Opture og nedture

Så blev spændingen endelig udløst. Efter et par dage ekstra i Kathmandu fik vi endelig lov til at køre til Taulihawa i går. Turen gik OK med kun enkelte nær-dødsoplevelser og 2 bandaer – én vi kunne køre uden om og én der blev opløst. Det lader til at Maoisterne er gået over til at holde banda forskellige steder et par timer ad gangen – en positiv udvikling, tror jeg nok. Tirsdag og onsdag var der ellers fuldtids banda med lukkede veje og butikker til følge. Det private erhvervsliv er åbenbart ved at være rigtig trætte af at betale beskyttelsespenge til Maoisterne, som nu da de er kommet i regering jo nok burde være ovre det stadie. På den anden side er det jo en væsentligt indtægtskilde og for tiden holder Maoisterne så mod-banda for at protestere mod de erhvervsdrivendes banda. I parlamentet udtale en af Maoisterne at den forretningsmand som blev tævet forleden selv var ude om det, fordi han var en udbytter og en voldtægtsmand. Forstil jer samme scenarium i folketinget - så var der vist en der var blevet sagsøgt for injurier!

Tilbage til spændingen: sørme om der ikke var blevet malet mens vi var væk – og det er oven i købet hvidt og mere end nydeligt. Og loftet er også blevet malet. Og der er næsten ingen pletter på gulve, karme o.s.v. Og det kostede os 100 kr. for 2 mand i 4½ dag. Så det er optur.

Til gengæld er der ikke sket noget som helst med min spørgeskemaundersøgelse. Der har jo været banda og travlt… Nedtur.

Der er i hvert fald sket noget med vejret mens vi har været væk. Den varme tid er startet, hvilket er lidt kritisk når man kun har langærmede kurtaer – så i morgen skal Taulihawa’s stofbutikker og skræddere tjekkes ud: ”eutaa kurta suruwaal siidinus naa!” (sy mig et kurta suruwaal sæt, tak!).

Min flod er heldigvis stadig lav nok til at krydse med Hi-lux’en. I dag da jeg kørte hjem var der et vældigt ’leben’: en flok børn der badede og pjaskede og en flok voksne der var ved at sætte gang i et ligbål.

I får lige et prøvebillede med fra af køerne i Dybvadbro (skal prøve at oploade fra vores laaangsomme dial-up forbindelse...)

Banda, banda, banda og atter banda

Så er vi tilbage i Kathmandu efter 3 ugers dejlig – om end kold – ferie i Danmark. Her har jeg fundet sommertøjet frem, dog den mere dydige slags med ærmer på blusen og nederdel der ikke viser knæene eller derover – for uuuh det ville være frækt, hvis man kom til at vise et knæ eller en skulder….

Vi skulle egentlig være på vej til Taulihawa i dag, men som overskriften antyder er vi blevet opholdt af endnu en banda. Denne gang er det ’business people’, som har kaldt banda, fordi de er trætte af at Maoisterne kræver beskyttelsespenge, og at de angiveligt bankede en vigtig forretningsmand forleden. Det kan man jo godt forstå, men det forekommer også en anelse kontraproduktivt at lukke hele landet ned! Men veje og butikker er altså lukkede i dag og at køre de 7 timer til Taulihawa er no go. Men måske i morgen…

Vi er ellers lidt spændte på at komme hjem til vores hus for at se om der er blevet malet (mintgrøn er ikke lige vores yndlingsfarve, se nedenfor). Det lyder måske ikke som det største spændingsmoment i verden, men det er det! I Danmark ville man jo nok bare slå op i telefonbogen, ringe efter en maler, aftale en pris og så ville den prut være slået. Her har vi imidlertid i månedsvis forsøgt at få vores vægge malet, men er stødt på følgende forhindringer:
1. Taulihawa tørlagt for maling p.g.a. banda
2. Umuligt at komme i kontakt med maler p.g.a. af manglede telefonbøger og manglende telefoner i det hele taget
3. Problemer med at identificere mand der banker på en tidlig morgen, men som viser sig at være maler
4. Svært at aftale noget som helst på vores begrænsede Nepali
5. Banda som gør at maler ikke dukker op (tror vi)
6. Svært at forklare vores landlord, at vi gerne vil have malet mens vi er på ferie
7. Landlord i Indien indtil d. 23/3

Så vi må jo nok erkende at oddsene for at der er malet fint og hvidt når vi kommer tilbage er 1 til 100!

Som nogle af jer har hørt (længere foredrag) om da jeg var hjemme, har jeg været på rundtur i nogle landsbyer og lavet spørgeskema undersøgelse. Det bliver spændende at se hvad vi kan bruge disse informationer til, om ikke andet fik folk en del underholdning ud af min bil og mig selv, hvilket er illustreret nedenfor. Som det også kan ses bor de fleste landsbyboere i stråhytter og har knapt nok til dagen og vejen, så jeg kan egentlig ikke rigtig tillade mig at være tudefjæs over mine mintgrønne vægge!