Visuel Dokumentation 2

Visuel dokumentation

Igår lykkedes det os at komme tilbage til Taulihawa (efter at have været fanget nogle dage i Tansen p.g.a. landslide) blot for at opdage at vores køleskab havde været slukket og at al vores mad var fordærvet – øv, øv, øv. Så kunne vi ellers bruge et par timer på at rydde det op.

Idag er der banda så jeg bliver hjemme (igen, igen) mens Torsten er cyklet på arbejde.

Nettet er rimelig hurtigt idag så jeg benytter lige lejliheden til en lægget et par fotos ud fra Tansen og fra vores 'housewarming' i august.

Semi-evakuering

Vi er pt semi-evakuerede til Tansen p.g.a. balladen i Kapilvastu. Vi kørte herop fredag formiddag og bor hos vores kolleger Sara og Jakob. Det har været dejligt med en miniferie i bakkerne hvor temperaturen er bedre og der på en god dag er udsigt til sneklædte Himalayatinder. I lørdags var vi på udflugt til det tætteste man kan komme på at være ved stranden i Nepal: en flod med sandaflejringer... Benyttede selvfølgelig lejligheden til at tage en dukkert og så var den dag reddet!

Tansen har ikke været ramt af hverken Maoist eller Madeshi uroligheder, lige indtil igår nat... Omkring kl 1 om natten vågnede vi af den vildeste råben og skrigen afbrudt at enkelte skudknald. Alene tidspunktet for de meget højlydte aktiviteter var højest usædvanligt og urovækkende da Nepaleserne normalt starter dagen omkring 05.30. I min søvnomtågede tilstand var jeg sikker på at ragnarok havde fulgt med os fra Kapilvastu til Tansen.

Det viste sig heldigvis at tumulterne for en gangs skyld ikke var et resultat af hverken etnisk eller politisk agitation men derimod forårsaget af at en ung mand af nepalesisk oprindelse havde vundet den indiske ’Idols’ konkurrence... Efter jubelscenerne at dømme må det vel svare til Danmarks EM-triumf i 1992.

Den Store Opdatering

De sidste dage har været noget hetiske hernede. Det vil sige, for os har de faktisk ikke været spor hektiske, da vi i grunden bare har siddet i vores hus og før det sad jeg på et hotelværelse, hvor der har været endnu mere stille end der plejede at være. Men rundt omkring i distriktet har der været hektisk i nogle af de værste uroligheder siden våbenhvileaftalen blev indgået. I dag er jeg for første gang siden urolighederne startede tilbage på mit arbejde, hvor jeg er blevet så nogenlunde opdateret om hvad der egentlig er sket. Det flyver stadig med en masse rygter, så i denne opdatering viderebringer jeg sikkert også noget der viser sig ikke at komme til at passe, men lad os tage det fra begyndelsen af.

D. 16. September tidligt om morgenen bliver Mohit Khan slået ihjel i nærheden af byen Chandrauta, som ligger ca 30 kilometer fra Taulihawa. Mohit Khan var leder af partiet Loktantra Terai Mukti Morcha, som betyder noget i retning af Terais Demokratiske Frihedsbevægelse. Partiet eksisterer stort set kun i Kapilvastu, og er et af de mange nye partier der er skudt op med en semidemokratisk, semirevolutionær dagsorden der forlanger at Terai (Nepals sydlige og flade del) skal være mere eller mindre uafhængigt fra resten af Nepal. Han var tidligere med i distriktsledelsen for Kongrespartiet, som har været det dominerende poltiske parti i Nepal de sidste 50 år. Under borgerkrigen var han leder af en bevæbnet gruppe der udførte gengældelsesaktioner mod maoisterne. Desuden var han muslim, Madeshi og ganske velhavende.

