Så gik den ferie...

Jeg bliver sgu altid lidt overrasket når jeg starter på arbejde efter ferie over at tiden er gået så hurtigt - det føles jo næsten som om man ikke har været væk.

Men så kan jeg jo heldigvis kigge lidt på mine billeder og se en masse fiiine bjerglandskaber og jungledyr. Jeg lægger billeder ud på bloggen snarest.

For snart 3 uger siden oprandt den længe ventede dag hvor vores første besøgende fra Danmark dukkede op: Thor, Mads og Marie-Louise (Karens søskende). De havde taget en billig flyrejse til Delhi og derfra en varm og besværlig togrejse til en grænseovergang tæt på Taulihawa hvor jeg hentede dem.

Jeg havde længe forberedt mine kolleger på at jeg ville tage mine søskende med på arbejde, så alle var mødt frem til præsentationsrunde og te. I forvejen havde jeg forsøgt at forklare hvordan familieforholdene hang sammen, hvilket ikke er helt lige til da ingen af os fire har de samme forældre (Mads og jeg har samme mor, Thor og jeg har samme far og Mads og Marie-Louise har samme far). Det gav anledning til stor undren og diskussion at både mænd og kvinder bare sådan kan blive skilt og gift igen. I de sjældne tilfælde her, hvor en kvinde bliver skilt er det aldeles udelukket at hun skulle kunne indgå i et nyt forhold. Da forvirringen var på sit højeste blev det konkluderet at jeg jo så måtte have 2 fædre og 3 mødre... Det første der skete dagen efter, var at jeg blev bedt om at sætte mig ned og forklare det hele EN gang til!

Efter et par varme dage i Taulihawa begav vi os til Nepalgunj men punkterede en halv times kørsel hjemmefra (punktering nr 14). Vi gav os straks i kast med at skifte hjul blot for at kunne konstatere at reservehjulet også var helt fladt (punktering nr 15). Vi fik sendt Torsten med hjul bag på en motorcykel til et værksted adskillige kilometer borte. Og så sad vi ellers der ’in the middle of nowhere’ og ventende og ventede – sjældent er jeg bleve SÅ glad for at se min counterpart Romlal, som da han steg ud af en bil han havde skaffet til lejligheden i følge med Torsten samt hjul!

Således startede vores ferie med en uheldig begivenhed og det lagde stilen:
- Måtte ændre trekking planer p.g.a. manglende trekking permit
- Pengemangel fordi visa kort systemet i Nepalgunj var nede
- Thor syg med rejsediarre (i en grad så han måtte i drop på missionshospitalet i Jumla)
- Torsten syg
- Marie-Louise syg
- Mads syg
- Karen får sengelopper
- Thors knæ går i udu

Heldigvis havde vi skaffet os en rar guide (som dog ikke kendte vejen p.g.a. de ændrede planer) og to sindsygt stærkte bærere. Vi havde nemlig selv mad med, da der ikke just er overflod af fødevarer i Jumla distriktet hvortil vi fløj fra Nepalgunj med en lille plimsoller til 18 personer. Bærerne kunne så, udover vores mad, bære den persons bagage hvis tur det var til at være syg. De sidste to dage bar de endda Thor ned af de stejleste stykker, som hans knæ ikke kunne holde til.

Det tog os 3 dage hver vej at gå frem og tilbage til Rara Lake. Vi havde ikke telte med så vi overnattede i herberger undervejs (deraf sengelopperne!). Det var dog ikke altid at der lå herberger, der hvor vi havde regnet med, så der var tre dage hvor vi gik både 10 og 11 timer – to af dagene endda UDEN frokost! De fleste dage forcerede vi omkring 1000 vertikale meter både op og ned igen. Den hårdeste dag tog vi en ’genvej’ som en lokal påstod ville bringe os til Rara Lake på 3 timer. Det tog snarere 8 og inkluderede det højeste punkt i området på over 4000 meter. Så den dag stod på 1300 meter op og 1000 meter ned igen – og som bonus var det den eneste dag det for alvor regnede! Til gengæld var det en rigtig flot tur når skyerne spredte sig og man kunne kigge ud over det fantastisk flotte og øde bjerglandskab. Efter den dag tog vi en rekreationsdag ved Rara Lake som er Nepals støste sø og ligger i 3000 meters højde. Vi trængte efterhånden også til et bad og heldigvis var søen perfekt at bade i: knaldturkis, spritklar og 16-18 grader. Så inden længe kan jeg supplere fotogalleriet af ’Karen i brunt flodvand’ med ’Karen i blåt søvand’!

