Mælkekrigen

Først skal det siges at Nepal grundlæggende set er et meget fredeligt land. I betragtning af hvor fattigt her er, er det ret uroligt at man egentlig ikke behøver vagter ved sit hus og at man kan gå rundt i Kathmandu og de andre større byer om natten uden at behøve at frygte at blive overfaldet. Det bliver jo ikke mindre besynderligt af at der jo faktisk har været en slags borgerkrig hernede de sidste 10 år, og at man så godt som dagligt kan læse i avisen at der igen har været bortførelser, busser er blevet brændt af og politiske ledere myrdet. Man mærker virkeligt ikke at den slags foregår i ens egen hverdag.

Selv bor vi i et af de områder hvor der ifølge statistikken er flest uroligheder, men mest i form af bandhaer, hvor vi virkeligt har mange. Det er meget besynderligt at cykle gennem byen på en Bandha dag. Alle butikker er lukket, og der er ikke nogen motoriserede køretøjer. Men selvom det er en lokal gruppering der arrangerer Bandhaen er der ikke tegn på at der nogen der holde øje med at folk overholder den, og der er heller ikke nogen politisk agitation, demonstration eller noget. Der er bare lukket. Vi ved at almindelige mennesker hernede er dødtrætte af alle disse bandhaer kaldt af alle disse obskure, useriøse, opportunistiske og dybest set kriminelle politiske grupper. Alligevel bliver de overholdt, og jeg kan simpelthen ikke forstå hvorfor. Flere gange har jeg fået at vide at den gruppe der har annonceret Bandha maksimalt tæller 25 mennesker. Femogtyve! I hele distriktet bor der 500.000 mennesker og de finder sig altså i at 25 mennesker dikterer at de skal lukke deres butikker, og at busser, traktorer, lastbiler osv ikke må køre. Det er ubegribeligt. Og så alligevel, for i tirsdags blev jeg så involveret i noget der til dels kan forklare hvorfor Bandhaerne bliver overholdt.

Min Program Officer, Ram Thapa, som samtidig er vores security officer var hernede. Det er Ram der holder os orienteret om eventuelle bandhaer, og vi skal principielt set have tilladelse fra ham hver gang vi bevæger os ud af distriktet. Samtidig er han for tiden den person som over for MS er ansvarlig for ’tilsynet’ med både min og Karens organisation.

Nå, igår skulle Ram så have møde med min organisation og derfor befandt mig, Ram og min counterpart Sanjay os på en lokal ’restaurant’ for at få en omgang Dal Bhat så vi havde noget at stå imod med inden mødet skulle i gang. Lige inden vi tog ned på restauranten havde vi godt nok fået at vide at der var en meget lokal Bandha som lige var startet. Årsagen var (vist nok) at en mælkegrossist have fornærmet en mælkeproducent ved at sige at han fortyndede sin mælk med vand. Mælkeproducenten var blevet så fornærmet at han havde hentet sine venner og tvunget grossisten til at sige undskyld på en ydmygende facon. Så havde grossisten hentet sine venner som så havde kaldt Bandha.

Vi kunne imidlertid konstatere at trafikken bevægede sig normalt selvom de fleste butikker havde lukket, og det sammenholdt med det åbenlyst fjollede i selve årsagen til Bandhaen gjorde at vi ikke rigtigt tog det seriøst. Da vi indfandt os på restauranten havde de godt nok lukket porten, men der var folk derinde og mad blev serveret, så vi tager plads. Ca. 10 minutter efter, og inden vi har fået serveret vores mad, dundrer det imidlertid løs på porten. Indehaveren lukker efter lidt tøven op, og ind vælter 5-6 muskelpumpede hooligans. De går resolut i gang med at smadre tilgængeligt glas og møblement mens de råber at vi skal skride ad helvede til. Jeg når lige at tænke at ’nu får vi tæv’ inden de lige så hurtigt er forsvundet igen. De var måske inde i restauranten i 2 minutter, og det er egentlig forbløffende at de kunne nå at smadre så meget på så kort tid.

Vi er allesamen rimeligt chokerede, men indehaveren opfordrer os til bare at tage plads igen og vente på vores mad. Hvilket vi gør, altimedens familien der ejer restauranten stille og roligt går i gang med at rydde op. Resten af måltidet forløber uden de store begivenheder. I det hele taget en virkelig besynderlig oplevelse, men som på sin egen måde forklarer hvorfor at bandhaer bliver taget seriøst. Hvem har lyst til at få sin butik smadret? Senere fik jeg at vide at de muskelsvulmende hooligans er sådan en slags daglejere, som altid bliver hyret uanset hvem der holder Bandha.

En hel del af ansvaret falder tilbage på politiets åbenlyse uduelighed. Der er måske 100 politifolk i byen, men de foretager sig tilsyneladende absolut ingenting for at opretholde lov og orden. Det er godt nok svært at se hvordan selvsamme politistyrke skal kunne sikre ordnede forhold til det valg der nu endelig er annonceret til d. 22. november