Monday, September 17, 2007

SÅ ER DEN GAL IGEN

Efter næsten 4 uger på farten p.g.a. af møder og kurser er jeg tilbage i Taulihawa og det så effektivt at jeg ikke må gå uden for en dør! Der er nemlig udgangsforbud idag. Og ja, det er p.g.a. et speget politisk opgør mellem lokale ’politiske’ samt mere eller mindre kriminelle grupper. Det startede igår morges med at en tidligere leder af en anti-maoist gruppe blev slået ihjel. Det resulterede så i afbrænding af biler, busser og regeringskontorer i fire byer i Kapilvastu distrikt (plus udplyndring af en bank!), inklusiv Taulihawa. Jeg har dog ikke mærket noget til balladen, da vores hus ligger i udkanten af byen. Og nu der er deklareret udgangsforbud er her endnu mere stille end der plejer...

Som modreaktion har andre grupper givet sig til at vandalisere moskeer i Butwal, den største by i nabodistriktet, idet den dræbte ex-anti-maoist-leder var muslim og hans tilhængere ligeså. Og når nu de var igang kunne de jo lige så godt plyndre nogle huse for smykker, mad m.m. Så der blev også annonceret udgangsforbud i Butwal.

Det gik ellers lige så godt. Vi havde besøg af Torstens søster, Jette, og hendes veninde Halbjørg. Igår fejrede vi Torstens fødselsdag med stort morgenmadsbord og dejlige gaver fra Danmark (Torsten siger tak!). Derefter kørte Torsten Jette og Halbjørg til lufthavnen hvorfra de skulle flyve til Kathmandu. Imidlertid var han ikke andet end lige nået frem til lufthavnen en times kørsel herfra før vejene lukkede, og så måtte han fejre resten af sin fødselsdag alene på et dødsygt hotel – øv. Der er ikke andet at gøre end at håbe på at det løsner op i løbet af dagen idag.

Jeg kan jo så heller ikke komme på arbejde idag, men mon ikke det går... Vi er ellers midt i en interessant proces med at få genopslået de stilliger MS betaler for. Normalt besættes stillingerne i forhold til hvem der skylder hvem tjenester, men som en del af MS’s demokrati fokus prøver vi (MS og jeg) på at få gennemført en mere gennemsigtig og mindre korrupt rekrutteringproces. Det møder selvfølgelig stor modstand fra dem der sidder på magten i organisationen, men eftersom den korrupte måde at gøre tingene på ikke sikrer de bedste medarbejdere, snarere tværtimod, er det bestemt også i organisationens interesse at åbne op for bedre kvalificerede folk. I sidste ende er det dog truslen i horisonten om at MS nok ikke er voldsomt interesserede i at give penge til en udemokratisk organisation der tæller mest!

Vi vender tilbage når vi har fået et overblik over situationen...

P.s.: min hotmail adresse virker ikke for tiden (siden i onsdags), så send eller gensend venligst til karenansbaek@gmail.com

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home