Nepaleser-fri

I dag holder jeg Nepaleser-fri dag. Det er måske ikke så politiske korrekt, men jeg har brug for det.

Efter to dage i ufrivillig eksil i Butwal p.g.a. banda, hvor jeg bl.a. på et tidspunkt fandt mig selv på ’Pricinpal’s Office’ på Butwals science college ventende på at en ellers utrolig sød nepalesisk dame betalte sin søns skolepenge, mens jeg overvejede hvad §#¤%& jeg havde gjort for at befinde mig i den situation! Der kunne jeg så sidde og beundre de talentløse portrætter af Einstein, Newton og, ja, Nils Bohr.

På det der skulle have været min fridag i går, måtte vi så holde det møde i JASC, som vi skulle have brugt torsdag og fredag på og udstrækningen blev derefter: 10 timer. I øvrigt et krumme-tæer-agtigt pinligt møde for JASC. Vores ’Programme Officer’ (PO) fra Kathmandu var der for at være med til et møde, hvor organisationens ’beneficiaries’ (10 udvalgte) skulle evaluere det forgangne kvartals aktiviteter (som sædvanligt en smule forsinket). Ud af de 4 workshops og møder der var blevet holdt for ’beneficiaries’ (i forvejen ikke imponerende på 3 måneder), var der én workshop der fik ros (men som PO mente var for teoretisk), to hvor folk ikke kunne gengive hvad indholdet var, og én hvor vi ikke kunne afgøre med sikkerhed om der var nogen af de fremmødte der havde deltaget eller ej - i begge tilfælde ikke en kompliment til kurset! Jeg ville i hvert fald skamme mig hvis det var mig der var ansvarlig. Det gode er, at der så måske kommer lidt mere fremdrift i tingene.

Ja, så jeg holder mig inden døre i dag. Jeg har lige gjort et forsøg på at lave vandmelon sorbet så jeg er helt svedig oven på indsatsen (her er over 40 grader). Ellers er den gode nyhed at vi har fået bevilget en gasovn af MS. Strømmen her i huset kan kun få el-ovnen op 120 grader eller 160 på en rigtig god dag. Men om tre uger når vi får gasovnen er der ingen grænser for alle de brød, boller, kager og gratiner vi skal bage…

Politisk er det stadig ret cirkus-agtigt her i Nepal. I parlamentet er der ikke blevet taget nogen beslutninger de sidste par uger, fordi Maoister og Madeshier (folk fra Terai) er blevet enige om at råbe slagord og forstyrre så meget, at der ikke kan foregå nogen normal debat. Grunden er så vidt jeg har forstået, at de ikke er tilfredse med den måde valgkredsene til den udskudte folkeafstemning til en forfatningsgivende forsamling er delt op på. Samt for at protestere mod at folkeafstemningen er blevet udskudt (20 juni var alt for snart til at sikre et fair valg mente ’electoral commision’, hvilket de nok har ret i).

For nylig skete der i øvrigt det at Maoisternes leder Prachandra’s bil blev ’stjålet’. Eller d.v.s. det var faktisk den tidligere ejermand fra hvem Maoisterne havde konfiskeret bilen som havde en ekstra nøgle, og da han så den holde på en parkeringsplads, mens Prachandra var til et vigtigt møde, satte han sig ind og begyndte at køre væk. Det satte Prachandra’s sikkerhedsvagter selvfølgelig en stopper for, men det var jo lidt svært at nægte at det var mandens bil, når nu han havde nøglerne til den, så det endte med at partiet er erklærede at de faktisk hele tiden havde tænkt sig at levere bilen tilbage og liiiige var på vej til det da manden selv tog affære. Helt sikkert!

Her et par fotos fra sidste weekends besøg hos Jakob og Sara i Tansen inkl. 8-timers vandretur...

Atter mobile

I søndags skete så det store. Vi fik en ny nøgle til bilen, så den nu rent faktisk kan køre igen, og så fik jeg (Torsten) en spritny Hartford motorcykel. Det er ikke et mærke jeg nogensinde før har hørt om, men i manualen kan man læse sig til at det er et Taiwanesisk firma med registrerede agenter i såvel Jugoslavien, Østtyskland og Tjekkoslovakiet. Det er nok rimeligt at antage at firmaet har et par år på bagen og modellen jeg har fået måske ikke er helt nyudviklet.

