Ubuden gæst og andre hændelser

Jeg havde en oplevelse her til morgen, som jeg simpelthen bliver nødt til at dele med jer. Jeg så jordens største slange! Måske var det objektivt set ikke helt jordens største, men den var nok 1½ meter lang og pænt tyk og i hvert fald den største slange jeg har set, zoo og dyreparker undtaget. En lige lovlig stor mundfuld for vores desmerdyr. Og det er ikke det værste; det værste er at den slangede sig afsted ca. 1 meter fra vores terasse og hoveddør! Og cirka der hvor jeg ganske kort forinden havde stået og pumpet forhjulet på min bil (ja, man kan godt pumpe en bil med en fodpumpe). Og sådan bliver en helt almindelig torsdag bare aldrig en helt almindelig og forudsigelig torsdag, når man bor i Nepal – på godt og ondt.

Senere på dagen skete der også det interessante at der var landsbymøde lige ude foran mit kontor. Jeg havde ikke opdaget noget, så optaget var jeg af at prøve at fået et overblik over MS’s nye landestrategi. Men pludeselig blev jeg gjort opmærksom på, at min bil var blevet integreret i en større forsamling af mænd, kvinder og børn. Grunden var en konflikt mellem en mand og hans kone. Manden misligeholder (ja hvordan oversætter man lige ’to neglect’ i denne sammenhæng) og slår åbenbart på konen, og nu vil hun skilles. Det kan man jo ikke, og hun vil ovenikøbet have land og penge. Det er sandsynligvis inspireret af at hans første kone efter flere års retslige tovtrækkerier fik retten til noget af mandens jord samt nogle penge. Hun bor nu i Taulihawa, men er blevet hentet ind til mødet. Den nuværende kone har 3 børn med manden, men han siger nu at det tredje ikke er hans, men blev undfanget da konen arbejdede i Malaysia i nogle år. Så der blev agiteret voldsomt i timevis afbrudt af enkelte håndgemæng, og arbejdet på JASC led af hyppige afbrydelser, for der skulle jo følges med i sagen. Det endte med at manden under moderat fysisk pres (han blev forsøgt svinebundet) gik med til at give kone land og penge, men mine kolleger siger, at det bare er noget han siger nu, og at det ikke vil blive ført ud i livet.

Romlal (som deltog fuld tid i mødet) kunne supplere med historien om hans storebror og de tre søstre han er gift med. Det startede helt normalt med et arrangeret ægteskab. Der skete så det uheldige at konen døde i et trafikuheld. Så blev konens familie enige med manden om at kompensere med hendes yngre søster. Den tredje søster besøgte af og til sin søster og Romlals bror, og så skete der det, at de blev forelskede og indgik et ’love marriage’. De to koner/søstre bor i hver sin by, så manden skiftes til at bo hos dem. Linket til den ovenstående historie er, at selvom man bliver skilt opfatter folk det stadig som om man er gift med 2 hvis man gifter sig igen. Det kan til nøds gå an for en mand, men for en kvinde er det helt uhørt. D.v.s. at selvom den ovenstående kvinde skulle formå at blive skilt fra stodderen, så kan hun ikke gifte sig igen, men må leve alene resten af sit liv (medmindre hun flytter til Kathmandu eller udlandet). Det gælder også hvis en kvinde bliver enke. Jeg tror lige jeg venter lidt med at forklare om mine egne famileforhold!

Visuel dokumentation

Torstens bedste dag: Motorcykel og pakke fra mor og far sendt i november (Karen blev MEGET glad for stjernestrimlerne - hvem har sagt man kun kan lave julepynt i december)

Tuborg-gutten (hvor vi køber vores øl og andre fornødenheder) med vores fiiine cykler i forgrunden.

Og sidst men ikke mindst: weekend ved swimming poolen. Vi har fundet et hotel med en pool ca. 1 times kørsel herfra. Det er et hit selvom der ikke er mange neplesiske damer der bader. Og hvis de gør er det med cykelshorts under badedragten...