Efter denne unikt flotte men også noget strabasernde tur trængte vi til noget totalt afslappende. Så da vi kom tilbage til Nepalgunj teamede vi op med Anne, der via sine alsidige kontakter fik arrangeret en tur til nationalparken Bardiya, som er berømt for sine næsehorn og tigre. Vi benyttede lejligheden til at tage på elefantsafari og ’riverrafting’ som næremere tog karakter af flodsafari. Selvom der var masser af strøm i floden var den nemlig alt for bred til at generere noget der bare mindede om ’whitewater’. Det lykkedes dog alligevel Torsten at blive vippet i vandet til stor moro for resten af holdet! Ikke overraskende så vi ingen tigre (heldivis, er jeg fristet til at mene), men vi så næsehorn, vilde elefanter, hjorte, aber og krokodiller (så kan det nok være, der var nogle der fik benene op af vandet i en fart!)

Her tilbage i Kapilvastu er regnen endelig kommet – faktisk har det efter sigende regnet stort set konstant den sidste 1½ uge, så der er rigtig kommet gang i risplantningen. Og min flod er forvandlet fra uskyldig og lavvandet til frådende monster, så nu er det den lange vej til arbejde de næste måneder. Heldigvis gør det også at her er blevet dejlig køligt, ja, temperaturen har faktisk sneget sig helt ned under 30 grader.

’Forummer’ og ’Fronter’

Ja, så er det vist på tide med en lille opdatering på det politiske morads her i landet.

Jeg nævner tit at mine planer er blevet obstruerede af ’banda’ og begrebet indgår intensivt i det forrige indlæg. Til dem der er gået glip af de finere nuancer af dette begreb kommer en lille forklaring.

BANDA: Egentlig betyder ordet ’lukket’ og det er også det der sker når en gruppe er erklærer banda, så er det nemlig meningen af veje, butikker og andre arbejdspladser skal holde lukket. Formålet er at presse nogen (ofte, men ikke altid, regeringen) til at opfylde nogle krav (proportionel repræsentation af alle etniske grupper / erstatning til ofre for politisk vold / erstatning for afbrændte busser etc etc). Successen af disse bestræbelser afhænger i høj grad af hvor effektivt man får folk til at holde lukket. Hvis man fx formår at lukke East-West highway og dermed trafik og forsyninger til Kathmandu er det temmelig sikkert at der snart opstår mulighed for ’government talks’ og imødekommelse af nogle af de opstillede krav. Hvis en svagere gruppe erklærer banda (det gøres ved at ringe til lokalsprøjten eller nationale medier) er det sandsynligt at bandaen bliver ignoreret og i så fald mister sin pressionseffekt – medmindre politiet vælger (bliver bestukket til) at støtte bandaen (som barn af et lov & orden samfund jo ville man jo nok mene at politiet burde opløse sådanne tvangslukninger – men hvad ved jeg...). En anden mulighed for at skabe respekt om sin banda er at hyre nogle hooligans / bander til at hærge dem, som trodser bandaen.