Anyways, den ser meget tjekket og offroadagtig ud (billede følger når forbindelsen er god nok til at uploade), og med sine 150 CC er den en halv gang større end den næststørste motorcykel der kører rundt hernede. Indrømmet, i Danmark ville den måske snarere kategoriseres som en tunet knallert, men da det under alle omstændigheder er uforsvarligt at køre hurtigere end 50-60 km/t på vejene hernede gør det nu heller ikke det helt store.

I mandags skulle jeg så for første gang ud på en større tur med denne herlige maskine. I et af de fjernestliggende områder som vi arbejder i var der en træning for en kvindegruppe i at dyrke forskellige slags grøntsager (nogle bittert smagende varianter af aubergine, agurk, squashfamilien). Jeg havde sagt at jeg gerne ville med derud til den praktiske del af træningen, da jeg så kunne optage noget på et videokamera, som jeg for tiden er udstyret med. (Er ved at lave en 2 minutters info-ting om organisationen, som også bliver lagt ud på nettet når det engang er færdigt). Jeg dukker altså op på kontoret ca. kl 10, og får derefter at vide at en fyr der hedder Ajay har stået og ventet på mig ved et eller andet kryds siden kl 8.30, fordi han troede jeg skulle med der. Han var vist lidt muggen, men vi fik da sådan så nogenlunde afklaret misforståelsen, og aftalte at køre kl. 13. Jeg insisterede naturligvis på at køre, men cyklen ville ikke rigtigt starte. Efter en halv time med justeringer af forskellig art på det lokale blikskur der gør det ud for et værksted, lykkedes det dog at komme af sted. Vi skulle først ud af en rimeligt dårligt grusvej, med masser af løst sand og støv, efterfølgende fragtes over en flod med en temmelig utæt pram, og derefter 14-15 km videre af endnu dårligere grus og jordveje.

Hele turen tog omkring en time, og jeg syntes egentlig at det gik meget fornuftigt med at køre. Nu er det sådan hernede at chaufføren skal have hjelm på, mens der ikke er nogle krav for passagererne, og jeg har endnu til gode at se nogen der sidder bag på en motorcykel have hjelm på. Det er selvfølgelig en helt igennem åndssvag lovgivning, men det er nu engang sådan det er. Som sagt gik det meget godt med at køre. Bevares jeg skred da lidt ud et par gange, og havde nogle lidt hårde opbremsninger når der var et hul i vejen jeg ikke lige havde set, måske også nogle små flyveture når jeg ikke lige nåede at bremse ned. Men i det store hele havde jeg da sådan nogenlunde kontrol. Ajay, der sad bagpå, havde muligvis en lidt anden opfattelse af køreturens forløb. I hvert fald ønskede han ikke at køre med mig da vi skulle hjem igen. Desuden overlod han sin hjelm til Buddadev, der så fik lov til at sidde bag på. Således at Buddadev blev den første nepaleser nogensinde til at sidde bag på en motorcykel og have hjelm på. Ajay kørte så hjem på Buddadevs motorcykel uden at iføre sig hjelm. Angående hjelm, så er den jeg er blevet udstyret med ca. 3 numre for lille, og kan derfor ikke komme helt ned over mit hoved. Sidder lidt som sådan en slags boble oven på skallen, ser måske lidt fjollet ud.

Nu er de nepalesere jeg arbejder sammen med helt igennem enormt høflige, og der er ikke nogen der så meget som kunne finde på at antyde at mine køreevner skulle lade noget tilbage at ønske. Alligevel kunne jeg da godt fornemme på tirsdagens smalltalk på kontoret at Ajay havde en god historie at fortælle, til stor lykke for de øvrige tilstedeværende. De slamberter har fundet ud af at jeg efterhånden forstår nok nepali til at fange hovedessensen i nogle af samtalerne, hvorpå de så slår over i det lokale sprog, awadhi, som jeg ikke forstår en lyd af.

