Tuesday, December 11, 2007

Action Packed

Ja, som nogle af jer måske har lagt mærke til er det ved at være længe siden bloggen er bleve opdateret. Og det er faktisk fordi den sidste tid har været noget så sjældent som ’action packed’. For nogle uger siden havde vi besøg af vores ’Programme Officer’, Ganga, fra Kathmandu og både Torsten og jeg fik holdt nogle møder sammen med vores partnerorganisationer hvor vi fik indskærpet at de faktisk godt må give os noget at lave, og også fik sat nogle ord på hvad det så skulle være.

Oveni det kom at vi fik besøg af Mette Vibe Utzon som skulle se nogle af de aktiviteter MS Nepal laver gennem deres partnere og derefter rapportere til DK i bl.a. Metroexpress og ALT for damerne. Hun kom sammen med to informations DWere (Anne Mette og Nikolaj) og en nepalesisk ansat (Renuka) så der var fuldt hus i Taulihawa. Mette og Nikolaj boede hos os, hvor der findes for Taulihawa uhørte luksusser som batteristrøm under strømafbrydelser samt dial-up internet. Anne Mette og Renuka blev indlogeret på det eneste hotel i Taulihawa som har et rum med eget bad (som i 1 rum...). Det var mægtigt hyggeligt med besøg og med lidt hul igennem til ’den store verden’.

Jeg tog samme med repræsentanterne fra ’den store verden’ til Kathmandu til nogle møder mens Torsten glædede sig over muligheden for at kunne se ALLE Spidermanfilm og spille alt det computer han havde lyst til! Desværre blev glæden i høj grad spoleret af en frembrydende visdomstand som resulterede i en Elefantmand-kind, stærke smerter og, da der endelig gik hul på bylden, i sort betændelse i munden - bvadr. Efter en uge på antibiotika og smertestillende piller var han endelig overbevist om at det nok var bedst at tage til Kathmandu og få tanden opereret ud.

Først skulle vi dog til Nepalgunj i weekenden hvor vores gode ven og kollega Anne holdt afskedsfest. Hun har nemlig fået job i Syrien med FN, og så har Nepalgunj lidt svært ved at konkurrere... Men når man bor i Taulihawa er 4 timer bestemt ikke for meget at køre for at komme til fest. Slet ikke når stikordene er grillfest, fri bar og dansegulv. I den forbindelse var jeg iøvrigt ude for den mest effektive flytning i mit liv: ting ud over balkon, op på 4 pick-ups og i kortege til aflæsningsstedet (se fotos).

Status er nu at Torsten er i Kathmandu og ligger under kniven på Nepals eneste kæbekirurg mens jeg holder skansen i JASC og Taulihawa.