Monday, November 27, 2006

Fred!

Mens vi bor her på Guesthouse i Kathmandu hører det til en af de daglige gøremål at udnytte, at vi har en rimeligt fornuftig internetforbindelse og tjekke de danske avisers internetsider.

Det er med en smule forundring, at vi kan konstatere, at der så godt som intet er skrevet om at der i onsdags blev underskrevet en endelig fredsaftale i Nepal. For at udbedre denne mangel følger her en lille opdatering fra jeres udsendte korrespondent i Nepal.

Grundbestanddelene i fredsaftalen er at der oprettes et midlertidigt parlament med repræsentanter fra alle de politiske grupperinger (dog ikke kongen) og som er ansvarlige for at arrangere et valg inden udgangen af Juni 2007. Ved dette valg vælges knap 400 personer til en grundlovsskrivende forsamling (constituent assembly), som også kommer til at træffe den endelige beslutning om monarkiets fremtid. Flertallet af de politiske partier hælder mest til at deportere kongen til den evige glemsel og nationalisere al kongefamiliens ejendom, men en meget central person stiller sig på hælene. Denne person er ’the grand old man’ i nepalesisk politik – GP Koirala.. Han har efterhånden rundet de 84 år, har været aktiv på den politiske scene siden ca. 1950, premierminister af et par omgange og fængslet og i husarrest adskillige gange, deriblandt også af den nuværende konge. Han er altså langt fra nogen udpræget royalist, men forestiller sig altså alligevel at kongen skal have en eller anden form for rolle i det fremtidige Nepal. Personligt hælder jeg mest til at tro at det er noget han siger for at have et taktisk kort at spille i de kommende forhandlinger om grundloven. Således at han kan ’ofre’ kongen for at få nogle fordele i andre dele af det, temmelig spegede, politiske spil. En anden mulighed er at generalerne i hæren forlanger at Koirala beskytter kongen som en betingelse for at holde sig i ro.

Den anden fundamentale bestanddel af fredsaftalen er at de maoistiske oprørere skal afvæbnes. I praksis skal det forløbe således at alle maoisternes våben skal låses inde under FN-bevogtning. Et tilsvarende antal våben fra militæret skal ligeledes låses inde. Det virker umiddelbart som en rigtigt dårlig handel for maoisterne som har langt færre våben end militæret. Ydermere skal de maoistiske oprørere opgive deres vejspærringer, skatteopkrævninger og de parallelle domstole og administrationskontorer de har etableret rundt omkring i de dele af landet som de kontrollerer (godt og vel halvdelen af landet). Hvordan det i praksis skal foregå, og ikke mindst hvad der så skal regere landområderne, har der dog ikke været sagt eller skrevet meget om.

Modtagelsen af fredsaftalen blandt de folk vi omgås kan beskrives som en slags forsigtig optimisme. Fredsaftalen er et kæmpe skridt fremad, men det er også klart at der er rigtigt mange problemer der skal løses. Især virker det voldsomt optimistisk at tro på at et valg kan organiseres og gennemføres inden for et halvt år på en bare nogenlunde rimelig måde.

Fra et personligt synspunkt er det utroligt dejligt at der er kommet en aftale i hus. Vi behøver ikke bekymre os om kamphandlinger, spærretid og bevæbnede folk i camouflagetøj på hvert et gadehjørne, men kan bevæge os frit omkring som vi lyster. Desuden er det jo et vanvittigt spændende tidspunkt at være i Nepal på, og være vidne til så dramatiske positive forandringer i et land efter 10 års væbnet konflikt.


Sladderspalten
Fra den helt private ende af nyhedsspektret er det sket det fantastiske at de 100 kilo uledsaget bagage vi sendte herned er dukket op, hvilket har forsynet os med et tiltrængt ekstra lager af varmt tøj. Der er nemlig ved at blive halvkoldt hernede. Nattetemperaturen er nede omkring de 5 grader og om dagen er der heller ikke mere end 12-14 i grader i skyggen, heldigvis skinner solen hver eneste dag så det er stadig til at holde ud. Jeg har tjekket vejrudsigten i Danmark på nettet og ved godt at vi ikke har noget at klage over.