Ellers går det bedre og bedre med at blive accepteret på kontoret, og jeg bliver lidt mere inddraget i det sociale på kontoret. Arbejdsmæssigt mangler jeg stadig en hel del udfordringer, men jeg begynder at føle en vis begrænset optimisme om at det nok skal komme. Vi var på forhånd advaret om at det var svært at blive integreret hernede, men det er nu alligevel møgfrustrerende ikke at blive udstyret med nogle reelle arbejdsopgaver, og i stedet blive behandlet med høflig (meget høflig) ligegyldighed. Nuvel, vores program officer fra moderskibet i Kathmandu er hernede for tiden, og ham skal vi have nogle møder med sammen med de lokale, og så hjælper det nok lidt. Men der kommer nok stadig til at gå en hel del tid førend det bliver rigtigt godt.
Der er bebudet Bandha hernede fredag, lørdag og søndag og vi planlægger derfor at stikke af til vores kolleger, der bor ca. 2 timers kørsel herfra i væsentligt køligere klima (vi har nu rundet de 40 grader i dagtemperatur). I Tansen skulle der være god mulighed for et lille trek, og afslapning i al almindelighed.

Det er nogle gange nogle lidt besynderlige ting man foretager sig om aftenen hernede. Det nedenstående er udfaldet af en lille musikleg, som jeg har hugget fra min ven Martins blog (steineriusa.blogspot.com). Han har vist nok hugget den et andet sted fra, men det er nu underordnet. Det går i alt sin enkelthed ud på at sammensætte soundtracket til ens liv, hvis nu det var en film. Reglerne er meget simple.

1. Tag et stykke papir og skriv de forskellige kategorier ned
2. åben din ipod/itunes kartotek eller hvad nu ellers du har pakket din musiksamling ned på
3. Indstil på 'shuffle'¨
4. tryk på play
5. Skriv sangene ned under hver kategori i rækkefølge
6. Lad være med at snyd for at virke cool.


Torstens soundtrack

Opening credits
David Byrne: ‘Revolution’ fra albummet Look Into the Eyeball’. Et af de lidt tyndere numre fra et ellers fantastisk fedt album. Handler om en pige der ikke foretager sig noget som helst andet end at vente på at revolutionen kommer. Temmeligt sølle, og nok en indledning til en film som kun et mindretal ville bruge særligt meget tid på at se særligt meget af.

Waking up
Björk: ‘The modern things’ fra Post. Jeg har for længst opgivet at prøve at finde ud af hvad nogen af Björks sange handler om. Det her er nu en af de mere optimistiske, og jeg forestiller mig noget med en glad og fro Björk der tumler rundt på Island om sommeren og synger til fuglene og himlen i bedste sound of music stil. Ikke det værste nummer at vågne op til.

First day of school:
Sebastian: ’Romeo og Julie’. Er jo faktisk ikke en decideret kærlighedssang, men snarere en lidt vemodig sag om drømmeren Romeo, der ikke rigtigt kan finde ud af at se virkeligheden i øjnene. Uanset hvad er det et temmelig besynderligt valg for første skoledag.

Falling in love:
Royksopp, kender ikke lige nummerets titel, eller for den sags skyld albummets, men det er en meget hyggelig og lidt mellow sag. Nok noget som man burde have sat på anlægget første gang man havde en pige med hjem, hvis man skulle gøre sig nogle forhåbninger. Jeg har nu en ret klar erindring, om at det jeg valgte at sætte på i stedet var Bryan Adams albummet ’Into the Fire’, formentlig fulgt op af nogle Def Leppard ballader. Fik vist heller ikke det store held med foretagendet…

First relationship:
Led Zeppelin: Rock and Roll, fra IV. En solid gammel klassiker. En, to, tre, fire og derudaf. Its been a long time, its been a long time, its been a long lonely, lonely, lonely, lonely long time. (siden han sidst fik noget). Til mit liv ville det nok passe bedre til kategorien ’second relationship’

Breaking up
Frank Sinatra: ‘I’ve got you under my skin’. Nå ja her har vi en sang der vel nok i den grad handler om at være håbløst forelsket. På den anden side er det vel ofte også først når man er blevet droppet at man finder ud af hvor forelsket man egentlig er eller har været. Under alle omstændigheder er strofen: ‘Use your mentality, wake up to reality’, måske meget godt til hvad man burde gøre når man er blevet droppet, og virkeligt dårligt til den serie af virkeligt ynkelige ’vil du ikke godt ombestemme dig’- telefonopkald som jeg reagerede med.

