Victoria Falls

Skiferie Italien

Her er lidt fotos fra vores deeejlige skiferie i Canazei / Campitello

Crazy Summer

Today it seems autumn has hit Copenhagen. Its windy, it rains and the temperature is around 15 degrees.

However, the last 4 months have been full of summer activities like swimming, kayaking, fishing, garden parties etc. Below I have posted some photos from our summer activities in Denmark.


An absolute highlight was when I caught a 7.5 kg cod on a fishing trip with my father. Later it was cooked for dinner.

Apart from enjoying the Danish summer we have been visiting Georgia for two weeks. An amazing country in the Kaukasus Mountains. We spend most of the time trekking and enjoying the views of 'seto himal'. At one time we had to cross a river on horseback because the bridge had been washed away. We trekked from village to village staying in local homes at night - much like in Nepal only with bread and cheese instead of daal bhat...

Return to Denmark

Torsten is proudly presenting the results of his cooking skills...

We have now been back in Denmark for just over a month. We have been busy refurbishing our apartment and getting used to living in Denmark. It is still very cold and yesterday it was snowing. However, inside it is nice and warm – and there is no loadshedding or gas and petrol shortage.

We have also spent our time looking for new jobs. Torsten has got a job with Save the Children Youth here in Copenhagen and Karen is applying for positions in different organisations and companies. And as you can see on the photos she has got a haircut!

Here are some photos from our apartment.

Karen and Torsten in the living room

Karen just outside our house

Our kitchen and Karen's mother visiting

Den oplagte julegave?

Er netop kommet hjem efter en hel formiddags power-juleshopping i Kathmandu. For at holde gejsten oppe har jeg også lige bællet to kopper cafe latte og er derfor lidt overstyret. Har desperat prøvet at finde nogen at Skype med som jeg kunne dele mit shoppinghype med – det lykkedes ikke, så nu bliver det jer der får fornøjelsen.

Turen rundt i Kathmandu’s bedste turistbutikker har resulteret i nogle fine julegaver – en del af dem til mig selv! Så nu har jeg ALT i filt: filthjemmesutter, filttasker (ja, i flertal), filtjulepynt, filtgulvtæppe, filtnøglering, filtpung, filtbrocher, filthåndledsvarmere og filthårpynt. Filt styrer.

Til gengæld er jeg noget forundret over at Politiken mener at en kulstang som angiveligt skal puttes i vand er den oplagte julegave – måske har jeg været for længe udenlands, men sidst jeg tjekkede var kul noget man brugte til brændsel og det kostede altså ikke 150 kr stykket!

Her på MS guesthouse er der liv og glade dage. Fire nye DWere er ankommet, tre af dem inkl spouse (ægtefælle) og en af dem inkl 10 årig søn som pt styrter råbende rundt i haven efter caretakerens søn.

Fra søndag til onsdag var jeg i Taulihawa sammen med den nye DW i ’vores’ distrikt, som skal være hos Torstens organisation samt to andre. JASC er jo til alt held ved at blive faset ud. Den nye DW hedder Pradipta og er inder og er kommet sammen med sin kone, Prachi. De er på vores alder og er mægtig søde – de synes iøvrigt også at Taulihawa er et hul i jorden... Da vi gik rundt i byen og viste rundt / introducerede dem for vigtige personer tænkte jeg, at jeg godt nok ikke var ked af, at det var mig der var på vej ud og ikke på vej ind! Så ja, det bliver dejligt at komme hjem til Danmark. Så må jeg jo se om jeg kan finde mig et job.

Torsten er pt til møde – i Kenya. Tre dage i Nairobi (eller Nairobbery i daglig tale...) et noget kort visit, men han skal jo også lige nå at komme tilbage til Nepal før vi rejser til Danmark!

Herunder et foto fra afskedsceremonien i Torstens organisation, KSSC, som samtidig var en velkomstceremoni for Pradipta. Fra venstre: Ram (MS ansat og dermed automatisk æresgæst), Torsten (læg mærke til nepaleser-klipningen), Karen, Banu (ligeledes MS ansat), Prachi og Pradipta. Og nej, Torsten og jeg står ikke på taburetter - de andre ER så små....

Og her Torsten sammen med sin ’counterpart’ i KSSC, Sanjay, samt de fine gaver vi fik overrakt: et diplom samt ikke mindre end 4 Buddhaer...