Eftersom der findes et utal af politiske grupperinger her i landet, sker det ret ofte at en af dem vælger at erklære banda. Især her i Terai (lavlandet) hvor der findes adskillige partier / grupper der repræsenterer de såkaldte Madshier (folk der bor i Terai). Et udvalg omfatter: Madhesi People's Rights Forum (MPRF), Janatantric Terai Mukti Morch – Goit (JTMM-G), Janatantric Terai Mukti Morch - Jawalasingh (JTMM-J), Madhesi Liberation Front (MNLF) og Nepal Adibasi Janajati Federation - Nepal Federation of Indigenous Nationalities (NEFIN). Forkortelserne er MEGET vigtige, de signalerer nemlig at man er SERIØS. Derudover kommer Young Communist League (YCL) som er en afdeling af Maoisterne der selv har skrevet under på ikke længere at holde banda, og så er det jo praktisk at have nogle ballademagere til at gøre det for sig.

For et par uger siden var der således erklæret banda lørdag (YCL), søndag (NEFIN), mandag (NEFIN), tirsdag (landless people) og torsdag (JTMM-J). Oveni kom så en transport banda fredag fordi der om lørdagen var blevet brændt nogle busser af, som prøvede at trodse bandaen. Da det kom til stykket var der ’kun’ banda lørdag, søndag og tirsdag – men sådan en uge er det praktisk taget umuligt at planlægge noget som helst.

Nuvel, politiske grupperinger har bestemt ikke patent på at holde banda. En banda kan også udløses af en trafikulykke, hvor der kræves er erstatning eller en mælkekonflikt som beskrevet nedenfor!

Vi bliver holdt opdaterede om bandaer o.lign. af vores kolleger og jævnlige mails. Her er en smagsprøve:

Dear All
FYI...
Madhesi People's Rights Forum (MPRF) has called for Madesh Bandh on 22 June, 07 against the abduction of President of Youth Forum, Mr. Jitendra Saha from Kathmandu and violent activities of YCL.
Bus association of Nepalgunj declared transportation strike from 22 June for indefinite period for demanding compensation of Kapilvastu vehicle incident. Maoist had torched 4 vehicles in Kapilvastu on 10 June 2007.
Road obstruction at Mainapokhara Bardiya on Nepalgunj-Guleriya Highway in the Morning (0600-0900hrs). There was a thin vehicle movement in the region due to the 3-hour transportation strike (0600-0900hrs) called by the YCL on 21st June.
YCL released the abducted Regional Health Director Dr. Piyush Kumar Rajendra of MWR along with a driver Dhan Bahadur Budha and Ganga Gurung in the witness of Human Right Activists, Police force and Health Officer at approx 2000hrs of 20th June. Simultaneously, the Security force vacated the house of a Royal Family member which had been captured and was used by YCL as their office in Adarshanagar Nepalgunj. YCL cadres organized a protest rally at around 2030hrs 20th June protesting the removal of their office and of their cadres. The rally burned tyres and obstructed road nearby industrial area on Surkhet Road of Banke. YCL captured 5 ton chemical fertilizer from Nepal-India boarder in Bardiya in charge of being illegally imported in Nepal on 20 June. Source:(Local Media)
YCL Cadres have vandalized the statue of Late King Birendra located at Dhamboji of Nepalgunj approximately 2200hrs on 20th June 2007.

Så selv om der i og for sig er ret fredeligt lurer konflikten (eller måske mere korrekt: konflikter) lige under overfladen.

Mælkekrigen

Først skal det siges at Nepal grundlæggende set er et meget fredeligt land. I betragtning af hvor fattigt her er, er det ret uroligt at man egentlig ikke behøver vagter ved sit hus og at man kan gå rundt i Kathmandu og de andre større byer om natten uden at behøve at frygte at blive overfaldet. Det bliver jo ikke mindre besynderligt af at der jo faktisk har været en slags borgerkrig hernede de sidste 10 år, og at man så godt som dagligt kan læse i avisen at der igen har været bortførelser, busser er blevet brændt af og politiske ledere myrdet. Man mærker virkeligt ikke at den slags foregår i ens egen hverdag.