Her i vores hus er glæde, her i vores hus er fest

Forleden dag nåede vi frem til den konklusion, at når vi får vores gaskomfur leveret, bygget en lille smule om i køkkenet og opgraderet elektriciteten, ja så er der egentlig ikke mere tilbage som vi gider at gøre ved huset. Det må vel på et eller andet niveau betyde at vi er faldet til.

Tyende
Og så er det måske også passende at skrive lidt om hvem der ellers bor i huset, altså foruden os. Vi har jo de 6-7 værelser i stueetagen og to gange om ugen får vi besøg af Nitu, som er en 25 årig enlig mor fra en såkaldt ’urørlig’ kaste. Hendes barn er født uden for ægteskab, og det sammenholdt med hendes lavkastestatus gør at hun befinder sig så meget i bundet af dette ekstremt hierakiske samfund som det lader sig gøre. Det lader hun sig nu ikke mærke sønderligt med, og viste sig hurtigt at være en rimeligt skrap dame at forhandle løn med. Vi endte med at betale hende 200 rupees om dagen, svarende til ca 18 kroner, men så skal hun også vaske alt vores tøj i hånden den ene dag, og gøre hele hytten ren den anden – og i øvrigt selv stå for frokost. Det lyder jo ikke til at være den store lønudgift, men rent faktisk giver vi mere end det dobbelte af hvad hun kunne forvente at få hos en mere ’normal’ arbejdsgiver. Man kan sagtens argumentere for at vi burde give hende endnu mere i løn, vi har jo råd til det, men som det er nu, får hun omkring den samme timeløn som en skolelærer, og vi tvivler på at der kommer alt for meget godt ud af bare at bruge løs af penge, som vi nu engang måtte have råd til. Vi er ligesom mærkelige nok i forvejen.

Overboere
Nå, men bortset fra Nitu, så har vi vores overboere som jo også er dem der ejer huset. Landlorden hedder Gautam, og ham har vi haft en hel del med at gøre, næsten alt for meget. Han er en pensioneret herre midt i 60’erne og har tidligere været CDO i byen. CDO står for Chief District Officer, og er den mest magtfulde position i distriktet. Det er langt fra nogen ubetydelig status, når man tager i betragtning at distriktet huser knap 500.000 mennesker. Det var nu ikke noget som Gautamjee (tilføjelsen – jee, er en høflighedsting der sa godt som altid skal tilføjes, til mænd. F.x forventes det at Karen kalder mig Torstenjee, og tiltaler mig i den næstmest respektfulde af bøjningsformerne. Hvorimod det forventes af mig at jeg tiltaler Karen i den bøjningsform som man ellers bruger til børn og kæledyr, alle verber og personlige stedord har 5 bøjningsformer, alt afhængig af status. Slut på meget lang parentes, nu fortsætter sætningen) selv fortalte os, og sidenhen har vi via rygtebørsen fundet ud af at han tilsyneladende blev degraderet pga. omfattende korruption og måtte slutte sin karriere i en væsentligt mere ydmyg stilling. Hvad der faktisk hændte ved vi ikke rigtigt – alt er rygter. Under alle omstændigheder kan han til tider være lidt tung at danse med. Vi har tidligere berettet om hans modvilje mod at vi brænder vores affald af i et hjørne af haven, og han vil helst også gerne bestemme hvor og hvordan vi parkerer vores cykler, og hvor mange hængelåse vi skal aflåse huset med. Og så går det ikke voldsomt hurtigt med at reparere ting som går i stykker. I det store hele kommer vi dog nogenlunde ud af det med ham, i hvert fald i sammenligning med hvad vi hører om de landlords som vores kolleger rundt omkring i landet har at slås med. Af sikkerhedshensyn er det meget godt at dele bolig med nogen, så der altid er nogen i huset, og han kommer da også jævnligt med friske papayaer til os osv. Det kunne være meget værre.

