfolk manglede brænde og havde valgt at fælde et kæmpe træ (det største der kan ses på billeder) der stod hensigtsmæssigt placeret med landsbyens huse og elledninger på den ene side og East-West Highway på den anden – hvorfor de ikke valgte et af de andre træer i skoven fandt jeg aldrig ud af. De havde så tænkt sig at træet skulle vælte ud på vejen og havde ’klogeligt’ stoppet trafikken på ubestemt tid: først skulle træet fældes med håndkraft derefter afgrenes af en flok kvinder udstyret med segl. Jeg var den første bil i køen på min side af afspærringen og efter ½ times savning var der stadig ingen tegn på at træet havde tænkt sig at vælte. Der var ikke længe til det blev mørkt og jeg stod og bandede for mig selv og håbede på at det ville vælte ned i deres elledninger i stedet for ud på vejen – så kunne de måske lære det (og jeg kunne komme forbi i en fart)! Det var så nøjagtig det, der skete og landsbyen fik deres brænde (godt nok elektrificeret) men til gengæld ingen strøm til hele landsbyen og alle dem længere henne af elledningen.

Som det måske indikeres af at ordet ’aircon’ allerede er nævnt to gange i denne blog er det blevet helt ufatteligt varmt i Taulihawa og omegn. Lige nu er vi har vi været en uges tid i Kathmandu og det har været en velkommen pause fra heden. Imorgen går turen tilbage i vores fiiiine nye bil MED aircon.

Både Torsten og jeg har heldigvis en hel del at lave for tiden så lige nu regner vi med at blive her i Nepal til vores kontrakt slutter til jul. Til gengæld har vi købt flybilletter til sommerferie i Danmark. Vi ankommer d. 27 juni om morgenen og rejser igen d. 16 juli. Så vi vil gerne bestille noget godt vejr og, ikke mindst, noget godt selskab...

2008-04-22T01:03:00.000-07:00

2008-04-21T23:18:00.000-07:00

Valgferie

2008-04-21T03:45:00.004-07:00

For omkring to uger siden gik det op for os at selvom valget stod for døren, alle talte om det og stort set alle vores kolleger var engagerede på den ene eller den anden måde gjaldt dette ’alle’ altså ikke os! Der var trusler fra væbede ’Madeshi’ grupper om at de ville springe ’riskoger bomber’ (ja, dette i Nepal utroligt udbredte aggregat er åbenbart velegnet til at fremstille bomber af) i diverse distriktshovedstader deriblandt Taulihawa, så vi fik besked på at blive i vores hus i dagene omkring valget. Det var jo ikke helt sådan vi havde forestillet os at opleve det epokegørende valg til Nepals første ægte grundlovsgivende forsamling (samt parlament), så vi besluttede at lade valg være valg og tage på trekking i stedet.

Vi valgte en meget populær rute, der går rundt om det enorme Annapurna massiv med adskillige 7000m+ toppe. Normalt varer denne tur 3 uger, men vi havde kun 2, fordi vi for engangs skyld havde noget vigtigt arbejde der ventede. Vi var derfor super effektive: kørte til Pokhara lørdag d. 5 april, hyrede en bærer (den højeste Nepaleser jeg endnu har set) og shoppede udstyr og forråd. Dagen efter kørte vi de 4 timer frem til turens start (heraf 1 times nærdøds-busooplevelse) og gik den første ’dagsrejse’ på 3-4 timer. Derefter formede dagene sig sådan at vi gik ca. 4 timer, holdt frokost et sted med sol og udsigt til de sneklædte Himalayaer, gik yderligere 3 timer og fandt et (mere eller mindre) dejligt ’tehus’ hvor man typisk kunne få både pizza (lignede nogle gange pizza), lasagne (lignede nogle gange lasagne) og den klassiske daal bhat (lignede altid daal bhat). Derudover var der typisk også et udvalg af mars, snickers, Tuborg og Everest øl – slet ikke dårligt!

Vi var utroligt heldige med vejret, hver dag havde vi om formiddagen de mest fantastiske udsigter til de mest ubeskrivelige landskaber (vil forsøge at uploade et par fotos). Om eftermiddagen blev det nogle gange skyet og et par enkelte gange endda snevejr. Den ultimative udfordring var at ’bestige’ et pas på 5416 m. Udover besværet med at trække vejret i sådanne luftlag var der også en risko for at få højdesyge. Det er især et problem hvis man overnatter for højt oppe, så dagen hvor vi krydsede passet var ekstremt hård. Først 1000 meters opstigning (fra kl. 5.30 til 9.30) og derefter 1600 meters nedstigning (kl. 10 til 15) – det trak tænder ud, men vejret var klart og dejligt hele dagen, så udsigterne hold humøret oppe (det meste af vejen...).

Vi endte turen i Jomsom hvor vi var helt utroligt heldige at få en flybillet til Pokhara dagen efter. Vi kunne så nyde en afslappende dag i Pokhara (med ægte pizzaer) inden turen gik tilbage til Tau hvor temperaturen i mellemtiden er steget til 40 grader midt på dagen. Noget af en omvæltning fra at have vadet rundt i sne og frostvejr.

Nååja, og så var der jo valget. Optælligen er stadig i gang (det endelig resultat forligger sandsynligvis i løbet af ugen), men der tegner sig et klart billede af at Maoisterne har fået et fantastisk valg – meget overraskende for alle, ikke mindst Maoisterne selv. Faktisk har de få flere direkte valgte kandidater end Kommunisterne og Nepali Congres tilsammen! De to sidstnævnte har ellers domineret det politiske liv siden de første demokratiske bevægelser i 1950erne. Dette valgnederlag bliver betraget som decideret skamfuldt og taberne har travlt med at komme med bortforklaringer a la ’Maoisterne kom altså med trusler’ (som om de andre partier ikke gjorde nøjagtigt det samme) eller ’Vores egne partimedlemmer holdt med de andre’ (øøøh nå, skulle det være en undskyldning!). Observatører har erklæret valget nogenlunde frit og fair, og nu har Maoisterne i hvert fald ingen undskyldning for ikke at anerkende resultatet. Og jeg synes ærligt talt at den etablerede politiske elite i den grad har fortjent afklapsningen. Jeg kan sgu godt forstå at befolkningen er trætte af gamle, egoistiske, højkaste mænd der udelukkende meler deres egen kage. Om Maoisterne kan gøre det bedre, er jeg stærkt skeptisk overfor, men nu får de altså chancen.

Vælgermøde...

2008-04-01T03:07:00.000-07:00

Som de velinformerede måske har snuset sig frem til skal der snart være valg til parlamentet / den grundlovsgivende forsamling her i Nepal. Nærmere bestemt d. 10 april så der er fuld gang i kampagnerne d.v.s. biler med højtaler på taget samt kandidater der går fra hus til hus for at give løfter og bede om stemmer. Som afveksling til disse ret uimodsagte valgkampagner har vores lokale partnerorgnisationer besluttet at holde en række vælgermøder hvor repræsentanter for partierne, almindelige mennesker, NGO folk og medier mødes for at få en kritisk dialog (in the perfect world!).

Igår holdt JASC et sådant vælgermøde der forløb således:

12.00: Mødet var sat til at begynde og folk fra JASCs lokale grupper begyndte at dukke op. Der er sat et telt op med et bord til kandidaterne og stole til tilhørerne. Kvinderne bliver bænket i det varme telt mens mændene får placeret sig bagest hvor der er mere luft.

13.45: tre ud af cirka tolv kandidater fra forskellige partier er dukket op og mødet starter. Omkring 200 tilhørere er samlet. JASC står for diverse velkomsttaler.

14.02: Endnu en kandidat dukker op inklusiv følge og bil med højtaler på taget

14.07: Kandidaten fra kommunistpartiet holder tale mens hans supportere (som kan kendes på kasketterne med den røde sol) rykker tættere på

14.12: Kandidaten fra ’Jana Morcha’ (Folkets Front) holder tale. Dette parti kan kendes på tekop symbolet

14.22: Kandidaten fra ’Rastriya Janashakti Party’ (Royalistpartiet) holder tale – den var kort!

14.25: Endnu en kandidat dukker op fra (det for mig hidtil ukendte) ’Madeshi Janta Party’. Oversat betyder det noget i nærheden af ’dem som bor i Terai’s (Madesh) offentlige parti. Kandidaten var åbenbart Dalit og temmelig undselig. Partiets symbol er en hånd.

14.27: Kandidaten fra ’Madeshi Janaadhikaar Forum’ (Madeshi Folkerettigheds Forum) holder en laang tale. Enkelte tilhørere lyser op i begyndelsen da han taler det lokale sprog. Jeg er lidt forvirret da han til forveksling ligner vores grønthandler fra Taulihawa. MJF kan kendes på faklen.

14.35: Midt i talen udvandrer størstedelen af kvinderne. Jeg får at vide at det er fordi det ser ud til at det måske begynder at regne og at de skal nå på markedet og hjem inden. De har jo også siddet der et par timer allerede!

14.39: Strømmen til højtaleranlægget går. Panik indtil problemet løses ved at sætte et traktorbatteri til.

14.48: Kandidaten fra ’Madeshi Janta Party’ holder (prisværdig kort) tale.

14.55: Tilhørerne stiller spørgsmål til de tre tilbageværende kandidater (to er lige så stille sevet væk) som kommer med laaange svar.

15.45: Der holdes afskedstaler

16.00: Programmet er slut

Nogle af de vigtigste partier glimrede ved deres fravær nemlig kongrespartiet, maoisterne og de største af de partier som taler Terai beboernes sag. Efter sigende havde kandidaterne for travlt (til at lytte til deres vælgere?).

Ynk, ynk, ynk

2008-03-25T21:52:00.000-07:00

Fik fjernet en visdomstand igår. Den voksede vandret i stedet for opad, så den skulle ud. Det gjorde sindsygt ondt selvom min ’dental surgeon’ påstod at det ikke var ’pain’ men bare ’pressure’. Jeg prøvede at tænke på noget andet og lukke øjnene for ikke at se sortimentet af torturinstrumenter der skulle stikkes ind i min mund. Det lykkedes ikke særlig godt! Som det kan ses på billedet ligner jeg nu elefantmanden. Til gengæld har jeg ikke ’pain’ kun ’pressure’...

Det andet billede er fra festivalen ’Holi’ som går ud på at smide vand og farvet pulver på alt og alle. Det var sjovt. Torsten vender tilbage med en mere udførlig beskrivelse

At plukke en høne

2008-03-18T07:06:00.000-07:00

Og så lige nogle fotos fra min fødseldag som var komplet med fødselsdagssang, kagekone, gaver og hjemmeplukket høne til middag.
Iøvrigt havde jeg også et indlæg i avisen d. 7 marts - i Kristeligt Dagblad af alle steder – om ligestilling (mangel på samme) i Nepal. Artiklen kan findes på: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/279891:Debat--Naar-manden-rejser-vaek-for-at-arbejde

Nepals ukendte perler

2008-03-17T08:51:00.001-07:00

Så er vi tilbage i Taulihawa efter vi den sidste 1½ måned af forskellige årsager har været lidt omkring. Først i Kathamandu pga årsmøde og en 16 dage lang banda. Derefter sammen med mine forældre nogle dage i Taulihawa og så helt vestpå til Silgadhi i Doti distriktet hvor vi besøgte MS’s partnerorganisationer der og vores kollega Michael.

Vi fik virkelig vist min forældre et Nepal der ligger langt uden for turiststrømmene der begunstiger de mest oplagte rejsemål. I stedet gik turen til Taulihawa og Silgadhi. I ’Lonely Planet’ og ’Rejsen rundt i Nepal’ er der ikke ofret mange adjektiver på disse perler. Silgadhi er slet ikke nævnt og Taulihawa behæftes med ordet ’søvnig’ og faciliterne som ’basic’. Selvom det ikke er en helt forkert beskrivelse er den langt fra udtømmende. Jeg vil foreslå følgende tilføjelser:

Taulihawa

Seværdigheder:

- ruinerne efter paladsbyen hvor Buddha voksede op (kræver godt nok en ret livlig fantasi at forestille sig et rigt magtcentrum ud fra de spredte murbokker)

- museum med fund fra paladsbyen (hvis det er åbent)

- Tuborggutten (her kan man se fotos af SAMTLIGE udlændinge der har besøgt Taulihawa – en del kendte ansigter...)

- Shivatemplet (på en god dag inkl rødt pulver i panden)

Faciliteter:

- kun 10 timer i minibus fra Kathmandu (med hilux og chauffører der ’tager vejen’ dog kun ca. 7 timer)

- Moon Star (udtales: munistar og serverer op til 3 forskellige slags snacks foruden daal bhat)

- massagedame (kommer så ofte man ønsker ved udsigten til en fyrstelig betaling på 10 kr og et stykke tøj)

Shopping:

- vattæpper

- ternet stof

Silgadhi

Seværdigheder:

- Saileshworitemplet (udsmykningen rundt om templet synes at være inspireret af Disneyland og er ganske unik for Nepal)

- udsigten, foto følger

- vandreture i området (indtil stien ender i en mark)

- Rododendronskov

Faciliteter:

- de 3 dages kørsel fra Kathmandu giver et varieret indtryk af Nepals vejforhold

- daal bhat stedet ved siden af Røde Kors bygningen serverer en fremragende – gæt selv – daal bhat

- hvert hus sin NGO

Shopping:

- appelsiner

- småblomstret og mønstret stof

På Vippen

2008-02-19T01:02:00.000-08:00

Vi sidder fast i Kathmandu. Vores plan var at køre hjem for en uge siden, men det har været umuligt på grund af Bandha. Der er ikke noget der tyder på at Bandhaen forsvinder foreløbig.

Baggrunden er at madeshierne fra Nepals lavland (hvor vi jo som bekendt bor) forlanger selvbestemmelse, øget indflydelse, ændringer i valgloven og meget andet. Det er ikke rigtigt en politisk dagsorden men i høj grad en etnisk. På samme måde er der en hel del andre grupper rundt omkring i landet, der dukker op med en etnisk dagsorden, og det destabiliserer hele samfundslivet.

Der er næppe nogle af de grundlæggende problemer her i landet, der har meget at gøre med etnicitet, men her i Nepal er der en meget stærk tradition for at sætte folk i kasser, og praktisere en skarp diskrimination på baggrund af denne overdrevne kategorisering. Man plejer vist at sige at der omkring 80 etniske grupper, og i omegnen af 2-300 kaster. Lige nu virker det til at alle disse grupper kæmper for at få deres bid af kagen. Mest absurd tager det sig måske ud i forhold til det valg til den grundlovsgivende forsamling der efter planen skal finde sted om halvanden måned. Her er det ellers rimelige krav om et proportionelt valgsystem blevet til et sindrigt og topstyret regelsæt der skal sikre at at alle disse grupper får en repræsentation i den grundlovgivende forsamling, der svarer til den andel af befolkningen som de udgør. Godt nok har man nu opjusteret antallet af pladser i den grundlovgivende forsamling til 603 (hvordan man så forestiller sig at 603 mennesker skal kunne arbejde meningsfuldt sammen om at skrive en ny grundlov?), men med så mange grupper i spil, siger det omtrent sig selv at det ikke rigtigt kan lade sig gøre – blandt andet derfor er der ballade for tiden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på om noget af alt det her bunder i en eller anden syg fortolkning af ligestilling som ellers velmenende donorer har været med til at introducere. Personligt har jeg brugt ret meget tid på at finde ud af hvem der sidder på magten i de lokal-områder hvor min organsiation arbejder. Ikke overraskende finder vi jo så ud af at det er højkaste mænd fra de traditionelt dominerende etniske grupper. Den information bruger vi så til at gøre vores støtte afhængig af at flere kvinder og folk fra de svage grupper bliver inkluderet. Det lyder jo altsammen meget udemærket, men bivirkningen er at vi dermed konstant er med til at fastholde en meget stram kategorisering af alt og alle. Det bliver til positiv særbehandling i en meget ekstrem form. I stigende grad ser vi derfor også at folk organiserer sig efter deres etniske og kastemæssige tilhørsforhold. Når man så tilføjer politiske rævekager ender man så i det rod vi sidder i nu.

Mens jeg har skrevet på dette indlæg er der endnu et parti der har valgt at boykotte valget, til gengæld har unionen af mahdesi partier valgt at komme til forhandlinger senere i dag. Det er meget svært at forudse hvad der kommer til at ske. Lige nu virker det usandsynligt at vi får det lovede valg d. 10 april, og meget sandsynligt at det sidste halve års kaos får lov til at fortsætte. På den anden side er det Nepal, og her sker der nogle gange de mest besynderlige omvæltninger ganske uden varsel.

Årsmøde 2

2008-02-13T04:36:00.000-08:00

Ja, så fik jeg fornøjelsen af mit andet årsmøde i MS Nepal. Måske husker nogle af jer beskrivelsen af den dramatiske valgkamp til ’Policy Advisory Council’ (PAC) sidste år, hvor jeg blev valgt efter 2. runde fordi Anne og jeg havde fået lige mange stemmer i første omgang. I år var det noget mindre dramatisk idet der var fredsvalg. Alligevel skulle man jo holde en valgtale (se foto). Heldigvis var der simultantolkning, så talen kunne holdes på engelsk.

Højdepunktet var dog vores ’festive dinner’ som afholdes efter typist nepalesisk festmønster:
Øl og snacks fra 18-19 tiden
Dansegulv ført an af mændene fra kl 19
Mad ved 21-22 tiden
Festen slut kl 23

Som det fremgår er dansgulvet det absolutte centrum og diverse Nepalesiske pophit kører på repeat. Det er ret sjovt og desuden en sund måde at feste på: man har ikke tid til at drikke særlig meget, man får motion og man kommer tidligt i seng...

Som det ses var vejret fantastisk og vi havde udsigt til Himalya. Det blev dog temmelig koldt om natten, men eftersom vi boede på et fint hotel blev der bragt varmedunke i stilling inden man skulle i seng. Et stort hit!

Pt. er vi fanget i Kathmandu idet United Madhesi Democratic Front (UMDF) bestående af Terai Madhesh Loktantrik Party, Sadbhawana Party og Madhesi Janadhikar Forum har kaldt ’indefinite’ banda med følgende begrundelse: ’The organisers termed this strike as their 'final battle' to get their demands met before the constituent assembly election scheduled for April 10’. Ja, sådan bedriver man politik i Nepal. Så vi er altså i Kathmandu på ubestemt tid...

Vild med dans...

2008-02-12T00:48:00.000-08:00

Omkring mandighed...

2008-01-30T04:33:00.001-08:00

‘You can get the cops to wear the flashiest fluorescent jackets and give them those wands that glow in the dark but it wont make an iota of difference as long as buses drop passengers in the middle of the road, taxi drivers think parking close to the kerb is an affront to their manhood, motorcycles are omnidirectional, and everyone from the ‘Seven Party Alliance’ to ‘The Federation of Disaster Preparedness’ insist on staging street rallies at rush hour!’

Citatet drejer sig om trafikken i Kathmandu og er meget sigende. Herude på landet er færdselspoliti ikke eksisterende og myldretid betegner snarere mylderet af cykler, rickshaws, motorcykler, traktorer, oksekærrer og andre obskure køretøjer samt de altid udforudsigelige fodgængere, geder, hunde, vandbøfler, køer, høns og ænder! Men ellers er den beskrevne adfærd også gældende her.

Emnet ligger mig på sinde fordi jeg på det sidste har jeg været en del ude og køre. I forrige uge køre jeg de 4 timer til Nepalgunj for at mødes med et par af mine Nepalesiske kolleger som kom med fly fra Country Office (CO) i Kathmandu. Vi skulle besøge nogle Action Aid (en anden international NGO) projekter idet MS overvejer at slutte sig sammen med Action Aid. Det var en mægtig spændende tur og meget interessant at se hvordan en anden NGO arbejder. Desuden er det altid sjovt at være lidt på 2 mandshånd med sine nepalesiske kolleger fra CO, da man så får adgang til deres ucensurerede mening om dette og hint. Vi løb selvfølgelig også ind i en banda men fandt en alternativ rute der resulterede i, at vi køre rundt i junglen og krydsede to floder i bælgmørke.

I sidste weekend var vi i Tansen til ’Momofestival’. En momo er en lille dejpakke med fyld som dampes. Normalt kan man vælge mellem kylling- og grøntsagsfyld men ideen med momofestivalen var at introducere diverse variationer over emnet: ægmomo, spinatmomo, fiskemomo, dessertmomo (meget kvalmt), frugtmomo m.f. Det var lagt ret stort an med band, fabrikere-momoer-på-tid konkurrence og ædekonkurrence. Sidstnævnte var helt klart højdepunktet med ca. 8 meget kamplystne kombattanter. Vinderen spiste 32 momos på et minut – klamt!

Den stolte vinder...

Lige nu har vi besøg af vores nye CO kollega Prakash samt en ven. De skal holde et møde med vores partner organisationer imorgen og Torsten er kommet til at tilbyde at de kan bo hos os. Det egentlig OK, især fordi Prakash er en meget globaliseret Nepaleser der både ryger og sover længe om morgenen. Men jeg tror også at begge parter finder det en lille smule anstrengede givet at vi overhovedet ikke kender hindanden. Heldigvis er det kun et døgns tid det drejer sig om for fredag morgen kører vi til Kathmandu. Der er MS årsmøde i næste uge og så må vi se hvor længe bandaer og dieselmangel kommer til at holde os der.

Tau-DK og retur

2008-01-19T05:14:00.000-08:00

Så er vi tilbage i Taulihawa efter en ret så dejlig ferie i Danmark. Det blev både til familejul samt et ordentligt brag af en nytårsfest (meget ulig sidste år hvor vi knapt nok kunne holde os vågne til kl 24...).

Turen hjem gik uden problemer selvom den var lang (fly over Wien til Delhi: 10 timer, tog fra Delhi til Gorakpur: 13 timer, taxi fra Gorakhpur til grænsen: 3 timer, rickshaw fra grænsen til hotellet hvor vores bil var parkeret: ½ time, egen bil fra Bhairahawa til Taulihawa: 1 time). Togturen fra Delhi til Gorakhpur forgik denne gang på 1 klasse hvilket var en anderledes behagelig oplevelse end ’monkey class’ som vi var med på udturen. Vi havde vores egen kupe og køjen var blød nok til at man rent faktisk kunne sove...

