Heavy weather motorcycling

De sidste par uger har der været temmlig stille på mit arbejde, så jeg har kastet mig over et andet projekt: at lære at køre motorcykel. Som tidligere beskrevet (se indlægget ’motorcykel dagbog’) har jeg ganske vist erhvervet mig et kørekort, men derfra til at være en habil motorcyklist er der et godt stykke...

Derfor er jeg begyndt at køre på arbejde på motorcykel. Det giver dagligt omkring 1½ times træning – der er engang nogen der har fortalt mig at øvelse gør mester.

Det ovennævnte tunge vejr er hidtil kommet til udtryk i to vejrtyper. I sidste uge skinnede solen ubarmhjertigt fra en skyfri himmel HVER dag. Det betød at varmen i løbet af dagen blev ulideligt tung og man havde følelsen af i lighed med de ellers så grønne risplanter at tørre ind og blive gulligt-vissen i toppen... Så er der jo kun én ting at gøre: tage en lur. Hvadenten det betød en halv time på gulvet i JASC’s ’training hall’ sammen med mine kolleger eller 2 timer på langs efter arbejde og motorcykeltur. I denne uge har det så været tung regn der har været problemet. Monsun regnen er heldigvis kommet tilbage efter solskinspausen, hvilket har forvandlet den hullede grusvej til et forhindringsløb mellem mudderpøle og vandpytter. For en uerfaren motorcyklist som jeg kan det godt resultere i visse vanskeligheder, dog er jeg kun én gang indtil videre havnet liggende i en mudderpøl (selvom det indrømmet har været tæt på et par gange). Oveni vanskelighederne med det glatte underlag kommer så kampen med de andre trafikanter om det tørreste stykke af vejen. Disse trafikanter består af folk, geder, køer, høns, cyklister, motorcyklister og en bus i ny og næ. Det udvikler sig ofte til en kamp mellem viljer, et slags chiken-run: hvem viger i sidste øjeblik for at undgå en frontal kollision? Ofte er det mig – men ikke uden eder og forbandelser. Der er nemlig også den lille detalje at batteriet på motorcyklen ikke virker så den skal kickstartes hver gang jeg går i stå. Så jeg er i hvert fald blevet god til at kickstarte!

Det med at der ikke sker noget på arbejdet er en sandhed med modifikationer. På fredag er der nemlig generalforsamling i JASC og der skal vælges en ny bestyrelse. Eller vælges og vælges. Et valg opfattes som et udtryk for konflikt så derfor foretrækkes det at alt er aftalt på forhånd så en enig generalforsamling kan udpege en bestyrelse. Det betyder at de vigtige folk i organisationen har utroligt travlt med at suse rundt og lave alliancer og modalliancer. Min nuværende (og voldsomt ineffektive) counterpart (program koordinator for MS programmet i organisationen) har ambitioner om at blive formand for bestyrelsen. Det ville åbne for at jeg kunne få en ny counterpart (JUHU) – der skal jo være nogle godbidder til alle. Så jeg er ret spændt på hvad det ender med.

Jeg håber på en ny, kvindelig program koordinator. Det er nok desværre ret utænkeligt på dette ekstremt mandsdominerede sted. MS prædiker uophørligt lighed mellem køn og mennesker i det hele taget, men når samfundet er så hierakisk og lagdelt som her, bliver det mest bare ved snakken. I virkeligheden er det jo også en samfundsomstyrtende tanke at alle mennesker i princippet er lige. En tanke som hvis den virkelig vandt udbredelse ville kræve en decideret ombygning af den måde Nepal fungerer på alle områder: de politiske, økonomiske og sociale systemer. En tanke som i Europa nærede facismen som opposition og på den måde affødte krig og øget undertrykkelse. Og så forventer vi at de som sidder på flæsket i Nepal ukritisk og uden for meget modstand skal indse at vi (MS og resten af bistandsverdenen) har ret: folk ER altså lige. I SKAL have 33 procent kvinder i jeres bestyrelse. I SKAL have dalitter (kasteløse) og andre marginaliserede grupper repræsenteret i bestyrelsen. Det bliver meget hurtigt meget proforma.