Der er efterhånden kommet en del forvirring om hvem af os der skriver hvad, hvornår. Tendensen er vist den at Karens familie og venner har tilbøjelighed til at tro at det meste er skrevet af Karen, at Torstens familie har tilbøjelighed til at tro at det meste er skrevet af Karen. Det samme gælder vist for øvrigt også for Torstens venner… Det forekommer at jeg (Torsten) altså skylder lidt.
Først og fremmest går det helt fint hernede. I går var endnu en historisk dag i Nepals demokratiske udvikling. Maoisterne trådte ind i det parlament der skal styre begivenhedernes gang indtil der bliver valg til den grundlovsgivende forsamling en gang i løbet af sommeren. Her i Kathmandu, (hvor vi for tiden har sprogundervisning) blev det fejret med en officiel fridag. I Terai, hvor vi bor, blev det ’fejret’ med Bandh for fjerde dag i træk.
Bandh betyder egentlig lukket, og i praksis er det hvad folk gør når de er utilfredse med noget. Man spærrer de væsentligste veje med brændende bildæk eller lignende, og butikkerne holder lukket, eller rettere bliver presset til at holde lukket af dem der nu engang har erklæret Bandh’en. Bandhs var det primære redskab under konflikten til at få luftet sin utilfredshed på en nogenlunde fredelig maner, men nu er der i den grad gået inflation i begrebet. Hvis der sker et trafikuheld er det lige så sikkert som regn under monsunen at der er Bandh den næste dag, indtil der bliver udbetalt en kompensation til trafikofferet, eller trafikofferets familie. Det gælder også hvis trafikofferet er en ko. Den gældende kompensation for en ko er faktisk højere end den er for et barn. I tror det er løgn, men i handskerummet i vores bil har vi faktisk en liste over hvad det er kotume at betale hvis man er uheldig og kører et eller andet ihjel. Alt lige fra ænder til gravide hellige køer.
Derudover vælger alle mulige og umulige politiske grupperinger at erklære Bandhs for et godt (eller ondt) ord, hvilket kan få al trafik og livet i almindelighed til at gå fuldstændigt i stå i en dags tid. Desuden er der alle de uofficielle bandhs som typisk er nogle unge knægte der spærrer vejen med et reb og forlanger penge før man får lov til at køre videre. Møgirriterende, men som regel kan man snakke sig igennem. Indtil videre har vi dog været heldige kun at blive fanget i 2 alvorlige bandhs, hvor vi begge gange kunne køre en alternativ rute, dog med rimeligt stor forsinkelse.
Politiet foretager sig absolut ingenting for at forhindre Bandhs. I det hele taget foretager politiet sig ikke rigtigt noget overhovedet. Det har også noget at gøre med at maoisterne ikke har villet tillade politiet ret meget manøvrerum. Forhåbentligt ændrer det sig nu hvor maoisterne har fået et reelt medansvar for at styre landet.
Den igangværende Bandh i Terai er dog af den mere alvorlige slags. Det skyldes at der desværre er ved at gå etnicitet i politikken hernede. Der er store modsætningsforhold mellem ’indfødte’ Nepalesere og indvandrere fra Indien. Sidstnævnte udgør i flere områder en flertalsgruppe, men er typisk fattigere og har ikke statsborgerskab og almindelige borgerrettigheder. Det vil de selvfølgelig gerne have, og nogle mere rabiate grupperinger vil ligefrem have et uafhængigt Terai. Det er der så for tiden nogle sammenstød over fra forskellige sider, og altså fire dages Bandh i Terai.
Men nok om politik. Der er fra forskellige sider blevet efterlyst noget om hvad det egentlig er vi får penge for at lave hernede. Det har vi også gået og spurgt hinanden og andre lidt om, men har ikke fået så mange svar vi kunne bruge til noget. I det store hele har vi friheden til at lave stort set hvad der passer os, så længe vi møder op på kontoret hos vores respektive partnerorganisationer på de aftalte tidspunkter. Der er i hvert fald ikke umiddelbart nogen i vores partnerorganisationer, der indtil videre har været bare i nærheden af at stille krav til os, og det lader heller ikke til at det kommer til at ske lige med det første.