Torsdag var vi så tilbage på arbejde. I JASC var der sket store ting. De havde købt to nye computere og fået internet. Nu er det eneste problem at der kun er to personaler der er nogenlunde habile pc brugere og INGEN der kan finde ud af internet og email. Så jeg påtænker at stable et lille internet kursus på benene – tænk engang at jeg er endt som computer ekspert!

Idag er det weekend og vi har haft en rigtig dejlig dag med solskin og vejr a la dansk sommer. Jeg har lavet powergrød og kaffesmoothie fra kogebiblen (netop hjembragte ’Køkkenrevolution på høje hæle’ – kan anbefales) og dertil læst aviser og dameblade. Heldigvis er livet i Nepal ikke kun bøvl og ballade.

Action Packed

2007-12-11T07:08:00.000-08:00

Ja, som nogle af jer måske har lagt mærke til er det ved at være længe siden bloggen er bleve opdateret. Og det er faktisk fordi den sidste tid har været noget så sjældent som ’action packed’. For nogle uger siden havde vi besøg af vores ’Programme Officer’, Ganga, fra Kathmandu og både Torsten og jeg fik holdt nogle møder sammen med vores partnerorganisationer hvor vi fik indskærpet at de faktisk godt må give os noget at lave, og også fik sat nogle ord på hvad det så skulle være.

Oveni det kom at vi fik besøg af Mette Vibe Utzon som skulle se nogle af de aktiviteter MS Nepal laver gennem deres partnere og derefter rapportere til DK i bl.a. Metroexpress og ALT for damerne. Hun kom sammen med to informations DWere (Anne Mette og Nikolaj) og en nepalesisk ansat (Renuka) så der var fuldt hus i Taulihawa. Mette og Nikolaj boede hos os, hvor der findes for Taulihawa uhørte luksusser som batteristrøm under strømafbrydelser samt dial-up internet. Anne Mette og Renuka blev indlogeret på det eneste hotel i Taulihawa som har et rum med eget bad (som i 1 rum...). Det var mægtigt hyggeligt med besøg og med lidt hul igennem til ’den store verden’.

Jeg tog samme med repræsentanterne fra ’den store verden’ til Kathmandu til nogle møder mens Torsten glædede sig over muligheden for at kunne se ALLE Spidermanfilm og spille alt det computer han havde lyst til! Desværre blev glæden i høj grad spoleret af en frembrydende visdomstand som resulterede i en Elefantmand-kind, stærke smerter og, da der endelig gik hul på bylden, i sort betændelse i munden - bvadr. Efter en uge på antibiotika og smertestillende piller var han endelig overbevist om at det nok var bedst at tage til Kathmandu og få tanden opereret ud.

Først skulle vi dog til Nepalgunj i weekenden hvor vores gode ven og kollega Anne holdt afskedsfest. Hun har nemlig fået job i Syrien med FN, og så har Nepalgunj lidt svært ved at konkurrere... Men når man bor i Taulihawa er 4 timer bestemt ikke for meget at køre for at komme til fest. Slet ikke når stikordene er grillfest, fri bar og dansegulv. I den forbindelse var jeg iøvrigt ude for den mest effektive flytning i mit liv: ting ud over balkon, op på 4 pick-ups og i kortege til aflæsningsstedet (se fotos).

Status er nu at Torsten er i Kathmandu og ligger under kniven på Nepals eneste kæbekirurg mens jeg holder skansen i JASC og Taulihawa.

tjek www.metroexpress.dk

2007-11-27T07:18:00.000-08:00

MS Nepal har nemlig besøg af Mette Vibe Utzon, som i anledning af den forestående landsindsamling d. 9 december er blevet 'ambassadør' for MS.

Hun kommer på besøg her i Kapilvastu på torsdag og et par dage frem, og hun skriver om sine oplevelser i Metroexpress. Der ligger et link til hendes beretninger på deres hjemmeside.

Det var bare lige det jeg ville sige...

Amatørnisser

2007-11-21T07:39:00.000-08:00

Ja, det er ikke overraskende min organisation, JASC, overskriften hentyder til. Idag da jeg kom på arbejde var der låst og lukket og min kollega Kamal stod og så lidt tvivlrådigt på den låste dør. Han tog så en rask beslutning og kørte hen til Romlal som formodedes at have nøglen. Romlal var desværre ikke at træffe og der blev sat en større nøgleeftersøgning igang, men uden held. På det tidspunkt var klokken blevet 11 og vi havde et møde med en kvindegruppe som vi tog afsted til. Da vi kom tilbage lidt over to var JASC åben. Nøglen var dog stadig bortkommet så de havde måttet save hængelåsen over. Amatørnisser!

Der er ellers sket det revolutionerende at JASC har haft en nogenlunde gennemskuelig rekrutteringsproces til de stillinger i organisationen som er betalt af MS. Efter kraftigt pres fra MS (og mig) har de slået stillingerne op og har haft folk til eksamen (ja, det med jobsamtale bruger man ikke her. Til gengæld er der både mundlig og skriftlig eksamen). Og fordi jeg har fået gennemtrumfet at kvinder, dalitter og andre marginaliserede skulle have 5 point ekstra i det samlede regnskab blev der sørme ansat 3 kvinder ud af seks (en forbedring på 2). Sjovt nok blev de to ledende stillinger besat af de samme personer (mænd) som før. Måske havde det noget at gøre med, at der kun var 2 til eksamen på hver af disse stillinger! Nå, men det er vist så godt som det kan blive.

Det at der er blevet ansat 2 kvinder betyder jo så også at der er 2 mænd der ryger ud af lønningslisten. Den ene har nu planer om at forlade sin kone og to børn et par år og tage til Golfen og arbejde. Den anden er taget tilbage til sin egen landsby og vil prøve at søge job hos andre NGOer i Taulihawa og ellers prøve at komme til Kathmandu og tage noget IT uddannelse. Så min fornøjelse over at have fået ændret kønsfordelingen i JASC en anelse er blandet med skyldfølelse over at jeg har fået disse to flinke og venlige (men dårligere kvalificerede) mennesker fyret.

Blandt de mere opløftende aspekter af mit liv pt er at vejret er ret fantastisk for tiden. Solskin hver dag med en max temperatur på 25 grader – SKØNT. I sidste uge var der tilmed udsigt til Himalaya og de hvide bjerge fra vores hus.

Torsten og jeg har også været på river rafting nær grænsen til Tibet. Det var pænt meget gang i den med mange klasse 4 ’rapids’ (hvis der er nogen der ved hvad det betyder). Desværre har jeg ingen fotos idet mit kamera er gået i stykker. I stedet får I et par stykker fra rafting firmaets hjemmeside.

Seto himal

2007-10-26T00:44:00.000-07:00

Dashain

2007-10-26T00:12:00.000-07:00

Her i Nepal fejrer vi for tiden årets største højtid Dashain. Det fejres at krigergudinden Durga slog bøffeldæmonen Mahisasura ihjel. Sådan en krigerisk dame kræver selvfølgelig en hel del blodofre og på den konto hentes der tusinder af geder, får og bøfler til byerne for at blive ofret og derefter indgå som en del af festmåltiderne. Her er et par fotos af en bøffel og en gedeslagtning.

Vi har ikke deltaget så meget i blodorgiet men til gengæld brugt helligdagene til at kigge på ’seto himal’: hvide bjerge. Torstens forældre kom til Nepal 23 oktober og vi begav os til Pokhara, en by tæt på det store Annapurna massiv. Herfra tog vi et 5-dages trek hvor det højeste punkt var 3200 meter, men hvor vi havde mange gode udsigter til de hvide bjerge kun 20 km borte.

Massage damen

2007-10-09T08:31:00.000-07:00

Selvom Torsten og jeg egentlig ikke har en omgangskreds i Taulihawa kommer der af og til folk forbi vores hus og hilser på. Nogle er drevet af nysgerrighed andre af indkomst genererende motiver. Blandt sidstnævnte har jeg haft besøg af en tjaldsælgende dame med sine to børn. Vi havde visse kommunikationsproblemer og hun kom kun den ene gang.

I fredags kom så en dame inkl to børn. Min første inskydelse var at det var tjald-damen, men så begyndte hun at trykke på mine arme og det gik op for mig at hun gerne ville massere mig. I panik prøvede at sige at hun skulle komme igen en anden dag, men der var ingen ’kære mor’. Jeg blev beordret ned at sidde og så gik hun ellers i gang med at massere (d.v.s. ælte/trykke på) mine ben og fødder. Jeg tænkte OK så, fodmassage er jo ikke noget jeg ellers svælger i (hint, Torsten), men før jeg nåede at reagere gik hun også i gang med arme og hænder. Derefter blev jeg beordret over i sofaen og så fik ryggen også en tur. Undervejs fik hun nævnt at hun var fattig og havde fem børn (hun medbragte et spædbarn og en ca. 5 årig pige til at passe spædbarnet) samt at hun altså godt kunne tænke sig en BH, havde jeg mon ikke én hun kunne få?

Fem kroner (svarende til ½ dagsløn) og en BH fattigere - hun nåede også lige at amme spædbarnet og ved samme lejlighed tage sine nye BH på - kunne vi sige pænt farvel og på gensyn på onsdag. Hun kom igen allerede søndag, men der var jeg på arbejde og Torsten tog imod. Nu må vi se om hun kommer imorgen...

Indian Idol

2007-10-03T08:45:00.000-07:00

I indslaget nedenunder skriver Karen om hvordan vi forleden nat blev brat vækket af højstemte nepalesere der fejrede Prashants sejr i ’Indian Idol’ konkurrencen. Det er et TV-show skåret efter sammen formel som det meget populære ’American Idol’, og på den måde i famile med ’popstars’, ’stjerne for en aften’ osv. Det særlige ved Prashant er at han er af delvist nepalesisk oprindelse. Han kommer fra Darjeeling provinsen i Indien, der foruden omfattende te-produktion, også har et temmeligt omfattende nepalesisk-talende community. Det har der været i mange år, og kendere af indisk historie, kan måske huske at nepaleserne i Darjeeling greb til våben for at prøve at løsrive sig fra det forenede Indien i forbindelse med Indiens noget omtumlede selvstændighedsproces for godt 50 år siden.

Nepalesere har generelt et meget udtalt mindreværdskompleks i forhold til Indien, og derfor udviklede Prashants sejr sig til en decideret folkefest, og blev udlagt som en sejr for Nepalesisk kultur over Indien. Prashant har såmænd allerede også været i audiens hos premierministeren, og det til trods for at hverken Prashant eller hans forældre nogensinde har boet i Nepal og det er immervæk stadigvæk et fjollet TV-show vi taler om. Der er heller ikke nogen tvivl om at Prashants sejr i høj grad skyldes nepalesisk indflydelse. I ugen op til det afgørende finaleshow var der således pengeindsamlinger flere steder i landet for at skaffe penge nok til at nogle nepalesere kunne køre ned til den indiske grænse og sende en hulens masse sms’er. Afgørelsen blev nemlig truffet via SMS afstemning. Alt i alt blev der afgivet over 70 millioner sms-stemmer i alt!

Da vi blev vækket forleden nat troede vi jo først at det var voldelige uroligheder der var brudt løs, og blev efterfølgende meget glade da vi forstod sagens rette sammenhæng. Men det skulle siden vise sig at vi havde været lidt for hurtigt ude...

Det nedenstående er et nyhedsklip fra www.nepalnews.com.np, som er det vel nok mest troværdige engelsksprogede nyhedssite i Nepal. Det viser vel egentlig bare, at i denne del af verden kan der gå vold i selv de mest åndssvage ting.

Celebrations over Prashant winning ‘Indian Idol’ turns sour in Darjeeling as RJ's comment sparks mass outrage

As newly crowned ‘Indian idol’ Prashant Tamang is bracing up to enthrall thousands of his fans in Kathmandu today, the Darjeeling hills, from where he comes from, are afire with mass protest sparked off by a derogatory remark about ‘Gorkhas’ by a radio jockey of a Delhi based FM radio station.

General strikes have been called in several places like Darjeeling, Kalimpong and Sukna in the past three days in protest of the RJ describing Prashant as “Chowkidar se Indian Idol” (from watchman to Indian Idol).

Radio DJ Jonathan Brady’s, who is popularly known as Nitin, commented in a live broadcast on Red FM some days ago that “shopkeepers will now have to make their own security arrangements as Gorkhas have taken to singing.”

The Gorkha community (Indians of Nepalese origin) has reacted strongly to the remark by the RJ, protesting the stereotyping as racist and insulting.

This mass outrage led to violent clashes between mostly Nepali speaking fans of Prashant and non-Nepalese locals in Siliguri in West Bengal on Thursday in which more than a hundred people were injured, eight of them seriously, as police had to resort to baton charging and firing several rounds of tear gas to quell the angry mobs.

The clash started near Siliguri hospital when the silent procession Prashant’s fans had taken out after submitting a deputation to the Siliguri SDO on the derogatory remarks made by the RJ reportedly blocked the way of an ambulance entering the hospital with a patient. There was a quarrel and the protesters allegedly beat up those accompanying the patient. Bystanders and shopkeepers then sided with those in the ambulance and beat up some of the protestors. Then the situation went out of hand as Nepalese and Bengalis started attacking each other. The mob torched one government vehicle, ransacked shops, damaged rickshaws and cycles and set a car on fire, according to reports.

In the process at least 12 people including a few policemen were badly injured. The place resembled a battlefield and the army had to be called in to control the situation.

Meanwhile, a Gorkha delegation moved Union Minister of Information and Broadcasting Priya Ranjan Dasmunsi and West Bengal Chief Minister Bengal Buddhadeb Bhattacharjee, demanding stern action against the radio channel.

The West Bengal government has promised that legal action would be taken against the FM channel and the radio jockey for the damaging remark.

“We are taking measures to take action against the concerned FM channel,” West Bengal Chief Minister Buddhadeb Bhattacharjee was quoted as saying by a local paper.

nepalnews.com ag Sep29 07

Visuel Dokumentation 2

2007-09-28T00:06:00.000-07:00

Visuel dokumentation

2007-09-27T23:16:00.000-07:00

Igår lykkedes det os at komme tilbage til Taulihawa (efter at have været fanget nogle dage i Tansen p.g.a. landslide) blot for at opdage at vores køleskab havde været slukket og at al vores mad var fordærvet – øv, øv, øv. Så kunne vi ellers bruge et par timer på at rydde det op.

Idag er der banda så jeg bliver hjemme (igen, igen) mens Torsten er cyklet på arbejde.

Nettet er rimelig hurtigt idag så jeg benytter lige lejliheden til en lægget et par fotos ud fra Tansen og fra vores 'housewarming' i august.

Semi-evakuering

2007-09-24T03:16:00.000-07:00

Vi er pt semi-evakuerede til Tansen p.g.a. balladen i Kapilvastu. Vi kørte herop fredag formiddag og bor hos vores kolleger Sara og Jakob. Det har været dejligt med en miniferie i bakkerne hvor temperaturen er bedre og der på en god dag er udsigt til sneklædte Himalayatinder. I lørdags var vi på udflugt til det tætteste man kan komme på at være ved stranden i Nepal: en flod med sandaflejringer... Benyttede selvfølgelig lejligheden til at tage en dukkert og så var den dag reddet!

Tansen har ikke været ramt af hverken Maoist eller Madeshi uroligheder, lige indtil igår nat... Omkring kl 1 om natten vågnede vi af den vildeste råben og skrigen afbrudt at enkelte skudknald. Alene tidspunktet for de meget højlydte aktiviteter var højest usædvanligt og urovækkende da Nepaleserne normalt starter dagen omkring 05.30. I min søvnomtågede tilstand var jeg sikker på at ragnarok havde fulgt med os fra Kapilvastu til Tansen.

Det viste sig heldigvis at tumulterne for en gangs skyld ikke var et resultat af hverken etnisk eller politisk agitation men derimod forårsaget af at en ung mand af nepalesisk oprindelse havde vundet den indiske ’Idols’ konkurrence... Efter jubelscenerne at dømme må det vel svare til Danmarks EM-triumf i 1992.

Den Store Opdatering

2007-09-20T03:11:00.000-07:00

De sidste dage har været noget hetiske hernede. Det vil sige, for os har de faktisk ikke været spor hektiske, da vi i grunden bare har siddet i vores hus og før det sad jeg på et hotelværelse, hvor der har været endnu mere stille end der plejede at være. Men rundt omkring i distriktet har der været hektisk i nogle af de værste uroligheder siden våbenhvileaftalen blev indgået. I dag er jeg for første gang siden urolighederne startede tilbage på mit arbejde, hvor jeg er blevet så nogenlunde opdateret om hvad der egentlig er sket. Det flyver stadig med en masse rygter, så i denne opdatering viderebringer jeg sikkert også noget der viser sig ikke at komme til at passe, men lad os tage det fra begyndelsen af.

D. 16. September tidligt om morgenen bliver Mohit Khan slået ihjel i nærheden af byen Chandrauta, som ligger ca 30 kilometer fra Taulihawa. Mohit Khan var leder af partiet Loktantra Terai Mukti Morcha, som betyder noget i retning af Terais Demokratiske Frihedsbevægelse. Partiet eksisterer stort set kun i Kapilvastu, og er et af de mange nye partier der er skudt op med en semidemokratisk, semirevolutionær dagsorden der forlanger at Terai (Nepals sydlige og flade del) skal være mere eller mindre uafhængigt fra resten af Nepal. Han var tidligere med i distriktsledelsen for Kongrespartiet, som har været det dominerende poltiske parti i Nepal de sidste 50 år. Under borgerkrigen var han leder af en bevæbnet gruppe der udførte gengældelsesaktioner mod maoisterne. Desuden var han muslim, Madeshi og ganske velhavende.

At være Madeshi betyder at man ’er fra Terai’. Som regel betyder det også at man er mørk i huden, og kan spore sin oprindelse tilbage til Indien. I Kapilvastu udgør muslimerne ca. 20% af befolkningen, og Madeshierne måske 80%. Så godt som alle muslimerne er også madeshier. Når man ser på velstand, uddannelsesniveau osv. er madeshierne generelt og muslimerne i særdeleshed massivt underrepræsenterede. Det er Pahadierne der sidder på flæsket. Pahadi betyder ’fra bakkerne’, og dækker altså over dem, der er indvandret til Terai fra højlandet. Endelig er der så dem der har boet længst tid i Terai, nemlig Tharuerne (Terais indianere) som er en forholdsvis distinkt etnisk gruppe, og som er dem der er allermest marginaliserede. Det hele er selvfølgelig godt og grundigt mudret til, da der fortsat er indvandring og udvandring til og fra Terai, kastesystemet spiller ind på flere niveauer, der er mange der har både indisk og nepalesisk statsborgerskab, og mange indere der ejer jord (evt gennem stråmænd) i Terai området. Bare tænk på hvor meget bøvl vi har hjemme i Danmark med at finde ud af hvem der 2. og 3. generationsindvandrer, flygtning, 1. generations dansker eller bare ganske almindelig dansker. Gang det med 20-30 stykker, og du har et nogenlunde billede af hvordan det ser ud hernede.

Nå, men Mohit Khan blev altså slået ihjel, og efterhånden som den nyhed begyndte at sprede sig, begyndte hans tilhængere (fortrinsvis muslimer) at mobilisere sig. Det foregik alt sammen i løbet af formiddagen. Personligt havde jeg ingen anelse om, at der var noget under opsejling. Den 16. var som bekendt min fødselsdag og jeg havde fået et lækkert morgenbord og nogle gode gaver (tak for dem). Kl 11, skulle jeg efter planen køre Jette og Hallbjørg (min søster og hendes veninde) til lufthavnen en lille times kørsel herfra, og havde derfor ca. kl 9.30 ringet til min counterpart Sanjay for at være sikker på at vejen var åben. Han meldte at der ikke var nogen problemer, og defor kørte vi afsted som planlagt. På vejen ud af Taulihawa er der en mand der løber ud foran bilen og ber mig om at stoppe. Jeg stopper og når lige at spørge ham om hvorfor, da han siger jeg bare kan køre videre. Det gør vi så, men efter en god halv time begynder min telefon så et ringe. Det er præsidenten fra min organisation (KSSC) som på sit meget begrænsede engelsk forsøger at finde ud af hvor jeg er, og fortæller mig at jeg i hvert fald ikke skal køre tilbage i Taulihawa førend jeg har hørt fra ham. Kort efter får jeg et opkald fra vores sikkerhedsofficer (Ram Thapa), som fortæller mig om mordet på Mohit Khan og at situationen er ved at udvikle sig til noget grimt. Han siger desuden at jeg ikke skal køre tilbage til Taulihawa før jeg har talt med ham, og at jeg skal få fat i Karen og sige at hun skal blive i huset. I løbet af disse to opkald har jeg også modtaget 3 sms’er. Den mest dramatiske lyder ’I am Gopi, where r u ? I call u but network begee. Situation danger, stop the Car and safe u and car ?’ (Strengt taget vidste jeg ikke at Gopi kunne skrive på engelsk, og jeg har stadig ikke fundet ud af hvad ordet ‘begee’ betyder). Vi er imidlertid 5 km fra lufthavnen, og alt er meget stille og roligt, så vi kører videre og jeg får afleveret Jette og Hallbjørg. Imens prøver jeg at ringe til Karen, men hun er åbenbart på nettet og der er ikke nogen forbindelse til hendes mobil. Mens jeg er i lufthavnen får jeg instruktioner fra Ram Thapa om at tage ind på hotel Glasgow i byen Bhairawa, hvor MS har en aftale så jeg kan bo gratis. Jeg har ikke taget ret mange penge med, og heller ikke noget ekstra tøj, da jeg regnede med at jeg skulle tilbage til Taulihawa mere eller mindre med det samme. Vi diskuterer også lidt frem og tilbage hvad jeg skal gøre med bilen, men efter at have talt med nogle FN folk i lufthavnen, beslutter jeg mig for at køre i bilen ind til hotellet.