Prom
Mew: 'Fox cub', fra ‘…and the glass handed kites’. En af bagatellerne fra Mews konceptalbum, der egentlig bare bliver mere og mere uinteressant og mere og mere selvhøjtideligt jo flere gange man hører det. Nu har mit liv vist nok heller aldrig rigtigt budt på noget der egentlig kan betegnes som et prom. Det tætteste er vel en gallafest på RUC for små 7 år siden. Og den rangerer nok heller ikke højere end en bagatel

Mental Breakdown
Paul Simon: ‘The mother and child Reunion’ fra en eller anden opsamlingsplade. En lidt irriterende reggae-inspireret Paul Simon ting, der ikke siger mig det helt store

Driving
Beck: ‘Sissyneck’: En rigtigt fedt nummer og med et swing der passer perfekt til kategorien. Bliver dog måske lidt spoleret af at de første linier er: ‘I don’t need no wheels, I don’t need no gasoline, cuz the wind in my hair is blowing like a smoke machine’. Er ikke helt med på hvad sangen i grunden handler om, men det er et nummer jeg godt gad køre bil til.

Flashback
Nick Cave and the Bad Seeds: Jack the Ripper (akustisk), fra B-sides and other rarities. ‘I’ve got a woman, she rules my house with an iron fist’ og så ender det vel med at hun bliver slået ihjel, som det jo lidt er normen i Nick Cave sange. Ikke noget særligt rart liv, som denne sang kunne være et flashback til.

Getting back together
Johnny Cash: ‘Fields of diamonds in the sky’. Fra en af ‘American Recordings’ pladerne. Johnny Cash’ udgave af en god gammel melankolsk kristen country sang.

Birth of child
Thelonius Monk: Kender hverken titel eller album, ville under alle omstændigheder være hårdt presset for at kunne nævne bare én titel med Monk. Det er ikke det jeg hører oftest. Men jo en meget rar klaverjazz sag. Meget søndag formiddagsagtig (fra dengang der stadig var hot and sweet på P3). Har endog meget svært ved at relatere det til en barnefødsel.

Final battle
De Nattergale: ‘Hitmaker 2’ fra ‘Nu griber det godt nok om sig’. Det er godt nok svært at forestille sig et nummer der passer ringere til kategorien ’Final Battle’. Måske, kunne det passe med at selve ideen om at mit liv skulle indeholde noget så pompøst som en ’final battle’ også ville være en parodi i sig selv

Funeral song
Björk: no 5 fra ’Medulla’. Et meget mærkeligt nummer fra en i det hele taget temmelig mærkelig Björk plade, som jeg har hørt utroligt lidt. Stemningsmæssigt kunne det nok godt gå til en begravelse.

End credits
Deus: ‘Diveborne jingle’ fra ‘Worst Case Scenario’. Et skævt nummer fra Deus’ første og bedste plade. Ville måske egne sig udmærket til at skræmme folk ud af biografen.

Det kunne være vældigt sjovt at høre hvad I har fået ud af dette tidsfordriv. Ellers er der sket lidt af hvert hernede de sidste par dage. Mere følger i et nyt indlæg om en dag eller to.

Et link

For resten vil jeg lige anbefale et link hvis I gerne vil læse lidt om den politiske situation i Nepal for tiden. Eftersom min kære kollega Jakob i Tansen har skrevet et par udmærkede indlæg, gider jeg ikke gentage det samme, men bare linke videre. Faktisk er der allerede et link til Jakobs og Saras blog, som jeg omsider har fundet ud af at få 'up front'.

Nå men i får lige linket igen: http://itsibitsi.wordpress.com/

God fornøjelse med læsningen...

”To danskere druknet i skrald i Nepal”

Overfor jer, der har hørt på mit brok over mit daglig hyr med den nepalesiske trafik, må jeg nok til at indrømme at der også er visse fordele forbundet med at skulle køre i bil på arbejde. Dels noget ’street respect’, dels det faktum at jeg indimellem er tvunget til at blive hjemme (hvem kan ikke bruge en ekstra fridag i ny og næ). I dag er der sket det at min bil ikke kan starte, nøglen kan simpelthen ikke dreje tændingen. Vi tror nok det er p.g.a. af støv kombineret med slidt nøgle – baseret på vores summerede viden omkring biler (ikke noget stor sum!). I hvert fald har vi nu aftalt med MS at ’transport officer’ kommer forbi med en anden bil på mandag. Det betyder så, at jeg ikke kan komme på arbejde før mandag (sørme ærgerligt…) og at vi er stuck i Taulihawa i weekenden (rigtigt ærgerligt).

