Tuesday, February 19, 2008

På Vippen

Vi sidder fast i Kathmandu. Vores plan var at køre hjem for en uge siden, men det har været umuligt på grund af Bandha. Der er ikke noget der tyder på at Bandhaen forsvinder foreløbig.

Baggrunden er at madeshierne fra Nepals lavland (hvor vi jo som bekendt bor) forlanger selvbestemmelse, øget indflydelse, ændringer i valgloven og meget andet. Det er ikke rigtigt en politisk dagsorden men i høj grad en etnisk. På samme måde er der en hel del andre grupper rundt omkring i landet, der dukker op med en etnisk dagsorden, og det destabiliserer hele samfundslivet.

Der er næppe nogle af de grundlæggende problemer her i landet, der har meget at gøre med etnicitet, men her i Nepal er der en meget stærk tradition for at sætte folk i kasser, og praktisere en skarp diskrimination på baggrund af denne overdrevne kategorisering. Man plejer vist at sige at der omkring 80 etniske grupper, og i omegnen af 2-300 kaster. Lige nu virker det til at alle disse grupper kæmper for at få deres bid af kagen. Mest absurd tager det sig måske ud i forhold til det valg til den grundlovsgivende forsamling der efter planen skal finde sted om halvanden måned. Her er det ellers rimelige krav om et proportionelt valgsystem blevet til et sindrigt og topstyret regelsæt der skal sikre at at alle disse grupper får en repræsentation i den grundlovgivende forsamling, der svarer til den andel af befolkningen som de udgør. Godt nok har man nu opjusteret antallet af pladser i den grundlovgivende forsamling til 603 (hvordan man så forestiller sig at 603 mennesker skal kunne arbejde meningsfuldt sammen om at skrive en ny grundlov?), men med så mange grupper i spil, siger det omtrent sig selv at det ikke rigtigt kan lade sig gøre – blandt andet derfor er der ballade for tiden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på om noget af alt det her bunder i en eller anden syg fortolkning af ligestilling som ellers velmenende donorer har været med til at introducere. Personligt har jeg brugt ret meget tid på at finde ud af hvem der sidder på magten i de lokal-områder hvor min organsiation arbejder. Ikke overraskende finder vi jo så ud af at det er højkaste mænd fra de traditionelt dominerende etniske grupper. Den information bruger vi så til at gøre vores støtte afhængig af at flere kvinder og folk fra de svage grupper bliver inkluderet. Det lyder jo altsammen meget udemærket, men bivirkningen er at vi dermed konstant er med til at fastholde en meget stram kategorisering af alt og alle. Det bliver til positiv særbehandling i en meget ekstrem form. I stigende grad ser vi derfor også at folk organiserer sig efter deres etniske og kastemæssige tilhørsforhold. Når man så tilføjer politiske rævekager ender man så i det rod vi sidder i nu.

Mens jeg har skrevet på dette indlæg er der endnu et parti der har valgt at boykotte valget, til gengæld har unionen af mahdesi partier valgt at komme til forhandlinger senere i dag. Det er meget svært at forudse hvad der kommer til at ske. Lige nu virker det usandsynligt at vi får det lovede valg d. 10 april, og meget sandsynligt at det sidste halve års kaos får lov til at fortsætte. På den anden side er det Nepal, og her sker der nogle gange de mest besynderlige omvæltninger ganske uden varsel.

Wednesday, February 13, 2008

Årsmøde 2


Ja, så fik jeg fornøjelsen af mit andet årsmøde i MS Nepal. Måske husker nogle af jer beskrivelsen af den dramatiske valgkamp til ’Policy Advisory Council’ (PAC) sidste år, hvor jeg blev valgt efter 2. runde fordi Anne og jeg havde fået lige mange stemmer i første omgang. I år var det noget mindre dramatisk idet der var fredsvalg. Alligevel skulle man jo holde en valgtale (se foto). Heldigvis var der simultantolkning, så talen kunne holdes på engelsk.

Højdepunktet var dog vores ’festive dinner’ som afholdes efter typist nepalesisk festmønster:
Øl og snacks fra 18-19 tiden
Dansegulv ført an af mændene fra kl 19
Mad ved 21-22 tiden
Festen slut kl 23

Som det fremgår er dansgulvet det absolutte centrum og diverse Nepalesiske pophit kører på repeat. Det er ret sjovt og desuden en sund måde at feste på: man har ikke tid til at drikke særlig meget, man får motion og man kommer tidligt i seng...


Som det ses var vejret fantastisk og vi havde udsigt til Himalya. Det blev dog temmelig koldt om natten, men eftersom vi boede på et fint hotel blev der bragt varmedunke i stilling inden man skulle i seng. Et stort hit!

Pt. er vi fanget i Kathmandu idet United Madhesi Democratic Front (UMDF) bestående af Terai Madhesh Loktantrik Party, Sadbhawana Party og Madhesi Janadhikar Forum har kaldt ’indefinite’ banda med følgende begrundelse: ’The organisers termed this strike as their 'final battle' to get their demands met before the constituent assembly election scheduled for April 10’. Ja, sådan bedriver man politik i Nepal. Så vi er altså i Kathmandu på ubestemt tid...

Tuesday, February 12, 2008

Vild med dans...