I Bhairawa er alt normalt, selvom rygterne om begivenhederne i Kapilbastu er nået frem. Alle butikker er åbne og trafikken fungerer så normalt som det nu engang kan lade sig gøre i Nepal. Da jeg er kommet frem til hotellet får jeg endnu en opdatering fra mine venner og kolleger i KSSC, samt fra Ram Thapa, om at der er udstedt udgangsforbud i Taulihawa og at der foruden Mohit Khan, nu også er en politimand og en buschauffør der er blevet slået ihjel. Desuden, at der bliver brændt biler og huse af, deriblandt maoisternes kontor i Taullihawa. Jeg får også langt om længe fat i Karen og kan til hendes store forundring fortælle hende om den igangværende udvikling. Desuden bliver jeg så også nødt til at indstille mig på at fejre resten af min fødselsdag på det alt andet end festlige hotel Glasgow. I løbet af resten af eftermiddagen får jeg flere opdateringer, som går på at samtlige offentlige kontorer i Taulihawa er blevet raseret og brændt af, at politiet endnu ikke kan nå frem til selve stedet hvor Mohit Khan blev dræbt, og hvor urolighederne er mest intense, at bevæbnede bander strømmer ind fra Indien, og at byen Butwal, som er den størrre by hvor vi plejer at købe ind, er ramt af antimuslimske demonstrationer med tilhørende afbrænding af moskeer, udplyndring og almindeligt hærgeri og derfor også er ramt af udgangsforbud. Selv bruger jeg resten af eftermiddagen, på at købe mig en tandbørste og to par underbukser.

Mandag d 17. september får jeg om morgenen at vide at situationen stadig er kritisk, at det samlede antal døde nu er nået op på 4 og at omkring 50 biler og 100 huse er brændt af, deriblandt 13 offentlige kontorer i selve Taulihawa (jeg vidste ikke engang at der var så mange), og at der følgelig fortsat er udgangsforbud i Taulihawa mens flere poltifolk kommer til fra resten af landet. I Butwal er der derimod atter roligt og udgangsforbuddet er blevet ophævet. Jeg bruger dagen på at se et par film på kabelnetværket, og Karen får købt nogle æg hos en lokal der ikke overholder udgangsforbuddet som hun bruger på at lave en fødselsdagskag til mig. Det virker til at situationen langsomt er i bedring, men udgangsforbuddet bliver ikke ophævet og jeg må tage endnu en nat på hotel Glasgow.

Tirsdag d. 18 september får jeg fra Ram Thapa om morgenen at vide at situationen er dramatisk forværet. At det nu har udviklet sig fra at være en konflikt mellem Mohit Khans tilhængere og maoisterne til at være et rendyrket morads af en konflikt mellem Mahdeshier og Pahadier og hinduer og muslimer. Desuden at der er forsamlet 10.000 pahadier på hovedvejen i nærheden af hvor Karen arbejder som er ude at lede efter nogle mahdeshier som de kan slå ihjel. Flere steder skulle der være forsamlet folk fra den ene eller anden gruppe under politibeskyttelse, mens den anden gruppes tilhængere forsøger at bryde politibeskyttelsen for at komme ind og slå dem ihjel. Der er ikke nogen officielle tal, men der bliver talt om 50-60 døde. Set i lyset af de informationer bliver vi enige om at det er usandsynligt at komme tilbage til Taulihawa inden for en overskuelig fremtid, og at jeg derfor lige så godt kan flyve til Kathmandu. Karen får mulighed for at komme ud med en FN bil dagen efter. Hverken Karen eller jeg har på det tidspunkt med egne øjne og ører set noget der bare minder om uroligheder. Nuvel, min billet bliver booket, og netop som jeg er ved så småt at pakke sammen, får jeg et telefonopkald fra en kollega i KSSC om at udgangsforbuddet nu er ophævet fra 13 - 18 og at jeg uden problemer kan køre til Taulihawa. Det undrer mig en del, men jeg får endnu engang fat på Ram Thapa, som bekræfter og siger at jeg kan køre men at maoisterne desuden lige er trådt ud af regeringen og at en eller anden maoistleder nu er kommet til Taulihawa hvor han arrangerer massemøde. Desuden er der mange demonstrationer i Kathmandu. Det hele virker lidt forvirrende, men jeg beslutter mig for at køre og når ca. en time senere frem til Taulilhawa uden at støde på problemer af nogen art. Der er nogle få butikker der er åbne, og på vejen kører jeg forbi maoisternes kontor, som ikke ser særligt medtaget ud. Faktisk, er der ikke noget at se overhovedet. Vel hjemme, genoptager vi fejringen af min fødselsdag, og ud på eftermiddagen går vi en lille tur og kan fortsat konstatere at der ikke er noget ekstraordinært at bemærke overhovedet. I løbet af tirsdag aften får jeg et opkald fra vores landedirektør, som vist også er lidt forvirret over hvad det egentlig er der foregår, og vist nok lige skal have tjek på om vi er OK eller om vi gerne vil evakueres. Det virker helt absurd at tale om evakuering. For os at se er der jo ikke sket noget. Det ved vi selvfølgelig godt at der er, og vi kan også mærke på vore nepalesiske kolleger at de er urolige, men selve Taulihawa er fuldstændigt fredelig og der er desuden kommet absurd mange politifolk til byen.

Onsdag d. 18 september. Jeg regner så småt med at jeg skal på arbejde men får at vide at kontoret er lukket og at udgangsforbuddet igen skulle gælde fra 11 – 18. Jeg bliver hjemme og får derefter flere meldinger om at udgangsforbuddet er ophævet og genindført uden at der er særligt meget konsensus melem forskellige kilder om hvad der er hvad. Alt andet lige går Karen og jeg ud for at købe lidt ind sidst på eftermiddagen, og finder derigennem ud af at udgangsforbuddet har været sådan mere eller mindre ophævet, men at skoler, offentlige kontorer og al transport er suspenderet. Udgangsforbuddet træder igen i kraft kl 18 – 06. På internettet kan vi følge med i at det samlede antal døde nu er nået op på 17, og at man forventer at der kommer nogle flere til efterhånden som man får fundet dem.

Torsdag d. 19 september (i dag). Om morgenen får jeg at vide at kontoret nu igen åbner, og at jeg kan tage på arbejde. Vejen op til Karens arbejde er fortsat spærret og Karen skal ikke regne med at komme på arbejde igen før tidigst søndag. Da jeg ankommer til kontoret starter det med at jeg får den temeligt dramatiske meddelelse at der lige nu skulle være blevet dræbt 7 mennesker i byen Nigilihawa, som kun ligger ca 7 km herfra, og at vi derfor skal regne med udgangsforbud igen, og at jeg hellere må skynde mig hjem. Jeg vælger lige at slå koldt vand i blodet, og ringer til min counterpart Sanjay, som ikke kan bekræfte historien. 5 minutter senere bliver historien effektivt aflivet som et rygte. Det viser sig at der ligger en anden by der også hedder Nigilihawa i dsitriktet og de døde er nogle af dem der allerede er talt med i regnestykket. Ikke desto mindre regner man på kontoret med at dødstallet kommer til at stige. I følge dem er det ikke i de store byer Krishanagar og Chandrauta at det er gået værst for sig. Det er ellers dem som medierne konstant beretter om. I stedet skule det være ude i de små landsbyer i den vestlige del af distriktet at der er blevet flest slået ihjel. De tror at det kan dreje sig om op mod 100, men tvivler på at det nogensinde bliver endegyldigt bekræftet da mange af ligene er blevet brændt ude i skoven, og derfor næppe bliver fundet igen. Så godt som alle døde skulle være pahadier.

I selve Taulihawa er der ’kun’ sket det at maoisternes to kontorer er blevet raseret (ikke brændt af). Derudover er der ikke sket noget. De 10.000 mordlystne pahadier på hovedvejen var også en and. Der var mange pahadier (måske 1000) der søgte tilflugt på en stor politistation ved hovedvejen og fortsat opholder sig der, indtil de forhåbentlig kan vende tilbage til deres (muligvis) nedbrændte huse i landsbyerne.

Der er fortsat udgangsforbud i Taulihawa mellem 18 – 06, men det bliver muligvis ophævet allerede fra i aften. I de hårdest ramte områder er udgangsforbuddet permanent, og hovedvejen, samt vejen til Karens arbejde er fortsat lukket. Det er dog ikke usandsynligt at begge dele åbner snart. Vejen til Bhairawa er åben, men der kører ikke nogen offentlig transport. Skolerne er også fortsat lukkede.

Det er status her klokken 14. Hvad angår os er der ikke sket noget som helst, og hvad angår resten af distriktet er der sket en masse frygtelige ting, men der har godt nok også været mange vilde rygter i omløb, og er det fortsat. Det hele slutter nok ikke her. Slægtningene til dem, der er blevet slået ihjel vil afgjort forlange kompensation og det samme gælder dem der har fået ødelagt deres ejendele. Politiet har indtil videre anholdt to mennesker, men det vides ikke for hvad, og der er stadigvæk ikke nogen der ved hvem der slog Mohit Khan ihjel. I KSSC holder vi lav profil med vores programmer den næste uges tid, mens KSSC’s ledere er aktive i at prøve på at finde ud af hvad der foregik og få identificeret de folk der har brug for hjælp. Det er ikke noget der kommer til at involvere mig. Det er svært at gætte på hvornår situationen atter vender tilbage til det normale, og der er stadigvæk også en risiko for at det hele kan gå amok igen.

Vi har fået utroligt mange telefonopkald, mails og sms’er om hvordan vi har det, og det er rart at vide at der er nogen der tænker på os og bekymrer sig om hvordan det går. Tak for det. Der er imidlertid ikke den store grund til bekymring. Af hele affæren har vi i hvert fald fundet ud af at vores nepalesiske kolleger nok skal gøre hvad de kan for at holde os sikre og velinformerede. At det så betyder at vi nogle gange får videreformidlet nogle helt sinddssyge rygter må vi jo så leve med. Som jeg skrev i indledningen til dette indlæg er det da også meget muligt at jeg ufraværende har videreformidlet nogle rygter i dette indlæg som i sidste ende viser sig ikke at holde.

Afkøling af situationen

2007-09-19T21:01:00.000-07:00

Ja, i hvert fald i overført betydning - her er stadig meget varmt rent klimamæssigt.

Livet i Taulihawa er langsomt ved at vende tilbage til det normale. Udgangsforbuddet er hævet om dagen og enkelte butikker er genåbnet. Torsten er tilbage og kan tilmed tage på arbejde idag.

Situationen i Imilya hvor jeg arbejder er mere ustabil og hovedvejen er fortsat spærret, så jeg bliver hjemme idag også.

På den politiske scene er der fortsat semi-kaos, hvilket ikke er blevet bedre af at Maoisterne er trådt ud af regeringen. Men alt det vil Torsten fortælle meget mere om lige straks. So stay tuned…

Overblik og overblik...

2007-09-17T23:03:00.000-07:00

Nej, jeg har endnu ikke fået et overblik over situationen, faktisk er det hele kun blevet mere forvirrende.

Så vidt jeg kan forstå benytter forskellige ’yet-to-be-identified’ grupper sig af lejligheden til at chikanere nogle de ikke kan lide. Der brændes huse af og tæves løs på tilfældige personer (fremgår det af de sparsomme nyheder der når frem til medierne – omkring mit hus er der stille som graven). Konfliktlinjerne er også mere end mudrede med en blanding af: hinduer mod muslimer, bjergfolk mod teraifolk, maoister mod anti-maoister etc, etc.

For mit vedkommende er status at jeg sidder indespærret i Taulihawa mens Torsten sidder indespærret i Bhairahawa, en times kørsel herfra. Han er ved at være grundigt træt af at være der, så han flyver til Kathmandu idag.

Mit logi har jeg intet at udsætte på, men er ved at løbe tør for ’Sex and the City’, så hvis udgangsforbuddet fortsætter vil jeg prøve at finde en vej ud herfra.

SÅ ER DEN GAL IGEN

2007-09-17T00:58:00.000-07:00

Efter næsten 4 uger på farten p.g.a. af møder og kurser er jeg tilbage i Taulihawa og det så effektivt at jeg ikke må gå uden for en dør! Der er nemlig udgangsforbud idag. Og ja, det er p.g.a. et speget politisk opgør mellem lokale ’politiske’ samt mere eller mindre kriminelle grupper. Det startede igår morges med at en tidligere leder af en anti-maoist gruppe blev slået ihjel. Det resulterede så i afbrænding af biler, busser og regeringskontorer i fire byer i Kapilvastu distrikt (plus udplyndring af en bank!), inklusiv Taulihawa. Jeg har dog ikke mærket noget til balladen, da vores hus ligger i udkanten af byen. Og nu der er deklareret udgangsforbud er her endnu mere stille end der plejer...

Som modreaktion har andre grupper givet sig til at vandalisere moskeer i Butwal, den største by i nabodistriktet, idet den dræbte ex-anti-maoist-leder var muslim og hans tilhængere ligeså. Og når nu de var igang kunne de jo lige så godt plyndre nogle huse for smykker, mad m.m. Så der blev også annonceret udgangsforbud i Butwal.

Det gik ellers lige så godt. Vi havde besøg af Torstens søster, Jette, og hendes veninde Halbjørg. Igår fejrede vi Torstens fødselsdag med stort morgenmadsbord og dejlige gaver fra Danmark (Torsten siger tak!). Derefter kørte Torsten Jette og Halbjørg til lufthavnen hvorfra de skulle flyve til Kathmandu. Imidlertid var han ikke andet end lige nået frem til lufthavnen en times kørsel herfra før vejene lukkede, og så måtte han fejre resten af sin fødselsdag alene på et dødsygt hotel – øv. Der er ikke andet at gøre end at håbe på at det løsner op i løbet af dagen idag.

Jeg kan jo så heller ikke komme på arbejde idag, men mon ikke det går... Vi er ellers midt i en interessant proces med at få genopslået de stilliger MS betaler for. Normalt besættes stillingerne i forhold til hvem der skylder hvem tjenester, men som en del af MS’s demokrati fokus prøver vi (MS og jeg) på at få gennemført en mere gennemsigtig og mindre korrupt rekrutteringproces. Det møder selvfølgelig stor modstand fra dem der sidder på magten i organisationen, men eftersom den korrupte måde at gøre tingene på ikke sikrer de bedste medarbejdere, snarere tværtimod, er det bestemt også i organisationens interesse at åbne op for bedre kvalificerede folk. I sidste ende er det dog truslen i horisonten om at MS nok ikke er voldsomt interesserede i at give penge til en udemokratisk organisation der tæller mest!

Vi vender tilbage når vi har fået et overblik over situationen...

P.s.: min hotmail adresse virker ikke for tiden (siden i onsdags), så send eller gensend venligst til karenansbaek@gmail.com

Så er der danseundervisning

2007-09-09T11:16:00.000-07:00

Forrest ses vores to friske danselærere. Som I kan se var vi så heldige at selveste Michael Jackson dukkede op...

Smuk korregrafi, ikke?

Ja, lidt sveder man vel altid!

Nepalesisk demokrati

2007-09-08T05:27:00.000-07:00

For 3 uger siden var der generalforsamling i JASC. Normalt går en generalforsamling jo ud på at man tager nogle vigtige strategiske beslutninger omkring organisationens eller virksomhedens fremtid samt vælger en bestyrelse. I JASC er der imidlertid den opfattelse at valg er lig konflikt og at konflikt per definition er dårligt. Så i flere uger op til den store dag havde adskillige personaler (deriblandt min counterpart og yndlingsaversion Romlal) brugt al deres arbejdstid på at flintre rundt og lave aftaler, alliancer og andre rævekager.

Selve generalforsamlingen forløb således:

11.00 Mødet skulle efter planen begynde og folk begynder så småt at dukke op. Alle får udleveret en T-shirt med et tryk særligt til lejligheden: ’Inclusive Democracy’.

11.35 Bestyrelsesmedlem Ramdev byder velkommen til organisationens medlemmer, 24 medlemmer ud af ca 30 er til stede (heraf 8 kvinder). Ramdev læser 9 siders årsrapport op.

11.55 Enkelte spørgsmål til årsrapporten. Derefter oplister Ramdev alt hvad JASC ejer.

12.00 Bestyrelsesmedlem Susma læser den financielle rapport op. Alle råber i munden på hinanden i ti minutters tid.

12.20 Bogfører Balram præsenter budgettet for det kommende år.

12.25 Diskussion om hvorvidt der skal købes land til at bygge et nyt kontor på. Eftersom kontorer pt ligger midt i landsbyen følger alle med i hvem der kommer og går og det fostrer åbenbart for meget sladder. Alle råber i munden på hinanden. Pludselig er det besluttet at der skal købes et stykke land et mere diskret sted...

12.30 Diskussion om hvorvidt JASC skal sælge sit 50% ejerskab af den lokale privatskole. Argument: privatskolen er for-profit, JASC er non-profit (og desuden kan pengene fra salget bruges til at købe det førnævnte stykke land). Sagen er genstand for råbediskussion og går til afstemning ved håndsoprækning. Resultat: der sælges men en lille andel beholdes.

12.55 Der diskuteres hvorvidt JASCs logo (som består af en bog og en fodbold!) skal ændres. Opbakning til forslaget.

13.05 Bestyrelsesformand Kamal proklamerer at nu skal der vælges en ny bestyrelse.

13.10 Snack pause (puf-ris med ged og chilli)

14.00 Ny bestyrelse bliver udnævnt uden valg. Der var sjovt nok ’konsensus’ og endnu mere pudsigt var det at Romlal blev udnævnt til ny formand for bestyrelsen (det kan godt være at han generelt er ineffektiv og lider af DAMP syndrom men han er sørensjaskme god til at intrigere)

14.10 Romlal holder ’sejrstale’ i stakkato som at dømme efter folks ansigtsudtryk er pænt kedelig.

14.20 Øvrige bestyrelsesmedlemmer får officielt overdraget deres tillidsposter med rødt pulver (tika) en masse (se foto).

14.30 Generalforsamlingen er slut og ’vinderne’ rykker op på kontoret ovenpå mens ’taberne’ forsvinder med en utilfreds mumlen.

Jeg må jo indrømme at jeg er noget mystificeret over hvordan dette forløb kan være et eksempel på ’inclusive democracy’ men jeg fik forklaret af Romlal at dette er demokrati på nepalesisk og at de er meget stolte over slet ikke at behøve at stemme for at vælge en ny bestyrelse. Før i tiden havde der været kampvalg med helt op til 3 kandidater til hver bestyrelsespost men nu var de jo heldigvis blevet meget klogere og mere udviklede...

Heavy weather motorcycling

2007-08-15T09:04:00.000-07:00

De sidste par uger har der været temmlig stille på mit arbejde, så jeg har kastet mig over et andet projekt: at lære at køre motorcykel. Som tidligere beskrevet (se indlægget ’motorcykel dagbog’) har jeg ganske vist erhvervet mig et kørekort, men derfra til at være en habil motorcyklist er der et godt stykke...

Derfor er jeg begyndt at køre på arbejde på motorcykel. Det giver dagligt omkring 1½ times træning – der er engang nogen der har fortalt mig at øvelse gør mester.

Det ovennævnte tunge vejr er hidtil kommet til udtryk i to vejrtyper. I sidste uge skinnede solen ubarmhjertigt fra en skyfri himmel HVER dag. Det betød at varmen i løbet af dagen blev ulideligt tung og man havde følelsen af i lighed med de ellers så grønne risplanter at tørre ind og blive gulligt-vissen i toppen... Så er der jo kun én ting at gøre: tage en lur. Hvadenten det betød en halv time på gulvet i JASC’s ’training hall’ sammen med mine kolleger eller 2 timer på langs efter arbejde og motorcykeltur. I denne uge har det så været tung regn der har været problemet. Monsun regnen er heldigvis kommet tilbage efter solskinspausen, hvilket har forvandlet den hullede grusvej til et forhindringsløb mellem mudderpøle og vandpytter. For en uerfaren motorcyklist som jeg kan det godt resultere i visse vanskeligheder, dog er jeg kun én gang indtil videre havnet liggende i en mudderpøl (selvom det indrømmet har været tæt på et par gange). Oveni vanskelighederne med det glatte underlag kommer så kampen med de andre trafikanter om det tørreste stykke af vejen. Disse trafikanter består af folk, geder, køer, høns, cyklister, motorcyklister og en bus i ny og næ. Det udvikler sig ofte til en kamp mellem viljer, et slags chiken-run: hvem viger i sidste øjeblik for at undgå en frontal kollision? Ofte er det mig – men ikke uden eder og forbandelser. Der er nemlig også den lille detalje at batteriet på motorcyklen ikke virker så den skal kickstartes hver gang jeg går i stå. Så jeg er i hvert fald blevet god til at kickstarte!

Det med at der ikke sker noget på arbejdet er en sandhed med modifikationer. På fredag er der nemlig generalforsamling i JASC og der skal vælges en ny bestyrelse. Eller vælges og vælges. Et valg opfattes som et udtryk for konflikt så derfor foretrækkes det at alt er aftalt på forhånd så en enig generalforsamling kan udpege en bestyrelse. Det betyder at de vigtige folk i organisationen har utroligt travlt med at suse rundt og lave alliancer og modalliancer. Min nuværende (og voldsomt ineffektive) counterpart (program koordinator for MS programmet i organisationen) har ambitioner om at blive formand for bestyrelsen. Det ville åbne for at jeg kunne få en ny counterpart (JUHU) – der skal jo være nogle godbidder til alle. Så jeg er ret spændt på hvad det ender med.

Jeg håber på en ny, kvindelig program koordinator. Det er nok desværre ret utænkeligt på dette ekstremt mandsdominerede sted. MS prædiker uophørligt lighed mellem køn og mennesker i det hele taget, men når samfundet er så hierakisk og lagdelt som her, bliver det mest bare ved snakken. I virkeligheden er det jo også en samfundsomstyrtende tanke at alle mennesker i princippet er lige. En tanke som hvis den virkelig vandt udbredelse ville kræve en decideret ombygning af den måde Nepal fungerer på alle områder: de politiske, økonomiske og sociale systemer. En tanke som i Europa nærede facismen som opposition og på den måde affødte krig og øget undertrykkelse. Og så forventer vi at de som sidder på flæsket i Nepal ukritisk og uden for meget modstand skal indse at vi (MS og resten af bistandsverdenen) har ret: folk ER altså lige. I SKAL have 33 procent kvinder i jeres bestyrelse. I SKAL have dalitter (kasteløse) og andre marginaliserede grupper repræsenteret i bestyrelsen. Det bliver meget hurtigt meget proforma.