At være Madeshi betyder at man ’er fra Terai’. Som regel betyder det også at man er mørk i huden, og kan spore sin oprindelse tilbage til Indien. I Kapilvastu udgør muslimerne ca. 20% af befolkningen, og Madeshierne måske 80%. Så godt som alle muslimerne er også madeshier. Når man ser på velstand, uddannelsesniveau osv. er madeshierne generelt og muslimerne i særdeleshed massivt underrepræsenterede. Det er Pahadierne der sidder på flæsket. Pahadi betyder ’fra bakkerne’, og dækker altså over dem, der er indvandret til Terai fra højlandet. Endelig er der så dem der har boet længst tid i Terai, nemlig Tharuerne (Terais indianere) som er en forholdsvis distinkt etnisk gruppe, og som er dem der er allermest marginaliserede. Det hele er selvfølgelig godt og grundigt mudret til, da der fortsat er indvandring og udvandring til og fra Terai, kastesystemet spiller ind på flere niveauer, der er mange der har både indisk og nepalesisk statsborgerskab, og mange indere der ejer jord (evt gennem stråmænd) i Terai området. Bare tænk på hvor meget bøvl vi har hjemme i Danmark med at finde ud af hvem der 2. og 3. generationsindvandrer, flygtning, 1. generations dansker eller bare ganske almindelig dansker. Gang det med 20-30 stykker, og du har et nogenlunde billede af hvordan det ser ud hernede.

Nå, men Mohit Khan blev altså slået ihjel, og efterhånden som den nyhed begyndte at sprede sig, begyndte hans tilhængere (fortrinsvis muslimer) at mobilisere sig. Det foregik alt sammen i løbet af formiddagen. Personligt havde jeg ingen anelse om, at der var noget under opsejling. Den 16. var som bekendt min fødselsdag og jeg havde fået et lækkert morgenbord og nogle gode gaver (tak for dem). Kl 11, skulle jeg efter planen køre Jette og Hallbjørg (min søster og hendes veninde) til lufthavnen en lille times kørsel herfra, og havde derfor ca. kl 9.30 ringet til min counterpart Sanjay for at være sikker på at vejen var åben. Han meldte at der ikke var nogen problemer, og defor kørte vi afsted som planlagt. På vejen ud af Taulihawa er der en mand der løber ud foran bilen og ber mig om at stoppe. Jeg stopper og når lige at spørge ham om hvorfor, da han siger jeg bare kan køre videre. Det gør vi så, men efter en god halv time begynder min telefon så et ringe. Det er præsidenten fra min organisation (KSSC) som på sit meget begrænsede engelsk forsøger at finde ud af hvor jeg er, og fortæller mig at jeg i hvert fald ikke skal køre tilbage i Taulihawa førend jeg har hørt fra ham. Kort efter får jeg et opkald fra vores sikkerhedsofficer (Ram Thapa), som fortæller mig om mordet på Mohit Khan og at situationen er ved at udvikle sig til noget grimt. Han siger desuden at jeg ikke skal køre tilbage til Taulihawa før jeg har talt med ham, og at jeg skal få fat i Karen og sige at hun skal blive i huset. I løbet af disse to opkald har jeg også modtaget 3 sms’er. Den mest dramatiske lyder ’I am Gopi, where r u ? I call u but network begee. Situation danger, stop the Car and safe u and car ?’ (Strengt taget vidste jeg ikke at Gopi kunne skrive på engelsk, og jeg har stadig ikke fundet ud af hvad ordet ‘begee’ betyder). Vi er imidlertid 5 km fra lufthavnen, og alt er meget stille og roligt, så vi kører videre og jeg får afleveret Jette og Hallbjørg. Imens prøver jeg at ringe til Karen, men hun er åbenbart på nettet og der er ikke nogen forbindelse til hendes mobil. Mens jeg er i lufthavnen får jeg instruktioner fra Ram Thapa om at tage ind på hotel Glasgow i byen Bhairawa, hvor MS har en aftale så jeg kan bo gratis. Jeg har ikke taget ret mange penge med, og heller ikke noget ekstra tøj, da jeg regnede med at jeg skulle tilbage til Taulihawa mere eller mindre med det samme. Vi diskuterer også lidt frem og tilbage hvad jeg skal gøre med bilen, men efter at have talt med nogle FN folk i lufthavnen, beslutter jeg mig for at køre i bilen ind til hotellet.

