Sunday, September 21, 2008

Dræberfrøen

Så er den gal igen! Idag skulle vi have været kørt til en 3-dages workshop i Nepalgunj fire timers kørsel vestpå, men nu er der både banda og landslide, så hele programmet må udskydes på ubestemt tid. Vi har ellers planer om både trekking og rafting ude vestpå efter workshoppen og Torstens veninde Marie ankommer til Nepalgunj på torsdag, så nu er gode dyr rådne...

Måske brugte vi vores held op, da vi var i Kathmandu i starten af måneden og kun blev stoppet af en enkelt banda på tilbagevejen, som vi kom igennem p.g.a. vores blå nummerplader på bilen (for de fleste nepalesere betyder blå nummerplader FN og de har som regel ’ret’ til at køre selvom der er banda – vi glemte lige at rette misforståelsen omkring at MS og FN er det samme...). Det hjalp også at en meget ivrig nepaleser løb i forvejen og overbragte beskeden til diverse banda arrangører om, at der nu kom en FN bil. Vi var meget taknemmelige for hans hjælp og tog ham gerne med de 20 km på den anden side af bandaen, som bragte ham til hans bestemmelsessted. Det viste sig så, at han var ved at bygge et hospital (indtil videre var der kun en grusbunke) som ikke skulle gøre brug af ’vestlig medicin’ ej heller ’ayruvedisk medicin’, som eller er meget populær på disse kanter – nej, han ville helbrede masserne alene ved hjælp af vand, luft, ild, jord og det femte element (?). Og når nu vi var der, ville han høre om ikke vores NGO kunne give lidt støtte til hans visionære projekt – jeg tror desværre ikke at projektet falder indenfor MS’ rammer, men på den anden side, ’udryddelse af fattigdom’ dækker jo rimelig bredt...

Ellers har vi den sidste tid haft travlt med at monitorere ’democracy bus’, forberede os til ovennævnte workshop samt planlægge og arrangere rafting/trekking som nu står for at skulle komplet omarrangeres...

Forleden blev mit arbejde ved computeren forstyrret af en højlydt hamren udenfor vinduet. Der sad et par arbejdsmænd med et par MEGET lange bambusstænger, noget skæregrej og noget snor. Jeg undrede mig over, hvad de foretog sig, og inden længe kom vores landlord ud for at monitorere. Han fortalte mig at huset skulle males udvendigt. Den proces starter åbenbart med at man går igang med at konstruere en stige af bambus og snor. Ikke så mærkeligt at ting tar’ tid på disse kanter!

Udover min daglige kamp mod muggen i vores hus har jeg fået en anden formidabel modstander: dræberfrøen. Vi (Torsten) har ved flere lejligheder måttet fange frøer, som havde fundet en behagelig bolig i indhakket på en dør, svaberen på badeværelset e.lign. Forleden kom vores rengøringsdame så skrækslagen og bad om hjælp, hun havde fået øje på en sådan ’sugekop’ frø og var opskræmt fordi den slags frøer åbenbart er giftige, ja, ifølge hende ligefrem dødelige. Torsten påstår hårdnakket at sådan en lille frø altså ikke kan være dødelig for mennsker, men jeg er nu ikke så sikker - I hvert fald har jeg nu fået noget at have min frøfobi i.

Thursday, September 04, 2008

visuel dokumentation



Massagedamens skjulte talenter indenfor kropskunst!
Det var dén hovedvej...