2007-07-24T05:52:00.000-07:00

2007-07-24T05:01:00.000-07:00

Så gik den ferie...

2007-07-24T04:53:00.000-07:00

Jeg bliver sgu altid lidt overrasket når jeg starter på arbejde efter ferie over at tiden er gået så hurtigt - det føles jo næsten som om man ikke har været væk.

Men så kan jeg jo heldigvis kigge lidt på mine billeder og se en masse fiiine bjerglandskaber og jungledyr. Jeg lægger billeder ud på bloggen snarest.

For snart 3 uger siden oprandt den længe ventede dag hvor vores første besøgende fra Danmark dukkede op: Thor, Mads og Marie-Louise (Karens søskende). De havde taget en billig flyrejse til Delhi og derfra en varm og besværlig togrejse til en grænseovergang tæt på Taulihawa hvor jeg hentede dem.

Jeg havde længe forberedt mine kolleger på at jeg ville tage mine søskende med på arbejde, så alle var mødt frem til præsentationsrunde og te. I forvejen havde jeg forsøgt at forklare hvordan familieforholdene hang sammen, hvilket ikke er helt lige til da ingen af os fire har de samme forældre (Mads og jeg har samme mor, Thor og jeg har samme far og Mads og Marie-Louise har samme far). Det gav anledning til stor undren og diskussion at både mænd og kvinder bare sådan kan blive skilt og gift igen. I de sjældne tilfælde her, hvor en kvinde bliver skilt er det aldeles udelukket at hun skulle kunne indgå i et nyt forhold. Da forvirringen var på sit højeste blev det konkluderet at jeg jo så måtte have 2 fædre og 3 mødre... Det første der skete dagen efter, var at jeg blev bedt om at sætte mig ned og forklare det hele EN gang til!

Efter et par varme dage i Taulihawa begav vi os til Nepalgunj men punkterede en halv times kørsel hjemmefra (punktering nr 14). Vi gav os straks i kast med at skifte hjul blot for at kunne konstatere at reservehjulet også var helt fladt (punktering nr 15). Vi fik sendt Torsten med hjul bag på en motorcykel til et værksted adskillige kilometer borte. Og så sad vi ellers der ’in the middle of nowhere’ og ventende og ventede – sjældent er jeg bleve SÅ glad for at se min counterpart Romlal, som da han steg ud af en bil han havde skaffet til lejligheden i følge med Torsten samt hjul!

Således startede vores ferie med en uheldig begivenhed og det lagde stilen:
- Måtte ændre trekking planer p.g.a. manglende trekking permit
- Pengemangel fordi visa kort systemet i Nepalgunj var nede
- Thor syg med rejsediarre (i en grad så han måtte i drop på missionshospitalet i Jumla)
- Torsten syg
- Marie-Louise syg
- Mads syg
- Karen får sengelopper
- Thors knæ går i udu

Heldigvis havde vi skaffet os en rar guide (som dog ikke kendte vejen p.g.a. de ændrede planer) og to sindsygt stærkte bærere. Vi havde nemlig selv mad med, da der ikke just er overflod af fødevarer i Jumla distriktet hvortil vi fløj fra Nepalgunj med en lille plimsoller til 18 personer. Bærerne kunne så, udover vores mad, bære den persons bagage hvis tur det var til at være syg. De sidste to dage bar de endda Thor ned af de stejleste stykker, som hans knæ ikke kunne holde til.

Det tog os 3 dage hver vej at gå frem og tilbage til Rara Lake. Vi havde ikke telte med så vi overnattede i herberger undervejs (deraf sengelopperne!). Det var dog ikke altid at der lå herberger, der hvor vi havde regnet med, så der var tre dage hvor vi gik både 10 og 11 timer – to af dagene endda UDEN frokost! De fleste dage forcerede vi omkring 1000 vertikale meter både op og ned igen. Den hårdeste dag tog vi en ’genvej’ som en lokal påstod ville bringe os til Rara Lake på 3 timer. Det tog snarere 8 og inkluderede det højeste punkt i området på over 4000 meter. Så den dag stod på 1300 meter op og 1000 meter ned igen – og som bonus var det den eneste dag det for alvor regnede! Til gengæld var det en rigtig flot tur når skyerne spredte sig og man kunne kigge ud over det fantastisk flotte og øde bjerglandskab. Efter den dag tog vi en rekreationsdag ved Rara Lake som er Nepals støste sø og ligger i 3000 meters højde. Vi trængte efterhånden også til et bad og heldigvis var søen perfekt at bade i: knaldturkis, spritklar og 16-18 grader. Så inden længe kan jeg supplere fotogalleriet af ’Karen i brunt flodvand’ med ’Karen i blåt søvand’!

Efter denne unikt flotte men også noget strabasernde tur trængte vi til noget totalt afslappende. Så da vi kom tilbage til Nepalgunj teamede vi op med Anne, der via sine alsidige kontakter fik arrangeret en tur til nationalparken Bardiya, som er berømt for sine næsehorn og tigre. Vi benyttede lejligheden til at tage på elefantsafari og ’riverrafting’ som næremere tog karakter af flodsafari. Selvom der var masser af strøm i floden var den nemlig alt for bred til at generere noget der bare mindede om ’whitewater’. Det lykkedes dog alligevel Torsten at blive vippet i vandet til stor moro for resten af holdet! Ikke overraskende så vi ingen tigre (heldivis, er jeg fristet til at mene), men vi så næsehorn, vilde elefanter, hjorte, aber og krokodiller (så kan det nok være, der var nogle der fik benene op af vandet i en fart!)

Her tilbage i Kapilvastu er regnen endelig kommet – faktisk har det efter sigende regnet stort set konstant den sidste 1½ uge, så der er rigtig kommet gang i risplantningen. Og min flod er forvandlet fra uskyldig og lavvandet til frådende monster, så nu er det den lange vej til arbejde de næste måneder. Heldigvis gør det også at her er blevet dejlig køligt, ja, temperaturen har faktisk sneget sig helt ned under 30 grader.

’Forummer’ og ’Fronter’

2007-07-01T08:42:00.001-07:00

Ja, så er det vist på tide med en lille opdatering på det politiske morads her i landet.

Jeg nævner tit at mine planer er blevet obstruerede af ’banda’ og begrebet indgår intensivt i det forrige indlæg. Til dem der er gået glip af de finere nuancer af dette begreb kommer en lille forklaring.

BANDA: Egentlig betyder ordet ’lukket’ og det er også det der sker når en gruppe er erklærer banda, så er det nemlig meningen af veje, butikker og andre arbejdspladser skal holde lukket. Formålet er at presse nogen (ofte, men ikke altid, regeringen) til at opfylde nogle krav (proportionel repræsentation af alle etniske grupper / erstatning til ofre for politisk vold / erstatning for afbrændte busser etc etc). Successen af disse bestræbelser afhænger i høj grad af hvor effektivt man får folk til at holde lukket. Hvis man fx formår at lukke East-West highway og dermed trafik og forsyninger til Kathmandu er det temmelig sikkert at der snart opstår mulighed for ’government talks’ og imødekommelse af nogle af de opstillede krav. Hvis en svagere gruppe erklærer banda (det gøres ved at ringe til lokalsprøjten eller nationale medier) er det sandsynligt at bandaen bliver ignoreret og i så fald mister sin pressionseffekt – medmindre politiet vælger (bliver bestukket til) at støtte bandaen (som barn af et lov & orden samfund jo ville man jo nok mene at politiet burde opløse sådanne tvangslukninger – men hvad ved jeg...). En anden mulighed for at skabe respekt om sin banda er at hyre nogle hooligans / bander til at hærge dem, som trodser bandaen.

Eftersom der findes et utal af politiske grupperinger her i landet, sker det ret ofte at en af dem vælger at erklære banda. Især her i Terai (lavlandet) hvor der findes adskillige partier / grupper der repræsenterer de såkaldte Madshier (folk der bor i Terai). Et udvalg omfatter: Madhesi People's Rights Forum (MPRF), Janatantric Terai Mukti Morch – Goit (JTMM-G), Janatantric Terai Mukti Morch - Jawalasingh (JTMM-J), Madhesi Liberation Front (MNLF) og Nepal Adibasi Janajati Federation - Nepal Federation of Indigenous Nationalities (NEFIN). Forkortelserne er MEGET vigtige, de signalerer nemlig at man er SERIØS. Derudover kommer Young Communist League (YCL) som er en afdeling af Maoisterne der selv har skrevet under på ikke længere at holde banda, og så er det jo praktisk at have nogle ballademagere til at gøre det for sig.

For et par uger siden var der således erklæret banda lørdag (YCL), søndag (NEFIN), mandag (NEFIN), tirsdag (landless people) og torsdag (JTMM-J). Oveni kom så en transport banda fredag fordi der om lørdagen var blevet brændt nogle busser af, som prøvede at trodse bandaen. Da det kom til stykket var der ’kun’ banda lørdag, søndag og tirsdag – men sådan en uge er det praktisk taget umuligt at planlægge noget som helst.

Nuvel, politiske grupperinger har bestemt ikke patent på at holde banda. En banda kan også udløses af en trafikulykke, hvor der kræves er erstatning eller en mælkekonflikt som beskrevet nedenfor!

Vi bliver holdt opdaterede om bandaer o.lign. af vores kolleger og jævnlige mails. Her er en smagsprøve:

Dear All
FYI...
Madhesi People's Rights Forum (MPRF) has called for Madesh Bandh on 22 June, 07 against the abduction of President of Youth Forum, Mr. Jitendra Saha from Kathmandu and violent activities of YCL.
Bus association of Nepalgunj declared transportation strike from 22 June for indefinite period for demanding compensation of Kapilvastu vehicle incident. Maoist had torched 4 vehicles in Kapilvastu on 10 June 2007.
Road obstruction at Mainapokhara Bardiya on Nepalgunj-Guleriya Highway in the Morning (0600-0900hrs). There was a thin vehicle movement in the region due to the 3-hour transportation strike (0600-0900hrs) called by the YCL on 21st June.
YCL released the abducted Regional Health Director Dr. Piyush Kumar Rajendra of MWR along with a driver Dhan Bahadur Budha and Ganga Gurung in the witness of Human Right Activists, Police force and Health Officer at approx 2000hrs of 20th June. Simultaneously, the Security force vacated the house of a Royal Family member which had been captured and was used by YCL as their office in Adarshanagar Nepalgunj. YCL cadres organized a protest rally at around 2030hrs 20th June protesting the removal of their office and of their cadres. The rally burned tyres and obstructed road nearby industrial area on Surkhet Road of Banke. YCL captured 5 ton chemical fertilizer from Nepal-India boarder in Bardiya in charge of being illegally imported in Nepal on 20 June. Source:(Local Media)
YCL Cadres have vandalized the statue of Late King Birendra located at Dhamboji of Nepalgunj approximately 2200hrs on 20th June 2007.

Så selv om der i og for sig er ret fredeligt lurer konflikten (eller måske mere korrekt: konflikter) lige under overfladen.

Mælkekrigen

2007-07-01T07:31:00.000-07:00

Først skal det siges at Nepal grundlæggende set er et meget fredeligt land. I betragtning af hvor fattigt her er, er det ret uroligt at man egentlig ikke behøver vagter ved sit hus og at man kan gå rundt i Kathmandu og de andre større byer om natten uden at behøve at frygte at blive overfaldet. Det bliver jo ikke mindre besynderligt af at der jo faktisk har været en slags borgerkrig hernede de sidste 10 år, og at man så godt som dagligt kan læse i avisen at der igen har været bortførelser, busser er blevet brændt af og politiske ledere myrdet. Man mærker virkeligt ikke at den slags foregår i ens egen hverdag.

Selv bor vi i et af de områder hvor der ifølge statistikken er flest uroligheder, men mest i form af bandhaer, hvor vi virkeligt har mange. Det er meget besynderligt at cykle gennem byen på en Bandha dag. Alle butikker er lukket, og der er ikke nogen motoriserede køretøjer. Men selvom det er en lokal gruppering der arrangerer Bandhaen er der ikke tegn på at der nogen der holde øje med at folk overholder den, og der er heller ikke nogen politisk agitation, demonstration eller noget. Der er bare lukket. Vi ved at almindelige mennesker hernede er dødtrætte af alle disse bandhaer kaldt af alle disse obskure, useriøse, opportunistiske og dybest set kriminelle politiske grupper. Alligevel bliver de overholdt, og jeg kan simpelthen ikke forstå hvorfor. Flere gange har jeg fået at vide at den gruppe der har annonceret Bandha maksimalt tæller 25 mennesker. Femogtyve! I hele distriktet bor der 500.000 mennesker og de finder sig altså i at 25 mennesker dikterer at de skal lukke deres butikker, og at busser, traktorer, lastbiler osv ikke må køre. Det er ubegribeligt. Og så alligevel, for i tirsdags blev jeg så involveret i noget der til dels kan forklare hvorfor Bandhaerne bliver overholdt.

Min Program Officer, Ram Thapa, som samtidig er vores security officer var hernede. Det er Ram der holder os orienteret om eventuelle bandhaer, og vi skal principielt set have tilladelse fra ham hver gang vi bevæger os ud af distriktet. Samtidig er han for tiden den person som over for MS er ansvarlig for ’tilsynet’ med både min og Karens organisation.

Nå, igår skulle Ram så have møde med min organisation og derfor befandt mig, Ram og min counterpart Sanjay os på en lokal ’restaurant’ for at få en omgang Dal Bhat så vi havde noget at stå imod med inden mødet skulle i gang. Lige inden vi tog ned på restauranten havde vi godt nok fået at vide at der var en meget lokal Bandha som lige var startet. Årsagen var (vist nok) at en mælkegrossist have fornærmet en mælkeproducent ved at sige at han fortyndede sin mælk med vand. Mælkeproducenten var blevet så fornærmet at han havde hentet sine venner og tvunget grossisten til at sige undskyld på en ydmygende facon. Så havde grossisten hentet sine venner som så havde kaldt Bandha.

Vi kunne imidlertid konstatere at trafikken bevægede sig normalt selvom de fleste butikker havde lukket, og det sammenholdt med det åbenlyst fjollede i selve årsagen til Bandhaen gjorde at vi ikke rigtigt tog det seriøst. Da vi indfandt os på restauranten havde de godt nok lukket porten, men der var folk derinde og mad blev serveret, så vi tager plads. Ca. 10 minutter efter, og inden vi har fået serveret vores mad, dundrer det imidlertid løs på porten. Indehaveren lukker efter lidt tøven op, og ind vælter 5-6 muskelpumpede hooligans. De går resolut i gang med at smadre tilgængeligt glas og møblement mens de råber at vi skal skride ad helvede til. Jeg når lige at tænke at ’nu får vi tæv’ inden de lige så hurtigt er forsvundet igen. De var måske inde i restauranten i 2 minutter, og det er egentlig forbløffende at de kunne nå at smadre så meget på så kort tid.

Vi er allesamen rimeligt chokerede, men indehaveren opfordrer os til bare at tage plads igen og vente på vores mad. Hvilket vi gør, altimedens familien der ejer restauranten stille og roligt går i gang med at rydde op. Resten af måltidet forløber uden de store begivenheder. I det hele taget en virkelig besynderlig oplevelse, men som på sin egen måde forklarer hvorfor at bandhaer bliver taget seriøst. Hvem har lyst til at få sin butik smadret? Senere fik jeg at vide at de muskelsvulmende hooligans er sådan en slags daglejere, som altid bliver hyret uanset hvem der holder Bandha.

En hel del af ansvaret falder tilbage på politiets åbenlyse uduelighed. Der er måske 100 politifolk i byen, men de foretager sig tilsyneladende absolut ingenting for at opretholde lov og orden. Det er godt nok svært at se hvordan selvsamme politistyrke skal kunne sikre ordnede forhold til det valg der nu endelig er annonceret til d. 22. november

Med Tuborggutten på udflugt

2007-07-01T07:29:00.000-07:00

I et indlæg lidt længere nede på bloggen er der et billede som Karen har taget af mig foran en butik der er meget markant udsmykket med reklamer for Everest Beer. Af vores forgængere hernede er indehaveren af butikken blevet døbt ’Tuborg gutten’, da det i deres tid var Tuborg reklamer der dominerede butikken (tilføjelsen ’-gutten’ skyldes at de var svenskere). Det er stadigvæk mest Tuborg han sælger, men han har for nyligt også udvidet repetoiret til at omfatte Carlsberg, foruden de lokale mærker ’Tiger’ og ’Everest’. Lokale er så meget sagt, de er ejet af de store bryggerikoncerner.

Nuvel, det er i hans butik at vi som regel køber købmandsvarer, da han har lidt mere end de andre butikker, og desuden gerne henter noget hjem på bestilling i det omfang han husker det og kan få fat i det. Han er meget meget venlig over for os, og har i det hele taget en fetich for udlændinge. Han har med stolthed fremvist sit fotoalbum, der indeholder billeder af alle de udlændinge der gennem tiden har handlet i hans butik, og vi bliver altid budt på sodavand når vi kommer forbi. Han har også jævnligt lovet at invitere os hjem til hans hus til middag, hvilket vi har sagt ja, ja til, i sikker forvisning om at det nok aldrig kom til at ske. Men så en dag for et par uger siden stod han lige pludselig og bankede på døren sammen med sin søn på 18 måneder. Han ville gerne se os til en omgang Dal Bhat og helst lige med det samme. Nu var det en lørdag i middagsheden, der var Bandha og vi lå begge og halvsov med hver vores bog, efter at vi havde fået lidt frokost. Der var ingen af os der overhovedet kunne overskue at skulle til at være sociale på Nepali. Han taler lidt engelsk, men nok mindre end vi taler Nepali. Vi følte os også langt fra sikre på at vi var i stand til at indtage de ca. 800 gram ris der som regel indgår i en Dal Bhat. På den andes side var det jo et utroligt sødt tilbud, så vi undslog os men forsikrede om at vi selvfølgelig utroligt gerne ville komme, men at lige i dag bare var en lidt dum dag. Okay, men hvad så med i morgen? Det kunne vi ikke rigtigt komme ud af og endte med at aftale at vi skule dukke op os ham næste dag kl 15. I samme forbindelse fandt vi også ud af at hans rigtige navn altså er Vijay.

Nå, næste dag finder vi frem til hvor han bor sammen med sin kone, deres søn på 18 måneder, deres datter på 8 år, Vijays mor, bror, broderens kone + det løse. Huset ligger inde midt i byen, og familien hører utvivlsomt til i den rigere ende. Blandt andet disponerer de over en foroldsvis ny varevogn til at hente forsyninger til de to butikker de har i Taulihawa. Nu var det heldigvis kun meningen at det var Karen, Vijay og jeg der skulle vartes op, så vi bliver bænket i den fine sofa i den fine stue i den afdeling af huset der tilhører Vijay. Den fine sofa er et monstrøst polstret ubekvemt stykke ragelse, og den fine stue er et rum på ca. 6 x 1,5 meter hvor alle møblerne er linet op langs den ene væg, med et lille fjernsyn kørende på fuldt knald i det fjerneste hjørne.

Møbler hernede er mindst lige så meget for status som for deres rent funktionelle egenskaber. I hvert fald fik vi serveret maden på et tæppe på gulvet, hvor der dårligt var plads fordi sofaen fydte det meste. Maden vi fik serveret var heldigvis ikke Dal Bhat, men derimod et udvalg af snacks. Vores venner og kolleger Tine og Michael har på deres blog beskrevet hvordan der til et picnic arrangement de var med til blev brugt 4 liter olie på at lave mad til ca 30 mennesker. Det er meget rammende for snacks-konceptet hernede. Diverse ting der bliver friturestegt til ukendelighed, og krydret med uhyrlige mængder chili. Det er ikke altid lige lækkert. Men vi sad der pænt, småsludrede lidt på vores begrænsede ordforråd, stak lidt til maden og drak vores øl, og efter ca halvanden time gik vi hjem i god ro og orden. Nu var der så bare lige det at vi gerne ville gøre gengæld på en eller anden måde, og det kom så til, at vi foreslog at de da skulle tage med os til ’Summerland Resort’, som er vores tilflugtssted en time herfra med en superlækker swimmingpool. Det ville de da rigtigtnok gerne, og på en eller anden måde fik vi så aftalt hvordan og hvornår. Der var vi så allesammen sidste lørdag.

Nu er nepalesere typisk ikke særligt store, så det gik uden de store problemer med at få presset Vijay, hans kone, deres to børn og konens søster ind på bagsædet i bilen. Efter en times bumpet kørsel ankom vi så til Summerland resort, som er et temmeligt besynderligt sted. Det ligger sådan lidt ude i ingenting, ca 10 kilometer fra nærmeste større by (Butwal), og er grundlæggende set et luksushotel med en meget stor og lækker swimmingpool. Klientellet er typisk overklassebørn og unge fra Butwal, som godt kan være lidt irriterende. Det var i den grad et kulturchok for Vijay og familien, og de var nok lidt intimiderede over det hele. I hvert fald var det kun Vijay der skulle svømme. Vi havde tænkt lidt over at de måske ikke var i besiddelse af svømmetøj, men havde samtidig tænkt at de nok også havde tænkt over det og vel fundet frem til en eller anden løsning. Det havde de ikke rigtigt, så Vijay smider resolut tøjet, med undtagelse af et nydeligt par Bordeaux underbukser og springer i. Vi havde sådan set regnet med at han ville følge efter os ud i omklædningsrummet, men sådan gik det ikke. Heldigvis er poolkeeperen et rimeligt fleksielt menneske så han får stile og roligt forklaret Vijay at han altså skal have badebukser på, og egentlig tage et bad første, osv. Og heldigvis ligger gesjæften inde med badetøj man kan købe, nogle meget kække cykelshorts. Det ændrer nu ikke på at det hele er sådan lidt akavet, og ingen af os rigtig ved hvor vi skal gøre af os selv. Karen og jeg prøver sådan at gøre det vi plejer, bestiller noget koldt at drikke, finder en bog og et krydsordsblad frem osv. Vijay og hans familie tror at det at vi læser en bog betyder at vi studerer og skal koncentrere os meget, og begynder derfor at tysse på sine børn. Vi prøver at forklare at det der med at læse bøger for os er sådan en slags tidsfordriv, hvilket kommer af at vi har gået så meget i skole at vi ikke ved hvad ellers vi skal give os til. Det kan vi overhovedet ikke få gjort forståeligt, men efterhånden begynder stemninge at tø lidt op, og både vi og Vijays familie begynder at slappe lidt af. De falder i snak med nogle af de andre nepalesere der er til stede, og Ashraf som er en af vores kolleger og venner dukker også op, og det bliver i det hele taget til en ganske hyggelig eftermiddag. Det kommer endda til at gå så vidt at også Vijays datter får købt sig noget badetøj og prøver at komme i swimmingpool for første gang.