Farvel til JASC

Til venstre mine yndlings-JASC-personer: Sunita og Susma. Og til højre mine yndlings-JASC-aversioner: Romlal og Narayan (den lille mørke mand i baggrunden fandt jeg aldrig ud af hvem var...)

Hele banden! (og læg særligt mærke til Lord Buddha i min venstre hånd samt det mønstrede sjal - et par af mine mange unikke afskedsgaver)

Jeppe og Rupa's søn's barnedåb

Det meste af den flere timer lange ceremoni går med at Jeppe godtager præsten, Jeppe drikker ko-tis, Jeppe ringer med klokke, Jeppe gentager mantraer, Jeppe giver mønter til guderne (repræsenteret v. frugt og blomster i palmebladstallerkner) etc.

Herefter tændes bålet, der udsiges flere mantraer og endelig....

...barnets navn (dvs det hellige, indre navn som bruges til at komme i kontakt med guderne) kundgøres: Rohit Kumar

Flere illustrationer til nedenstående

På et stille stykke flod

Huset gøres i stand til den helt store 'puja' (en ceremoni til ære for diverse Hindu guder). Husets ejer (vores ex-udlejer) regner med at invitere omkring 1000 mennesker (ja, tusind)!

Så er der dømt JASC picnic inklusiv kød, pufris og lokalt slavewhisky - opskriften på en succes!

Illustrationer til nedenstående indlæg

Jordskred på vejen til Tansen

Trekking i Annapurna regionen

Så pakkes der båd

Nej, det er ikke playmobil mænd, selvom det ligner (nu med nepalesere)

Nyt om Alting

Det er efterhånden meget lang tid siden at vi har fået lagt noget ud her på bloggen. Det betyder imidlertid ikke at der ikke er sket noget. Tværtimod har vi faktisk været temmelig meget omkring på det sidste. Den nepalesiske helligdagssæson er netop overstået (hele oktober, med undtagelse af 8 arbejdsdage er heligdage), og vi har fået nået at være på to trekkingture og en syv dages raftingtur. Desuden har vi også fået flyttet os selv til Kathmandu med al vores habengut og haft to traffikuheld.

Lidt arbejde er det da også blevet til med nogle kedelige generalforsmlinger, workshops mm. De resterende halvanden måned skal også nok blive pænt travle. For mit eget (Torstens) vedkommende har jeg to partnerskabsaftaler om noget konflikthåndtering der skal skrues sammen plus det eksisterende partnerskab mellem KSSC (min 'egen' organisation) og MS der skal revideres. Derudover er der alt muligt praktisk bøvl med alverdens debriefinger der skal overstås, bankkonti der skal lukkes osv.

For nu at samle lidt episodisk op på den sidste tids begivenheder, kan jeg jo starte med de to traffikuheld. Det første var decideret åndssvagt, og helt og aldeles vores egen skyld. Karen kører bilen på vej fra Kathmandu til Taulihawa, da der holder en lastbil der er gået i stykke midt på vejen, så kun et (lille) spor er åbent. Der er rimeligt meget trafik og begge retninger prøver på at mase sig igennem det åbne spor. Karen kører aggresivt frem mod 'hullet' og det samme gør en modkørende lastbil. Umiddelbart vinder Karen dette lille psykologiske spil da lastbilen bremser, men imidlertil er hullet blevet lige vel småt, hvilket gør at vi lige nøjagtigt ikke kan være der. Det indser vi imidlertid først da vi næsten skraber siden mod den parkerede lastbil. Derefter følger noget bakken frem og tilbage der egentlig kun gør alting værre, altimens lyden af metal der skrælles af bilsiden bliver stadigt mere træls. Det hjælper heller ikke det helt store at jeg konkurrerer med de efterhånden 20 nepalesere der har stimlet sammen, om hvem der kan råbe de dårligste råd ind i øret på en efterhånden noget hysterisk Karen. Det ender med at jeg overtager rattet og resolut gør alting værre, indtil vores bil på en eller anden måde kommer fri af lastbilen. Der blev ikke talt så frygteligt meget i vores bil de resterende 4 timer af køreturen til Taulihawa...