I Bhairawa er alt normalt, selvom rygterne om begivenhederne i Kapilbastu er nået frem. Alle butikker er åbne og trafikken fungerer så normalt som det nu engang kan lade sig gøre i Nepal. Da jeg er kommet frem til hotellet får jeg endnu en opdatering fra mine venner og kolleger i KSSC, samt fra Ram Thapa, om at der er udstedt udgangsforbud i Taulihawa og at der foruden Mohit Khan, nu også er en politimand og en buschauffør der er blevet slået ihjel. Desuden, at der bliver brændt biler og huse af, deriblandt maoisternes kontor i Taullihawa. Jeg får også langt om længe fat i Karen og kan til hendes store forundring fortælle hende om den igangværende udvikling. Desuden bliver jeg så også nødt til at indstille mig på at fejre resten af min fødselsdag på det alt andet end festlige hotel Glasgow. I løbet af resten af eftermiddagen får jeg flere opdateringer, som går på at samtlige offentlige kontorer i Taulihawa er blevet raseret og brændt af, at politiet endnu ikke kan nå frem til selve stedet hvor Mohit Khan blev dræbt, og hvor urolighederne er mest intense, at bevæbnede bander strømmer ind fra Indien, og at byen Butwal, som er den størrre by hvor vi plejer at købe ind, er ramt af antimuslimske demonstrationer med tilhørende afbrænding af moskeer, udplyndring og almindeligt hærgeri og derfor også er ramt af udgangsforbud. Selv bruger jeg resten af eftermiddagen, på at købe mig en tandbørste og to par underbukser.

Mandag d 17. september får jeg om morgenen at vide at situationen stadig er kritisk, at det samlede antal døde nu er nået op på 4 og at omkring 50 biler og 100 huse er brændt af, deriblandt 13 offentlige kontorer i selve Taulihawa (jeg vidste ikke engang at der var så mange), og at der følgelig fortsat er udgangsforbud i Taulihawa mens flere poltifolk kommer til fra resten af landet. I Butwal er der derimod atter roligt og udgangsforbuddet er blevet ophævet. Jeg bruger dagen på at se et par film på kabelnetværket, og Karen får købt nogle æg hos en lokal der ikke overholder udgangsforbuddet som hun bruger på at lave en fødselsdagskag til mig. Det virker til at situationen langsomt er i bedring, men udgangsforbuddet bliver ikke ophævet og jeg må tage endnu en nat på hotel Glasgow.