Det korte af det lange er at jeg tror at familien er meget glade for at have været med os på udflugt, men at de samtidig nok synes at det hele var noget virkeligt mærkeligt noget, og nok skal bruge lidt tid på at fordøje oplevelsen. For os var det også meget sjovt, men jeg tror nu nok at vi tager alene afsted næste gang. Man får virkeligt behov for at holde helt nepaleser-fri en gang imellem.

Hverdagsbilleder

2007-06-12T03:10:00.001-07:00

Først et lille billede af den slange som bor i vores have. Den stikker hovedet op af sit hul lige til venstre for vandposten. Efter sigende skulle den ikke være giftig, men jeg har ikke tænkt mig at efterprøve påstanden...

Dette er ikke en fangetransport men derimod en skolebus!

Her har vi så noget der kaldes 'forum theatre' eller gadeteater. Stykket her handler om demokrati og spilles af en trup af engagerede mennesker her fra Taulihawa som er løst knyttet til Torstens organisation KSSC. De laver også stykker om diskrimination, hygiejene, børneægteskaber m.m. og det er en genial måde at få almindelige folk i tale. Konceptet er nemlig at stykket stopper midt i en konflikt / klimaks og så spørger man tilskuerne om hvad der så skal ske eller beder en tilskuer om at spille en af rollerne. Håber er så at folk diskuterer videre efter stykker er slut.

Dette er så vores hus og yderst til højre vores ene nabo. Det er jo unægteligt noget af en kontrast...

En motorcykel dagbog

2007-06-05T06:32:00.000-07:00

Men først en bil-status for de sidste to måneder:
- Antal punkteringer: 8
- Antal defekte nøgler: 1
- 2 x kørt fast (1 stk rismark samt 1 stk flodbred med meget dybt sand)
- Antal sindsyge medtrakfikanter: utælleligt
- Antal forbandelser udgydet bag rettet: utælleligt

Som det fremgår er jeg ved at have nogenlunde styr på min pickup (især er jeg blevet ret prof til at skifte dæk) så jeg har måttet søge nye udfordringer. Rigtigt gættet: jeg er ved at lære at køre motorcykel. Faktisk har jeg allerede fået kørekortet, jeg tog nemlig en prøve da jeg var i Kathmandu i sidste uge. Det betyder dog ikke jeg for alvor kan finde ud af at styre bæstet (Torstens MC), prøven går nemlig ud på at køre slalom mellem 5 kegler der står med 2½ meters afstand. Hvis man klarer det uden at vælte nogen kegler eller sætte fødderne ned har man bestået og får vist det grønne kort af den ’motorsagkyndige’. Hvis ikke, får man det røde kort. Prøven bliver yderligere kompliceret af at den starter kl 6 om morgenen. Og faktisk var det nok cirka halvdelen der dumpede. Heldigvis blev afstanden mellem keglerne øget en anelse da det var damernes tur – typisk Nepal diskrimination, men jeg var for en gangs skyld ikke den der brokkede mig!

Nå men jeg bestod altså og er virkelig glad for at være kommet videre efter det bil kørekort traume jeg pådragede mig for ca. 10 år siden... Det viste sig så, at den virkelige udfordring var at finde vej gennem junglen af kontorer, formularer og bureukrater for rent faktisk at få udstedt kørekortet. Det lykkedes kun takket være MS’ transport officer som kendte diverse smutveje. Så nu er jeg den lykkelige indehaver at et nepalesisk kørekort til både motorcykel, scooter, moped, bil, jeep og delevery van (ja, det står der altså!).

Det var ellers deeeeejligt at være i Kathmandu. Temperaturen var behagelig omkring 30 grader (her er der over 40), der var en omgangskreds, der var masser af shopping muligheder og vi spiste på restaurant hver aften. Det sidste resulterede som sædvanlig i dårlig mave og feber – øvøv.

Nu er vi hjemme igen. I varmen. Men monsunen skulle komme imorgen (det tillader jeg mig dog at tvivle lidt på, da der ikke er en sky på himlen!). Eneste problemer med huset efter en uges fravær var at bruseren var faldet ud af væggen og at landlorden havde overvandet potteplanterne (kan man ikke rigtig tillade sig at brokke sig over) – så det var billigt sluppet i forhold til Karina og Ashraf som kom hjem og skulle dele hus med en større koloni rotter!

Med arbejdet går det OK. Idag har jeg stået for en workshop med alle i JASC hvor vi prøvede at finde på aktiviteter til det kommende år. Det skal selvfølgelig følge et bestemt format (Logical Framework Approach – for de indviede) bestemt af Danida. Lidt bøvlet men dog bedre end ingen planlægning...

Nå jeg kan ikke uploade billeder idag, så det må I have til gode.

Ubuden gæst og andre hændelser

2007-05-18T04:34:00.000-07:00

Jeg havde en oplevelse her til morgen, som jeg simpelthen bliver nødt til at dele med jer. Jeg så jordens største slange! Måske var det objektivt set ikke helt jordens største, men den var nok 1½ meter lang og pænt tyk og i hvert fald den største slange jeg har set, zoo og dyreparker undtaget. En lige lovlig stor mundfuld for vores desmerdyr. Og det er ikke det værste; det værste er at den slangede sig afsted ca. 1 meter fra vores terasse og hoveddør! Og cirka der hvor jeg ganske kort forinden havde stået og pumpet forhjulet på min bil (ja, man kan godt pumpe en bil med en fodpumpe). Og sådan bliver en helt almindelig torsdag bare aldrig en helt almindelig og forudsigelig torsdag, når man bor i Nepal – på godt og ondt.

Senere på dagen skete der også det interessante at der var landsbymøde lige ude foran mit kontor. Jeg havde ikke opdaget noget, så optaget var jeg af at prøve at fået et overblik over MS’s nye landestrategi. Men pludeselig blev jeg gjort opmærksom på, at min bil var blevet integreret i en større forsamling af mænd, kvinder og børn. Grunden var en konflikt mellem en mand og hans kone. Manden misligeholder (ja hvordan oversætter man lige ’to neglect’ i denne sammenhæng) og slår åbenbart på konen, og nu vil hun skilles. Det kan man jo ikke, og hun vil ovenikøbet have land og penge. Det er sandsynligvis inspireret af at hans første kone efter flere års retslige tovtrækkerier fik retten til noget af mandens jord samt nogle penge. Hun bor nu i Taulihawa, men er blevet hentet ind til mødet. Den nuværende kone har 3 børn med manden, men han siger nu at det tredje ikke er hans, men blev undfanget da konen arbejdede i Malaysia i nogle år. Så der blev agiteret voldsomt i timevis afbrudt af enkelte håndgemæng, og arbejdet på JASC led af hyppige afbrydelser, for der skulle jo følges med i sagen. Det endte med at manden under moderat fysisk pres (han blev forsøgt svinebundet) gik med til at give kone land og penge, men mine kolleger siger, at det bare er noget han siger nu, og at det ikke vil blive ført ud i livet.

Romlal (som deltog fuld tid i mødet) kunne supplere med historien om hans storebror og de tre søstre han er gift med. Det startede helt normalt med et arrangeret ægteskab. Der skete så det uheldige at konen døde i et trafikuheld. Så blev konens familie enige med manden om at kompensere med hendes yngre søster. Den tredje søster besøgte af og til sin søster og Romlals bror, og så skete der det, at de blev forelskede og indgik et ’love marriage’. De to koner/søstre bor i hver sin by, så manden skiftes til at bo hos dem. Linket til den ovenstående historie er, at selvom man bliver skilt opfatter folk det stadig som om man er gift med 2 hvis man gifter sig igen. Det kan til nøds gå an for en mand, men for en kvinde er det helt uhørt. D.v.s. at selvom den ovenstående kvinde skulle formå at blive skilt fra stodderen, så kan hun ikke gifte sig igen, men må leve alene resten af sit liv (medmindre hun flytter til Kathmandu eller udlandet). Det gælder også hvis en kvinde bliver enke. Jeg tror lige jeg venter lidt med at forklare om mine egne famileforhold!

Visuel dokumentation

2007-05-08T06:45:00.000-07:00

Torstens bedste dag: Motorcykel og pakke fra mor og far sendt i november (Karen blev MEGET glad for stjernestrimlerne - hvem har sagt man kun kan lave julepynt i december)

Tuborg-gutten (hvor vi køber vores øl og andre fornødenheder) med vores fiiine cykler i forgrunden.

Og sidst men ikke mindst: weekend ved swimming poolen. Vi har fundet et hotel med en pool ca. 1 times kørsel herfra. Det er et hit selvom der ikke er mange neplesiske damer der bader. Og hvis de gør er det med cykelshorts under badedragten...

2007-05-07T05:39:00.000-07:00

Her i vores hus er glæde, her i vores hus er fest

Forleden dag nåede vi frem til den konklusion, at når vi får vores gaskomfur leveret, bygget en lille smule om i køkkenet og opgraderet elektriciteten, ja så er der egentlig ikke mere tilbage som vi gider at gøre ved huset. Det må vel på et eller andet niveau betyde at vi er faldet til.

Tyende
Og så er det måske også passende at skrive lidt om hvem der ellers bor i huset, altså foruden os. Vi har jo de 6-7 værelser i stueetagen og to gange om ugen får vi besøg af Nitu, som er en 25 årig enlig mor fra en såkaldt ’urørlig’ kaste. Hendes barn er født uden for ægteskab, og det sammenholdt med hendes lavkastestatus gør at hun befinder sig så meget i bundet af dette ekstremt hierakiske samfund som det lader sig gøre. Det lader hun sig nu ikke mærke sønderligt med, og viste sig hurtigt at være en rimeligt skrap dame at forhandle løn med. Vi endte med at betale hende 200 rupees om dagen, svarende til ca 18 kroner, men så skal hun også vaske alt vores tøj i hånden den ene dag, og gøre hele hytten ren den anden – og i øvrigt selv stå for frokost. Det lyder jo ikke til at være den store lønudgift, men rent faktisk giver vi mere end det dobbelte af hvad hun kunne forvente at få hos en mere ’normal’ arbejdsgiver. Man kan sagtens argumentere for at vi burde give hende endnu mere i løn, vi har jo råd til det, men som det er nu, får hun omkring den samme timeløn som en skolelærer, og vi tvivler på at der kommer alt for meget godt ud af bare at bruge løs af penge, som vi nu engang måtte have råd til. Vi er ligesom mærkelige nok i forvejen.

Overboere
Nå, men bortset fra Nitu, så har vi vores overboere som jo også er dem der ejer huset. Landlorden hedder Gautam, og ham har vi haft en hel del med at gøre, næsten alt for meget. Han er en pensioneret herre midt i 60’erne og har tidligere været CDO i byen. CDO står for Chief District Officer, og er den mest magtfulde position i distriktet. Det er langt fra nogen ubetydelig status, når man tager i betragtning at distriktet huser knap 500.000 mennesker. Det var nu ikke noget som Gautamjee (tilføjelsen – jee, er en høflighedsting der sa godt som altid skal tilføjes, til mænd. F.x forventes det at Karen kalder mig Torstenjee, og tiltaler mig i den næstmest respektfulde af bøjningsformerne. Hvorimod det forventes af mig at jeg tiltaler Karen i den bøjningsform som man ellers bruger til børn og kæledyr, alle verber og personlige stedord har 5 bøjningsformer, alt afhængig af status. Slut på meget lang parentes, nu fortsætter sætningen) selv fortalte os, og sidenhen har vi via rygtebørsen fundet ud af at han tilsyneladende blev degraderet pga. omfattende korruption og måtte slutte sin karriere i en væsentligt mere ydmyg stilling. Hvad der faktisk hændte ved vi ikke rigtigt – alt er rygter. Under alle omstændigheder kan han til tider være lidt tung at danse med. Vi har tidligere berettet om hans modvilje mod at vi brænder vores affald af i et hjørne af haven, og han vil helst også gerne bestemme hvor og hvordan vi parkerer vores cykler, og hvor mange hængelåse vi skal aflåse huset med. Og så går det ikke voldsomt hurtigt med at reparere ting som går i stykker. I det store hele kommer vi dog nogenlunde ud af det med ham, i hvert fald i sammenligning med hvad vi hører om de landlords som vores kolleger rundt omkring i landet har at slås med. Af sikkerhedshensyn er det meget godt at dele bolig med nogen, så der altid er nogen i huset, og han kommer da også jævnligt med friske papayaer til os osv. Det kunne være meget værre.

Gautamjee bor i overetagen sammen med sin kone, som vi aldrig har fundet ud af hvad hedder. Vi kalder hender derfor for Mrs Gautam. Hun har været temmeligt syg de sidste par år, men har været i behandling i en af de større byer og virker nu rimeligt fit. Hun smiler altid høfligt og siger namaste, og det er sådan ca hvad vi har med hende at gøre.

Den sidste faste beboer i huset er en knægt pa ca 8-9 år. Vi kan ikke rigtigt finde ud af hvilken relation han har til Gautamjee, men han er for ung til at være en søn og vi tror heler ikke rigtig han er et barnebarn, men en eller anden form for slægtning er han jo nok. Han fungerer lidt som en husslave. Henter vand, vasker op, laver mad og gør rent. I starten var vi lidt forargede, men da han samtidig også går i en udemærket skole (som Gautamjee sandsynligvis betaler for) og i øvrigt virker godt tilfreds med sin tilværelse, har vi valgt at synes at han nuværende liv sikert er bedre end det han ville have sammen med hvem der nu end måtte være hans forældre. Knægten er vældigt flink til at gøre forskellige småting for os, såsom at sørge for at tænde for vandpumpen, så vores vandbeholder på taget bliver fyldt op, åbne porten når Karen skal ud med bilen og den slags. Og så er han i det hele taget bare en skide sød og charmerende unge. Han er ikke blevet mindre venlig siden jeg forleden dag kørte ham i skole på motorcyklen. Jeg tror det har given en hel del street credit i skolegården.

Lige for tiden er Gautamjee med konen i Indien for at besøge noget familie, og knægten har derfor huset for sig selv, dog kommer der en eller anden voksen vi ikke har kunnet identificere og sover der om natten. Henover det nepalesiske nytår, som blev fejret her sidst i april var der i øvrigt stort familiebesøg, med diverse børn og børnebørn i alle tænkelige størrelser. Til trods for det er vi egentligt aldrig sådan for alvor generede af at der bor en familie ovenpå. I hvert fald ikke mere end man ville være i en dansk gennemsnitsopgang.

Naboer
Nabohuset har stået tomt siden vi kom, men for ca 2 uger siden flyttede en familie ind. Dvs., vi tror nok det er en familie. Nepalesere er et meget socialt folkefærd, og det er lidt svært at hitte hvem der egentlig bor fast i et hus og hvem der bare er på besøg. Det ligger dog i hvert fald fast at der er flyttet to unger ind på ca. 5 og 8 år. De leger rigtigt godt sammen med ’vores’ knægt, og er i det hele taget ret søde. Og så synes de at det er evigt fedt at der bor sådan nogle bideshier i huset ved siden af. De kommer meget over, og er satdigvæk mere søde end belastende, men det tror jeg nu godt kan komme til at vende. Især den ældste knægt på ca otte år er meget fremme i skoen. Forleden dag kom han med et sukkerrør som han syntes jeg skal have, og i går aftes var det en skål med mangopickles (superlækre), som han vel havde hugget fra mors krukke. De elsker at hoppe over hegnet og lege med motorcyklen når de tror jeg ikke ser det, hvilket betyder at jeg evigt og altid skal justere sidespejle, benzintilførsel, choker osv.osv. Kun lidt irriterende.

Jeg er for øvrigt ved at lære Karen at køre motorcykel, men det får hun selv lov til at fortælle om ved lejlighed.

Alle de andre
Nu har jeg så været igennem de mennesker vi dagligt har at gøre med i privaten, men det ændrer ikke på at vi alle blot er midlertidige gæster på matriklen. De virkelige faste beboere, og suveræne landlords er det mylder af kryb, som jo også bor i huset.

De suverænt største plageånder er myrerne. Vi har både nogle små termitlignende ting som er overalt, men som er så små at men kan abstrahere fra dem. Men så har vi også nogle virkeligt gigantstore sjovere (4-5 gange størrelsen af en dansk gennemsnitsmyre). De har valgt at bo i vores spisestue, og selv om vi har sprayet deres hul med adskillige liter enormt kraftig gift giver de ikke sådan op. Det har været fast rutine at de hver aften klokken ca otte giver sig til at myldre ud af hullet, og flyve rundt og transportere æg og alt muligt. Vi fandt så på at stoppe deres hul med noget hæftemasse (kaldes vist også for elefantsnot), vi havde medbragt fra DK. Det gav os fred i lige nøjagtigt 3 dage, så havde de trængt igennem det. Til gengæld har de ikke sværmet de sidste par dage. I går havde vi dog den ekstremt ulækre fornøjelse at opdage en pose tørret frugt der indehold væsentligt flere myrer end frugtstykker, - der har vel været et par hundrede. Det er nok tvivlsomt om vi for alvor kan komme problemet til livs, så vi bliver vel nødt til at vænne os til det.

Til at hjælpe os lidt i kampen mod myrerne har vi en beholdning af 5-6 gekkoer (firben). De sidder rundt omkring på væggene og lofterne, og bortset fra at de laver lidt afføring generer de ikke det mindste. Faktisk ville vi gerne huse endnu flere. De spiser myg, myrer og andre insekter, og er som sådan et rigtigt nyttedyr. Desværre kom vi til at slå en ihjel den anden dag. Vi havde givet myrerne en ordentlig omgang gift, da en af gekkoerne åd en forgiftet myre, og døde et par dage efter. Det er virkelig noget modbydelig gift vil ligger inde med, og vi vil vil derfor helst bruge det så lidt som muligt.

Så er der jo også lidt myg, men faktisk ikke ret mange. Det er åbenbart for varmt for dem lige for tiden, hvilket selvfølgelig ændrer sig når monsunen begynder om en måneds tid. Vi har myggenet for alle døre og vinduer, og det kombineret med forskellige slags røgelsespræparater holder dem faktisk væk. Vi sover stadig uden myggenet, men det ændrer sig nok også om en måneds tid.

Bier, og hvepse har vi skam også. Da vi flyttede ind i huset var der en større flok kæmpestore sorte bier der havde taget fast ophold. Jeg nåede at blive stukket af en af dem, inden vi slap fri for dem. Det gjorde sindssygt ondt. Nu ser vi dem kun inde i huset en gang om ugen ca., men de er altså også virkeligt store (2 x humlebi) og meget intimiderende. Til gengæld har vi et mylder af små hvepseboer lige uden for huset, som også nogle gang kommer ind og besøger os, men heldigvis er hvepsene ikke specielt aggresive. Dog stadigvæk irriterende.

Da jeg begyndte at skrive det her indlæg havde vi også en mus, som med jævne melemrum skræmte livet af Karen, og som havde forsynet sig af vores beholdning af gryn og mel. Nogle dage turde Karen ganske enkelt ikke bevæge sig ud i køkkenet, hvilket skabte lidt ubalance i fordelingen af det huslige arbejde. Men så, sent i går aftes, hørte vi at den lokalt producerede musefælde klappede, og inden i buret sad der så en lille spidsmus. Jeg måtte ikke slå den ihjel for Karen, så vi slap den fri lidt væk fra huset. Jeg gætter på at den er tilbage om et par dage.

Endelig har vi et desmerdyr i haven. Det kan man vælge at synes er godt, da det spiser slanger, eller synes det er skidt, da det formentlig betyder at der også er nogle slanger. Vi har dog ikke set nogen af dem, men slangesæsonen (ja, det hedder det) starter vist nok også først sammen med monsunen.

I bagatelgrænsen kan jeg nævne at jeg også har indfanget en lile frø, og at der bor edderkopper i samtlige afløb. Edderkopper kan vi dog også godt lide da de, ligesom gekkoerne, spiser nogle af de andre kræ.

Det ligger i hvert helt fast at vi aldrig kommer til at få huset helt for os selv, så vi arbejder i høj grad for at opdyrke nogle fornuftige arrangementer for bofællesskabet, og helst et arrangement der involverer så lidt gift som muligt. Men elers er vi godt tilfredse med huset og tilværelsen sådan i almindelighed.

Nepaleser-fri

2007-04-29T05:19:00.000-07:00

I dag holder jeg Nepaleser-fri dag. Det er måske ikke så politiske korrekt, men jeg har brug for det.

Efter to dage i ufrivillig eksil i Butwal p.g.a. banda, hvor jeg bl.a. på et tidspunkt fandt mig selv på ’Pricinpal’s Office’ på Butwals science college ventende på at en ellers utrolig sød nepalesisk dame betalte sin søns skolepenge, mens jeg overvejede hvad §#¤%& jeg havde gjort for at befinde mig i den situation! Der kunne jeg så sidde og beundre de talentløse portrætter af Einstein, Newton og, ja, Nils Bohr.