Indtil videre har vi begge to valgt at kaste os ud i nogenlunde det samme projekt. MS har lige skrevet en ny fire-årig aftale med begge vores partnere, og i den indgår der nogle nogenlunde konkrete krav om hvilke resultater der skal være opnået efter de fire år. Imidlertid er der ikke sådan for alvor nogen idé om hvorfra vi starter. For at finde ud af det må vi altså til at lave et såkaldt ’baseline-study’. Det, min organisation skal arbejde hen i mod er få etableret 15 små lokale organisationer med 1-2 ansatte og et antal frivillige, der er i stand til at trække penge fra de offentlige kasser og bruge dem til at sætte gang i selvhjælpsprojekter for endnu mindre lokale grupperinger, der udelukkende fungerer på frivillig basis. Det overordnede mål er at hæve levestandarden for de mennesker der er organiseret i de lokale grupper, og de lokalsamfund som de er en del af.
Én fælles ting som alle de lokale grupper er involveret i er såkaldte mikrokreditter. Dvs at de sparer op til en fælles kasse, og låner desuden nogle penge fra mikrobanker, og de enkelte medlemmer af grupperne skiftes så til med regelmæssige mellemrum at ’tømme’ kassen og investere i f.eks en gravid ged, en symaskine, kunstgødning eller hvad nu det enkelte medlem synes. Disse mikrokreditsystemer har egentlig fungeret meget godt i en del tid, men kræver stadig nogen støtte, ikke mindst for at sikre at der ikke er mulighed for at snyde. Den store udfordring er imidlertid at få de små grupper til også aktivt at gå ind i lidt større projekter. F.eks at forbedre den vej der går ud til deres landsby, så de også kan komme frem og tilbage i monsunen, eller at give alle børn, også pigerne, mulighed for at komme til at gå i skole. Det er ikke min organisations opgave at finde frem til hvilke konkrete projekter der skal udføres, men opgaven er at få de lokale grupper og disses netværk til at fungere og oplyse dem om hvilke muligheder de har for at få de lokale myndigheder med på deres ideer. I udviklingsjargon hedder det: ‘capacity building of civil society’. Min organisation fungerer altså med andre ord som en slags konsulent og iværksætter af frivilligt lokalt arbejde.
En anden del af mit arbejde kommer til at have med landrettigheder at gøre, men det gemmer jeg lige til en anden gang med at skrive noget om. Primært fordi jeg ikke helt har styr på hvad det lige kommer til at gå ud på endnu.
Sidste punkt i dette efterhånden frygteligt lange indslag (Karen har lidt svært ved at forstå hvorfor jeg ikke bare kan skrive nogle flere og til gengæld lidt kortere indslag) er at vi snart kommer hjem på ferie. Vi lander i Kastrup d. 23/2 og tager retur d. 14/3. Vi håber selvfølgelig på at se jer alle sammen inden for tidsrummet.
Sidste weekend var vi i Dhulikhel som ligger ca. 32 km fra Kathmandu. Vi havde ladet os fortælle at man derfra kunne se Himalaya og gå nogle gode ture. Vi kørte glade og fro afsted fredag eftermiddag med forventningen om at nå frem i løbet af en times tid. Men sådan gik det selvfølgelig ikke. Efter ½ time sad vi uhjælpeligt fast i en laaaang kø og bilerne foran begyndte at vende om. Vi prøvede at forhøre os om årsagen til køen og fik efter et par forsøg det svar at vejen var HELT lukket altså en eller anden form for banda eller chaka jam. Senere fandt vi ud af at nogle havde spærret hovedvejen fordi en politimand for et år siden havde mejet nogle mennesker ned og derefter skudt sig selv. Det hjælper en banda jo ikke så meget på, men ideen var vist at presse nogen (regeringen, politiet?) til at give erstatning til ofrene og deres familier. Som tidligere nævnt er det meget på mode med bandaer.
Dagen efter tog vi det som i guidebogen var beskrevet som en ’leg-stretcher’. Det tog 7 timer! Det skal måske nævnes at vi også gik forkert et par gange, men det var nu alligevel en fantastisk tur med mange flotte Himalaya udsigter. Det gav virkelig blod på tanden til at tage nogle længere treks – så kom og tag med…
