Fra de varme lande

Og nu til et par små historier fra de varme lande (ca. 35 grader om dagen og 20 om natten).

At vise ankel
Som beskrevet tidligere er det i denne kultur benene der er det mest attråværdige ved en kvinde og som ærbare af slagsen derfor holder omhyggeligt tildækkede. Det kan illustreres ved en historie om de omrejsende tivolier her på egnen som min kollega Buddhi fortalte mig forleden. Til disse omrejsende tivolier hører også en dansetrup som danser Bollywood dans – ifølge Buddhi er folk her på egnen tossede med Bollywood og kan slet ikke få nok. Buddhi har så hørt fra sin fætter (eller noget), at når kvinderne i dansetrupperne (alternativt mænd forklædt som kvinder, hvis den ægte vare ikke er tilgængelig) hiver op i nederdelen til lige over anklen bliver de straks overdænget med 100 rupies sedler, og hvis en kvinde – hold nu fast - drister sig til at hive skørtet helt op til midt på læggen, ja så er det ikke mindre end 500 rupies sedler der kan gøre det! Det er sgu dyrt for 20 cm ben…

Fagforeningens forgæves kamp mod maskinerne
I går kom der en dame forbi min organisation. Hun talte og talte på Nepali så jeg forstod ikke en brik. Jeg fik Buddhi til at forklare mig lidt om situationen og det viste sig at denne kvinde var Dalit (kasteløs / urørlig) og meget aktiv i fagforeningen og andre rettighedsgrupper. Der var så sket det, at hendes hytte var brændt ned til grunden, og nu bad hun om støtte til at bygge en ny. Hun mente at det måske var nogle fagforeningsfjender, som havde brændt hytten af for at kyse hende. Desværre for fagforeningsfjenderne virkede denne dame som en stærk person der ikke lige var sådan at kyse, og de fleste af os der var på kontoret gav hende nogle penge. Desværre for fagforeningen kæmper de for at få afskaffet nogle maskiner, der kan læsse lastbiler med sten, og som gør 20 mænd per maskine arbejdsløse – det er nok det jeg vil kalde ’a lost cause’.

Blaffere
I dag da jeg kørte hjem fra arbejde sad jeg og fundere over hvor utrolig meget, man kan læsse på cykler og rickshaws. For at nævne i flæng: en famile, et læs brænde, en cykel, en motorcykel. Selvsagt fik jeg lidt dårlig samvittighed over at sidde helt alene i min kæmpestore pickup (uden noget i ladet). Da jeg så ser en mand og to knægte der blaffer i skovkanten stopper jeg straks. De vil gerne med til Taulihawa, og vil jeg ikke nok lige vente 5 minutter på et par venner. Så skidt da, tænker jeg, og snart vælter omkring 15 yderligere personer ud af skoven og derefter op på ladet. Det var så det princip om aldrig at køre med nogen på ladet! Til gengæld fik jeg øvet lidt Nepali…