Gautamjee bor i overetagen sammen med sin kone, som vi aldrig har fundet ud af hvad hedder. Vi kalder hender derfor for Mrs Gautam. Hun har været temmeligt syg de sidste par år, men har været i behandling i en af de større byer og virker nu rimeligt fit. Hun smiler altid høfligt og siger namaste, og det er sådan ca hvad vi har med hende at gøre.

Den sidste faste beboer i huset er en knægt pa ca 8-9 år. Vi kan ikke rigtigt finde ud af hvilken relation han har til Gautamjee, men han er for ung til at være en søn og vi tror heler ikke rigtig han er et barnebarn, men en eller anden form for slægtning er han jo nok. Han fungerer lidt som en husslave. Henter vand, vasker op, laver mad og gør rent. I starten var vi lidt forargede, men da han samtidig også går i en udemærket skole (som Gautamjee sandsynligvis betaler for) og i øvrigt virker godt tilfreds med sin tilværelse, har vi valgt at synes at han nuværende liv sikert er bedre end det han ville have sammen med hvem der nu end måtte være hans forældre. Knægten er vældigt flink til at gøre forskellige småting for os, såsom at sørge for at tænde for vandpumpen, så vores vandbeholder på taget bliver fyldt op, åbne porten når Karen skal ud med bilen og den slags. Og så er han i det hele taget bare en skide sød og charmerende unge. Han er ikke blevet mindre venlig siden jeg forleden dag kørte ham i skole på motorcyklen. Jeg tror det har given en hel del street credit i skolegården.

Lige for tiden er Gautamjee med konen i Indien for at besøge noget familie, og knægten har derfor huset for sig selv, dog kommer der en eller anden voksen vi ikke har kunnet identificere og sover der om natten. Henover det nepalesiske nytår, som blev fejret her sidst i april var der i øvrigt stort familiebesøg, med diverse børn og børnebørn i alle tænkelige størrelser. Til trods for det er vi egentligt aldrig sådan for alvor generede af at der bor en familie ovenpå. I hvert fald ikke mere end man ville være i en dansk gennemsnitsopgang.

Naboer
Nabohuset har stået tomt siden vi kom, men for ca 2 uger siden flyttede en familie ind. Dvs., vi tror nok det er en familie. Nepalesere er et meget socialt folkefærd, og det er lidt svært at hitte hvem der egentlig bor fast i et hus og hvem der bare er på besøg. Det ligger dog i hvert fald fast at der er flyttet to unger ind på ca. 5 og 8 år. De leger rigtigt godt sammen med ’vores’ knægt, og er i det hele taget ret søde. Og så synes de at det er evigt fedt at der bor sådan nogle bideshier i huset ved siden af. De kommer meget over, og er satdigvæk mere søde end belastende, men det tror jeg nu godt kan komme til at vende. Især den ældste knægt på ca otte år er meget fremme i skoen. Forleden dag kom han med et sukkerrør som han syntes jeg skal have, og i går aftes var det en skål med mangopickles (superlækre), som han vel havde hugget fra mors krukke. De elsker at hoppe over hegnet og lege med motorcyklen når de tror jeg ikke ser det, hvilket betyder at jeg evigt og altid skal justere sidespejle, benzintilførsel, choker osv.osv. Kun lidt irriterende.

Jeg er for øvrigt ved at lære Karen at køre motorcykel, men det får hun selv lov til at fortælle om ved lejlighed.

Alle de andre
Nu har jeg så været igennem de mennesker vi dagligt har at gøre med i privaten, men det ændrer ikke på at vi alle blot er midlertidige gæster på matriklen. De virkelige faste beboere, og suveræne landlords er det mylder af kryb, som jo også bor i huset.