Da vi ankom til Taulihawa for 3 uger siden havde jeg lavet mig en laaaang to-do liste:
Skaffe bankkonto i Butwal
Skaffe sim-kort til mobilos
Skaffe jord til at plante fra DK medbragte frø
Skaffe tyende (didi)
Skaffe sproglærer
Skaffe en eller anden form for kølesystem
Skaffe mere strøm (alternativt en gasovn)
Skaffe os af med vores skrald

Bankkontoen fik vi åbnet i sidste weekend. I går hjembragte Torsten dejligt muld fra sit arbejde, hvor de har gang i et træplantningsprojekt. Så må vi se om vi har grønne fingre… Vores nye didi var her i går og i dag så vi har fået vasket tøj og gjort rent (dejligt med hushjælp – men hvad fanden sætter man hende til? Kunne kun strække den til 3 timers arbejde i dag og vi betaler hende for 7).

Resten er stadig hængepartier. Ting tar’ tid i dette land. Især er vores skraldeproblem ved at vokse os over hovedet. ”To danskere druknet i skrald i Nepal”. Sagen er at man normalt brænder sit brændbare affald af og smider resten ud til køer, geder og hvad der ellers kommer forbi. Vores landlord mener dog ikke at det kan lade sig gøre da naboerne så vil klage. Det lyder ærlig talt lidt mærkeligt, men vi må jo tage hvad han siger for gode varer. Han mener så vi kan køre ned til floden 2½ km herfra og brænde det der. Det er den flod jeg krydser hver dag (når bilen virker og der ikke er banda…), og det eneste jeg har set folk brænde af der er lig (helt autoriseret med ritualer og stort bål). Så udover at det er en ret besværlig måde at komme af med sit affald (bål ER hyggeligt, men IKKE når det drejer sig om at brænde brugt toiletpapir af i 40 graders varme) kommer vi til at blive fuldstændig til grin – og vi opfører os ærligt talt mærkeligt nok i forvejen. Så indtil videre hober skraldet sig bare op!

Til gengæld får vi ingen rudekuverter (faktisk ikke noget post overhovedet!)…

Afslutningsvist et par billeder fra vores seneste cykelture.

Hverdagsliv...

Tja, saa har vi efterhaanden fundet ind i en nogenlunde normal rytme igen. Vi bliver vaekket et eller andet sted mellem kl 6 og 7 om morgenen af vores overbo der giver sig til at knuse krydderier I stengulvet ovenpaa. Saa kan man lige ligge og smaasnue lidt indtil vi staar op henad kl 7-7.30.. Afsted paa arbejde ved 9.30-10 tiden, og hjem igen ved 16-17 tiden. Sengetid er ca. kl 22. Saadan koerer det nogenlunde fra soendag til mandag.

Paa mit (Torstens) arbejde er der sket en hel del mens jeg har vaeret vaek. Der har vaeret en stoerre omrokering og fyring af personale I gang. Normalt er der et team af 3 personer + mig der administrerer programmet. Nu er der saa kommet to nye til, og to andre er forsvundet. Det hele er en del af en stoerre raevekage som ogsaa involverer min naermeste samarbejdspartner paa MS-kontoret. Hun har ikke rigtigt synes at der var den rigtige administration hos min partner, og har saa trukket lidt I nogle traade overfor den oeverste ledelse hos min partnerorganisation. Jeg har godt vidst at der var noget I den stil under opsejling, men har gjort hvad jeg kunne for at blande mig udenom. Jeg har paa ingen maade lyst til at blive bagt alt for meget ind I de lokale intriger.

Naa, men nu skal jeg saa til at arbejde sammen med et helt nyt team af folk. Jeg kender dem loeseligt og det kan godt vaere at det er en forandring til det bedre. Men det hele bliver noget kun kompliceret af at de allesammen er I KTM den naeste maaned. Det er blevet tid for at gaa til eksamem hernede og mine nye kolleger skal proeve at redde sig de sidste eksamener paa sociologi I land. Jeg har set nogle eksamensspoergsmaal fra de foregaaende aar, og det er ikke fordi det kraever det helt store. Jeg vil umiddelbart vurdere at den grundkursusproeve jeg var til paa RUC efter det allerfoerste semester havde nogenlunde samme svaerhedsgrad.