Tirsdag d. 18 september får jeg fra Ram Thapa om morgenen at vide at situationen er dramatisk forværet. At det nu har udviklet sig fra at være en konflikt mellem Mohit Khans tilhængere og maoisterne til at være et rendyrket morads af en konflikt mellem Mahdeshier og Pahadier og hinduer og muslimer. Desuden at der er forsamlet 10.000 pahadier på hovedvejen i nærheden af hvor Karen arbejder som er ude at lede efter nogle mahdeshier som de kan slå ihjel. Flere steder skulle der være forsamlet folk fra den ene eller anden gruppe under politibeskyttelse, mens den anden gruppes tilhængere forsøger at bryde politibeskyttelsen for at komme ind og slå dem ihjel. Der er ikke nogen officielle tal, men der bliver talt om 50-60 døde. Set i lyset af de informationer bliver vi enige om at det er usandsynligt at komme tilbage til Taulihawa inden for en overskuelig fremtid, og at jeg derfor lige så godt kan flyve til Kathmandu. Karen får mulighed for at komme ud med en FN bil dagen efter. Hverken Karen eller jeg har på det tidspunkt med egne øjne og ører set noget der bare minder om uroligheder. Nuvel, min billet bliver booket, og netop som jeg er ved så småt at pakke sammen, får jeg et telefonopkald fra en kollega i KSSC om at udgangsforbuddet nu er ophævet fra 13 - 18 og at jeg uden problemer kan køre til Taulihawa. Det undrer mig en del, men jeg får endnu engang fat på Ram Thapa, som bekræfter og siger at jeg kan køre men at maoisterne desuden lige er trådt ud af regeringen og at en eller anden maoistleder nu er kommet til Taulihawa hvor han arrangerer massemøde. Desuden er der mange demonstrationer i Kathmandu. Det hele virker lidt forvirrende, men jeg beslutter mig for at køre og når ca. en time senere frem til Taulilhawa uden at støde på problemer af nogen art. Der er nogle få butikker der er åbne, og på vejen kører jeg forbi maoisternes kontor, som ikke ser særligt medtaget ud. Faktisk, er der ikke noget at se overhovedet. Vel hjemme, genoptager vi fejringen af min fødselsdag, og ud på eftermiddagen går vi en lille tur og kan fortsat konstatere at der ikke er noget ekstraordinært at bemærke overhovedet. I løbet af tirsdag aften får jeg et opkald fra vores landedirektør, som vist også er lidt forvirret over hvad det egentlig er der foregår, og vist nok lige skal have tjek på om vi er OK eller om vi gerne vil evakueres. Det virker helt absurd at tale om evakuering. For os at se er der jo ikke sket noget. Det ved vi selvfølgelig godt at der er, og vi kan også mærke på vore nepalesiske kolleger at de er urolige, men selve Taulihawa er fuldstændigt fredelig og der er desuden kommet absurd mange politifolk til byen.

Onsdag d. 18 september. Jeg regner så småt med at jeg skal på arbejde men får at vide at kontoret er lukket og at udgangsforbuddet igen skulle gælde fra 11 – 18. Jeg bliver hjemme og får derefter flere meldinger om at udgangsforbuddet er ophævet og genindført uden at der er særligt meget konsensus melem forskellige kilder om hvad der er hvad. Alt andet lige går Karen og jeg ud for at købe lidt ind sidst på eftermiddagen, og finder derigennem ud af at udgangsforbuddet har været sådan mere eller mindre ophævet, men at skoler, offentlige kontorer og al transport er suspenderet. Udgangsforbuddet træder igen i kraft kl 18 – 06. På internettet kan vi følge med i at det samlede antal døde nu er nået op på 17, og at man forventer at der kommer nogle flere til efterhånden som man får fundet dem.

Torsdag d. 19 september (i dag). Om morgenen får jeg at vide at kontoret nu igen åbner, og at jeg kan tage på arbejde. Vejen op til Karens arbejde er fortsat spærret og Karen skal ikke regne med at komme på arbejde igen før tidigst søndag. Da jeg ankommer til kontoret starter det med at jeg får den temeligt dramatiske meddelelse at der lige nu skulle være blevet dræbt 7 mennesker i byen Nigilihawa, som kun ligger ca 7 km herfra, og at vi derfor skal regne med udgangsforbud igen, og at jeg hellere må skynde mig hjem. Jeg vælger lige at slå koldt vand i blodet, og ringer til min counterpart Sanjay, som ikke kan bekræfte historien. 5 minutter senere bliver historien effektivt aflivet som et rygte. Det viser sig at der ligger en anden by der også hedder Nigilihawa i dsitriktet og de døde er nogle af dem der allerede er talt med i regnestykket. Ikke desto mindre regner man på kontoret med at dødstallet kommer til at stige. I følge dem er det ikke i de store byer Krishanagar og Chandrauta at det er gået værst for sig. Det er ellers dem som medierne konstant beretter om. I stedet skule det være ude i de små landsbyer i den vestlige del af distriktet at der er blevet flest slået ihjel. De tror at det kan dreje sig om op mod 100, men tvivler på at det nogensinde bliver endegyldigt bekræftet da mange af ligene er blevet brændt ude i skoven, og derfor næppe bliver fundet igen. Så godt som alle døde skulle være pahadier.