På det der skulle have været min fridag i går, måtte vi så holde det møde i JASC, som vi skulle have brugt torsdag og fredag på og udstrækningen blev derefter: 10 timer. I øvrigt et krumme-tæer-agtigt pinligt møde for JASC. Vores ’Programme Officer’ (PO) fra Kathmandu var der for at være med til et møde, hvor organisationens ’beneficiaries’ (10 udvalgte) skulle evaluere det forgangne kvartals aktiviteter (som sædvanligt en smule forsinket). Ud af de 4 workshops og møder der var blevet holdt for ’beneficiaries’ (i forvejen ikke imponerende på 3 måneder), var der én workshop der fik ros (men som PO mente var for teoretisk), to hvor folk ikke kunne gengive hvad indholdet var, og én hvor vi ikke kunne afgøre med sikkerhed om der var nogen af de fremmødte der havde deltaget eller ej - i begge tilfælde ikke en kompliment til kurset! Jeg ville i hvert fald skamme mig hvis det var mig der var ansvarlig. Det gode er, at der så måske kommer lidt mere fremdrift i tingene.

Ja, så jeg holder mig inden døre i dag. Jeg har lige gjort et forsøg på at lave vandmelon sorbet så jeg er helt svedig oven på indsatsen (her er over 40 grader). Ellers er den gode nyhed at vi har fået bevilget en gasovn af MS. Strømmen her i huset kan kun få el-ovnen op 120 grader eller 160 på en rigtig god dag. Men om tre uger når vi får gasovnen er der ingen grænser for alle de brød, boller, kager og gratiner vi skal bage…

Politisk er det stadig ret cirkus-agtigt her i Nepal. I parlamentet er der ikke blevet taget nogen beslutninger de sidste par uger, fordi Maoister og Madeshier (folk fra Terai) er blevet enige om at råbe slagord og forstyrre så meget, at der ikke kan foregå nogen normal debat. Grunden er så vidt jeg har forstået, at de ikke er tilfredse med den måde valgkredsene til den udskudte folkeafstemning til en forfatningsgivende forsamling er delt op på. Samt for at protestere mod at folkeafstemningen er blevet udskudt (20 juni var alt for snart til at sikre et fair valg mente ’electoral commision’, hvilket de nok har ret i).

For nylig skete der i øvrigt det at Maoisternes leder Prachandra’s bil blev ’stjålet’. Eller d.v.s. det var faktisk den tidligere ejermand fra hvem Maoisterne havde konfiskeret bilen som havde en ekstra nøgle, og da han så den holde på en parkeringsplads, mens Prachandra var til et vigtigt møde, satte han sig ind og begyndte at køre væk. Det satte Prachandra’s sikkerhedsvagter selvfølgelig en stopper for, men det var jo lidt svært at nægte at det var mandens bil, når nu han havde nøglerne til den, så det endte med at partiet er erklærede at de faktisk hele tiden havde tænkt sig at levere bilen tilbage og liiiige var på vej til det da manden selv tog affære. Helt sikkert!

Her et par fotos fra sidste weekends besøg hos Jakob og Sara i Tansen inkl. 8-timers vandretur...

Atter mobile

2007-04-18T02:52:00.000-07:00

I søndags skete så det store. Vi fik en ny nøgle til bilen, så den nu rent faktisk kan køre igen, og så fik jeg (Torsten) en spritny Hartford motorcykel. Det er ikke et mærke jeg nogensinde før har hørt om, men i manualen kan man læse sig til at det er et Taiwanesisk firma med registrerede agenter i såvel Jugoslavien, Østtyskland og Tjekkoslovakiet. Det er nok rimeligt at antage at firmaet har et par år på bagen og modellen jeg har fået måske ikke er helt nyudviklet.

Anyways, den ser meget tjekket og offroadagtig ud (billede følger når forbindelsen er god nok til at uploade), og med sine 150 CC er den en halv gang større end den næststørste motorcykel der kører rundt hernede. Indrømmet, i Danmark ville den måske snarere kategoriseres som en tunet knallert, men da det under alle omstændigheder er uforsvarligt at køre hurtigere end 50-60 km/t på vejene hernede gør det nu heller ikke det helt store.

I mandags skulle jeg så for første gang ud på en større tur med denne herlige maskine. I et af de fjernestliggende områder som vi arbejder i var der en træning for en kvindegruppe i at dyrke forskellige slags grøntsager (nogle bittert smagende varianter af aubergine, agurk, squashfamilien). Jeg havde sagt at jeg gerne ville med derud til den praktiske del af træningen, da jeg så kunne optage noget på et videokamera, som jeg for tiden er udstyret med. (Er ved at lave en 2 minutters info-ting om organisationen, som også bliver lagt ud på nettet når det engang er færdigt). Jeg dukker altså op på kontoret ca. kl 10, og får derefter at vide at en fyr der hedder Ajay har stået og ventet på mig ved et eller andet kryds siden kl 8.30, fordi han troede jeg skulle med der. Han var vist lidt muggen, men vi fik da sådan så nogenlunde afklaret misforståelsen, og aftalte at køre kl. 13. Jeg insisterede naturligvis på at køre, men cyklen ville ikke rigtigt starte. Efter en halv time med justeringer af forskellig art på det lokale blikskur der gør det ud for et værksted, lykkedes det dog at komme af sted. Vi skulle først ud af en rimeligt dårligt grusvej, med masser af løst sand og støv, efterfølgende fragtes over en flod med en temmelig utæt pram, og derefter 14-15 km videre af endnu dårligere grus og jordveje.

Hele turen tog omkring en time, og jeg syntes egentlig at det gik meget fornuftigt med at køre. Nu er det sådan hernede at chaufføren skal have hjelm på, mens der ikke er nogle krav for passagererne, og jeg har endnu til gode at se nogen der sidder bag på en motorcykel have hjelm på. Det er selvfølgelig en helt igennem åndssvag lovgivning, men det er nu engang sådan det er. Som sagt gik det meget godt med at køre. Bevares jeg skred da lidt ud et par gange, og havde nogle lidt hårde opbremsninger når der var et hul i vejen jeg ikke lige havde set, måske også nogle små flyveture når jeg ikke lige nåede at bremse ned. Men i det store hele havde jeg da sådan nogenlunde kontrol. Ajay, der sad bagpå, havde muligvis en lidt anden opfattelse af køreturens forløb. I hvert fald ønskede han ikke at køre med mig da vi skulle hjem igen. Desuden overlod han sin hjelm til Buddadev, der så fik lov til at sidde bag på. Således at Buddadev blev den første nepaleser nogensinde til at sidde bag på en motorcykel og have hjelm på. Ajay kørte så hjem på Buddadevs motorcykel uden at iføre sig hjelm. Angående hjelm, så er den jeg er blevet udstyret med ca. 3 numre for lille, og kan derfor ikke komme helt ned over mit hoved. Sidder lidt som sådan en slags boble oven på skallen, ser måske lidt fjollet ud.

Nu er de nepalesere jeg arbejder sammen med helt igennem enormt høflige, og der er ikke nogen der så meget som kunne finde på at antyde at mine køreevner skulle lade noget tilbage at ønske. Alligevel kunne jeg da godt fornemme på tirsdagens smalltalk på kontoret at Ajay havde en god historie at fortælle, til stor lykke for de øvrige tilstedeværende. De slamberter har fundet ud af at jeg efterhånden forstår nok nepali til at fange hovedessensen i nogle af samtalerne, hvorpå de så slår over i det lokale sprog, awadhi, som jeg ikke forstår en lyd af.

Ellers går det bedre og bedre med at blive accepteret på kontoret, og jeg bliver lidt mere inddraget i det sociale på kontoret. Arbejdsmæssigt mangler jeg stadig en hel del udfordringer, men jeg begynder at føle en vis begrænset optimisme om at det nok skal komme. Vi var på forhånd advaret om at det var svært at blive integreret hernede, men det er nu alligevel møgfrustrerende ikke at blive udstyret med nogle reelle arbejdsopgaver, og i stedet blive behandlet med høflig (meget høflig) ligegyldighed. Nuvel, vores program officer fra moderskibet i Kathmandu er hernede for tiden, og ham skal vi have nogle møder med sammen med de lokale, og så hjælper det nok lidt. Men der kommer nok stadig til at gå en hel del tid førend det bliver rigtigt godt.
Der er bebudet Bandha hernede fredag, lørdag og søndag og vi planlægger derfor at stikke af til vores kolleger, der bor ca. 2 timers kørsel herfra i væsentligt køligere klima (vi har nu rundet de 40 grader i dagtemperatur). I Tansen skulle der være god mulighed for et lille trek, og afslapning i al almindelighed.

2007-04-15T08:47:00.000-07:00

Det er nogle gange nogle lidt besynderlige ting man foretager sig om aftenen hernede. Det nedenstående er udfaldet af en lille musikleg, som jeg har hugget fra min ven Martins blog (steineriusa.blogspot.com). Han har vist nok hugget den et andet sted fra, men det er nu underordnet. Det går i alt sin enkelthed ud på at sammensætte soundtracket til ens liv, hvis nu det var en film. Reglerne er meget simple.

1. Tag et stykke papir og skriv de forskellige kategorier ned
2. åben din ipod/itunes kartotek eller hvad nu ellers du har pakket din musiksamling ned på
3. Indstil på 'shuffle'¨
4. tryk på play
5. Skriv sangene ned under hver kategori i rækkefølge
6. Lad være med at snyd for at virke cool.

Torstens soundtrack

Opening credits
David Byrne: ‘Revolution’ fra albummet Look Into the Eyeball’. Et af de lidt tyndere numre fra et ellers fantastisk fedt album. Handler om en pige der ikke foretager sig noget som helst andet end at vente på at revolutionen kommer. Temmeligt sølle, og nok en indledning til en film som kun et mindretal ville bruge særligt meget tid på at se særligt meget af.

Waking up
Björk: ‘The modern things’ fra Post. Jeg har for længst opgivet at prøve at finde ud af hvad nogen af Björks sange handler om. Det her er nu en af de mere optimistiske, og jeg forestiller mig noget med en glad og fro Björk der tumler rundt på Island om sommeren og synger til fuglene og himlen i bedste sound of music stil. Ikke det værste nummer at vågne op til.

First day of school:
Sebastian: ’Romeo og Julie’. Er jo faktisk ikke en decideret kærlighedssang, men snarere en lidt vemodig sag om drømmeren Romeo, der ikke rigtigt kan finde ud af at se virkeligheden i øjnene. Uanset hvad er det et temmelig besynderligt valg for første skoledag.

Falling in love:
Royksopp, kender ikke lige nummerets titel, eller for den sags skyld albummets, men det er en meget hyggelig og lidt mellow sag. Nok noget som man burde have sat på anlægget første gang man havde en pige med hjem, hvis man skulle gøre sig nogle forhåbninger. Jeg har nu en ret klar erindring, om at det jeg valgte at sætte på i stedet var Bryan Adams albummet ’Into the Fire’, formentlig fulgt op af nogle Def Leppard ballader. Fik vist heller ikke det store held med foretagendet…

First relationship:
Led Zeppelin: Rock and Roll, fra IV. En solid gammel klassiker. En, to, tre, fire og derudaf. Its been a long time, its been a long time, its been a long lonely, lonely, lonely, lonely long time. (siden han sidst fik noget). Til mit liv ville det nok passe bedre til kategorien ’second relationship’

Breaking up
Frank Sinatra: ‘I’ve got you under my skin’. Nå ja her har vi en sang der vel nok i den grad handler om at være håbløst forelsket. På den anden side er det vel ofte også først når man er blevet droppet at man finder ud af hvor forelsket man egentlig er eller har været. Under alle omstændigheder er strofen: ‘Use your mentality, wake up to reality’, måske meget godt til hvad man burde gøre når man er blevet droppet, og virkeligt dårligt til den serie af virkeligt ynkelige ’vil du ikke godt ombestemme dig’- telefonopkald som jeg reagerede med.

Prom
Mew: 'Fox cub', fra ‘…and the glass handed kites’. En af bagatellerne fra Mews konceptalbum, der egentlig bare bliver mere og mere uinteressant og mere og mere selvhøjtideligt jo flere gange man hører det. Nu har mit liv vist nok heller aldrig rigtigt budt på noget der egentlig kan betegnes som et prom. Det tætteste er vel en gallafest på RUC for små 7 år siden. Og den rangerer nok heller ikke højere end en bagatel

Mental Breakdown
Paul Simon: ‘The mother and child Reunion’ fra en eller anden opsamlingsplade. En lidt irriterende reggae-inspireret Paul Simon ting, der ikke siger mig det helt store

Driving
Beck: ‘Sissyneck’: En rigtigt fedt nummer og med et swing der passer perfekt til kategorien. Bliver dog måske lidt spoleret af at de første linier er: ‘I don’t need no wheels, I don’t need no gasoline, cuz the wind in my hair is blowing like a smoke machine’. Er ikke helt med på hvad sangen i grunden handler om, men det er et nummer jeg godt gad køre bil til.

Flashback
Nick Cave and the Bad Seeds: Jack the Ripper (akustisk), fra B-sides and other rarities. ‘I’ve got a woman, she rules my house with an iron fist’ og så ender det vel med at hun bliver slået ihjel, som det jo lidt er normen i Nick Cave sange. Ikke noget særligt rart liv, som denne sang kunne være et flashback til.

Getting back together
Johnny Cash: ‘Fields of diamonds in the sky’. Fra en af ‘American Recordings’ pladerne. Johnny Cash’ udgave af en god gammel melankolsk kristen country sang.

Birth of child
Thelonius Monk: Kender hverken titel eller album, ville under alle omstændigheder være hårdt presset for at kunne nævne bare én titel med Monk. Det er ikke det jeg hører oftest. Men jo en meget rar klaverjazz sag. Meget søndag formiddagsagtig (fra dengang der stadig var hot and sweet på P3). Har endog meget svært ved at relatere det til en barnefødsel.

Final battle
De Nattergale: ‘Hitmaker 2’ fra ‘Nu griber det godt nok om sig’. Det er godt nok svært at forestille sig et nummer der passer ringere til kategorien ’Final Battle’. Måske, kunne det passe med at selve ideen om at mit liv skulle indeholde noget så pompøst som en ’final battle’ også ville være en parodi i sig selv

Funeral song
Björk: no 5 fra ’Medulla’. Et meget mærkeligt nummer fra en i det hele taget temmelig mærkelig Björk plade, som jeg har hørt utroligt lidt. Stemningsmæssigt kunne det nok godt gå til en begravelse.

End credits
Deus: ‘Diveborne jingle’ fra ‘Worst Case Scenario’. Et skævt nummer fra Deus’ første og bedste plade. Ville måske egne sig udmærket til at skræmme folk ud af biografen.

Det kunne være vældigt sjovt at høre hvad I har fået ud af dette tidsfordriv. Ellers er der sket lidt af hvert hernede de sidste par dage. Mere følger i et nyt indlæg om en dag eller to.

Et link

2007-04-13T00:00:00.000-07:00

For resten vil jeg lige anbefale et link hvis I gerne vil læse lidt om den politiske situation i Nepal for tiden. Eftersom min kære kollega Jakob i Tansen har skrevet et par udmærkede indlæg, gider jeg ikke gentage det samme, men bare linke videre. Faktisk er der allerede et link til Jakobs og Saras blog, som jeg omsider har fundet ud af at få 'up front'.

Nå men i får lige linket igen: http://itsibitsi.wordpress.com/

God fornøjelse med læsningen...

”To danskere druknet i skrald i Nepal”

2007-04-12T01:00:00.000-07:00

Overfor jer, der har hørt på mit brok over mit daglig hyr med den nepalesiske trafik, må jeg nok til at indrømme at der også er visse fordele forbundet med at skulle køre i bil på arbejde. Dels noget ’street respect’, dels det faktum at jeg indimellem er tvunget til at blive hjemme (hvem kan ikke bruge en ekstra fridag i ny og næ). I dag er der sket det at min bil ikke kan starte, nøglen kan simpelthen ikke dreje tændingen. Vi tror nok det er p.g.a. af støv kombineret med slidt nøgle – baseret på vores summerede viden omkring biler (ikke noget stor sum!). I hvert fald har vi nu aftalt med MS at ’transport officer’ kommer forbi med en anden bil på mandag. Det betyder så, at jeg ikke kan komme på arbejde før mandag (sørme ærgerligt…) og at vi er stuck i Taulihawa i weekenden (rigtigt ærgerligt).

Da vi ankom til Taulihawa for 3 uger siden havde jeg lavet mig en laaaang to-do liste:
Skaffe bankkonto i Butwal
Skaffe sim-kort til mobilos
Skaffe jord til at plante fra DK medbragte frø
Skaffe tyende (didi)
Skaffe sproglærer
Skaffe en eller anden form for kølesystem
Skaffe mere strøm (alternativt en gasovn)
Skaffe os af med vores skrald

Bankkontoen fik vi åbnet i sidste weekend. I går hjembragte Torsten dejligt muld fra sit arbejde, hvor de har gang i et træplantningsprojekt. Så må vi se om vi har grønne fingre… Vores nye didi var her i går og i dag så vi har fået vasket tøj og gjort rent (dejligt med hushjælp – men hvad fanden sætter man hende til? Kunne kun strække den til 3 timers arbejde i dag og vi betaler hende for 7).

Resten er stadig hængepartier. Ting tar’ tid i dette land. Især er vores skraldeproblem ved at vokse os over hovedet. ”To danskere druknet i skrald i Nepal”. Sagen er at man normalt brænder sit brændbare affald af og smider resten ud til køer, geder og hvad der ellers kommer forbi. Vores landlord mener dog ikke at det kan lade sig gøre da naboerne så vil klage. Det lyder ærlig talt lidt mærkeligt, men vi må jo tage hvad han siger for gode varer. Han mener så vi kan køre ned til floden 2½ km herfra og brænde det der. Det er den flod jeg krydser hver dag (når bilen virker og der ikke er banda…), og det eneste jeg har set folk brænde af der er lig (helt autoriseret med ritualer og stort bål). Så udover at det er en ret besværlig måde at komme af med sit affald (bål ER hyggeligt, men IKKE når det drejer sig om at brænde brugt toiletpapir af i 40 graders varme) kommer vi til at blive fuldstændig til grin – og vi opfører os ærligt talt mærkeligt nok i forvejen. Så indtil videre hober skraldet sig bare op!

Til gengæld får vi ingen rudekuverter (faktisk ikke noget post overhovedet!)…

Afslutningsvist et par billeder fra vores seneste cykelture.

2007-04-05T06:23:00.000-07:00

Hverdagsliv...

Tja, saa har vi efterhaanden fundet ind i en nogenlunde normal rytme igen. Vi bliver vaekket et eller andet sted mellem kl 6 og 7 om morgenen af vores overbo der giver sig til at knuse krydderier I stengulvet ovenpaa. Saa kan man lige ligge og smaasnue lidt indtil vi staar op henad kl 7-7.30.. Afsted paa arbejde ved 9.30-10 tiden, og hjem igen ved 16-17 tiden. Sengetid er ca. kl 22. Saadan koerer det nogenlunde fra soendag til mandag.

Paa mit (Torstens) arbejde er der sket en hel del mens jeg har vaeret vaek. Der har vaeret en stoerre omrokering og fyring af personale I gang. Normalt er der et team af 3 personer + mig der administrerer programmet. Nu er der saa kommet to nye til, og to andre er forsvundet. Det hele er en del af en stoerre raevekage som ogsaa involverer min naermeste samarbejdspartner paa MS-kontoret. Hun har ikke rigtigt synes at der var den rigtige administration hos min partner, og har saa trukket lidt I nogle traade overfor den oeverste ledelse hos min partnerorganisation. Jeg har godt vidst at der var noget I den stil under opsejling, men har gjort hvad jeg kunne for at blande mig udenom. Jeg har paa ingen maade lyst til at blive bagt alt for meget ind I de lokale intriger.

Naa, men nu skal jeg saa til at arbejde sammen med et helt nyt team af folk. Jeg kender dem loeseligt og det kan godt vaere at det er en forandring til det bedre. Men det hele bliver noget kun kompliceret af at de allesammen er I KTM den naeste maaned. Det er blevet tid for at gaa til eksamem hernede og mine nye kolleger skal proeve at redde sig de sidste eksamener paa sociologi I land. Jeg har set nogle eksamensspoergsmaal fra de foregaaende aar, og det er ikke fordi det kraever det helt store. Jeg vil umiddelbart vurdere at den grundkursusproeve jeg var til paa RUC efter det allerfoerste semester havde nogenlunde samme svaerhedsgrad.

Hvad det egentlig er planen at jeg skal give mig til I den maaned hvor de er vaek er ikke helt klart. I loebet af de sidste par dage har jeg ligesom lavet den smule jeg selv kunne komme I tanke om, men det er ved at vaere slut nu. Der er ingen til stede paa kontoret for tiden som jeg kan kommunikere med (udover, 'hvordan gaar det?' 'har du spist?' 'det er godt nok varmt I dag' 'skal vi gaa ud og ryge en smoeg?' og den slags).

Indtil videre faar jeg saa ventetiden til at gaa med at skrive blog, laese nogle artikler jeg har downloadet, ordne nogle praktiske ting og laegge kabale paa computeren. Det minder lidt om da jeg skrev speciale. Nuvel, folk er jo meget soede, og det skal nu nok lykkedes at faa hul igennem. Kraever bare lige lidt mere taalmodighed det naeste stykke tid. I mellemtiden kan jeg saa gaa og glaede mig til at jeg faar min motorcykel leveret om et par uger, og forhaabentlig ogsaa en spritny laptop. Saa mangler jeg bare at finde ud af hvad jeg skal bruge alt det udstyr til…

Fra de varme lande

2007-04-04T07:00:00.000-07:00

Og nu til et par små historier fra de varme lande (ca. 35 grader om dagen og 20 om natten).