Selv bor vi i et af de områder hvor der ifølge statistikken er flest uroligheder, men mest i form af bandhaer, hvor vi virkeligt har mange. Det er meget besynderligt at cykle gennem byen på en Bandha dag. Alle butikker er lukket, og der er ikke nogen motoriserede køretøjer. Men selvom det er en lokal gruppering der arrangerer Bandhaen er der ikke tegn på at der nogen der holde øje med at folk overholder den, og der er heller ikke nogen politisk agitation, demonstration eller noget. Der er bare lukket. Vi ved at almindelige mennesker hernede er dødtrætte af alle disse bandhaer kaldt af alle disse obskure, useriøse, opportunistiske og dybest set kriminelle politiske grupper. Alligevel bliver de overholdt, og jeg kan simpelthen ikke forstå hvorfor. Flere gange har jeg fået at vide at den gruppe der har annonceret Bandha maksimalt tæller 25 mennesker. Femogtyve! I hele distriktet bor der 500.000 mennesker og de finder sig altså i at 25 mennesker dikterer at de skal lukke deres butikker, og at busser, traktorer, lastbiler osv ikke må køre. Det er ubegribeligt. Og så alligevel, for i tirsdags blev jeg så involveret i noget der til dels kan forklare hvorfor Bandhaerne bliver overholdt.

Min Program Officer, Ram Thapa, som samtidig er vores security officer var hernede. Det er Ram der holder os orienteret om eventuelle bandhaer, og vi skal principielt set have tilladelse fra ham hver gang vi bevæger os ud af distriktet. Samtidig er han for tiden den person som over for MS er ansvarlig for ’tilsynet’ med både min og Karens organisation.

Nå, igår skulle Ram så have møde med min organisation og derfor befandt mig, Ram og min counterpart Sanjay os på en lokal ’restaurant’ for at få en omgang Dal Bhat så vi havde noget at stå imod med inden mødet skulle i gang. Lige inden vi tog ned på restauranten havde vi godt nok fået at vide at der var en meget lokal Bandha som lige var startet. Årsagen var (vist nok) at en mælkegrossist have fornærmet en mælkeproducent ved at sige at han fortyndede sin mælk med vand. Mælkeproducenten var blevet så fornærmet at han havde hentet sine venner og tvunget grossisten til at sige undskyld på en ydmygende facon. Så havde grossisten hentet sine venner som så havde kaldt Bandha.

Vi kunne imidlertid konstatere at trafikken bevægede sig normalt selvom de fleste butikker havde lukket, og det sammenholdt med det åbenlyst fjollede i selve årsagen til Bandhaen gjorde at vi ikke rigtigt tog det seriøst. Da vi indfandt os på restauranten havde de godt nok lukket porten, men der var folk derinde og mad blev serveret, så vi tager plads. Ca. 10 minutter efter, og inden vi har fået serveret vores mad, dundrer det imidlertid løs på porten. Indehaveren lukker efter lidt tøven op, og ind vælter 5-6 muskelpumpede hooligans. De går resolut i gang med at smadre tilgængeligt glas og møblement mens de råber at vi skal skride ad helvede til. Jeg når lige at tænke at ’nu får vi tæv’ inden de lige så hurtigt er forsvundet igen. De var måske inde i restauranten i 2 minutter, og det er egentlig forbløffende at de kunne nå at smadre så meget på så kort tid.

Vi er allesamen rimeligt chokerede, men indehaveren opfordrer os til bare at tage plads igen og vente på vores mad. Hvilket vi gør, altimedens familien der ejer restauranten stille og roligt går i gang med at rydde op. Resten af måltidet forløber uden de store begivenheder. I det hele taget en virkelig besynderlig oplevelse, men som på sin egen måde forklarer hvorfor at bandhaer bliver taget seriøst. Hvem har lyst til at få sin butik smadret? Senere fik jeg at vide at de muskelsvulmende hooligans er sådan en slags daglejere, som altid bliver hyret uanset hvem der holder Bandha.

