Atter mobile

I søndags skete så det store. Vi fik en ny nøgle til bilen, så den nu rent faktisk kan køre igen, og så fik jeg (Torsten) en spritny Hartford motorcykel. Det er ikke et mærke jeg nogensinde før har hørt om, men i manualen kan man læse sig til at det er et Taiwanesisk firma med registrerede agenter i såvel Jugoslavien, Østtyskland og Tjekkoslovakiet. Det er nok rimeligt at antage at firmaet har et par år på bagen og modellen jeg har fået måske ikke er helt nyudviklet.

Anyways, den ser meget tjekket og offroadagtig ud (billede følger når forbindelsen er god nok til at uploade), og med sine 150 CC er den en halv gang større end den næststørste motorcykel der kører rundt hernede. Indrømmet, i Danmark ville den måske snarere kategoriseres som en tunet knallert, men da det under alle omstændigheder er uforsvarligt at køre hurtigere end 50-60 km/t på vejene hernede gør det nu heller ikke det helt store.

I mandags skulle jeg så for første gang ud på en større tur med denne herlige maskine. I et af de fjernestliggende områder som vi arbejder i var der en træning for en kvindegruppe i at dyrke forskellige slags grøntsager (nogle bittert smagende varianter af aubergine, agurk, squashfamilien). Jeg havde sagt at jeg gerne ville med derud til den praktiske del af træningen, da jeg så kunne optage noget på et videokamera, som jeg for tiden er udstyret med. (Er ved at lave en 2 minutters info-ting om organisationen, som også bliver lagt ud på nettet når det engang er færdigt). Jeg dukker altså op på kontoret ca. kl 10, og får derefter at vide at en fyr der hedder Ajay har stået og ventet på mig ved et eller andet kryds siden kl 8.30, fordi han troede jeg skulle med der. Han var vist lidt muggen, men vi fik da sådan så nogenlunde afklaret misforståelsen, og aftalte at køre kl. 13. Jeg insisterede naturligvis på at køre, men cyklen ville ikke rigtigt starte. Efter en halv time med justeringer af forskellig art på det lokale blikskur der gør det ud for et værksted, lykkedes det dog at komme af sted. Vi skulle først ud af en rimeligt dårligt grusvej, med masser af løst sand og støv, efterfølgende fragtes over en flod med en temmelig utæt pram, og derefter 14-15 km videre af endnu dårligere grus og jordveje.

Hele turen tog omkring en time, og jeg syntes egentlig at det gik meget fornuftigt med at køre. Nu er det sådan hernede at chaufføren skal have hjelm på, mens der ikke er nogle krav for passagererne, og jeg har endnu til gode at se nogen der sidder bag på en motorcykel have hjelm på. Det er selvfølgelig en helt igennem åndssvag lovgivning, men det er nu engang sådan det er. Som sagt gik det meget godt med at køre. Bevares jeg skred da lidt ud et par gange, og havde nogle lidt hårde opbremsninger når der var et hul i vejen jeg ikke lige havde set, måske også nogle små flyveture når jeg ikke lige nåede at bremse ned. Men i det store hele havde jeg da sådan nogenlunde kontrol. Ajay, der sad bagpå, havde muligvis en lidt anden opfattelse af køreturens forløb. I hvert fald ønskede han ikke at køre med mig da vi skulle hjem igen. Desuden overlod han sin hjelm til Buddadev, der så fik lov til at sidde bag på. Således at Buddadev blev den første nepaleser nogensinde til at sidde bag på en motorcykel og have hjelm på. Ajay kørte så hjem på Buddadevs motorcykel uden at iføre sig hjelm. Angående hjelm, så er den jeg er blevet udstyret med ca. 3 numre for lille, og kan derfor ikke komme helt ned over mit hoved. Sidder lidt som sådan en slags boble oven på skallen, ser måske lidt fjollet ud.

Nu er de nepalesere jeg arbejder sammen med helt igennem enormt høflige, og der er ikke nogen der så meget som kunne finde på at antyde at mine køreevner skulle lade noget tilbage at ønske. Alligevel kunne jeg da godt fornemme på tirsdagens smalltalk på kontoret at Ajay havde en god historie at fortælle, til stor lykke for de øvrige tilstedeværende. De slamberter har fundet ud af at jeg efterhånden forstår nok nepali til at fange hovedessensen i nogle af samtalerne, hvorpå de så slår over i det lokale sprog, awadhi, som jeg ikke forstår en lyd af.

Ellers går det bedre og bedre med at blive accepteret på kontoret, og jeg bliver lidt mere inddraget i det sociale på kontoret. Arbejdsmæssigt mangler jeg stadig en hel del udfordringer, men jeg begynder at føle en vis begrænset optimisme om at det nok skal komme. Vi var på forhånd advaret om at det var svært at blive integreret hernede, men det er nu alligevel møgfrustrerende ikke at blive udstyret med nogle reelle arbejdsopgaver, og i stedet blive behandlet med høflig (meget høflig) ligegyldighed. Nuvel, vores program officer fra moderskibet i Kathmandu er hernede for tiden, og ham skal vi have nogle møder med sammen med de lokale, og så hjælper det nok lidt. Men der kommer nok stadig til at gå en hel del tid førend det bliver rigtigt godt.
Der er bebudet Bandha hernede fredag, lørdag og søndag og vi planlægger derfor at stikke af til vores kolleger, der bor ca. 2 timers kørsel herfra i væsentligt køligere klima (vi har nu rundet de 40 grader i dagtemperatur). I Tansen skulle der være god mulighed for et lille trek, og afslapning i al almindelighed.