Valgferie

For omkring to uger siden gik det op for os at selvom valget stod for døren, alle talte om det og stort set alle vores kolleger var engagerede på den ene eller den anden måde gjaldt dette ’alle’ altså ikke os! Der var trusler fra væbede ’Madeshi’ grupper om at de ville springe ’riskoger bomber’ (ja, dette i Nepal utroligt udbredte aggregat er åbenbart velegnet til at fremstille bomber af) i diverse distriktshovedstader deriblandt Taulihawa, så vi fik besked på at blive i vores hus i dagene omkring valget. Det var jo ikke helt sådan vi havde forestillet os at opleve det epokegørende valg til Nepals første ægte grundlovsgivende forsamling (samt parlament), så vi besluttede at lade valg være valg og tage på trekking i stedet.

Vi valgte en meget populær rute, der går rundt om det enorme Annapurna massiv med adskillige 7000m+ toppe. Normalt varer denne tur 3 uger, men vi havde kun 2, fordi vi for engangs skyld havde noget vigtigt arbejde der ventede. Vi var derfor super effektive: kørte til Pokhara lørdag d. 5 april, hyrede en bærer (den højeste Nepaleser jeg endnu har set) og shoppede udstyr og forråd. Dagen efter kørte vi de 4 timer frem til turens start (heraf 1 times nærdøds-busooplevelse) og gik den første ’dagsrejse’ på 3-4 timer. Derefter formede dagene sig sådan at vi gik ca. 4 timer, holdt frokost et sted med sol og udsigt til de sneklædte Himalayaer, gik yderligere 3 timer og fandt et (mere eller mindre) dejligt ’tehus’ hvor man typisk kunne få både pizza (lignede nogle gange pizza), lasagne (lignede nogle gange lasagne) og den klassiske daal bhat (lignede altid daal bhat). Derudover var der typisk også et udvalg af mars, snickers, Tuborg og Everest øl – slet ikke dårligt!

Vi var utroligt heldige med vejret, hver dag havde vi om formiddagen de mest fantastiske udsigter til de mest ubeskrivelige landskaber (vil forsøge at uploade et par fotos). Om eftermiddagen blev det nogle gange skyet og et par enkelte gange endda snevejr. Den ultimative udfordring var at ’bestige’ et pas på 5416 m. Udover besværet med at trække vejret i sådanne luftlag var der også en risko for at få højdesyge. Det er især et problem hvis man overnatter for højt oppe, så dagen hvor vi krydsede passet var ekstremt hård. Først 1000 meters opstigning (fra kl. 5.30 til 9.30) og derefter 1600 meters nedstigning (kl. 10 til 15) – det trak tænder ud, men vejret var klart og dejligt hele dagen, så udsigterne hold humøret oppe (det meste af vejen...).

Vi endte turen i Jomsom hvor vi var helt utroligt heldige at få en flybillet til Pokhara dagen efter. Vi kunne så nyde en afslappende dag i Pokhara (med ægte pizzaer) inden turen gik tilbage til Tau hvor temperaturen i mellemtiden er steget til 40 grader midt på dagen. Noget af en omvæltning fra at have vadet rundt i sne og frostvejr.

Nååja, og så var der jo valget. Optælligen er stadig i gang (det endelig resultat forligger sandsynligvis i løbet af ugen), men der tegner sig et klart billede af at Maoisterne har fået et fantastisk valg – meget overraskende for alle, ikke mindst Maoisterne selv. Faktisk har de få flere direkte valgte kandidater end Kommunisterne og Nepali Congres tilsammen! De to sidstnævnte har ellers domineret det politiske liv siden de første demokratiske bevægelser i 1950erne. Dette valgnederlag bliver betraget som decideret skamfuldt og taberne har travlt med at komme med bortforklaringer a la ’Maoisterne kom altså med trusler’ (som om de andre partier ikke gjorde nøjagtigt det samme) eller ’Vores egne partimedlemmer holdt med de andre’ (øøøh nå, skulle det være en undskyldning!). Observatører har erklæret valget nogenlunde frit og fair, og nu har Maoisterne i hvert fald ingen undskyldning for ikke at anerkende resultatet. Og jeg synes ærligt talt at den etablerede politiske elite i den grad har fortjent afklapsningen. Jeg kan sgu godt forstå at befolkningen er trætte af gamle, egoistiske, højkaste mænd der udelukkende meler deres egen kage. Om Maoisterne kan gøre det bedre, er jeg stærkt skeptisk overfor, men nu får de altså chancen.