En hel del af ansvaret falder tilbage på politiets åbenlyse uduelighed. Der er måske 100 politifolk i byen, men de foretager sig tilsyneladende absolut ingenting for at opretholde lov og orden. Det er godt nok svært at se hvordan selvsamme politistyrke skal kunne sikre ordnede forhold til det valg der nu endelig er annonceret til d. 22. november

Med Tuborggutten på udflugt

I et indlæg lidt længere nede på bloggen er der et billede som Karen har taget af mig foran en butik der er meget markant udsmykket med reklamer for Everest Beer. Af vores forgængere hernede er indehaveren af butikken blevet døbt ’Tuborg gutten’, da det i deres tid var Tuborg reklamer der dominerede butikken (tilføjelsen ’-gutten’ skyldes at de var svenskere). Det er stadigvæk mest Tuborg han sælger, men han har for nyligt også udvidet repetoiret til at omfatte Carlsberg, foruden de lokale mærker ’Tiger’ og ’Everest’. Lokale er så meget sagt, de er ejet af de store bryggerikoncerner.

Nuvel, det er i hans butik at vi som regel køber købmandsvarer, da han har lidt mere end de andre butikker, og desuden gerne henter noget hjem på bestilling i det omfang han husker det og kan få fat i det. Han er meget meget venlig over for os, og har i det hele taget en fetich for udlændinge. Han har med stolthed fremvist sit fotoalbum, der indeholder billeder af alle de udlændinge der gennem tiden har handlet i hans butik, og vi bliver altid budt på sodavand når vi kommer forbi. Han har også jævnligt lovet at invitere os hjem til hans hus til middag, hvilket vi har sagt ja, ja til, i sikker forvisning om at det nok aldrig kom til at ske. Men så en dag for et par uger siden stod han lige pludselig og bankede på døren sammen med sin søn på 18 måneder. Han ville gerne se os til en omgang Dal Bhat og helst lige med det samme. Nu var det en lørdag i middagsheden, der var Bandha og vi lå begge og halvsov med hver vores bog, efter at vi havde fået lidt frokost. Der var ingen af os der overhovedet kunne overskue at skulle til at være sociale på Nepali. Han taler lidt engelsk, men nok mindre end vi taler Nepali. Vi følte os også langt fra sikre på at vi var i stand til at indtage de ca. 800 gram ris der som regel indgår i en Dal Bhat. På den andes side var det jo et utroligt sødt tilbud, så vi undslog os men forsikrede om at vi selvfølgelig utroligt gerne ville komme, men at lige i dag bare var en lidt dum dag. Okay, men hvad så med i morgen? Det kunne vi ikke rigtigt komme ud af og endte med at aftale at vi skule dukke op os ham næste dag kl 15. I samme forbindelse fandt vi også ud af at hans rigtige navn altså er Vijay.

Nå, næste dag finder vi frem til hvor han bor sammen med sin kone, deres søn på 18 måneder, deres datter på 8 år, Vijays mor, bror, broderens kone + det løse. Huset ligger inde midt i byen, og familien hører utvivlsomt til i den rigere ende. Blandt andet disponerer de over en foroldsvis ny varevogn til at hente forsyninger til de to butikker de har i Taulihawa. Nu var det heldigvis kun meningen at det var Karen, Vijay og jeg der skulle vartes op, så vi bliver bænket i den fine sofa i den fine stue i den afdeling af huset der tilhører Vijay. Den fine sofa er et monstrøst polstret ubekvemt stykke ragelse, og den fine stue er et rum på ca. 6 x 1,5 meter hvor alle møblerne er linet op langs den ene væg, med et lille fjernsyn kørende på fuldt knald i det fjerneste hjørne.

