Så gik den ferie...

Jeg bliver sgu altid lidt overrasket når jeg starter på arbejde efter ferie over at tiden er gået så hurtigt - det føles jo næsten som om man ikke har været væk.

Men så kan jeg jo heldigvis kigge lidt på mine billeder og se en masse fiiine bjerglandskaber og jungledyr. Jeg lægger billeder ud på bloggen snarest.

For snart 3 uger siden oprandt den længe ventede dag hvor vores første besøgende fra Danmark dukkede op: Thor, Mads og Marie-Louise (Karens søskende). De havde taget en billig flyrejse til Delhi og derfra en varm og besværlig togrejse til en grænseovergang tæt på Taulihawa hvor jeg hentede dem.

Jeg havde længe forberedt mine kolleger på at jeg ville tage mine søskende med på arbejde, så alle var mødt frem til præsentationsrunde og te. I forvejen havde jeg forsøgt at forklare hvordan familieforholdene hang sammen, hvilket ikke er helt lige til da ingen af os fire har de samme forældre (Mads og jeg har samme mor, Thor og jeg har samme far og Mads og Marie-Louise har samme far). Det gav anledning til stor undren og diskussion at både mænd og kvinder bare sådan kan blive skilt og gift igen. I de sjældne tilfælde her, hvor en kvinde bliver skilt er det aldeles udelukket at hun skulle kunne indgå i et nyt forhold. Da forvirringen var på sit højeste blev det konkluderet at jeg jo så måtte have 2 fædre og 3 mødre... Det første der skete dagen efter, var at jeg blev bedt om at sætte mig ned og forklare det hele EN gang til!

Efter et par varme dage i Taulihawa begav vi os til Nepalgunj men punkterede en halv times kørsel hjemmefra (punktering nr 14). Vi gav os straks i kast med at skifte hjul blot for at kunne konstatere at reservehjulet også var helt fladt (punktering nr 15). Vi fik sendt Torsten med hjul bag på en motorcykel til et værksted adskillige kilometer borte. Og så sad vi ellers der ’in the middle of nowhere’ og ventende og ventede – sjældent er jeg bleve SÅ glad for at se min counterpart Romlal, som da han steg ud af en bil han havde skaffet til lejligheden i følge med Torsten samt hjul!

Således startede vores ferie med en uheldig begivenhed og det lagde stilen:
- Måtte ændre trekking planer p.g.a. manglende trekking permit
- Pengemangel fordi visa kort systemet i Nepalgunj var nede
- Thor syg med rejsediarre (i en grad så han måtte i drop på missionshospitalet i Jumla)
- Torsten syg
- Marie-Louise syg
- Mads syg
- Karen får sengelopper
- Thors knæ går i udu

Heldigvis havde vi skaffet os en rar guide (som dog ikke kendte vejen p.g.a. de ændrede planer) og to sindsygt stærkte bærere. Vi havde nemlig selv mad med, da der ikke just er overflod af fødevarer i Jumla distriktet hvortil vi fløj fra Nepalgunj med en lille plimsoller til 18 personer. Bærerne kunne så, udover vores mad, bære den persons bagage hvis tur det var til at være syg. De sidste to dage bar de endda Thor ned af de stejleste stykker, som hans knæ ikke kunne holde til.

Det tog os 3 dage hver vej at gå frem og tilbage til Rara Lake. Vi havde ikke telte med så vi overnattede i herberger undervejs (deraf sengelopperne!). Det var dog ikke altid at der lå herberger, der hvor vi havde regnet med, så der var tre dage hvor vi gik både 10 og 11 timer – to af dagene endda UDEN frokost! De fleste dage forcerede vi omkring 1000 vertikale meter både op og ned igen. Den hårdeste dag tog vi en ’genvej’ som en lokal påstod ville bringe os til Rara Lake på 3 timer. Det tog snarere 8 og inkluderede det højeste punkt i området på over 4000 meter. Så den dag stod på 1300 meter op og 1000 meter ned igen – og som bonus var det den eneste dag det for alvor regnede! Til gengæld var det en rigtig flot tur når skyerne spredte sig og man kunne kigge ud over det fantastisk flotte og øde bjerglandskab. Efter den dag tog vi en rekreationsdag ved Rara Lake som er Nepals støste sø og ligger i 3000 meters højde. Vi trængte efterhånden også til et bad og heldigvis var søen perfekt at bade i: knaldturkis, spritklar og 16-18 grader. Så inden længe kan jeg supplere fotogalleriet af ’Karen i brunt flodvand’ med ’Karen i blåt søvand’!

Efter denne unikt flotte men også noget strabasernde tur trængte vi til noget totalt afslappende. Så da vi kom tilbage til Nepalgunj teamede vi op med Anne, der via sine alsidige kontakter fik arrangeret en tur til nationalparken Bardiya, som er berømt for sine næsehorn og tigre. Vi benyttede lejligheden til at tage på elefantsafari og ’riverrafting’ som næremere tog karakter af flodsafari. Selvom der var masser af strøm i floden var den nemlig alt for bred til at generere noget der bare mindede om ’whitewater’. Det lykkedes dog alligevel Torsten at blive vippet i vandet til stor moro for resten af holdet! Ikke overraskende så vi ingen tigre (heldivis, er jeg fristet til at mene), men vi så næsehorn, vilde elefanter, hjorte, aber og krokodiller (så kan det nok være, der var nogle der fik benene op af vandet i en fart!)

Her tilbage i Kapilvastu er regnen endelig kommet – faktisk har det efter sigende regnet stort set konstant den sidste 1½ uge, så der er rigtig kommet gang i risplantningen. Og min flod er forvandlet fra uskyldig og lavvandet til frådende monster, så nu er det den lange vej til arbejde de næste måneder. Heldigvis gør det også at her er blevet dejlig køligt, ja, temperaturen har faktisk sneget sig helt ned under 30 grader.