Hvad det egentlig er planen at jeg skal give mig til I den maaned hvor de er vaek er ikke helt klart. I loebet af de sidste par dage har jeg ligesom lavet den smule jeg selv kunne komme I tanke om, men det er ved at vaere slut nu. Der er ingen til stede paa kontoret for tiden som jeg kan kommunikere med (udover, 'hvordan gaar det?' 'har du spist?' 'det er godt nok varmt I dag' 'skal vi gaa ud og ryge en smoeg?' og den slags).

Indtil videre faar jeg saa ventetiden til at gaa med at skrive blog, laese nogle artikler jeg har downloadet, ordne nogle praktiske ting og laegge kabale paa computeren. Det minder lidt om da jeg skrev speciale. Nuvel, folk er jo meget soede, og det skal nu nok lykkedes at faa hul igennem. Kraever bare lige lidt mere taalmodighed det naeste stykke tid. I mellemtiden kan jeg saa gaa og glaede mig til at jeg faar min motorcykel leveret om et par uger, og forhaabentlig ogsaa en spritny laptop. Saa mangler jeg bare at finde ud af hvad jeg skal bruge alt det udstyr til…

Fra de varme lande

Og nu til et par små historier fra de varme lande (ca. 35 grader om dagen og 20 om natten).

At vise ankel
Som beskrevet tidligere er det i denne kultur benene der er det mest attråværdige ved en kvinde og som ærbare af slagsen derfor holder omhyggeligt tildækkede. Det kan illustreres ved en historie om de omrejsende tivolier her på egnen som min kollega Buddhi fortalte mig forleden. Til disse omrejsende tivolier hører også en dansetrup som danser Bollywood dans – ifølge Buddhi er folk her på egnen tossede med Bollywood og kan slet ikke få nok. Buddhi har så hørt fra sin fætter (eller noget), at når kvinderne i dansetrupperne (alternativt mænd forklædt som kvinder, hvis den ægte vare ikke er tilgængelig) hiver op i nederdelen til lige over anklen bliver de straks overdænget med 100 rupies sedler, og hvis en kvinde – hold nu fast - drister sig til at hive skørtet helt op til midt på læggen, ja så er det ikke mindre end 500 rupies sedler der kan gøre det! Det er sgu dyrt for 20 cm ben…

Fagforeningens forgæves kamp mod maskinerne
I går kom der en dame forbi min organisation. Hun talte og talte på Nepali så jeg forstod ikke en brik. Jeg fik Buddhi til at forklare mig lidt om situationen og det viste sig at denne kvinde var Dalit (kasteløs / urørlig) og meget aktiv i fagforeningen og andre rettighedsgrupper. Der var så sket det, at hendes hytte var brændt ned til grunden, og nu bad hun om støtte til at bygge en ny. Hun mente at det måske var nogle fagforeningsfjender, som havde brændt hytten af for at kyse hende. Desværre for fagforeningsfjenderne virkede denne dame som en stærk person der ikke lige var sådan at kyse, og de fleste af os der var på kontoret gav hende nogle penge. Desværre for fagforeningen kæmper de for at få afskaffet nogle maskiner, der kan læsse lastbiler med sten, og som gør 20 mænd per maskine arbejdsløse – det er nok det jeg vil kalde ’a lost cause’.

Blaffere
I dag da jeg kørte hjem fra arbejde sad jeg og fundere over hvor utrolig meget, man kan læsse på cykler og rickshaws. For at nævne i flæng: en famile, et læs brænde, en cykel, en motorcykel. Selvsagt fik jeg lidt dårlig samvittighed over at sidde helt alene i min kæmpestore pickup (uden noget i ladet). Da jeg så ser en mand og to knægte der blaffer i skovkanten stopper jeg straks. De vil gerne med til Taulihawa, og vil jeg ikke nok lige vente 5 minutter på et par venner. Så skidt da, tænker jeg, og snart vælter omkring 15 yderligere personer ud af skoven og derefter op på ladet. Det var så det princip om aldrig at køre med nogen på ladet! Til gengæld fik jeg øvet lidt Nepali…