Møbler hernede er mindst lige så meget for status som for deres rent funktionelle egenskaber. I hvert fald fik vi serveret maden på et tæppe på gulvet, hvor der dårligt var plads fordi sofaen fydte det meste. Maden vi fik serveret var heldigvis ikke Dal Bhat, men derimod et udvalg af snacks. Vores venner og kolleger Tine og Michael har på deres blog beskrevet hvordan der til et picnic arrangement de var med til blev brugt 4 liter olie på at lave mad til ca 30 mennesker. Det er meget rammende for snacks-konceptet hernede. Diverse ting der bliver friturestegt til ukendelighed, og krydret med uhyrlige mængder chili. Det er ikke altid lige lækkert. Men vi sad der pænt, småsludrede lidt på vores begrænsede ordforråd, stak lidt til maden og drak vores øl, og efter ca halvanden time gik vi hjem i god ro og orden. Nu var der så bare lige det at vi gerne ville gøre gengæld på en eller anden måde, og det kom så til, at vi foreslog at de da skulle tage med os til ’Summerland Resort’, som er vores tilflugtssted en time herfra med en superlækker swimmingpool. Det ville de da rigtigtnok gerne, og på en eller anden måde fik vi så aftalt hvordan og hvornår. Der var vi så allesammen sidste lørdag.

Nu er nepalesere typisk ikke særligt store, så det gik uden de store problemer med at få presset Vijay, hans kone, deres to børn og konens søster ind på bagsædet i bilen. Efter en times bumpet kørsel ankom vi så til Summerland resort, som er et temmeligt besynderligt sted. Det ligger sådan lidt ude i ingenting, ca 10 kilometer fra nærmeste større by (Butwal), og er grundlæggende set et luksushotel med en meget stor og lækker swimmingpool. Klientellet er typisk overklassebørn og unge fra Butwal, som godt kan være lidt irriterende. Det var i den grad et kulturchok for Vijay og familien, og de var nok lidt intimiderede over det hele. I hvert fald var det kun Vijay der skulle svømme. Vi havde tænkt lidt over at de måske ikke var i besiddelse af svømmetøj, men havde samtidig tænkt at de nok også havde tænkt over det og vel fundet frem til en eller anden løsning. Det havde de ikke rigtigt, så Vijay smider resolut tøjet, med undtagelse af et nydeligt par Bordeaux underbukser og springer i. Vi havde sådan set regnet med at han ville følge efter os ud i omklædningsrummet, men sådan gik det ikke. Heldigvis er poolkeeperen et rimeligt fleksielt menneske så han får stile og roligt forklaret Vijay at han altså skal have badebukser på, og egentlig tage et bad første, osv. Og heldigvis ligger gesjæften inde med badetøj man kan købe, nogle meget kække cykelshorts. Det ændrer nu ikke på at det hele er sådan lidt akavet, og ingen af os rigtig ved hvor vi skal gøre af os selv. Karen og jeg prøver sådan at gøre det vi plejer, bestiller noget koldt at drikke, finder en bog og et krydsordsblad frem osv. Vijay og hans familie tror at det at vi læser en bog betyder at vi studerer og skal koncentrere os meget, og begynder derfor at tysse på sine børn. Vi prøver at forklare at det der med at læse bøger for os er sådan en slags tidsfordriv, hvilket kommer af at vi har gået så meget i skole at vi ikke ved hvad ellers vi skal give os til. Det kan vi overhovedet ikke få gjort forståeligt, men efterhånden begynder stemninge at tø lidt op, og både vi og Vijays familie begynder at slappe lidt af. De falder i snak med nogle af de andre nepalesere der er til stede, og Ashraf som er en af vores kolleger og venner dukker også op, og det bliver i det hele taget til en ganske hyggelig eftermiddag. Det kommer endda til at gå så vidt at også Vijays datter får købt sig noget badetøj og prøver at komme i swimmingpool for første gang.

Det korte af det lange er at jeg tror at familien er meget glade for at have været med os på udflugt, men at de samtidig nok synes at det hele var noget virkeligt mærkeligt noget, og nok skal bruge lidt tid på at fordøje oplevelsen. For os var det også meget sjovt, men jeg tror nu nok at vi tager alene afsted næste gang. Man får virkeligt behov for at holde helt nepaleser-fri en gang imellem.