I selve Taulihawa er der ’kun’ sket det at maoisternes to kontorer er blevet raseret (ikke brændt af). Derudover er der ikke sket noget. De 10.000 mordlystne pahadier på hovedvejen var også en and. Der var mange pahadier (måske 1000) der søgte tilflugt på en stor politistation ved hovedvejen og fortsat opholder sig der, indtil de forhåbentlig kan vende tilbage til deres (muligvis) nedbrændte huse i landsbyerne.

Der er fortsat udgangsforbud i Taulihawa mellem 18 – 06, men det bliver muligvis ophævet allerede fra i aften. I de hårdest ramte områder er udgangsforbuddet permanent, og hovedvejen, samt vejen til Karens arbejde er fortsat lukket. Det er dog ikke usandsynligt at begge dele åbner snart. Vejen til Bhairawa er åben, men der kører ikke nogen offentlig transport. Skolerne er også fortsat lukkede.

Det er status her klokken 14. Hvad angår os er der ikke sket noget som helst, og hvad angår resten af distriktet er der sket en masse frygtelige ting, men der har godt nok også været mange vilde rygter i omløb, og er det fortsat. Det hele slutter nok ikke her. Slægtningene til dem, der er blevet slået ihjel vil afgjort forlange kompensation og det samme gælder dem der har fået ødelagt deres ejendele. Politiet har indtil videre anholdt to mennesker, men det vides ikke for hvad, og der er stadigvæk ikke nogen der ved hvem der slog Mohit Khan ihjel. I KSSC holder vi lav profil med vores programmer den næste uges tid, mens KSSC’s ledere er aktive i at prøve på at finde ud af hvad der foregik og få identificeret de folk der har brug for hjælp. Det er ikke noget der kommer til at involvere mig. Det er svært at gætte på hvornår situationen atter vender tilbage til det normale, og der er stadigvæk også en risiko for at det hele kan gå amok igen.

Vi har fået utroligt mange telefonopkald, mails og sms’er om hvordan vi har det, og det er rart at vide at der er nogen der tænker på os og bekymrer sig om hvordan det går. Tak for det. Der er imidlertid ikke den store grund til bekymring. Af hele affæren har vi i hvert fald fundet ud af at vores nepalesiske kolleger nok skal gøre hvad de kan for at holde os sikre og velinformerede. At det så betyder at vi nogle gange får videreformidlet nogle helt sinddssyge rygter må vi jo så leve med. Som jeg skrev i indledningen til dette indlæg er det da også meget muligt at jeg ufraværende har videreformidlet nogle rygter i dette indlæg som i sidste ende viser sig ikke at holde.

Afkøling af situationen

Ja, i hvert fald i overført betydning - her er stadig meget varmt rent klimamæssigt.

Livet i Taulihawa er langsomt ved at vende tilbage til det normale. Udgangsforbuddet er hævet om dagen og enkelte butikker er genåbnet. Torsten er tilbage og kan tilmed tage på arbejde idag.

Situationen i Imilya hvor jeg arbejder er mere ustabil og hovedvejen er fortsat spærret, så jeg bliver hjemme idag også.

På den politiske scene er der fortsat semi-kaos, hvilket ikke er blevet bedre af at Maoisterne er trådt ud af regeringen. Men alt det vil Torsten fortælle meget mere om lige straks. So stay tuned…

Overblik og overblik...

Nej, jeg har endnu ikke fået et overblik over situationen, faktisk er det hele kun blevet mere forvirrende.

