Med Tuborggutten på udflugt

I et indlæg lidt længere nede på bloggen er der et billede som Karen har taget af mig foran en butik der er meget markant udsmykket med reklamer for Everest Beer. Af vores forgængere hernede er indehaveren af butikken blevet døbt ’Tuborg gutten’, da det i deres tid var Tuborg reklamer der dominerede butikken (tilføjelsen ’-gutten’ skyldes at de var svenskere). Det er stadigvæk mest Tuborg han sælger, men han har for nyligt også udvidet repetoiret til at omfatte Carlsberg, foruden de lokale mærker ’Tiger’ og ’Everest’. Lokale er så meget sagt, de er ejet af de store bryggerikoncerner.

Nuvel, det er i hans butik at vi som regel køber købmandsvarer, da han har lidt mere end de andre butikker, og desuden gerne henter noget hjem på bestilling i det omfang han husker det og kan få fat i det. Han er meget meget venlig over for os, og har i det hele taget en fetich for udlændinge. Han har med stolthed fremvist sit fotoalbum, der indeholder billeder af alle de udlændinge der gennem tiden har handlet i hans butik, og vi bliver altid budt på sodavand når vi kommer forbi. Han har også jævnligt lovet at invitere os hjem til hans hus til middag, hvilket vi har sagt ja, ja til, i sikker forvisning om at det nok aldrig kom til at ske. Men så en dag for et par uger siden stod han lige pludselig og bankede på døren sammen med sin søn på 18 måneder. Han ville gerne se os til en omgang Dal Bhat og helst lige med det samme. Nu var det en lørdag i middagsheden, der var Bandha og vi lå begge og halvsov med hver vores bog, efter at vi havde fået lidt frokost. Der var ingen af os der overhovedet kunne overskue at skulle til at være sociale på Nepali. Han taler lidt engelsk, men nok mindre end vi taler Nepali. Vi følte os også langt fra sikre på at vi var i stand til at indtage de ca. 800 gram ris der som regel indgår i en Dal Bhat. På den andes side var det jo et utroligt sødt tilbud, så vi undslog os men forsikrede om at vi selvfølgelig utroligt gerne ville komme, men at lige i dag bare var en lidt dum dag. Okay, men hvad så med i morgen? Det kunne vi ikke rigtigt komme ud af og endte med at aftale at vi skule dukke op os ham næste dag kl 15. I samme forbindelse fandt vi også ud af at hans rigtige navn altså er Vijay.

Nå, næste dag finder vi frem til hvor han bor sammen med sin kone, deres søn på 18 måneder, deres datter på 8 år, Vijays mor, bror, broderens kone + det løse. Huset ligger inde midt i byen, og familien hører utvivlsomt til i den rigere ende. Blandt andet disponerer de over en foroldsvis ny varevogn til at hente forsyninger til de to butikker de har i Taulihawa. Nu var det heldigvis kun meningen at det var Karen, Vijay og jeg der skulle vartes op, så vi bliver bænket i den fine sofa i den fine stue i den afdeling af huset der tilhører Vijay. Den fine sofa er et monstrøst polstret ubekvemt stykke ragelse, og den fine stue er et rum på ca. 6 x 1,5 meter hvor alle møblerne er linet op langs den ene væg, med et lille fjernsyn kørende på fuldt knald i det fjerneste hjørne.

Møbler hernede er mindst lige så meget for status som for deres rent funktionelle egenskaber. I hvert fald fik vi serveret maden på et tæppe på gulvet, hvor der dårligt var plads fordi sofaen fydte det meste. Maden vi fik serveret var heldigvis ikke Dal Bhat, men derimod et udvalg af snacks. Vores venner og kolleger Tine og Michael har på deres blog beskrevet hvordan der til et picnic arrangement de var med til blev brugt 4 liter olie på at lave mad til ca 30 mennesker. Det er meget rammende for snacks-konceptet hernede. Diverse ting der bliver friturestegt til ukendelighed, og krydret med uhyrlige mængder chili. Det er ikke altid lige lækkert. Men vi sad der pænt, småsludrede lidt på vores begrænsede ordforråd, stak lidt til maden og drak vores øl, og efter ca halvanden time gik vi hjem i god ro og orden. Nu var der så bare lige det at vi gerne ville gøre gengæld på en eller anden måde, og det kom så til, at vi foreslog at de da skulle tage med os til ’Summerland Resort’, som er vores tilflugtssted en time herfra med en superlækker swimmingpool. Det ville de da rigtigtnok gerne, og på en eller anden måde fik vi så aftalt hvordan og hvornår. Der var vi så allesammen sidste lørdag.

Nu er nepalesere typisk ikke særligt store, så det gik uden de store problemer med at få presset Vijay, hans kone, deres to børn og konens søster ind på bagsædet i bilen. Efter en times bumpet kørsel ankom vi så til Summerland resort, som er et temmeligt besynderligt sted. Det ligger sådan lidt ude i ingenting, ca 10 kilometer fra nærmeste større by (Butwal), og er grundlæggende set et luksushotel med en meget stor og lækker swimmingpool. Klientellet er typisk overklassebørn og unge fra Butwal, som godt kan være lidt irriterende. Det var i den grad et kulturchok for Vijay og familien, og de var nok lidt intimiderede over det hele. I hvert fald var det kun Vijay der skulle svømme. Vi havde tænkt lidt over at de måske ikke var i besiddelse af svømmetøj, men havde samtidig tænkt at de nok også havde tænkt over det og vel fundet frem til en eller anden løsning. Det havde de ikke rigtigt, så Vijay smider resolut tøjet, med undtagelse af et nydeligt par Bordeaux underbukser og springer i. Vi havde sådan set regnet med at han ville følge efter os ud i omklædningsrummet, men sådan gik det ikke. Heldigvis er poolkeeperen et rimeligt fleksielt menneske så han får stile og roligt forklaret Vijay at han altså skal have badebukser på, og egentlig tage et bad første, osv. Og heldigvis ligger gesjæften inde med badetøj man kan købe, nogle meget kække cykelshorts. Det ændrer nu ikke på at det hele er sådan lidt akavet, og ingen af os rigtig ved hvor vi skal gøre af os selv. Karen og jeg prøver sådan at gøre det vi plejer, bestiller noget koldt at drikke, finder en bog og et krydsordsblad frem osv. Vijay og hans familie tror at det at vi læser en bog betyder at vi studerer og skal koncentrere os meget, og begynder derfor at tysse på sine børn. Vi prøver at forklare at det der med at læse bøger for os er sådan en slags tidsfordriv, hvilket kommer af at vi har gået så meget i skole at vi ikke ved hvad ellers vi skal give os til. Det kan vi overhovedet ikke få gjort forståeligt, men efterhånden begynder stemninge at tø lidt op, og både vi og Vijays familie begynder at slappe lidt af. De falder i snak med nogle af de andre nepalesere der er til stede, og Ashraf som er en af vores kolleger og venner dukker også op, og det bliver i det hele taget til en ganske hyggelig eftermiddag. Det kommer endda til at gå så vidt at også Vijays datter får købt sig noget badetøj og prøver at komme i swimmingpool for første gang.

Det korte af det lange er at jeg tror at familien er meget glade for at have været med os på udflugt, men at de samtidig nok synes at det hele var noget virkeligt mærkeligt noget, og nok skal bruge lidt tid på at fordøje oplevelsen. For os var det også meget sjovt, men jeg tror nu nok at vi tager alene afsted næste gang. Man får virkeligt behov for at holde helt nepaleser-fri en gang imellem.