De suverænt største plageånder er myrerne. Vi har både nogle små termitlignende ting som er overalt, men som er så små at men kan abstrahere fra dem. Men så har vi også nogle virkeligt gigantstore sjovere (4-5 gange størrelsen af en dansk gennemsnitsmyre). De har valgt at bo i vores spisestue, og selv om vi har sprayet deres hul med adskillige liter enormt kraftig gift giver de ikke sådan op. Det har været fast rutine at de hver aften klokken ca otte giver sig til at myldre ud af hullet, og flyve rundt og transportere æg og alt muligt. Vi fandt så på at stoppe deres hul med noget hæftemasse (kaldes vist også for elefantsnot), vi havde medbragt fra DK. Det gav os fred i lige nøjagtigt 3 dage, så havde de trængt igennem det. Til gengæld har de ikke sværmet de sidste par dage. I går havde vi dog den ekstremt ulækre fornøjelse at opdage en pose tørret frugt der indehold væsentligt flere myrer end frugtstykker, - der har vel været et par hundrede. Det er nok tvivlsomt om vi for alvor kan komme problemet til livs, så vi bliver vel nødt til at vænne os til det.

Til at hjælpe os lidt i kampen mod myrerne har vi en beholdning af 5-6 gekkoer (firben). De sidder rundt omkring på væggene og lofterne, og bortset fra at de laver lidt afføring generer de ikke det mindste. Faktisk ville vi gerne huse endnu flere. De spiser myg, myrer og andre insekter, og er som sådan et rigtigt nyttedyr. Desværre kom vi til at slå en ihjel den anden dag. Vi havde givet myrerne en ordentlig omgang gift, da en af gekkoerne åd en forgiftet myre, og døde et par dage efter. Det er virkelig noget modbydelig gift vil ligger inde med, og vi vil vil derfor helst bruge det så lidt som muligt.

Så er der jo også lidt myg, men faktisk ikke ret mange. Det er åbenbart for varmt for dem lige for tiden, hvilket selvfølgelig ændrer sig når monsunen begynder om en måneds tid. Vi har myggenet for alle døre og vinduer, og det kombineret med forskellige slags røgelsespræparater holder dem faktisk væk. Vi sover stadig uden myggenet, men det ændrer sig nok også om en måneds tid.

Bier, og hvepse har vi skam også. Da vi flyttede ind i huset var der en større flok kæmpestore sorte bier der havde taget fast ophold. Jeg nåede at blive stukket af en af dem, inden vi slap fri for dem. Det gjorde sindssygt ondt. Nu ser vi dem kun inde i huset en gang om ugen ca., men de er altså også virkeligt store (2 x humlebi) og meget intimiderende. Til gengæld har vi et mylder af små hvepseboer lige uden for huset, som også nogle gang kommer ind og besøger os, men heldigvis er hvepsene ikke specielt aggresive. Dog stadigvæk irriterende.

Da jeg begyndte at skrive det her indlæg havde vi også en mus, som med jævne melemrum skræmte livet af Karen, og som havde forsynet sig af vores beholdning af gryn og mel. Nogle dage turde Karen ganske enkelt ikke bevæge sig ud i køkkenet, hvilket skabte lidt ubalance i fordelingen af det huslige arbejde. Men så, sent i går aftes, hørte vi at den lokalt producerede musefælde klappede, og inden i buret sad der så en lille spidsmus. Jeg måtte ikke slå den ihjel for Karen, så vi slap den fri lidt væk fra huset. Jeg gætter på at den er tilbage om et par dage.

Endelig har vi et desmerdyr i haven. Det kan man vælge at synes er godt, da det spiser slanger, eller synes det er skidt, da det formentlig betyder at der også er nogle slanger. Vi har dog ikke set nogen af dem, men slangesæsonen (ja, det hedder det) starter vist nok også først sammen med monsunen.

I bagatelgrænsen kan jeg nævne at jeg også har indfanget en lile frø, og at der bor edderkopper i samtlige afløb. Edderkopper kan vi dog også godt lide da de, ligesom gekkoerne, spiser nogle af de andre kræ.

Det ligger i hvert helt fast at vi aldrig kommer til at få huset helt for os selv, så vi arbejder i høj grad for at opdyrke nogle fornuftige arrangementer for bofællesskabet, og helst et arrangement der involverer så lidt gift som muligt. Men elers er vi godt tilfredse med huset og tilværelsen sådan i almindelighed.