Så vidt jeg kan forstå benytter forskellige ’yet-to-be-identified’ grupper sig af lejligheden til at chikanere nogle de ikke kan lide. Der brændes huse af og tæves løs på tilfældige personer (fremgår det af de sparsomme nyheder der når frem til medierne – omkring mit hus er der stille som graven). Konfliktlinjerne er også mere end mudrede med en blanding af: hinduer mod muslimer, bjergfolk mod teraifolk, maoister mod anti-maoister etc, etc.

For mit vedkommende er status at jeg sidder indespærret i Taulihawa mens Torsten sidder indespærret i Bhairahawa, en times kørsel herfra. Han er ved at være grundigt træt af at være der, så han flyver til Kathmandu idag.

Mit logi har jeg intet at udsætte på, men er ved at løbe tør for ’Sex and the City’, så hvis udgangsforbuddet fortsætter vil jeg prøve at finde en vej ud herfra.

SÅ ER DEN GAL IGEN

Efter næsten 4 uger på farten p.g.a. af møder og kurser er jeg tilbage i Taulihawa og det så effektivt at jeg ikke må gå uden for en dør! Der er nemlig udgangsforbud idag. Og ja, det er p.g.a. et speget politisk opgør mellem lokale ’politiske’ samt mere eller mindre kriminelle grupper. Det startede igår morges med at en tidligere leder af en anti-maoist gruppe blev slået ihjel. Det resulterede så i afbrænding af biler, busser og regeringskontorer i fire byer i Kapilvastu distrikt (plus udplyndring af en bank!), inklusiv Taulihawa. Jeg har dog ikke mærket noget til balladen, da vores hus ligger i udkanten af byen. Og nu der er deklareret udgangsforbud er her endnu mere stille end der plejer...

Som modreaktion har andre grupper givet sig til at vandalisere moskeer i Butwal, den største by i nabodistriktet, idet den dræbte ex-anti-maoist-leder var muslim og hans tilhængere ligeså. Og når nu de var igang kunne de jo lige så godt plyndre nogle huse for smykker, mad m.m. Så der blev også annonceret udgangsforbud i Butwal.

Det gik ellers lige så godt. Vi havde besøg af Torstens søster, Jette, og hendes veninde Halbjørg. Igår fejrede vi Torstens fødselsdag med stort morgenmadsbord og dejlige gaver fra Danmark (Torsten siger tak!). Derefter kørte Torsten Jette og Halbjørg til lufthavnen hvorfra de skulle flyve til Kathmandu. Imidlertid var han ikke andet end lige nået frem til lufthavnen en times kørsel herfra før vejene lukkede, og så måtte han fejre resten af sin fødselsdag alene på et dødsygt hotel – øv. Der er ikke andet at gøre end at håbe på at det løsner op i løbet af dagen idag.

Jeg kan jo så heller ikke komme på arbejde idag, men mon ikke det går... Vi er ellers midt i en interessant proces med at få genopslået de stilliger MS betaler for. Normalt besættes stillingerne i forhold til hvem der skylder hvem tjenester, men som en del af MS’s demokrati fokus prøver vi (MS og jeg) på at få gennemført en mere gennemsigtig og mindre korrupt rekrutteringproces. Det møder selvfølgelig stor modstand fra dem der sidder på magten i organisationen, men eftersom den korrupte måde at gøre tingene på ikke sikrer de bedste medarbejdere, snarere tværtimod, er det bestemt også i organisationens interesse at åbne op for bedre kvalificerede folk. I sidste ende er det dog truslen i horisonten om at MS nok ikke er voldsomt interesserede i at give penge til en udemokratisk organisation der tæller mest!

Vi vender tilbage når vi har fået et overblik over situationen...

P.s.: min hotmail adresse virker ikke for tiden (siden i onsdags), så send eller gensend venligst til karenansbaek@gmail.com

Så er der danseundervisning

Forrest ses vores to friske danselærere. Som I kan se var vi så heldige at selveste Michael Jackson dukkede op...