Det andet traffikuheld er nok kun 70 % vores (min) skyld. Det skete da vi kørte ind til Kathmandu med alt vores grej. Igen er der en del traffik, og på vej op af en stejl bakke ind mod Kathmandudalen følger jeg efter en minibus i en overhaling af en meget langsom lastbil. Netop som minibussen trækker ind foran den langsomme lastbil dukker der en modkørende lastbil op, som jeg ikke kan undgå at knalde ind i. Jeg prøver at bremse-undvige med det resultat at jeg simultant også kører ind i siden på den langsomme lastbil. Det skete med temmelig lav hastighed, men gav alligevel noget af et crunch. Karen lå og halvsov da det skete men vågner hurtigt op og flyver ud af bilen og begynder at skælde de to lastbilchauffører huden fuld for deres dårlige og uansvarlige kørsel, tager deres bilnumre, og forlanger at få deres telefonnumre osv. Imens sidder både jeg og de to chauffører lettere chokerede og prøver på at sunde os lidt. Til syvende og sidst er der vist ikke rigtigt nogen rigtigt god undskyldning for at jeg befinder mig i den forkerte vejbane. De to lastbilchauffører er vist heldigvis blevet så bange for Karen, at de ikke forlanger erstatning på stedet, men stiller sig tilfredse med telefonnumre. Alle biler kan forstsat køre videre selvom vores efterhånden ser noget farlig ud bl.a. med en kofanger der hænger og dingler. Vi nåede til Kathmandu uden videre sværdslag, og skyndte os derefter at tage på trekking, så vi (mest mig) har endnu til gode at få skæld ud af vores transportchef. Det bliver i morgen (mandag).

Så var der også raftingturen. Vi var tre afsted. Mig, Karen og min veninde Marie, på en syv dages tur på den noget afsides Karnali flod. Foruden os var der 6 slovakker, en amerikansk pige og en indisk fyr. Dertil var der så lige så mange fra raftingbureauet. Det dramatiske højdepunkt indtraf på tredjedagen, da vores raft flippede rundt og knaldede ind i slovakkernes raft, med det resultat at vi var ti mand i vandet samtidig. Jeg var selv den sidste der blev reddet ind af en sikkerhedskajak, men først efter hvad der føltes som en halv time i en vaskemaskine. Reelt set drejede det sig nok ikke om mere end 5-10 minutter, men det er en temmelig skræmmende oplevelse at blive høvlet ned af en frådende flod, mens man prøver på at navigere uden om eventuelle sten.

Turens morsomste højdepunkt kom nok på sidstedagen. Slovakkerne havde sat sig i hovedet at vi skulle have en ordentlig fest, og at en sådan skulle involvere svinekød. De fik padlet den ene båd over til en landsby hvor de fik øje på en sød lille gris på godt 50 kilo. Indfangningen af grisen gik vist forholdsvis let, hvorimod det tog noget længere tid at få lokaliseret grisens ejermand, og få forhandlet en pris hjem. Derefter blev den stakkels gris smidt op i gummibåden og sejlet over på den anden side af floden hvor vores lejr var placeret. Kræet skreg som en - nå ja - stukken gris hele vejen. Tilbage i lejren udviste den ene af slovakkerne skræmmende effektivitet da han på ca 45 minutter havde parteret kræet med sin folde-ud jagtkniv. Det hører med til historien, at slovakkerne også havde tømt grisens landsby for alt det rom de - altså menneskene i samme landsby - havde (slet ikke så lidt) så det blev en vældig fest. Næste dag fløj det slovakiske selskab videre i deres privat chartrede helikopter. Et mindeværdigt bekendtskab.

Endelig har vi så været på trekking. Først var vi med Marie på en fem dages tur i Annapurna området, og i går kom Karen og jeg så ned fra en 6-dages tur nordøst for Kathmandu. Den tur startede så at sige i selve Kathmandu, og på bare to dage føler man sig meget langt væk fra alting som man vandrer rundt i buddhistiske Sherpa landsbyer i 3000 meters højde. Helt utroligt at der kan være så stor kulturel forskel på så lille en afstand. Jeg regner med at Karen smider en bunke billeder ud på bloggen en af de nærmeste dage.

Ellers kommer vi jo snart hjem. Vi lander i Kastrup d. 20/12, så hvis der er nogle bloglæsere der går med julefrokost og nytårsfest planer, så vil vi altså gerne inviteres.