Desuden er vi blevet gift … på en måde … . Siden vi kom herned har vi haft en løbende diskussion med os selv og med nogle af de andre udviklingsarbejdere om hvad vi egentlig skulle sige til vores lokale samarbejdspartnere om vores forhold. Det der med at bo sammen uden at være gift eksisterer ikke i Nepal. På den ene side gider vi ikke at lyve og på den anden side er det hele bare meget lettere hvis vi siger at vi er gift. Nåja, en af MS’ informationsmedarbejdere løste lidt problemet for os, ved at skrive i det nyhedsbrev der når ud til partnerne, at vi altså er gift. Det vil blive lidt bøvlet at trække det tilbage, så nu er det altså sådan det bliver, og som en bonus betyder det desuden at Karen nu godt må gå klædt i rødt (den farve er forbeholdt gifte kvinder). Det endegyldige symbol på vores ægteskabelige status er at Karen skal gå med en rød perlehalskæde. Den blev købt i en lokal biks for den fyrstelige sum af 2 kroner (Karen betalte selv). Jeg gav hende den på, og det var så det. Vi er nu at betragte som rette ægtefolk under Vishnu (eller Rama eller Krishna eller Ganesh eller en af de 2000 andre hinduguder – jeg har ikke styr på det). Efter fælles forståelse gælder ægteskabet dog kun når vi opholder os i Nepals lavland og der er folk inden for lytteradius.

For øvrigt er der nu kun en uge til at vi tager ned til vores lokale partnere, flytter ind i vores hus og i det hele taget finder ud af hvad det er der skal være vores hjem de næste par år. Det glæder vi os meget til. Mere om det senere…

5 Comments:

At 4:39 AM , Anonymous Anonymous said...

Hej begge to

Sikke et romantisk eventyr det er ved at udvikle sig til. I bliver gift og borgerkrigen slutter. "to år i Nepal" med Brad Pitt og Connie Nielsen i hovedrollerne . Den tager jeg patent på med det samme. Det bliver et monsterhit.

Det er rart at høre at I har det godt og det bliver spændende at følge udviklingen(her mener jeg den politiske, selv om lidt sladder om det at være ægtefolk også kan bruges).

Mange hilsner Toke

 
At 2:44 AM , Anonymous Anonymous said...

Godt med en lille update om det parlamentariske; hvis der evt. skulle komme en strukturreform eller en kulbrintebeskatnings-kommisionsrapport, må I endelig holde os informeret.

Jeg kan iøvrigt oplyse om, at nepalesiske bryllupsceremonier sker i påkaldelsen af Ganesh og kærlighedsguden Kama (kilde: Wikipedia.org). Tillyke med det!

 
At 3:23 AM , Anonymous Anonymous said...

hej begge to

Det er først nu jeg har set at man kan sende kommentare tilbage... ja ja ved det godt. Tillykke med giftemålet. Så vandt du sgu alligevel væddemålet, torsten. tænkt at der skulle et job i nepal før det skete. Det kan man kalde ufine kneb. Ellers går det stille og roligt herhjemme. specialet har toke, lich og jeg valgt ikke at snakke om før efter julen ;-)
Mange af de andre historier må du få på et mindre offentligt tilgængeligt sted. ;-))

hils kama

glæder mig til at se billeder fra jeres nye hjem. fed bil forresten.


Henrik

 
At 2:15 PM , Anonymous Anonymous said...

Hej begge to,

Jamen til lykke med giftermålet!!! Nu er jeg ikke blevet overhalet indenom af en kammerat, men to og så blot på en måned!!! (den anden er Søren Jensen og Line, der blev gift på rådhuset 11/11 kl. 11)

Også interessant med fredsaftalen, ikke mindst set ud fra jeres personlige sikkerhed. Jeg vil dog først se om den holder nogle år, før jeg tror på det. Et land, der har oplevet så meget i de sidste 50 år, skal have noget stabilitet ind på kroppen, før man kan se om der er varige forandringer på vej. Men interessant, at I ikke har bemærket noget om fredsaftalen i hverken danske eller internationale medier. Hvad laver TV 2 News dog!!!!??

 
At 8:47 AM , Anonymous Anonymous said...

Vi er mange der ser frem til at høre hvordan sex EFTER ægteskabet er...

 

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home