Smuk korregrafi, ikke?

Ja, lidt sveder man vel altid!

Nepalesisk demokrati

For 3 uger siden var der generalforsamling i JASC. Normalt går en generalforsamling jo ud på at man tager nogle vigtige strategiske beslutninger omkring organisationens eller virksomhedens fremtid samt vælger en bestyrelse. I JASC er der imidlertid den opfattelse at valg er lig konflikt og at konflikt per definition er dårligt. Så i flere uger op til den store dag havde adskillige personaler (deriblandt min counterpart og yndlingsaversion Romlal) brugt al deres arbejdstid på at flintre rundt og lave aftaler, alliancer og andre rævekager.

Selve generalforsamlingen forløb således:

11.00 Mødet skulle efter planen begynde og folk begynder så småt at dukke op. Alle får udleveret en T-shirt med et tryk særligt til lejligheden: ’Inclusive Democracy’.

11.35 Bestyrelsesmedlem Ramdev byder velkommen til organisationens medlemmer, 24 medlemmer ud af ca 30 er til stede (heraf 8 kvinder). Ramdev læser 9 siders årsrapport op.

11.55 Enkelte spørgsmål til årsrapporten. Derefter oplister Ramdev alt hvad JASC ejer.

12.00 Bestyrelsesmedlem Susma læser den financielle rapport op. Alle råber i munden på hinanden i ti minutters tid.

12.20 Bogfører Balram præsenter budgettet for det kommende år.

12.25 Diskussion om hvorvidt der skal købes land til at bygge et nyt kontor på. Eftersom kontorer pt ligger midt i landsbyen følger alle med i hvem der kommer og går og det fostrer åbenbart for meget sladder. Alle råber i munden på hinanden. Pludselig er det besluttet at der skal købes et stykke land et mere diskret sted...

12.30 Diskussion om hvorvidt JASC skal sælge sit 50% ejerskab af den lokale privatskole. Argument: privatskolen er for-profit, JASC er non-profit (og desuden kan pengene fra salget bruges til at købe det førnævnte stykke land). Sagen er genstand for råbediskussion og går til afstemning ved håndsoprækning. Resultat: der sælges men en lille andel beholdes.

12.55 Der diskuteres hvorvidt JASCs logo (som består af en bog og en fodbold!) skal ændres. Opbakning til forslaget.

13.05 Bestyrelsesformand Kamal proklamerer at nu skal der vælges en ny bestyrelse.

13.10 Snack pause (puf-ris med ged og chilli)

14.00 Ny bestyrelse bliver udnævnt uden valg. Der var sjovt nok ’konsensus’ og endnu mere pudsigt var det at Romlal blev udnævnt til ny formand for bestyrelsen (det kan godt være at han generelt er ineffektiv og lider af DAMP syndrom men han er sørensjaskme god til at intrigere)

14.10 Romlal holder ’sejrstale’ i stakkato som at dømme efter folks ansigtsudtryk er pænt kedelig.

14.20 Øvrige bestyrelsesmedlemmer får officielt overdraget deres tillidsposter med rødt pulver (tika) en masse (se foto).

14.30 Generalforsamlingen er slut og ’vinderne’ rykker op på kontoret ovenpå mens ’taberne’ forsvinder med en utilfreds mumlen.

Jeg må jo indrømme at jeg er noget mystificeret over hvordan dette forløb kan være et eksempel på ’inclusive democracy’ men jeg fik forklaret af Romlal at dette er demokrati på nepalesisk og at de er meget stolte over slet ikke at behøve at stemme for at vælge en ny bestyrelse. Før i tiden havde der været kampvalg med helt op til 3 kandidater til hver bestyrelsespost men nu var de jo heldigvis blevet meget klogere og mere udviklede...