At vise ankel
Som beskrevet tidligere er det i denne kultur benene der er det mest attråværdige ved en kvinde og som ærbare af slagsen derfor holder omhyggeligt tildækkede. Det kan illustreres ved en historie om de omrejsende tivolier her på egnen som min kollega Buddhi fortalte mig forleden. Til disse omrejsende tivolier hører også en dansetrup som danser Bollywood dans – ifølge Buddhi er folk her på egnen tossede med Bollywood og kan slet ikke få nok. Buddhi har så hørt fra sin fætter (eller noget), at når kvinderne i dansetrupperne (alternativt mænd forklædt som kvinder, hvis den ægte vare ikke er tilgængelig) hiver op i nederdelen til lige over anklen bliver de straks overdænget med 100 rupies sedler, og hvis en kvinde – hold nu fast - drister sig til at hive skørtet helt op til midt på læggen, ja så er det ikke mindre end 500 rupies sedler der kan gøre det! Det er sgu dyrt for 20 cm ben…

Fagforeningens forgæves kamp mod maskinerne
I går kom der en dame forbi min organisation. Hun talte og talte på Nepali så jeg forstod ikke en brik. Jeg fik Buddhi til at forklare mig lidt om situationen og det viste sig at denne kvinde var Dalit (kasteløs / urørlig) og meget aktiv i fagforeningen og andre rettighedsgrupper. Der var så sket det, at hendes hytte var brændt ned til grunden, og nu bad hun om støtte til at bygge en ny. Hun mente at det måske var nogle fagforeningsfjender, som havde brændt hytten af for at kyse hende. Desværre for fagforeningsfjenderne virkede denne dame som en stærk person der ikke lige var sådan at kyse, og de fleste af os der var på kontoret gav hende nogle penge. Desværre for fagforeningen kæmper de for at få afskaffet nogle maskiner, der kan læsse lastbiler med sten, og som gør 20 mænd per maskine arbejdsløse – det er nok det jeg vil kalde ’a lost cause’.

Blaffere
I dag da jeg kørte hjem fra arbejde sad jeg og fundere over hvor utrolig meget, man kan læsse på cykler og rickshaws. For at nævne i flæng: en famile, et læs brænde, en cykel, en motorcykel. Selvsagt fik jeg lidt dårlig samvittighed over at sidde helt alene i min kæmpestore pickup (uden noget i ladet). Da jeg så ser en mand og to knægte der blaffer i skovkanten stopper jeg straks. De vil gerne med til Taulihawa, og vil jeg ikke nok lige vente 5 minutter på et par venner. Så skidt da, tænker jeg, og snart vælter omkring 15 yderligere personer ud af skoven og derefter op på ladet. Det var så det princip om aldrig at køre med nogen på ladet! Til gengæld fik jeg øvet lidt Nepali…

Opture og nedture

2007-03-23T07:14:00.000-07:00

Så blev spændingen endelig udløst. Efter et par dage ekstra i Kathmandu fik vi endelig lov til at køre til Taulihawa i går. Turen gik OK med kun enkelte nær-dødsoplevelser og 2 bandaer – én vi kunne køre uden om og én der blev opløst. Det lader til at Maoisterne er gået over til at holde banda forskellige steder et par timer ad gangen – en positiv udvikling, tror jeg nok. Tirsdag og onsdag var der ellers fuldtids banda med lukkede veje og butikker til følge. Det private erhvervsliv er åbenbart ved at være rigtig trætte af at betale beskyttelsespenge til Maoisterne, som nu da de er kommet i regering jo nok burde være ovre det stadie. På den anden side er det jo en væsentligt indtægtskilde og for tiden holder Maoisterne så mod-banda for at protestere mod de erhvervsdrivendes banda. I parlamentet udtale en af Maoisterne at den forretningsmand som blev tævet forleden selv var ude om det, fordi han var en udbytter og en voldtægtsmand. Forstil jer samme scenarium i folketinget - så var der vist en der var blevet sagsøgt for injurier!

Tilbage til spændingen: sørme om der ikke var blevet malet mens vi var væk – og det er oven i købet hvidt og mere end nydeligt. Og loftet er også blevet malet. Og der er næsten ingen pletter på gulve, karme o.s.v. Og det kostede os 100 kr. for 2 mand i 4½ dag. Så det er optur.

Til gengæld er der ikke sket noget som helst med min spørgeskemaundersøgelse. Der har jo været banda og travlt… Nedtur.

Der er i hvert fald sket noget med vejret mens vi har været væk. Den varme tid er startet, hvilket er lidt kritisk når man kun har langærmede kurtaer – så i morgen skal Taulihawa’s stofbutikker og skræddere tjekkes ud: ”eutaa kurta suruwaal siidinus naa!” (sy mig et kurta suruwaal sæt, tak!).

Min flod er heldigvis stadig lav nok til at krydse med Hi-lux’en. I dag da jeg kørte hjem var der et vældigt ’leben’: en flok børn der badede og pjaskede og en flok voksne der var ved at sætte gang i et ligbål.

I får lige et prøvebillede med fra af køerne i Dybvadbro (skal prøve at oploade fra vores laaangsomme dial-up forbindelse...)

Banda, banda, banda og atter banda

2007-03-20T00:49:00.000-07:00

Så er vi tilbage i Kathmandu efter 3 ugers dejlig – om end kold – ferie i Danmark. Her har jeg fundet sommertøjet frem, dog den mere dydige slags med ærmer på blusen og nederdel der ikke viser knæene eller derover – for uuuh det ville være frækt, hvis man kom til at vise et knæ eller en skulder….

Vi skulle egentlig være på vej til Taulihawa i dag, men som overskriften antyder er vi blevet opholdt af endnu en banda. Denne gang er det ’business people’, som har kaldt banda, fordi de er trætte af at Maoisterne kræver beskyttelsespenge, og at de angiveligt bankede en vigtig forretningsmand forleden. Det kan man jo godt forstå, men det forekommer også en anelse kontraproduktivt at lukke hele landet ned! Men veje og butikker er altså lukkede i dag og at køre de 7 timer til Taulihawa er no go. Men måske i morgen…

Vi er ellers lidt spændte på at komme hjem til vores hus for at se om der er blevet malet (mintgrøn er ikke lige vores yndlingsfarve, se nedenfor). Det lyder måske ikke som det største spændingsmoment i verden, men det er det! I Danmark ville man jo nok bare slå op i telefonbogen, ringe efter en maler, aftale en pris og så ville den prut være slået. Her har vi imidlertid i månedsvis forsøgt at få vores vægge malet, men er stødt på følgende forhindringer:
1. Taulihawa tørlagt for maling p.g.a. banda
2. Umuligt at komme i kontakt med maler p.g.a. af manglede telefonbøger og manglende telefoner i det hele taget
3. Problemer med at identificere mand der banker på en tidlig morgen, men som viser sig at være maler
4. Svært at aftale noget som helst på vores begrænsede Nepali
5. Banda som gør at maler ikke dukker op (tror vi)
6. Svært at forklare vores landlord, at vi gerne vil have malet mens vi er på ferie
7. Landlord i Indien indtil d. 23/3

Så vi må jo nok erkende at oddsene for at der er malet fint og hvidt når vi kommer tilbage er 1 til 100!

Som nogle af jer har hørt (længere foredrag) om da jeg var hjemme, har jeg været på rundtur i nogle landsbyer og lavet spørgeskema undersøgelse. Det bliver spændende at se hvad vi kan bruge disse informationer til, om ikke andet fik folk en del underholdning ud af min bil og mig selv, hvilket er illustreret nedenfor. Som det også kan ses bor de fleste landsbyboere i stråhytter og har knapt nok til dagen og vejen, så jeg kan egentlig ikke rigtig tillade mig at være tudefjæs over mine mintgrønne vægge!

Banda, bjerge og bræk

2007-01-21T08:43:00.000-08:00

Jeg tænkte på at I nok godt kunne tænke jer lidt saftige nyheder herfra. Det er jeg desværre ikke leveringsdygtig i, men jeg kan udbrede mig lidt om banda, bjerge og bræk …

Sidste weekend var vi i Dhulikhel som ligger ca. 32 km fra Kathmandu. Vi havde ladet os fortælle at man derfra kunne se Himalaya og gå nogle gode ture. Vi kørte glade og fro afsted fredag eftermiddag med forventningen om at nå frem i løbet af en times tid. Men sådan gik det selvfølgelig ikke. Efter ½ time sad vi uhjælpeligt fast i en laaaang kø og bilerne foran begyndte at vende om. Vi prøvede at forhøre os om årsagen til køen og fik efter et par forsøg det svar at vejen var HELT lukket altså en eller anden form for banda eller chaka jam. Senere fandt vi ud af at nogle havde spærret hovedvejen fordi en politimand for et år siden havde mejet nogle mennesker ned og derefter skudt sig selv. Det hjælper en banda jo ikke så meget på, men ideen var vist at presse nogen (regeringen, politiet?) til at give erstatning til ofrene og deres familier. Som tidligere nævnt er det meget på mode med bandaer.

Nåmen vi fandt en anden og meget lille vej og var desværre langt fra de eneste der havde fået den fremragende ide, hvorfor det tog os yderligere 2 timer at nå frem til Dhulikhel. Vi havde egentlig udset os et sted at bo i guidebogen, men kørte forkert og endte hos en familie der havde en restaurant ved et populært picnic spot og som også lejede et par værelser ud. Familien var mægtig søde og mægtig interesserede i at snakke selvom de kunne meget lidt engelsk, så vi fik rigtig mulighed for at øve Nepali…

Dagen efter tog vi det som i guidebogen var beskrevet som en ’leg-stretcher’. Det tog 7 timer! Det skal måske nævnes at vi også gik forkert et par gange, men det var nu alligevel en fantastisk tur med mange flotte Himalaya udsigter. Det gav virkelig blod på tanden til at tage nogle længere treks – så kom og tag med…

Da vi kørte hjem om søndagen ville vores ’værtsfamilies’ unger gerne køre med til den nærmeste by med en biograf, og hva’ skidt, tænkte vi, der kan vel godt sidde et par stykker bag i bilen. Vi fik stuvet 5 ovenud begejstrede unger ind bagi og begav os ned at den lille bjergvej. Men efter 5 minutter begyndte den ene unge at spytte ud af vinduet og brækkede sig derefter hele vejen til biografen. Synd for ungen men også lidt synd for os der måtte tørre op efter ham...

Arbejd Arbejd

2007-01-16T10:32:00.000-08:00

Der er efterhånden kommet en del forvirring om hvem af os der skriver hvad, hvornår. Tendensen er vist den at Karens familie og venner har tilbøjelighed til at tro at det meste er skrevet af Karen, at Torstens familie har tilbøjelighed til at tro at det meste er skrevet af Karen. Det samme gælder vist for øvrigt også for Torstens venner… Det forekommer at jeg (Torsten) altså skylder lidt.

Først og fremmest går det helt fint hernede. I går var endnu en historisk dag i Nepals demokratiske udvikling. Maoisterne trådte ind i det parlament der skal styre begivenhedernes gang indtil der bliver valg til den grundlovsgivende forsamling en gang i løbet af sommeren. Her i Kathmandu, (hvor vi for tiden har sprogundervisning) blev det fejret med en officiel fridag. I Terai, hvor vi bor, blev det ’fejret’ med Bandh for fjerde dag i træk.

Bandh betyder egentlig lukket, og i praksis er det hvad folk gør når de er utilfredse med noget. Man spærrer de væsentligste veje med brændende bildæk eller lignende, og butikkerne holder lukket, eller rettere bliver presset til at holde lukket af dem der nu engang har erklæret Bandh’en. Bandhs var det primære redskab under konflikten til at få luftet sin utilfredshed på en nogenlunde fredelig maner, men nu er der i den grad gået inflation i begrebet. Hvis der sker et trafikuheld er det lige så sikkert som regn under monsunen at der er Bandh den næste dag, indtil der bliver udbetalt en kompensation til trafikofferet, eller trafikofferets familie. Det gælder også hvis trafikofferet er en ko. Den gældende kompensation for en ko er faktisk højere end den er for et barn. I tror det er løgn, men i handskerummet i vores bil har vi faktisk en liste over hvad det er kotume at betale hvis man er uheldig og kører et eller andet ihjel. Alt lige fra ænder til gravide hellige køer.

Derudover vælger alle mulige og umulige politiske grupperinger at erklære Bandhs for et godt (eller ondt) ord, hvilket kan få al trafik og livet i almindelighed til at gå fuldstændigt i stå i en dags tid. Desuden er der alle de uofficielle bandhs som typisk er nogle unge knægte der spærrer vejen med et reb og forlanger penge før man får lov til at køre videre. Møgirriterende, men som regel kan man snakke sig igennem. Indtil videre har vi dog været heldige kun at blive fanget i 2 alvorlige bandhs, hvor vi begge gange kunne køre en alternativ rute, dog med rimeligt stor forsinkelse.

Politiet foretager sig absolut ingenting for at forhindre Bandhs. I det hele taget foretager politiet sig ikke rigtigt noget overhovedet. Det har også noget at gøre med at maoisterne ikke har villet tillade politiet ret meget manøvrerum. Forhåbentligt ændrer det sig nu hvor maoisterne har fået et reelt medansvar for at styre landet.

Den igangværende Bandh i Terai er dog af den mere alvorlige slags. Det skyldes at der desværre er ved at gå etnicitet i politikken hernede. Der er store modsætningsforhold mellem ’indfødte’ Nepalesere og indvandrere fra Indien. Sidstnævnte udgør i flere områder en flertalsgruppe, men er typisk fattigere og har ikke statsborgerskab og almindelige borgerrettigheder. Det vil de selvfølgelig gerne have, og nogle mere rabiate grupperinger vil ligefrem have et uafhængigt Terai. Det er der så for tiden nogle sammenstød over fra forskellige sider, og altså fire dages Bandh i Terai.

Men nok om politik. Der er fra forskellige sider blevet efterlyst noget om hvad det egentlig er vi får penge for at lave hernede. Det har vi også gået og spurgt hinanden og andre lidt om, men har ikke fået så mange svar vi kunne bruge til noget. I det store hele har vi friheden til at lave stort set hvad der passer os, så længe vi møder op på kontoret hos vores respektive partnerorganisationer på de aftalte tidspunkter. Der er i hvert fald ikke umiddelbart nogen i vores partnerorganisationer, der indtil videre har været bare i nærheden af at stille krav til os, og det lader heller ikke til at det kommer til at ske lige med det første.

Indtil videre har vi begge to valgt at kaste os ud i nogenlunde det samme projekt. MS har lige skrevet en ny fire-årig aftale med begge vores partnere, og i den indgår der nogle nogenlunde konkrete krav om hvilke resultater der skal være opnået efter de fire år. Imidlertid er der ikke sådan for alvor nogen idé om hvorfra vi starter. For at finde ud af det må vi altså til at lave et såkaldt ’baseline-study’. Det, min organisation skal arbejde hen i mod er få etableret 15 små lokale organisationer med 1-2 ansatte og et antal frivillige, der er i stand til at trække penge fra de offentlige kasser og bruge dem til at sætte gang i selvhjælpsprojekter for endnu mindre lokale grupperinger, der udelukkende fungerer på frivillig basis. Det overordnede mål er at hæve levestandarden for de mennesker der er organiseret i de lokale grupper, og de lokalsamfund som de er en del af.

Én fælles ting som alle de lokale grupper er involveret i er såkaldte mikrokreditter. Dvs at de sparer op til en fælles kasse, og låner desuden nogle penge fra mikrobanker, og de enkelte medlemmer af grupperne skiftes så til med regelmæssige mellemrum at ’tømme’ kassen og investere i f.eks en gravid ged, en symaskine, kunstgødning eller hvad nu det enkelte medlem synes. Disse mikrokreditsystemer har egentlig fungeret meget godt i en del tid, men kræver stadig nogen støtte, ikke mindst for at sikre at der ikke er mulighed for at snyde. Den store udfordring er imidlertid at få de små grupper til også aktivt at gå ind i lidt større projekter. F.eks at forbedre den vej der går ud til deres landsby, så de også kan komme frem og tilbage i monsunen, eller at give alle børn, også pigerne, mulighed for at komme til at gå i skole. Det er ikke min organisations opgave at finde frem til hvilke konkrete projekter der skal udføres, men opgaven er at få de lokale grupper og disses netværk til at fungere og oplyse dem om hvilke muligheder de har for at få de lokale myndigheder med på deres ideer. I udviklingsjargon hedder det: ‘capacity building of civil society’. Min organisation fungerer altså med andre ord som en slags konsulent og iværksætter af frivilligt lokalt arbejde.

En anden del af mit arbejde kommer til at have med landrettigheder at gøre, men det gemmer jeg lige til en anden gang med at skrive noget om. Primært fordi jeg ikke helt har styr på hvad det lige kommer til at gå ud på endnu.

Sidste punkt i dette efterhånden frygteligt lange indslag (Karen har lidt svært ved at forstå hvorfor jeg ikke bare kan skrive nogle flere og til gengæld lidt kortere indslag) er at vi snart kommer hjem på ferie. Vi lander i Kastrup d. 23/2 og tager retur d. 14/3. Vi håber selvfølgelig på at se jer alle sammen inden for tidsrummet.

Jul og nytår

2007-01-02T08:42:00.001-08:00

Det var så den jul og det nytår. Julen blev for vores vedkommende fejret på Søren’s (den danske kok) restaurant hvor vi fik både and og flæskesteg. Så selvom jeg havde ligget syg et par dage med dårlig mave, måtte jeg jo bare op på hesten igen og så kunne min mave jo lære det!

Nytåret var en temmelig alternativ oplevelse. Vi kørte til Taulihawa d. 26 december sammen med min forgænger hos JASC, Heini og hendes mand Johnny (nej, det er ikke et bøssepar – de er bare svenskere). De er på ferie her en måneds tid og ville selvfølgelig gerne hilse på deres venner og bekendte i Taulihawa om omegn. Det var faktisk ret fedt for os at tale med dem da vi fik meget ’insider’ information og lære nogle nye mennesker at kende.

Foto: Heini, Romlal og jeg foran Romlal's hus. Det røde snask i hovedet på Heini er en velkomst 'tika' (noget helligt).

På arbejdet hjalp jeg - udover at have besøg af Heini - med at færdiggøre JASCs nye ’Partnership Agreement’ med MS-Nepal, især det cirkus-engelske trængte til en kærlig hånd.

Nytårsaften holdt vi så med Johnny, Heini, Helena (Heinis søster), Arvind (fra Johnnys gamle arbejde), Romlal (fra JASC) og Radish (en ven af J&H) på deres hotel. Middagen stod på det ypperligste hotellet kunne opbyde: papadam, kylling pakora, kartoffel pakora (til forret) og ikke mindst nationalretten dal bhat (ris med linser). Torsten og jeg havde medbragt 4 l rødvin og frugtsalat – så det blev en meget hyggelig aften. Til gengæld var vi også færdige kl. 24 og nåede kun lige at hoppe ind i det nye år inden vi gik kold! Det var måske meget godt taget i betragtning at vi skulle op på arbejde d. 1 januar (inkl. køretur), nytårshelligdage er forbeholdt det Nepalesiske nytår i april.

Nu er vi så kørt tilbage til Kathmandu, hvor vi skal i gang med sprogkursus 2. Jeg satser meget på at få udvidet mit ordforråd dramatisk så jeg kan udtrykke mig i sætninger med mere end 3 ord…

Rigtig godt nytår fra alle os (to) til alle jer.

2006-12-21T08:07:00.000-08:00

Kære alle

Vi takker mange gange for diverse julemails og pakker - vi kan kvittere med et par fotos fra Torstens første dag hos KSSC (langhåret), Karen da hun modtog sin pakkekalender og fra DWernes (Development Workers hos MS) julefrokost med dansk julemad, kareoke og nyklippet Torsten...

Flere fotos fra vores nye hjem

2006-12-18T04:12:00.000-08:00

Vores køkken, soveværelse, spisestue

JASC's kontor (kun et rum til 7-8 personer) - det er mit skrivebord i midten.

Torsten til kvinde-demo med 200 kvinder imod diskrimination

Første visit i Taulihawa

2006-12-17T02:14:00.000-08:00

Nogle af jer har måske bemærket at vi ikke har lagt nye historier på bloggen de sidste par uger. Det findes der en god grund til – vi har været i Taulihawa som rent Internet mæssigt er tæt på at være omskåret fra afverdnen… Vi har dog netop betalt omkring 1000 kr. med det formål at få Internet i et år – så må vi se hvor hurtigt (langsomt) det er.

Bortset fra Internet abstinenserne er vores første visit i Taulihawa nu gået fremragende. Første udfordring var at køre de 6-7 timer det tager at komme herned. Som altid i den nepalesiske trafik temmelig nervepirrende! Den første uge gik med diverse introduktioner og ’expectation workshops’ men fra i tirsdags har Torsten og jeg været på egen hånd og på ’arbejde’. Arbejdsdagen starter kl. 10 (cirka) og slutter kl. 16 (her i den mørke tid). Det lyder jo umiddelbart attraktivt men der er lige den hage at man altså arbejder 6 dage om ugen. Jeg har fået forhandlet mig frem til at jeg de første par måneder har to fridage om ugen p.g.a. min lange køretur – men mere om det senere.

Min første arbejdsdag hos JASC så således ud:
Kl. 10: Jeg ankommer som nr. 2 ud ca. 10 og får nogle dokumenter jeg kan læse.
Kl. 10.40: Et par af mine kolleger dukker op og går straks derefter til ’frokost’.
Kl. 11.10: Vi kører af sted til opsparingsgruppe møde.
Kl. 11.30: Vi ankommer til landsbyen hvor mødet holdes.
Kl. 12.15: Mødet starter med 11 kvinder og 4 mænd (2 andre kommer senere). Mødet holdes på taget af en bygning mellem korn og halm.
Kl. 12.30: Jeg præsenterer mig på mit uhjælpelige Nepali – folk morer sig kosteligt. JASC folkene holder et oplæg om at etablere kooperativer.
Kl. 13.30: Vild diskussion (som jeg ikke helt fatter hvad drejer sig om).
Kl. 13.55: Vi får te og samosaer.
Kl. 14.05: Vi kører tilbage til kontoret, hvor jeg læser videre i mine papirer.
Kl. 14.50: Te
Kl. 15.05: Strømmen går til kontorets enlige computer og der gås over til avislæsning. På forsiden er der bla en artikel om at 8-parti forhandlingerne om landets fremtid forsat støder på enkelte uløselige uenigheder, fx om hvad der skal være Nepals nationaldyr – pt er det koen men Maoisterne vil hellere havet en andet dyr (har dog ikke specificeret hvad det så skulle være) mens de andre partier vil beholde koen. En anden interessant artikel om trafikken i Kathmandu dalen nævner at der i gennemsnit er 200 køretøjer pr km vej i dalen.
Kl. 15.35: Vi arbejder videre
Kl. 16.10: Så er det ud i den store hvide 4-hjulstrækker igen.

