Nyt om Alting

Det er efterhånden meget lang tid siden at vi har fået lagt noget ud her på bloggen. Det betyder imidlertid ikke at der ikke er sket noget. Tværtimod har vi faktisk været temmelig meget omkring på det sidste. Den nepalesiske helligdagssæson er netop overstået (hele oktober, med undtagelse af 8 arbejdsdage er heligdage), og vi har fået nået at være på to trekkingture og en syv dages raftingtur. Desuden har vi også fået flyttet os selv til Kathmandu med al vores habengut og haft to traffikuheld.

Lidt arbejde er det da også blevet til med nogle kedelige generalforsmlinger, workshops mm. De resterende halvanden måned skal også nok blive pænt travle. For mit eget (Torstens) vedkommende har jeg to partnerskabsaftaler om noget konflikthåndtering der skal skrues sammen plus det eksisterende partnerskab mellem KSSC (min 'egen' organisation) og MS der skal revideres. Derudover er der alt muligt praktisk bøvl med alverdens debriefinger der skal overstås, bankkonti der skal lukkes osv.

For nu at samle lidt episodisk op på den sidste tids begivenheder, kan jeg jo starte med de to traffikuheld. Det første var decideret åndssvagt, og helt og aldeles vores egen skyld. Karen kører bilen på vej fra Kathmandu til Taulihawa, da der holder en lastbil der er gået i stykke midt på vejen, så kun et (lille) spor er åbent. Der er rimeligt meget trafik og begge retninger prøver på at mase sig igennem det åbne spor. Karen kører aggresivt frem mod 'hullet' og det samme gør en modkørende lastbil. Umiddelbart vinder Karen dette lille psykologiske spil da lastbilen bremser, men imidlertil er hullet blevet lige vel småt, hvilket gør at vi lige nøjagtigt ikke kan være der. Det indser vi imidlertid først da vi næsten skraber siden mod den parkerede lastbil. Derefter følger noget bakken frem og tilbage der egentlig kun gør alting værre, altimens lyden af metal der skrælles af bilsiden bliver stadigt mere træls. Det hjælper heller ikke det helt store at jeg konkurrerer med de efterhånden 20 nepalesere der har stimlet sammen, om hvem der kan råbe de dårligste råd ind i øret på en efterhånden noget hysterisk Karen. Det ender med at jeg overtager rattet og resolut gør alting værre, indtil vores bil på en eller anden måde kommer fri af lastbilen. Der blev ikke talt så frygteligt meget i vores bil de resterende 4 timer af køreturen til Taulihawa...

Det andet traffikuheld er nok kun 70 % vores (min) skyld. Det skete da vi kørte ind til Kathmandu med alt vores grej. Igen er der en del traffik, og på vej op af en stejl bakke ind mod Kathmandudalen følger jeg efter en minibus i en overhaling af en meget langsom lastbil. Netop som minibussen trækker ind foran den langsomme lastbil dukker der en modkørende lastbil op, som jeg ikke kan undgå at knalde ind i. Jeg prøver at bremse-undvige med det resultat at jeg simultant også kører ind i siden på den langsomme lastbil. Det skete med temmelig lav hastighed, men gav alligevel noget af et crunch. Karen lå og halvsov da det skete men vågner hurtigt op og flyver ud af bilen og begynder at skælde de to lastbilchauffører huden fuld for deres dårlige og uansvarlige kørsel, tager deres bilnumre, og forlanger at få deres telefonnumre osv. Imens sidder både jeg og de to chauffører lettere chokerede og prøver på at sunde os lidt. Til syvende og sidst er der vist ikke rigtigt nogen rigtigt god undskyldning for at jeg befinder mig i den forkerte vejbane. De to lastbilchauffører er vist heldigvis blevet så bange for Karen, at de ikke forlanger erstatning på stedet, men stiller sig tilfredse med telefonnumre. Alle biler kan forstsat køre videre selvom vores efterhånden ser noget farlig ud bl.a. med en kofanger der hænger og dingler. Vi nåede til Kathmandu uden videre sværdslag, og skyndte os derefter at tage på trekking, så vi (mest mig) har endnu til gode at få skæld ud af vores transportchef. Det bliver i morgen (mandag).

Så var der også raftingturen. Vi var tre afsted. Mig, Karen og min veninde Marie, på en syv dages tur på den noget afsides Karnali flod. Foruden os var der 6 slovakker, en amerikansk pige og en indisk fyr. Dertil var der så lige så mange fra raftingbureauet. Det dramatiske højdepunkt indtraf på tredjedagen, da vores raft flippede rundt og knaldede ind i slovakkernes raft, med det resultat at vi var ti mand i vandet samtidig. Jeg var selv den sidste der blev reddet ind af en sikkerhedskajak, men først efter hvad der føltes som en halv time i en vaskemaskine. Reelt set drejede det sig nok ikke om mere end 5-10 minutter, men det er en temmelig skræmmende oplevelse at blive høvlet ned af en frådende flod, mens man prøver på at navigere uden om eventuelle sten.

Turens morsomste højdepunkt kom nok på sidstedagen. Slovakkerne havde sat sig i hovedet at vi skulle have en ordentlig fest, og at en sådan skulle involvere svinekød. De fik padlet den ene båd over til en landsby hvor de fik øje på en sød lille gris på godt 50 kilo. Indfangningen af grisen gik vist forholdsvis let, hvorimod det tog noget længere tid at få lokaliseret grisens ejermand, og få forhandlet en pris hjem. Derefter blev den stakkels gris smidt op i gummibåden og sejlet over på den anden side af floden hvor vores lejr var placeret. Kræet skreg som en - nå ja - stukken gris hele vejen. Tilbage i lejren udviste den ene af slovakkerne skræmmende effektivitet da han på ca 45 minutter havde parteret kræet med sin folde-ud jagtkniv. Det hører med til historien, at slovakkerne også havde tømt grisens landsby for alt det rom de - altså menneskene i samme landsby - havde (slet ikke så lidt) så det blev en vældig fest. Næste dag fløj det slovakiske selskab videre i deres privat chartrede helikopter. Et mindeværdigt bekendtskab.

Endelig har vi så været på trekking. Først var vi med Marie på en fem dages tur i Annapurna området, og i går kom Karen og jeg så ned fra en 6-dages tur nordøst for Kathmandu. Den tur startede så at sige i selve Kathmandu, og på bare to dage føler man sig meget langt væk fra alting som man vandrer rundt i buddhistiske Sherpa landsbyer i 3000 meters højde. Helt utroligt at der kan være så stor kulturel forskel på så lille en afstand. Jeg regner med at Karen smider en bunke billeder ud på bloggen en af de nærmeste dage.

Ellers kommer vi jo snart hjem. Vi lander i Kastrup d. 20/12, så hvis der er nogle bloglæsere der går med julefrokost og nytårsfest planer, så vil vi altså gerne inviteres.