Faktisk har det været meget OK at være på arbejde i denne uge. Jeg er blevet meget klogere på hvad JASC egentlig laver (noget mikrokredit, noget træning i ’income generating activities’ og noget ’awareness creation’, d.v.s. noget med at man ikke må diskriminere kasteløse, kvinder og børn. Desuden driver de en privat skole med 250 elever). De sidste par dag har jeg endda været med at til at skrive på JASC’s næste partnerskabs aftale med MS (den skal nu nok komme i hus, ellers sad jeg nok ikke hos dem!).

Den største ulempe er nok er der er 40 km (1 time i bil) fra Taulihawa hvor vi bor og Imalya hvor JASC bor. De første par gange jeg kørte den tur var jeg ved at opgive hele projektet. Nu har jeg imidlertid fundet en genvej som sparer mig halvdelen at turen og som er meget mere afslappende at køre fordi det er gennem junglen (læs: skoven) så der ikke er så mange mennesker og dyr der vælter ud foran bilen. Problemet er at jeg kører gennem en flod (lidt angstprovokerende første gang vandet nåede op over køleren) som bliver for dyb til at køre igennem i monsun perioden (juni, juli, august) - men den tid den sorg.
Vi har er jo også flyttet ind i vores hus. Ved første øjekast var det lidt af en skuffelse – møgbeskidt med møblerne stablet oven i hinanden. Efterhånden som der er blevet gjort rent og vi har fået indrettet os lidt, er det dog gået hen og blevet helt hyggeligt og hjemligt. Hvem drømmer ikke om 6 værelser og udsigt til rismarker…

Pt. er vi tilbage i Kathmandu til førstehjælpskursus og jul. Så der er også båndbredde til at upload et par fotos fra ’wonderful Kapilvastu' (sidstnævte er distriktet hvor Taulihawa og Imilya er placeret).
Torsten på sofaen i vores nye hjem...

Lidt fotos fra weekenden

2006-11-28T07:28:00.000-08:00

2006-11-27T09:04:00.000-08:00

Fred!

Mens vi bor her på Guesthouse i Kathmandu hører det til en af de daglige gøremål at udnytte, at vi har en rimeligt fornuftig internetforbindelse og tjekke de danske avisers internetsider.

Det er med en smule forundring, at vi kan konstatere, at der så godt som intet er skrevet om at der i onsdags blev underskrevet en endelig fredsaftale i Nepal. For at udbedre denne mangel følger her en lille opdatering fra jeres udsendte korrespondent i Nepal.

Grundbestanddelene i fredsaftalen er at der oprettes et midlertidigt parlament med repræsentanter fra alle de politiske grupperinger (dog ikke kongen) og som er ansvarlige for at arrangere et valg inden udgangen af Juni 2007. Ved dette valg vælges knap 400 personer til en grundlovsskrivende forsamling (constituent assembly), som også kommer til at træffe den endelige beslutning om monarkiets fremtid. Flertallet af de politiske partier hælder mest til at deportere kongen til den evige glemsel og nationalisere al kongefamiliens ejendom, men en meget central person stiller sig på hælene. Denne person er ’the grand old man’ i nepalesisk politik – GP Koirala.. Han har efterhånden rundet de 84 år, har været aktiv på den politiske scene siden ca. 1950, premierminister af et par omgange og fængslet og i husarrest adskillige gange, deriblandt også af den nuværende konge. Han er altså langt fra nogen udpræget royalist, men forestiller sig altså alligevel at kongen skal have en eller anden form for rolle i det fremtidige Nepal. Personligt hælder jeg mest til at tro at det er noget han siger for at have et taktisk kort at spille i de kommende forhandlinger om grundloven. Således at han kan ’ofre’ kongen for at få nogle fordele i andre dele af det, temmelig spegede, politiske spil. En anden mulighed er at generalerne i hæren forlanger at Koirala beskytter kongen som en betingelse for at holde sig i ro.

Den anden fundamentale bestanddel af fredsaftalen er at de maoistiske oprørere skal afvæbnes. I praksis skal det forløbe således at alle maoisternes våben skal låses inde under FN-bevogtning. Et tilsvarende antal våben fra militæret skal ligeledes låses inde. Det virker umiddelbart som en rigtigt dårlig handel for maoisterne som har langt færre våben end militæret. Ydermere skal de maoistiske oprørere opgive deres vejspærringer, skatteopkrævninger og de parallelle domstole og administrationskontorer de har etableret rundt omkring i de dele af landet som de kontrollerer (godt og vel halvdelen af landet). Hvordan det i praksis skal foregå, og ikke mindst hvad der så skal regere landområderne, har der dog ikke været sagt eller skrevet meget om.

Modtagelsen af fredsaftalen blandt de folk vi omgås kan beskrives som en slags forsigtig optimisme. Fredsaftalen er et kæmpe skridt fremad, men det er også klart at der er rigtigt mange problemer der skal løses. Især virker det voldsomt optimistisk at tro på at et valg kan organiseres og gennemføres inden for et halvt år på en bare nogenlunde rimelig måde.

Fra et personligt synspunkt er det utroligt dejligt at der er kommet en aftale i hus. Vi behøver ikke bekymre os om kamphandlinger, spærretid og bevæbnede folk i camouflagetøj på hvert et gadehjørne, men kan bevæge os frit omkring som vi lyster. Desuden er det jo et vanvittigt spændende tidspunkt at være i Nepal på, og være vidne til så dramatiske positive forandringer i et land efter 10 års væbnet konflikt.

Sladderspalten
Fra den helt private ende af nyhedsspektret er det sket det fantastiske at de 100 kilo uledsaget bagage vi sendte herned er dukket op, hvilket har forsynet os med et tiltrængt ekstra lager af varmt tøj. Der er nemlig ved at blive halvkoldt hernede. Nattetemperaturen er nede omkring de 5 grader og om dagen er der heller ikke mere end 12-14 i grader i skyggen, heldigvis skinner solen hver eneste dag så det er stadig til at holde ud. Jeg har tjekket vejrudsigten i Danmark på nettet og ved godt at vi ikke har noget at klage over.

Desuden er vi blevet gift … på en måde … . Siden vi kom herned har vi haft en løbende diskussion med os selv og med nogle af de andre udviklingsarbejdere om hvad vi egentlig skulle sige til vores lokale samarbejdspartnere om vores forhold. Det der med at bo sammen uden at være gift eksisterer ikke i Nepal. På den ene side gider vi ikke at lyve og på den anden side er det hele bare meget lettere hvis vi siger at vi er gift. Nåja, en af MS’ informationsmedarbejdere løste lidt problemet for os, ved at skrive i det nyhedsbrev der når ud til partnerne, at vi altså er gift. Det vil blive lidt bøvlet at trække det tilbage, så nu er det altså sådan det bliver, og som en bonus betyder det desuden at Karen nu godt må gå klædt i rødt (den farve er forbeholdt gifte kvinder). Det endegyldige symbol på vores ægteskabelige status er at Karen skal gå med en rød perlehalskæde. Den blev købt i en lokal biks for den fyrstelige sum af 2 kroner (Karen betalte selv). Jeg gav hende den på, og det var så det. Vi er nu at betragte som rette ægtefolk under Vishnu (eller Rama eller Krishna eller Ganesh eller en af de 2000 andre hinduguder – jeg har ikke styr på det). Efter fælles forståelse gælder ægteskabet dog kun når vi opholder os i Nepals lavland og der er folk inden for lytteradius.

For øvrigt er der nu kun en uge til at vi tager ned til vores lokale partnere, flytter ind i vores hus og i det hele taget finder ud af hvad det er der skal være vores hjem de næste par år. Det glæder vi os meget til. Mere om det senere…

Wahaaharu yahaa baata taadaa hunnuhunchha

2006-11-15T07:33:00.000-08:00

Ugens spørgsmål: Hvad betyder 'Wahaaharu yahaa baata taadaa hunnuhunchha'? Svaret findes nederst og jeg kan godt afsløre at sproget er Nepali og det ikke har noget med en fanfare at gøre...

Ja, vi oplever vores del frustrationer over det fuldkommen ulogiske nepalesiske sprog, hvor INTET, ABSOLUT INTET kan hægtes op på noget velkendt sprog. Vi er så småt begyndt at lære tegnene (10 vokal lyde + 34 konsonant lyde) og har fået en fin malebog på 'nursery level' (børnehaveklasse). Vi har også fået en plakat til at hænge op på vores værelse, så vi lissom kan suuuge lærdom til os i hver en ledig stund.

Heldigvis har vi fået besøg af et levende bevis på at det kan lade sig gøre at samtale med ægte nepalesere på (næsten) ægte nepalesisk. Anne (min veninde fra studierne) har været hos MS Nepal siden juli og taler nepali på arbejdet hvor ingen taler engelsk – ekdam ramro (mægtig godt).

I denne uge har vi også forsøgt at lære køre bil. Og der er mange ting der skal læres: at køre i den forkerte side af vejen (eller rettere midt på), at ’take the way’ (her får man ikke noget foræret), at min fiiine Toyata Hilux er cirka dobbelt så bred som de biler jeg ellers har kørt i (til gene for folk og fæ i vejkanten), at folk bliver fornærmede hvis ikke man trykker hornet i bund når man overhaler, at folk og køer ikke nødvendigvis flytter sig selvom man har kurs lige imod dem, at en 2 meter bred vej med mure på begge sider på ingen måde er ensrettet etc. Og så er det jo altid lidt hektisk, når man, fordi man er så dum at holde tilbage for folk, der krydser vejen, lige pludselig bliver overhalet både højre og venstre om! Torsten klarede al denne virak med bravour og er nu godkendt af MS’ transport officer. For mit vedkommende er det, ikke overraskende, nødvendigt med en tur mere…

Som lovet et svar på ugens spørgsmål: 'Wahaaharu yahaa baata taadaa hunnuhunchha' = 'I er langt herfra'. Såre simpelt!

Vores hjem pt

2006-11-09T04:14:00.000-08:00

P.g.a. efterspørgsel efter billeder fra vores hverdag kommer her lidt fotodokumentation fra MS guesthouse og kontor: have, værelse, terasse, tagterasse og klasseværelse m. Umesh (vores lærer). Og desuden min (Karens) kommende bil - hvad siger I så?! Torsten får en lidt mere fesen Izuzu.

OBS mødre og lignende: hvis I klikker på billedet kan det ses i større format.

2006-11-07T08:28:00.000-08:00

SÅ er vi gået i gang med sprogundervisning. En eller anden har fået den ide at vi i løbet af de næste fire uger skal lære at tale Nepali. Vi snakker her om et sprog som er baseret på sanskrit (ulæselige tegn) og derfor så godt som ingen ligheder har med nogen sprog jeg kender. Det går dog støt fremad. Allerede efter første dag har vi bl.a. lært at konstruere følgende sætninger ”bogen er på bordet” (kitab tabul maa chha),”min kuglepen er på din bog” (mero kalam tapaaiko kitab ma chha) ”på bordet er der 3 kuglepenne, der er også 2 bøger” (yahaa tintaa kalam tebul maa chhan, yahaa poni duitaa kitaab chhan), og andre sætninger der inkluderer ordene bog, kuglepen og bord – så må vi jo håbe at vi kommer i en situation hvor en konversation om bøger, kuglepenne og borde er passende! Vi har sjovt nok også lært at bede om pause (chutti dinus).
I weekenden levede vi på kanten… D.v.s. kanten af Kathmandu dalen. Derfra er der nemlig udsigt til Himalaya. Vi tog en bus et par timer til en by der hedder Nagarkot og indlogerede os på en hotel med udsigt med det formål at rekreere inden sprogkurset. Vi kunne med stor tilfredshed konstatere at vi var de eneste der spiste aftensmad på hotellet så vi så frem til at gå tidligt i seng og stå tidligt op og se solopgang. Der skete så det at en flok ca. 18-årige skoleelever indlogerede sig ligesom vi var gået i seng – og så skulle der jo ommøbleres, synges, trommes o.s.v. Men det var en flot solopgang! Efter en lille lur vandrede vi 4 timer i den friske luft (en befrielse i forhold til Kathmandu’s bilos) til en meget helligt tempel. Nedenfor er der et par billeder fra turen.

Glad igen, ovenpå, med igen...

2006-10-28T23:12:00.000-07:00

Det var dælmedulme en dejlig dag i torsdags hvor vi fik nyheden om at vores bagage sørensjaskme var kommet med flyet fra Dubai. Intet manglede og alt var intakt (borset fra bolsjerne vi fik i afskedsgave - de var smeltet sammmen til et stort monsterbolsje!).

Nu nyder vi så weekenden med sightseing i Kathmandu (samt lidt shopping).
Man kan jo ikke leve uden et rødt pashmina sjal, en filttaske med orange blomst, den nye Salman Rushdie bog, og et 'save Tibet' klistermærke! Torsten har ikke rigtig købt noget - til gengæld er han blevet tilbudt 'hash, opium, brown' (sidstnævnte ved vi ikke hvad er - vi er åbenbart ikke nok inde i terminologien) af hviskende, skumle sælgere utallige gange - han må jo ligne en der har brug for det!

Vi fik en virkelig fin velkomst af MS forleden med blomsterkranse og tika (røde pletter i panden) som I kan se nedenfor:

Follow that car!

2006-10-24T21:22:00.000-07:00

Så er det vist tid til næste kapitel i vores måske pt ikke helt forunderlige rejse! Efter en mindre uoverensstemmelse om hvorvidt Ehtiopian Airlines skulle betale vores mad og drikke i Dubai lykkedes det os at checke ud, komme til lufthavnen, og komme med flyet. Det var en ældre model - ikke noget med film og musikkanaler - til gengæld var der kun 24 passagerer med, så vi kunne snildt okkupere 3 sæder hver, og dermed ligge ned og sove.

Indflyvningen til Kathmandu var superflot med klart vejr, så vi rigtig kunne se de der berømte bjerge. Desværre varede euforien kun kort. Vores bagage dukkende nemlig ikke op (måske var det derfor de nepalesiske gæstearbejdere havde skrevet KATHMANDU med kæmpestore bogstaver ud over deres mange kasser!). Ydermere viste den afhentning vi var blevet lovet af MS sig endnu en gang at være en illusion. Således udstyret med en ’Property irregularity report’ og beskeden ’kom igen på torsdag’, begav vi os ud i den ubeskriveligt kaotiske trafik med en oldgammel taxichauffør. Sara og Jakob, som har været i Kathmandu før, havde en ide om hvor vi skulle hen, men der gik ikke længe før vi måtte erkende at vi var faret vild – helt vild. Det med adresser er ikke noget man bruger her og det hjalp heller ikke at ringe, da det var helligdag og der ingen var på MS kontoret. Heldigvis gælder det jo af og til, at når nøden er størst er hjælpen nærmest, og frem for vores åsyn åbenbarede sig en ved en helt usandsynlig tilfældighed: EN MS BIL! Sara ignorerede med heltemod den livsfarlige trafik, sprang ud af taxaen og fik stoppet MS bilen. Efterfølgende fik jeg mulighed for at ytre den sætning jeg aldrig troede jeg ville få mulighed for at ytre: ’FOLLOW THAT CAR”!

Nu sidder jeg så på MS’ meget udmærkede gæstehus med grønt hår og to par underbukser til to år!

2006-10-23T11:05:00.000-07:00

Da Karens Haar Blev Groent...

I skrivende stund burde vi egentlig vaere i Nepal. Faktisk skulle vi have vaeret der i snart to doegn. Det er vi imidlertid ikke. Afrikas aeldste flyselskab - Ethiopean Airways, viste sig at vaere lidt mindre end 100 % paalidelige, og havde overbooket flyet som vi skulle med fra Tanzania.

Vi brugte en del tid i lufthavnen paa at brokke os i en stemning af stadigt stigende hysteri, men enden paa det hele blev desvaerre at fire af os maatte affinde os med at komme 2 dage senere til Nepal. Vores humoer blev dog en anelse forbedret da vi blev indlogeret paa et meget luksurioest hotel komplet med 18 hullers golfbane og en sindssygt stor swimmingpool. Men det var altsaa swimmingpoolen der har resulteret i Karens noget aparte haarfarve. Det er virkelig saadan helt lysegroent...

Vi andre svoemmede da ogsa i poolen, men slet ikke saa meget som Karen, og den enste alternative farve vi har er temmeligt fremskredne stadier af solskolddning. Det der med solcreme lykkedes det os paa en eller anden maade at glemme.

Nuvel, efter endnu en nat i Tanzania gik turen videre til Dubai, hvor vi saa har tilbragt de sidste 22 timer inden vi om ganske kort tid tager afsted til lufthavnen med begrundede forhaabninger om at naa helt til Kathmandu denne gang.

Jeg (Ja det er Torsten der skriver, hvilket den opmaerksomme laeser nok har gaettet) har altid forestillet mig Dubai som verdens stoerste indkoebscenter, og som saadan et ret forfaerdeligt sted at opholde sig. Der er da ogsaa utroligt mange malls, og virkeligt gode muligheder for at braende en masse penge af, men to ting har alligevel overrasket mig. For det foerste er der stort set ingen arabere.Vi har vadet rundt i byen det meste af dagen, og vil umiddelbart vurdere at 90% af de mennesker vi har set er Indiske maend (eller maend af anden sydasiatisk afstamning). Araberne holder sig aabenbart i baggrunden og skummer floeden fra de mange indvandreres arbejdsindsats. Indvandringens stoerrelse udgoer altsaa tilsyneladende ikke noget problem. Det afgoerende er hvor effektivt man kan organisere undertrykkelsen. Pia Kaersgaard kunne faa sig lidt af en eye-opener. Det andet forhold der har overrasket mig er at der faktisk er noget i Dubai der er vaerd at se paa (naar man ellers er temmeligt ligeglad med Gucci, Rolex og Armani) . Vi brugte 3-4 timer paa en meget flot restaureret udgave af den gamle sheiks palads, som meget smagfuldt var indrettet som histrorisk museum. Umiddelbart i naerheden, var der ogsaa mange andre fint restaurerede bygninger, og bortset fra alle inderne kunne man til tider to at man saadan rigtigt var kommet til noget historisk Arabien.

Naa, nu er der lidt brok med hotelreceptoionisten der vil have os til at betale nogle penge, som Ethiopean Air burde have daekket, saa jeg maa slutte lidt abrupt. Skriver mere naar vi (forhaabentlig kommer til Nepal, om ikke saa laenge.

Torsten

Ngorongoro

2006-10-15T11:46:00.000-07:00

Så gik turen til Ngorongoro national park. Hovedattraktionen var et kæmpemæssigt vulkankrater fyldt med alle de vilde dyr i Afrika man overhovedet kan komme i tanke om:

2006-10-15T11:00:00.000-07:00

Alt er jo ikke fest og ballade her på vores kursus center, så her er da lige et par fotos fra vores 'cultural afternoon' i fredags hvor vi blev overøst med tanzaniansk finkultur deriblandt et ufrivilligt 'queer' agtigt akrobatikshow inklusiv speedo heldragt...

safari

2006-10-09T08:57:00.000-07:00

Som i kan se var vi på safari her i søndags. Det fandt sted i en mindre national park omkring 15 km fra hvor vi bor. Efter sigende har parken den største hyppighed af giraffer i verden - og ganske rigtigt: vi var lige kommet ind i parken og var begyndt at diskutere hvor i %&¤# dyrene var, da en fin giraf flankeret af zebraer dukkede op lige ved siden af bilen. I buskene dukkede endnu et par giraffer op - deres størrelse taget i betragtning er de utrolig godt kamuflerede.
Senere så vi også bøfler, flodhest, colobus aber, rød dværgantilope, rørbuk, vandbuk, vortesvin, flamingoer, næsehornsfugl og bavianer. Naturen var ret fantastisk med et udslukt vulkankrater, regnskov og savanne. Som prikken over i'et var vi også på gå-safari som er lidt af en attraktion da Arusha nationalpark er en af de eneste, hvor det kan lade sig gøre (der er nemlig ingen løver). Det var en rigtig flot tur m. vandfald og vi kom virkelig tæt på et par giraffer som var næsten lige så nysgerrige som os...

Flere fotos

2006-10-05T01:55:00.000-07:00

Her er endnu flere dejlige fotos:

Flere fotos fra Tanzania

2006-10-04T08:35:00.000-07:00

Her kommer lige lidt flere billeder fra MS's kursuscenter i Tanzania inklusiv abekatte og Afrikansk dans. Sidstnævnte var til ære for et turistkursus, hvor en gruppe danske pensionister i vandresandaler blev sat godt og grundigt ind i Tanzaniansk kultur inden deres rundrejse.

2006-10-01T05:47:00.000-07:00

Saa er vi ankommet til Tanzania og MS' kursuscenter i naerheden af Arusha, og her er dejligt som det kan ses paa billederne (med dydigt adskilte senge!). Billedet fra flyveren er Mount Meru.

Der var dog visse problemer med at komme med flyveren i Kastrup idet Torsten ved et uheld havde medbragt en dolk i haandbagagen - saa kom Bendt Betjent og gav Torsten en ordentlig reprimande og smed dolken til destruktion. Med en saadan handlekraft i det danske politi er der soerme ingen grund til at frygte for terrorisme! Udover dolken var vi ogsaa kommet til at medbringe et par ordentlige toemmermaend (se nedenstaaende foto), saa det var en temmelig lang nat i diverse flyvemaskiner og lufthavne.

Nu gaelder det bare om at holde sig vaagen og komme tidligt i seng i aften for imorgen starter programmet kl 08.05 (hvis det altsaa ikke er 'African time'...).
To be continued...

Torstens fødselsdag

2006-09-18T03:59:00.000-07:00

Torsten fyldte 30 i lørdags og det så sådan ud...
Er der nogen der mangler en 30 x naturlig størrelse pebberkværn?

2006-09-14T05:40:00.000-07:00

Før Afrejse

Så nærmer tiden sig for at vi tager afsted. Har netop oprettet denne blog for at kunne kommunikere med verden.